Nikoline Werdelin modtager Modersmål-Prisen 2007

Modersmål-Selskabet overrakte tirsdag den 25. september Modersmål-Prisen 2007 til tegneren og dramatikeren Nikoline Werdelin.

”Vort modersmåls klang er ikke altid lige mild. Det har Nikoline Werdelin troligt og fintmærkende aftegnet gennem mange år, og derved har hun gjort modersmålet en stor tjeneste, som hun skal have tak for,” udtaler Modersmål-Selskabets formand, Bent Pedersbæk Hansen.

Den 46-årige Nikoline Werdelin begyndte i 1984 at tegne striber i Politiken. Siden da har hun også tegnet i Alt for damerne, udgivet sine tegneserier i en række bøger, skrevet og instrueret skuespil og fungeret som skrivende og tegnende brevkasseredaktør i ugebladet Søndag. I 1997 blev hun tildelt Publicistprisen.

”Nikoline Werdelin spænder over hele registret fra det rørende poetiske over det ubehjælpsomme til de fæleste skældsord. Typerne i hendes striber er knusende realistisk afmalede med meget enkle virkemidler, som oftest kun fire tegninger, et par replikker og en pointe. Tegning og sprog er uløseligt forbundne, og læseren møder alle samfundsklasser og mennesketyper, rige, fattige, kvinder, mænd, børn, unge, gamle, kunstnere, pressefolk – alle ramt med det sprog, de nu har. Satiren kan være besk, men over det alt sammen hviler forfatterens forsonende humor. Læseren griner ikke af personerne, men ler eller smiler med dem og forstår derved både dem og sig selv bedre,” siger Bent Pedersbæk Hansen.

Om Modersmål-Prisen:

Modersmål-Prisen uddeles hvert år som en påskønnelse for særlig fremragende anvendelse over for brede kredse af et sprog efter selskabets ideal: Klart, udtryksfuldt og varieret. De seneste års modtagere er Peter Lund Madsen (2006), Johannes Møllehave (2005), Erik Hansen (2004), Steffen Brandt (2003), Ib Spang Olsen (2002), Klaus Rifbjerg (2001), Naser Khader (2000), Frederik Dessau (1999) og Ghita Nørby (1998).