Modersmål-Selskabets konference Sprog og dialekter i grænselandet afholdtes den 5. oktober 2019 på Askov Højskole. Læs mere om programmet og oplægsholderne (PDF – 206 KB). [Læs mere…]
Kulturen i sproget og sproget i kulturen
Modersmål-Selskabet gav Modersmål-Prisen 2016 til digteren Søren Ulrik Thomsen. Det foregik i Fællessalen på Christiansborg fredag den 16. september 2016. Forud for prisoverrækkelsen var en konference om kulturen i sproget og sproget i kulturen, som Modersmål-Selskabet havde arrangeret i samarbejde med foreningen KLF, Kirke & Medier, et sprogcauseri ved journalist Julie Fabricius, der fik Modersmål-Prisen 2015, og et musikalsk indslag ved rapperen Per Vers, der fik Modersmål-Prisen i 2014.
Bertel Haarder: »Tak for ordet! Bogstaveligt talt!«
Kulturminister Bertel Haarder åbnede konferencen med ordene ”Tak for ordet! Bogstaveligt talt!”. Og tak for det stærke fokus på sproget. Forståelsen af sproget er forudsætningen for al anden forståelse. Men det kræver jo, at sproget netop er forståeligt. Og at dets udtryk er tilpas nuanceret og mangfoldigt til at indfange verden. Kulturministeren citerede filosoffen Ludwig Wittgenstein: ”Mit sprogs grænser er min verdens grænser.”
Bertel Haarder understregede imidlertid også, at vi er afhængige af at kende til andre fremmedsprog, hvis vi vil gøre os gældende som handelsnation og som international samarbejdspartner, og henviste til både H.C. Andersen og M.C. Einar. Et godt sprog kræver gode sproglige forbilleder, som Modersmål-Selskabet jo bl.a. understreger med Modersmål-Prisen, men også stærke aktører som Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Den sproglige tradition og den sproglige fornyelse skal gå hånd i hånd, hvis vort sprogs kvalitet og alsidighed skal sikres, sagde Bertel Haarder. Vi må kende vores kulturarv, men også være i stand til med vore egne ord og udtryk at beskrive den verden, vi selv lever i. Det kræver fantasi, kreativitet og åbenhed som hos Søren Ulrik Thomsen, der i 1981 »skrev skarpe strofer med spidse hjørner og uregelmæssige kanter, som river i bevidstheden« (Aarhus Stiftstidende), strofer, der nu er blevet »en klassiker«, sagde Haarder.
Bertel Haarder sluttede med ønsket om, at konferencen Kulturen i sproget og sproget i kulturen samt den efterfølgende prisoverrækkelse må bidrage til både viden om og glæde ved det danske sprog.
Læs hele Bertel Haarders tale.
Julie Fabricius: At tale smukt, fordi man tænker smukt
Julie Fabricus, modtager af Modersmål-Prisen 2015, causerede over mediesproget og nævnte blandt andet romernes vir bonus, en mand, der taler smukt, fordi han tænker smukt.
Det talte ord foregår nu, derfor er det vigtigt at man tænker før man taler, idet ordet ikke kan hives tilbage. Derfor er det så vigtigt at man taler umiddelbart forståeligt i medierne. Talen er et vældigt våben – som tv-mediet er kraftfuldt og magtfuldt. Derfor er det ubegribeligt, at man ikke på tv-stationerne har systematisk faglig undervisning i mundtlig formidling, sagde Fabricius og nævnte særskilt betoninger og modsætningstryk, når disse ikke er rigtige og derfor forstyrrer forståelsen.
Julie Fabricius kritiserede, at undervisningen i DR er forsvundet og erstattet af, at marketings-/strategiafdelingen udsteder direktiver om, hvordan værterne skal agere. Form har stjålet indholdet.
Nestors og Perikles’ forbillede kunne godt efterfølges mere i praksis, bl.a. hos politikerne, der »ikke rutter med det gode sprog – det sprog som vækker genklang i hjertet og som evt. kunne få os op af stolen og hen i stemmeboksen«.
