De sproglige markedskræfter

Samme dag som regeringen udnævner ny undervisningsminister og bebuder stramninger i folkeskolen, bl.a. i danskundervisningen, lyder der trøstens ord i Weekendavisen: Det skal nok gå altsammen; bare sprogpolitiet vil pakke sammen og lade det danske sprog passe sig selv, så vil det blomstre. Op med humøret, forkynder Morten Ebbe Juul Nielsen (18. feb. 2005), og illustrerer blomstringen med et eksempel: “Wollabilla, jeg siger dig: den gældende sved på Strassen får du altså på kussen, der!” Sådan fortæller moderne københavnere hinanden, hvor man får den bedste kaffe, hævder Nielsen, og han mener, at den måde at gøre det på er så fin, at de sprogrøgtere, som han forestiller sig kunne have en anden mening, bare skal klappe i: sproget klarer sig bedst ved at overlades til de sproglige markedskræfter.

Undertegnede sprogrøgter er også ganske rolig, hvad angår et eksempel som det nævnte, for det er en gammel erfaring, at det ene års slang snart afløses af næste års. På samme måde som med moden. Hvad der i dag opfattes som det mest ungdommelige og smarteste, bliver i morgen betragtet som latterligt og gammeldags. At sige wollabilla osv. vil til næste år svare til at gå med bowlerhat eller krinoline, så heldigvis for markedskræfterne her. Derimod vil det formodentlig være muligt på dansk både i år og til næste år at fortælle hinanden, hvor man kan få en god kop kaffe.

Send to drenge på en cykeltur et sted i Danmark og følg med en skjult mikrofon udviklingen i deres sprog: de morer sig bl.a. over de mærkelige stednavne, de ser for første gang, de forvrænger dem, laver grin med dem og fantaserer videre på dem. Større behøver gruppen ikke at være, for at der mellem deltagerne opstår et indforstået særsprog. Eller tag på tilsvarende måde med en femteklasse på lejrskole. Her er gruppen større og dermed også de sproglige muligheder, der tager form i vittigheder, øgenavne, forvrængning af ord, nydannede ord, ordspil, rim, vrøvleremser osv. – en boblende gryde af leg med sproget. Eller tag såmænd fire bedagede gymnasielærere på en uges ferie i England. Tilfældigvis havde de købt whisky af mærket “Teacher” i lufthavnen, hvilket gav anledning til sprogspil omkring drikkeriet: “Vi skal vel have en “lærer”, inden vi går ud?”, “Hov, hov, det var vist en “overlærer””, “Tak, jeg nøjes med en “pedel” i dag”. På den tur var jeg selv med og kan bevidne, at gruppen på den korte tid udviklede et for andre komplet uforståeligt røversprog.

Måske kan man finde sprogrøgtere, der er imod den slags, men jeg tvivler nu, for det ville være både dumt og forgæves. Sådanne uformelle sammenhænge, som de nævnte, er laboratorier for sprogtilegnelse, hvor især børn og unge udforsker sproget i alle dets krinkelkroge og eksperimenteerer med dets muligheder. Hertil hører også sms- og chatsprog. Det er fra denne frodige mark af anvendt talesprog i forskellige grupper, at fællessproget henter en del af sin fornyelse, men selektionen er streng, de fleste sprogvækster dør hurtigt ud igen, kun en brøkdel finder varig plads i modersmålet

Det er ikke slang og flade a’er, der virker stødende, men det løgnagtige i situationen: at voksne mennesker giver sig ud for at være noget, som de ikke er (og det uden fiktionens forsonende distance; de er ikke klædt ud som børn f.eks).

Så vidt, så godt, vandene skilles først mellem sprogrøgtere og laissez faire folket, når gruppesprog forsøges ophøjet til fællessprog, og det sker, når “de unge københavnske studieværter” i tv foregiver at henvende sig til børn og unge i disses eget sprog. Det er ikke slang og flade a’er, der virker stødende, men det løgnagtige i situationen: at voksne mennesker giver sig ud for at være noget, som de ikke er (og det uden fiktionens forsonende distance; de er ikke klædt ud som børn f.eks). Sproget er et hårdtpumpet, forførende sælgersprog, og det er jo realiteten bag den klamme befamling af de unge – studieværterne er sælgere. De lukrerer på massemediets autoritet og bilder de unge ind, at deres snævre gruppesprog er helt tilstrækkeligt og i hvert fald mere “cool” end de kedelige fællessprog, som forældre og lærere taler til dem. Og det er løgn nr. to, studieværtsproget er et “ih, hvor har vi det sjovt sprog” og et “ih, hvor er vi en gruppe sprog”, men det kan ikke bruges til at lære fysik og historie med, ikke engang til at lære hinanden at kende med.

Her er markedskræfterne ødelæggende, og der er brug for sprogpolitik, dvs. samfundsstyring.

Så jo, min sprogrøgter, ud af stalden og revs, der er nok at tage fat på.

“Sproget er plastisk og i konstant bevægelse: det er trods alt os, der laver sproget.” skriver Juul Nielsen, og på et sådant udsagn deler vandene sig igen, for med “os” mener han tydeligvis ikke bare den nulevende slægt, men den unge generation, der har fundet på “wollabilla”. Et sådant synspunkt er for sprogrøgtere som mig udtryk for et uhørt hovmod og en sørgelig indespærring i nutiden, ja en “nutidsfascisme” for så vidt som synspunktet omfatter de før os levende slægter med foragt og hæver “moderne københavnere” til overmenneskelig storhed, bare fordi de tilfældigvis lever lige nu. Nej, og atter nej, vi laver ikke sproget, vi overtager det, efter at generation på generation møjsommeligt har lagt erfaring ind i det. Hatten af for det; ydmyghed er en mere passende holdning end nutidshovmod.

