Modersmål-Prisen 2020

Cecilie Lind, født 1991 og uddannet på Forfatterskolen 2011–2013, tilhører det, man kunne kalde den seneste generation i dansk digtning. En generation, som har sin særlige stemme. Cecilie Lind har i hvert fald. Hun har udviklet en særlig poetisk genre: langdigtet, som typisk fylder en hel bog, eksemplarisk udfoldet i Strunk (Gladiator 2015). Teksten kan opleves som en strøm af ord, der løber ned over siderne som en bevidsthedsstrøm. De enkelte delelementer føjes sammen til et langt forløb gennem rim, rytme, ordspil, gentagelsesmønstre og især mere eller mindre frie associative indfald. Sammen med en usædvanlig sætningsbygning og særpræget tegnsætning er disse træk karakteristiske for Cecilie Linds digteriske stil, som gør hende til helt sin egen. Det er også en stil, som kræver noget af læseren, men som også giver læseren noget. På det seneste er Cecilie Lind dog også søgt i retning af et enklere udtryk. Det gælder især bogen Mit barn (Gyldendal 2019).

Mit barn befinder sig et sted mellem lyrik og prosa, et langdigt fortalt i et kronologisk forløb fra barnets fødsel og ni måneder frem, men det karakteristiske for teksten er uorden. Som ville teksten stilistisk gengive den nybagte mors kaotiske situation. Mit barn er fortalt i et enkelt sprog. Det hele er på samme niveau og flyder sammen i én ubrudt strøm. Det giver teksten et særligt drive, som gør den nærværende og vedkommende for læseren. Og læseren kommer vel også tættere på digterpersonligheden i denne tekst end de tidligere, idet den fornemmes som det nærmeste, Cecilie Lind endnu er kommet på egentlig bekendelsesdigtning. Det kan være det, der gør Mit barn til en rå og smuk skildring af det at være mor – og menneske. Det er i hvert tilfælde en bog, der har appelleret til en bred læserskare, og som til september udkommer i svensk oversættelse af Jonas Rasmussen på Ellerströms förlag. I sin seneste bog Den nye spejltrådskaserne (ESCHO 2020) følger Cecilie Lind dog et andet spor: mindre bekendende, mere eksperimenterende.

I det hele taget gælder det for Cecilie Linds bøger, at de sprogligt går deres egne veje og gør noget med sproget, som rækker ud over det, man sædvanligvis oplever. Det er prisværdigt. Det er det, man har digtere som Cecilie Lind til, og derfor tildeles hun Modersmål-Prisen 2020.


Foto: Lærke Posselt (2019)

Hjem til modersmålene

Helle Lykke Kofoed Jensen og Nielsine Nielsen

Vi er næsten klar til at gå i gang med den første officielle præsentation af Modersmål-Selskabets 2020-antologi Sprog på grænsen i Øregårdssalen på Gentofte Hovedbibliotek den 3. september. Næsten, for der er et lille problem med en mikrofon. Der er nok en gylden regel om, at der altid skal være et lille problem med en mikrofon. Mens vi venter, kommer en herre pænt hen til, hvor vi står, og spørger, om nogen har et skriveredskab.

Foto: Stine Kornbek

»Jeg har en blyant!« siger Nielsine, stolt af en eller anden grund. »Jeg vil gerne lige spritte den af først,« siger hun og griber ud efter den tilgængelige håndsprit. Han takker for både blyant og afspritning. Det er startskuddet til den årlige bogpræsentation, som på nogle måder er, som den plejer, og på nogle måder er noget helt anderledes. Hvert bestyrelsesmedlem er iført plastikvisir, Michael Bach Ipsen serverer kaffe og kage iført gummihandsker, og der er opsat håndsprit.

Formand Ulla Weinreich åbner ballet ved at pege på den røde tråd, der forbinder antologierne fra 2018 (Ord og naboer i Norden), 2019 (Dialekter i rigt mål) og nu 2020, Sprog på grænsen (dansk) eller Grenzsprachen (tysk). Vi kan også kalde den Spräke långs e gränse. Eller Sproch o æ græns. Ja, antologien for 2020 er i særdeleshed et kært barn med mange navne. Ulla og Michael tager os derefter med på en kort rejse gennem bogens kapitler, med en let gennemgang af de spændende temaer, man kan læse om.

Den første taler er Tom Høyem, forhenværende politiker for Centrum-Demokraterne, tidligere rektor på Europaskolen i München og Karlsruhe og medstifter af Modersmål-Selskabet. Høyem er derudover både tysk og dansk statsborger. Han bor i Karlsruhe med sin tyskfødte kone. Høyem har en meget tidssvarende måde at vise, hvorfra hans verden går: Han fremviser de to ansigtsmasker, som han bruger til at rejse ud og hjem med: Den ene er rød og hvid som det danske flag. Den anden er sort, rød og gul som det tyske flag. Høyem tager os med på en levende fortælling om, hvordan det er at leve som tosproget, med hverdagens kodeskift, og hvordan man sagtens kan føle sig lige dele dansk og tysk og sætte pris på glæderne, der findes begge steder, når man – så at sige – har flere hjemstavne.