Julie Fabrius ønsker ikke, at vi skal tale som Poul Reumert, »men man forstår hvad der bliver sagt idet tonegangen, betoningerne er helt genkendeligt dansk«, hvilket desværre ikke altid gælder mediejargonen. »Giv mig mit sprog tilbage. Lad det få lov at passere grænsen og giv det naturligt talte dansk varig opholdstilladelse – i hvert fald i medierne!«, sluttede modtageren af Modersmål-Prisen 2015, Julie Fabricius.
Martin Kristiansen og Malene Ullerlund Madsen
Martin Kristiansen, sprogredaktør på DR, berettede, at seerne og lytterne generelt er godt tilfreds med sproget på DR. Det danske sprog skal nok klare sig. De yngre journalister er således meget optaget af sproget.
Malene Ullerlund Madsen rapporterede fra sin undersøgelse af udvalgte programmer på P3, hvilket man kan læse mere om i den lille bog Sprogets magt: Medier, mennesker og sprog, som KLF, Kirke & Medier udgav lige inden konferencen.
Paneldebat
I paneldebatten deltog en række politikere: Naser Khader, som modtog Modersmål-Prisen i 2000, fra Det Konservative Folkeparti, Mette Bock fra Liberal Alliance, Søren Søndergaard fra Enhedslisten, Zenia Stampe fra Det Radikale Venstre, Troels Ravn fra Socialdemokratiet og Britt Bager fra Venstre. Paneldebatten, du kan læse mere om her, blev styret af Kurt Strand, som bl.a. gav udtryk for, at vi taler rigtig meget om DR, men det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at det begynder et andet sted: I vuggestuen, i familien osv. Vi får hele tiden hjørnediskussionen om bandeord, fordi den er til at forholde sig til. Vi er slet ikke nået til udviklingsdiskussionen, som er den interessante. Indflydelsen i dag er større end nogensinde; medierne er forpligtede til at tale pænere end os andre.
Overrækkelse af Modersmål-Prisen 2016 til digteren Søren Ulrik Thomsen
Efter konferencen overrakte Modersmål-Selskabets formand, Jørgen Christian Wind Nielsen, Modersmål-Prisen 2016 til digteren Søren Ulrik Thomsen. I vores pressemeddelelse skrev Modersmål-Selskabet bl.a.: »Søren Ulrik Thomsen evner at placere sig i tiden og har gjort det i mere end 30 år. Naturligvis skal Søren Ulrik Thomsen have Modersmål-Prisen. Og den får han nu«. Læs hele talen. Tillykke med Modersmål-Prisen, Søren Ulrik Thomsen.
Søren Ulrik Thomsen takkede derefter for Modersmål-Prisen. I sit referat af takketalen skriver Lise Bostrup bl.a., at Søren Ulrik Thomsen fortalte, hvordan han, da han hørte, at han var blevet tildelt Modersmål-Prisen for 2016, først havde følt sig beæret, men at denne følelse hurtigt blev fulgt af panik. For ved prisoverrækkelsen ville han skulle holde en takketale. Og den skulle handle om sproget! Jamen, hvordan tale om noget, som er usynligt? Læs hele Bostrups referat!
Se også
Links i artiklen
Konference om sproget i de danske medier
Den 16. september deltog Modersmål-Selskabet i et flot arrangement i Fællessalen på Christiansborg. Arrangementet var blevet til i et samarbejde med KLF, Kirke & Medier
Den første taler var kulturminister Bertel Haarder, der bl.a. fortalte om sit initiativ til at skabe en Danmarkskanon. Der er foreløbig indkommet over 1.400 forslag, og de er inddelt i forskellige kategorier, herunder kategorien dansk sprog. Under forslagene til kanonisering af det danske sprog finder man: “respekt for det danske talesprog”, “dansk som modersprog” og et forslag om at rense det danske sprog for de mange unødvendige fremmedord, der har sneget sig ind i det. Man kan stadig nå at indsende forslag. Fristen for indsendelse er den 1. november.
Bertel Haarder nævnte også den efter hans mening nødvendige opprioritering af det tyske sprog, da tysk efter Englands udmeldelse af EU vil være det største sprog i Europa.
Marianne Rathje, der de seneste ti år har arbejdet med brugen af bandeord i det danske sprog, præsenterede resultatet af sin undersøgelse.
