Problemet er, hvad ordet fuck egentlig betyder, for det nytter ikke at slå det op i en ordbog og finde ud af, at det er noget med kneppe, bolle, samleje eller lignende, for det giver ingen mening i ni tiendedele af de sammmenhænge, hvori ordet bruges. Nærmest kommer nok kneppe, som signalerer “mig overlegen, du finde dig i det”.
Samleje er et herligt gammeldags ord med et let anstrøg af jura og faderskabssager, men det lugter alligevel mere af fælles sengehalm og ligestilling. Fuck er grimt og har intet betydningsindhold. Det signalerer bare en holdning: “Mig overlegen over og træt af alle de personer og ting, jeg siger fuck om” samt “mig med i gruppe, der ser ned på alt uden for gruppe”.
“Lad mig se jeres fuckfinger Kalundborg” udråber Niarn. Fuck til hvad? Man har godt nok fortjent bedre end at være født i Kalundborg, og tilværelsen er en fornærmelse, hvis man ikke sidder på kanten af et svømmebasin i Californien.
Med al hans fuck er Niarn en omrejsende i forkælet surhed, en propagandist for forældretræthed, skoletræthed, livstræthed. Det er synd for mig, at jeg ikke er rig og berømt; når jeg ikke er det, er livet ikke noget værd.
Fuck Niarn!
Læserbrev af Bent Pedersbæk Hansen, formand for Modersmål-Selskabet, i Kalundborg Folkeblad den 2. marts 2005.
Udskriv dette indlæg
Mail dette indlæg
Hent seneste nummer på download-siden: