For et stykke tid siden kunne man i en notits i avisen læse, at lyriktidsskriftet ”Den blå Port” havde skiftet navn til ”dbp”.
Hvilken tarvelig fornyelse eller snarere forringelse og så netop fra poeterne, der om nogen burde være sproglige forbilleder. I stedet lader de sig rive med af den almindelige tendens til layout-smarthed frem for klart indhold. Titlen ”Den blå Port” var måske ikke den klareste, men giver dog et godt billede: man kan se den flotte port for sig, associerer til poesiens blå blomst og til noget med indgang og gå igennem. Det giver mening, mens ”dbp” er fuldkommen intetsigende: Er der kommet et nyt bremsesystem til biler? Kan det være noget med internetforbindelse? Måske en ny supermarkedskæde fra Tyskland? Man kan ikke regne det ud, man skal vide det, og det vil de indforståede naturligvis også komme til; resten af befolkningen skal i al fremtid have en forklaring med, hver gang ”dbp” bliver nævnt i avisen eller andetsteds.
Forkortelser kan være praktiske, fordi de sparer tid, men de er netop til indforstået brug. I Modersmål-Selskabet kan vi f.eks. ikke hver gang, vi mailer til hinanden, skrive det lange navn, vi bruger MS, hvilket giver mening i den sammenhæng. De ansatte i FN har travlt og kan ikke hver gang, de skal nævne deres organisation, sige ”Forenede Nationer”, hvad journalisterne af samme grund heller ikke kan i medierne, selv om de burde, for det fulde navn ville hver gang, det blev udtalt, minde om den smukke tanke, der ligger bag organisationen. Forkortelsen derimod, FN, er tom, nyttig javel, hvis man husker, hvad den betyder, men fattig på associationer.
Og så er forkortelsen FN endda gammel og indarbejdet, oven i købet på dansk. Værre bliver det, når man sejler ud på det store hav af engelske forkortelser for FN’s underorganisationer samt andre internationale organisationer. Måske går det lige med de mest kendte. WHO, Verdenssundhedsorganisationen – godt nok en bid, det kan ikke stå på siden af en bil, knap nok på et navneskilt ved siden af døren, men det siger dog, hvad sagen drejer sig om. WTO – russerne vil gerne være medlem, det er vist noget med handel. OECD – dem hører man meget til, og det er altid noget med tal, mest dårlige. ”Det forenede Europa” – der er historisk, ja mytologisk dybde i det navn. EU – nej tak, jeg skal ikke være medlem af en forkortelse, det er altid noget med et stort og fjernt bureaukrati.
Alle forkortelser er sproglige uklarheder, fordi de kræver en ekstra anstrengelse af hukommelsen for at komme frem til betydningen. Selv gamle, indarbejdede forkortelser kræver en oversættelse for at forståes: DSB, Danske Statsbaner, DR, Danmarks Radio. Ordene viser direkte hen til fænomenerne, mens de nøgne bogstaver behøver en omvej over ordene, en oversættelse. De heldigste forkortelser kan udtales som ord og bliver derved til navne, så man til en vis grad kan undgå omvejen: SAS, NESA, RUC, ELSAM, ARLA. DONG kunne måske med tiden opnå denne status, det er dog en dansk forkortelse, men formodentlig har firmaet udelukket denne mulighed ved at efterhænge en engelsk forklaring ”energy”. På skrift kan det gå an, men at udtale det gør én flov. Godt MD Foods ophørte med at eksistere.
De fleste store selskaber markedsfører sig med navne. Tag f.eks. bilerne: Ford, Toyota, Citroën, Volvo, Morris, Jaguar osv. (Dog med markante undtagelser som BMW, VW). Danfoss og Grundfoss kender alle for ikke at tale om A.P. Møller – Mærsk, der både signalerer historisk forankring, soliditet og legitimitet, grundlæggeren og opbyggeren er med i navnet, ledelsen er forbundet med personligt ansvar. TDC er derimod anonymt, vi ved godt, at det er noget med telefoner, men hvad er det nu lige bogstaverne står for. På samme måde med RD, KD, DI, 3F, FOA osv. Sådanne forkortelser kræver altid en ledsagende forklaring.
Derfor er det også en uskik, når offentlige danske institutioner som bl.a. universiteterne ivrer efter at føre sig frem som KU, DTU, RUC, AUC.
Af sammenhængen fremgår det vel, at KU skal betyde Københavns Universitet og ikke Konservativ Ungdom, men hvorfor ikke få det at vide direkte? En af de tåbeligste institutionsforkortelser er CBS, som hver gang skal følges op med en alenlang forklaring: CBS, Copenhagen Business School, Handelshøjskolen i København. Lad os dog få det sidste at vide med det samme, og hold så forkortelsen inden døre, hvor den af praktiske grunde hører hjemme, eller reservér den til den udenlandske korrespondance.
Navnene på politiske partier som Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti er tunge af historie og politisk markering, mens S, SF, og DF er neutrale, intetsigende henvisninger, højst i visse sammenhænge praktiske. Netop i det neutrale eller tomme gemmer sig en del af forklaringen på den omsiggribende brug af forkortelser: enhver kan lægge sit i dem. Nogle vælgere vil måske ikke stemme på noget med socialisme, andre ikke på noget med dansk – og omvendt – forkortelserne bringer kun tanken hen på de sympatiske og veltalende partiledere.
På grund af deres oprindelse som sprog for de travle indforståede har forkortelser også en aura af effektivitet – ingen omsvøb, til sagen. Prestige følger desuden af den fornemmelse brugeren får af at tilhøre kredsen af indviede, som ved, hvad forkortelsen betyder; man har del i hemmeligheden, lidt ligesom med kælenavne.
Som del af en indviet jargon har forkortelser en god funktion, udenfor er de besværlige omveje, ved overdreven brug er de skadelige for kommunikationen i samfundet.