Hun skelner mellem bandeord og skældsord.
Bandeord kan være religiøse (for guds skyld, gudskelov, sgu, for fanden, for satan og for helvede), knyttet til sygdom (for pokker og kraftedeme) eller knyttet til “kroppens nedre funktioner” (lort, røv, pik, pis og fuck). Bandeordene er ikke rettet mod en person.
Skældsordene er nedsættende, diskriminerende og sexistisk slang knyttet til en person (du er barnlig, din idiot, hold kæft, jeg smadrer dig og fuck af).
Samme definition på bandeord og opdeling mellem bandeord og skældsord blev anvendt af den senere taler stud. mag. Malene Ullerlund Madsen, der ligeledes kommer fra Syddansk Universitet, og der blev i konferencens løb ikke stillet spørgsmålstegn ved dette grundlag, selv om det bryder med den gængse opfattelse af, at bandeord kun handler om det religiøse, og at “pik” og “pis” er rædselsfulde, vulgære udtryk, men ikke bandeord, og at udtrykket “barnlig”, også selv om det bruges nedsættende og i direkte tiltale til en voksen, heller ikke er et egentligt skældsord.
Marianne Rathje og Malene Ullerlund fortalte om undersøgelsen Sproget på P3, som kaldes “en tilstandsrapport over sproget i udvalgte programmer på DR´s radiokanal P3” (KLF, Kirke & Medier, september 2016). Rapporten blev uddelt til alle konferencens deltagere.
Rapporten tager udgangspunkt i tre programmer i DR3 for børn og unge mennesker: Lågsus, Aftenvagten og Rodeo, og undersøgelsens resultat sammenlignes med et punkt i DR´s programetik fra 2009, hvor det hedder, “at DR´s medarbejdere som forbilleder skal undgå at anvende grove bandeord og sexistisk og diskriminerende slang”.
Undersøgelsen konkluderer, at “ingen af de tre programmer overholder de sproglige retningslinjer, når det gælder bandeord og sexistisk og diskriminerende slang”.
DR’s sprogchef, Martin Kristiansen, forsvarede herefter Danmarks Radio og fortalte om en større bevidsthed om det talte sprog gennem de senere år, og han fortalte, at DR f.eks. i forbindelse med genudsendelsen af nogle ældre programmer havde klippet de værste bandeord ud i forbindelse med genudsendelser, og at de har indført kurser i korrekt sprogbrug for journalisterne nu.
I den efterfølgende politikerdebat var meningerne delte. Kort fortalt mente Søren Søndergaard (EL), at medierne skal afspejle det sprog, der reelt tales – også blandt de unge, Naser Khader (K) talte om en tendens til forråelse af sproget, hvor det f.eks. på Facebook er ganske almindeligt at svine politikere til, Mette Boch (LA) ville hellere end at udstede et forbud mod bandeord i medierne (hvordan skal man straffe overtrædelser?) tale om, at man bør fremelske en vilje til at udvikle et rigt sprog, frit for floskler og klicheer, Troels Ravn (SD) talte om et nuanceret mediesprog, der også lod dialekterne komme til orde, Britt Bager (V) talte om, at DR havde en forpligtelse til at gå imod forråelsen af sproget, og Zenia Stampe (B) kritiserede DR for ikke at styre sin egen Facebook-side ordentligt. Hun havde selv i forlængelse af en udtalelse, som var faldet mange for brystet, måttet kontakte DR flere gange for at få dem til at slette trusler om vold mod hende og udsagn som “Hun skal aflives”.
Efter politikernes indlæg styrede tv-journalisten Kurt Strand på forbilledlig vis en debat, der nogle gange var tæt på at blive lidt ophedet. En helt gennemgående uenighed handlede om begrebet “armslængde”. Skal politikere gå ind og blande sig i den konkrete sprogbrug i DR’s programmer og f.eks. straffe journalister, der bander, eller skal de nøjes med at udstikke generelle retningslinjer? Flertallet af politikerne tenderede mod det sidste synspunkt. Adskillige af deltagerne udtrykte ønsker om direkte indblanding.
Referatet har været bragt i Modersmål-Selskabets blad Sprog & Samfund 2016 nr. 3.