At vi overhovedet kan tænke og udtrykke vores følelser, skylder vi til det arvestykke, vi på den stedlige dialekt kalder modersmålet, og som da rigtignok er blevet til i et samliv med især de nabosprogene, ligesom disse gennem tiden er blevet til i vekselvirkning med andre. Hvad var engelsk uden latin og fransk f.eks? Begrebsudviklingen sker somme tider her, andre gange der, og som regel sker nybrud ved gentænkning af gammelt stof, i sproget som på andre områder.

Men tingene kan blive så selvfølgelige i dagligdagen, at vi glemmer, hvordan de er blevet til, og forfalder til arrogance. Elektriciteten, som så afgørende betinger den moderne livsførelse, begynder med, at de gamle grækere undrede sig over, det der skete, når de gned med en klud på nogle stave af rav og ebonit. Galvani, den lækkermund, havde hængt et frølår op ude på altanen og iagttog, at det kom i trækninger, da et lyn slog ned i nærheden. Volta fandt ud af, at frølåret virkede som “leder” mellem den kobberkrog, det hang i, og et jerngitter på altanen. Ørsted eksperimenterede med en kompasnål (kompas! hvor er det nu, det kommer fra?) og en strømførende ledning og opdagede elektromagnetismen. Ingen af de herrer kunne vide, at deres iagttagelser og den analytiske begrebsdannelse, de brugte til forklaring, skulle føre til elektrisk lys, dynamoer, elmotorer, S-tog og computere. Nørden, der sidder og behersker verden ved sin computer, skænker næppe de gamle parykherrer en tanke, og i hvert fald føler han sig dem langt overlegen – han skulle selv prøve at finde en ny naturkraft, skulle han.

Wollabilla altså, måske vil nogle af de sproglige eksperimenter, der for tiden finder sted blandt unge på Nørrebro, finde plads i det almene sprog – ingen kan vide det – men det vil blive en hård kamp, og indtil den er vundet, vil jeg holde fast i den gamle måde at tale om kaffe på.

Læserbrev af Bent Pedersbæk Hansen, formand for Modersmål-Selskabet, i Weekendavisen den 4. marts 2005 under titlen “Wollabilla 2”.

Højskolesang og nationalisme

I essayet sidste uge om nationalisme og højskolesange formulerer Lars Bonnevie sig med vanlig elegance; der er bare et problem i al den retoriske finesse: Er det sandt, hvad han skriver, holder det for nærmere eftertanke?
Findes der her i landet et massivt “fællesskab af indforståethed omkring sakrosante, nationale symboler”? Er højskolesangbogen udtryk for “fremmedhad, selvgodhed og slå-på-tæven nationalisme” eller “en tyrkertro på at være bedre end alle andre”, er den en katekismus for selvejende bønder, “der bekræfter dem i retten til riget”?

Flotte påstande, dristige, provokerende, men er der hold i dem? Ikke efter min mening, og Bonnevie forsøger ikke selv på nogen måde at løfte bevisbyrden. Et par nedgørende Kierkegaard citater om Grundtvig og en henvisning til Andersens “I Danmark er jeg født” – hvor Bonnevie er for sart til at synge med på mere end en halv linie – det er de spinkle præmisser, der skal bære alle de krasbørstige konklusioner.

I betragtning af, at Andersens sang er skrevet midt under Treårskrigen (i 1850), er den forbløffende lidt nationalistisk. Tyskerhad er der ikke noget af.
Selvgodhed måske, men temmelig beskedent: glæde ved den “friske strand” og “fuldmånen over kløverengen”. Historisk er det gået tilbage, men mere forknytte er vi ikke, end at “…dog så vidt om jorden / end høres danskens sang og mejselslag”, dvs. stolthed over, at folk herfra gør sig gældende inden for kunsk og praktisk virksomhed. “…dér har jeg rod, derfra min verden går”; der er intet indelukket nationalt her, glæde ved det hjemlige ja, men bestemt også ud i verden.

Sangen kunne uden videre oversættes til f.eks. arabisk, og folk fra forskellige lande ville synge den uden at skamme sig eller finde den mærkværdig. “I Irak er jeg født, dér har jeg hjemme, dér har jeg rod…”. Kløverengen skulle nok udskiftes med nogle papyrussiv ved flodbredden, bøgen med en dadelpalme og ind med Allah i stedet for Gud. Den vil gå rent hjem.

Dette bare som et eksempel; man kan finde sange med mere bulder og brag som Kongesangen. Som alle andre ideologier er nationalismen en ideologi, man skal omgås med forsigtighed, og det gør højskolesangbogen i det store hele.

Hvad er det så for en fane, Bonnevie løfter med sin kritik? Kosmopolitismens? Tja, snarere det gode selskabs fane, de rettænkendes fane – og de sejrendes fane, for højskolesangbogen er jo stillet på hylden fra 1968 og frem. Generationerne efter Bonnevie må klare sig med “Rapanden Rasmus” samt de (overvejende engelske) sange, andre synger for dem.

Læserbrev af Bent Pedersbæk Hansen, formand for Modersmål-Selskabet, i Weekendavisen den 4. marts 2005 under titlen “Bonnevies fane”.