Det ville have været smukt at kunne give mikrofonen videre til generalsekretæren for Sydslesvigsk Forening, Jens A. Christiansen, men der skulle i stedet tales højt og klart, mens bestyrelsen kæmpede med mikrofonen. Til gengæld er det også mere ligetil at tale med høj røst, når man taler om noget, der ligger hjertet nært. Christiansen er solidt forankret i sit geografiske tilhørsforhold til Sydslesvig. I sin gennemgang af Danmarks, Tysklands, Nordtysklands og Sønderjyllands historie lagde han stor vægt på idéen om det åbne grænseland. Som han fint formulerede det, har vi i vores kulturkreds bevæget os – og bevæger os stadig – fra et »imod hinanden« til et »for og med hinanden«: »På sin vis er det en sprogpolitisk indstilling, hvor man vælger ikke at sige enten-eller, men at sige både-og i stedet.«

Efter pausen var Malene Monka så heldig at få en funktionel mikrofon. Monka er dialektforsker og har gennem en periode observeret unge skoleelevers dagligdagstale i et forsøg på at fastslå, hvordan det står til med dialektbrugen hos danske unge. Monka kunne fortælle, at sønderjyske unge var særdeles dygtige til at holde fast i det sproglige ophav, og at der var en stolthed forbundet med at tale sønderjysk, som ikke var til stede ved de andre dialekter. En stolthed, der f.eks. kunne vise sig ved, at forældre drillende kunne bede deres børn om at holde op med det pjat, det nu er at tale rigsdansk, og i stedet tale ordentligt. Selv de unge mænd, der næsten udelukkende taler sønderjysk, skifter til rigsdansk, når de skal gøre indtryk på det modsatte køn, og hvordan skal sproget overleve, hvis man ikke taler det med den, man bliver gift og får børn med?

Der er stadig håb, for til slut fortalte næstformand Christian Munk om sine oplevelser med at blive gift ind i en sønderjysk familie. Her har han haft en enestående mulighed for at tilegne sig den sønderjyske dialekt, selvom han selv er fra Nordsjælland: Han har haft en hel husholdning at støtte sig op ad. Det redder ham dog ikke fra de kvababbelser, der opstår, når man skal kende persillesovsen fra persillesaksen, da de udtales ens på sønderjysk. Hvilken er en saks, og hvilken er en sovs? Det er vigtig information, hvis ens sovs ikke skal smage af metal. Christian fortalte anekdoter om det at opdrage sin søn på sønderjysk, og hvordan hans toårige bruger dialekten i sit sprog, men pludselig kan have et meget tydeligt københavnsk blødt d, når han vil være flabet og spørge »Hvaaad?« Det var en hjertevarm fortælling om det at finde et ekstra hjem i den sønderjyske stolthed og at være med til at opdrage den næste sønderjyske generation i et virvar af rigsdanske talere.

Christians foredrag gik igen på den officielle udgivelsesdag, den 5. september, i Multikulturhuset i Sønderborg, men denne gang var det på klingende østsønderjysk, og der var stor interesse og respekt for, at der her var kommet en fra Sjælland, som havde taget æ sproch til sig og lært at beherske det.

Også Elin Fredsted holdt her sit foredrag om dialektens status på æ sproch. Det har ikke altid været accepteret at sende andet end rigsdansk i medierne, men det er heldigvis ved at ændre sig. Som man siger på tysk: »Totgesagte leben länger«, og det er den opblomstrende interesse for sønderjysk et eksempel på. Til gengæld tales det mindre og mindre i de nordligste dele af Sønderjylland, hvor Fredsted selv kommer fra, og det er gået fra at være et nærhedssprog til noget, mange kun bruger for sjov. Sønderjysk var også udbredt i Sydslesvig tidligere, men er nu næsten uddødt. Derfor arbejder Fredsted ihærdigt på at skaffe offentlig støtte til sønderjysk som kulturarv i delstaten ligesom plattysk og frisisk.

På snart vestjysk og snart rigsjysk manede Michael Ejstrup endeligt fordommen om dialekternes død i jorden. Nok lyder de ikke som i 100 år gamle beskrivelser, men det gør ingen levende sprog jo, og når størstedelen af sønderjyderne i en dialektquiz gætter rigtigt på, om taleren i et lydklip er fra Sønderborg, Aabenraa eller Haderslev, viser det med al tydelighed, at dialektale forskelle lever endnu.

Tyskundervisningen i den danske folkeskole er endnu et af bogens emner. Det uddybede seminarielektor Anne-Marie Fischer-Rasmussen fra UCN. Introduktionen af tysk begynder nu i 5. klasse, hvor det før var i 7., og det er en fordel, selvom de tilførte timer desværre er taget fra udskolingen. På læreruddannelsen er der derimod grund til at være på vagt: Siden den nye studieordning i 2013 med modulisering, høje krav og manglende kontinuitet er censorrapporterne om de lærerstuderendes tyskfaglige kompetencer entydigt negative, og det er kun med betænkelighed, at lærerne sluses ud i skolerne.

Sprog på grænsen findes på hylderne i samtlige biblioteksfilialer i Sønderborg Kommune og på Gentofte Hovedbibliotek.

Efter præsentationen viste Elin Fredsted rundt i udstillingen ordPARKering i Augustiana Kunstpark med en quiz i de mere sjældne sønderjyske ord:

Foto: Erik Nielsen

Har man sagt Sønderjylland, må man også sige kaffe. Fik du ikke købt mojn-kruset til præsentationerne, kan du bestille det her. På den ene side står der Mojn! På den anden side er der en sønderjysk ordsky.

Design: Christian Munk
Foto: Stine Kornbek