Julie Fabricius: At tale smuk, fordi man tænker smukt
Julie Fabricius, cand.mag., retoriker, journalist, forfatter m.m., samt modtager af Modersmål-Prisen i 2015, talte på konferencen Sprogets magt om konferencens emne i form af et causeri over mediesproget. De gamle retorikere talte om vir bonus og mente en mand, der taler smukt, fordi han tænker smukt.
»Der findes mange slags sprog: Fagsprog, fremmedsprog, cirkussprog, pattebørnssprog, kropssprog og, siden 1988, mediesprog. At vi overhovedet taler om mediesprog viser at den er gal. Som om sproget skal være anderledes fordi man sidder bag en mikrofon. Der er godt sprog og der er dårligt sprog.
Vi adskiller os fra dyrene ved at have et verbalsprog. Sproget er det vi tyer til, sprog er det vi undgår når vi ikke vil stilles til regnskab, sproget er vores identitet, vi fortæller hvem vi er, hver gang vi åbner munden. Så det er jo egentlig utroligt at vi så tit alligevel tør sige noget!
Jeg mente ikke hvad jeg sagde, men det var ikke desto mindre det, du sagde, jeg tager dig på ordet (og så kan man godt være i problemer).
Det talte ord binder os sammen, lige som det kan skille os. Det talte ord sætter handling i gang. Det kan bruges besindigt og det kan bruges letsindigt. Det kan bruges nederdrægtigt (USA’s valgkamp) og det kan bruges smukt. Antikkens retorikere – 2000 år siden – havde begrebet en vir bonus, en god mand, det vil sige en mand der talte smukt, fordi han tænkte smukt.
Det talte ord foregår nu, derfor er det vigtigt at man tænker før man taler, idet ordet ikke kan hives tilbage. Derfor er det så vigtigt at man taler umiddelbart forståeligt i medierne. Vores perceptionsevne, vores øre, er konstrueret sådan at vi opfatter i helheder og ikke i enkelte ord. Derfor er den problematiske oplæsning med alle de mange fejlbetoninger/modsætningstryk kun forstyrrende.
Talen er et vældigt våben – som tv-mediet er kraftfuldt og magtfuldt. Derfor er det ubegribeligt at man ikke på tv-stationerne har systematisk faglig undervisning i mundtlig formidling. Det har man ikke, ellers ville oplæsningen ikke lyde som den gør med konsekvent uforståelige betoninger/modsætningstryk i hver eneste sætning. Man kan bare tænde for apparatet og lytte til tv-avisen når som helst.
Betoningerne skaber sætningens mening. Eks.:
I DR sørger chefen ikke for undervisningen, i DR sørger chefen ikke for undervisningen
På Christiansborg er der ikke korrupte politikere, på Christiansborg er der ikke korrupte politikere (men hvad så med alle de andre ansatte…)
Putin har møde med USA’s præsident (– ja, det er nok ikke den lokale købmand han skal tale med, især ikke når man samtidig ser billedet af de to).
Hvorfor skal der lægges et modsætningstryk på møde og præsident?
Det er muligt, at der er undervisning af nyansatte på DR, som der står i heftet Sprogets Magt (se illustrationen til højre) men det kan man så bare ikke høre. Slet ikke. Og den undervisning, der foregår, kan være særpræget.
En P2-vært fortalte mig, at han skulle undervises af en coach – denne coach, hentet fra P3, sagde: Du skal vende vrangen ud af dig selv, så lytteren kan mærke dig … kan du sige pik? Joh, sagde værten, det kunne jeg da godt, men hvad skal jeg bruge det til. Jeg præsenterer musik. En ny værtinde på tv skulle lære hvordan man agerer. Coachen sagde: Du skal bare føle, at der sidder en hvid engel på din venstre skulder – så guider jeg dig gennem udsendelsen! Man ville ønske man havde to hoveder at tage sig til.
De er ikke bare sjove anekdoter, men ordrette citater indhentet ved en faglig forespørgsel om undervisningen og er udtryk for et fagligt niveau, som er uforsvarligt i Danmarks største medievirksomhed.
Jeg vil meget gerne frabede mig at se/høre vrangen på en vært. Må jeg dog være fri. Ydersiden er god nok. Fortæl hvad du ved om det jeg skal vide noget om og hold dig på måtten! Man kan kræve at oplæseren er veloplagt, men det er ikke det samme som at vende vrangen ud af sig selv. Jeg kan godt nøjes med at høre en professionel formidling uden kunstig begejstring, forkerte betoninger og selvfremførende formidling. Ingen nævnt, ingen glemt.
Den kritisable mundtlige formidling skyldes som sagt at undervisningen i den forhenværende kulturinstitution DR er ophørt – jeg, som lytter, må forholde mig til det, jeg hører, og jeg hører, at den er gal. I stedet for en ordentlig undervisning er det marketings-/strategiafdelingen, der udsteder direktiver om hvordan værterne skal agere. De skal udvise: »mod, passion og personlighed«, bliver der sagt. I tv-avisen skal de nu gå rundt og fægte med arme og ben, helt usynkront i forhold til det, der bliver sagt; formen har stjålet indholdet. Venligt tænkt er det måske et forsøg på at gøre det nemmere at forstå hvad der bliver sagt. Men når kropssproget ikke hænger sammen med indholdet, virker det kun komisk og forstyrrende.
Ordet er kilden til de største goder vi kender. Ved ordet bevæger vi os, mentalt og følelsesmæssigt. Ordet skal fylde øret og give genklang i hjertet (Rousseau, Bekendelser)
Når ordet er sagt, giver det en reaktion – og hvis det ikke gør, kan man lige så godt tie stille.
De gamle retorikere havde ganske kloge forestillinger om at ordet var forudsætningen for lovgivning og samfundsdannelse. Man sagde om den aldrende kong Nestor at fra »ham flød stemmen fra læben så sød som den liflige honning.« Vi har udtrykket »forsamlingens nestor«, hvilket dengang betød den ældste, underforstået den klogeste i en forsamling.
Perikles, den mest berømte atheniensiske statsmand (495-429 f.Kr.), havde et kraftfuldt tilnavn, ikke mindst på grund af sin diktion. Han »bar tordenen på sin tunge«, og man sagde om ham, at han, før han skulle tale, altid bad til guderne om at han ikke måtte komme for skade at sige noget overflødigt ord! (Er der politikere til stede??)
Når vi nu står her i de hellige haller kan man jo også lige nævne at vores politikere heller ikke rutter med det gode sprog – det sprog som vækker genklang i hjertet og som evt. kunne få os op af stolen og hen i stemmeboksen. Nogle gange, alt for ofte, lyder det, som om de trækker sproget i en automat. Ambitiøs er meget populært for tiden. Vi har »ambitiøse mål«. Det siger de alle sammen uden vi bliver klogere. Ordet er blevet tømt for mening.
Hvad mediejargonen angår, denne afart af dansk, er der ingen genklang hos den, der lytter. Og der er ingen, hvis stemme flyder fra læben så sød som den liflige honning.
Vært og reporter skævvrider sproget med uafbrudt forkerte betoninger. Der kommer ord ud af munden, men det er lige som om ordene dør på vej ud. Oplæseren er ikke til stede – for hvis han/hun var det, ville han ikke læse op på den måde. Værten er måske optaget af at virke »personlig« – men man kan kun være personlig hvis man glemmer at være det!
Det interessante er at så snart hun/han får en hvilepause fra oplæsningen og taler med sin kollega derude, eller har en gæst i studiet, er tonegangen helt normal dansk. Men så snart blikket flyttes tilbage til teleprompteren, fortsætter den sære tonegang, den meningsløse oplæsning.
Sproget er i konstant bevægelse; hver tid sin udtale. Gamle optagelser er sjove at lytte til, fordi man her bliver bekræftet i hvordan det dog hele tiden skifter. Jeg har hørt Georg Brandes, Karen Blixen og andre koryfæer på bånd, og også Poul Reumert. Meget åbne vokaler og visse konsonanter meget prægnante for eksempel når Reumert siger: Bølger… så er der virkelig skvulp i søen.
Nu vil jeg på ingen måde plædere for at vi taler som Reumert, vorherrebevares, men man forstår hvad der bliver sagt idet tonegangen, betoningerne er helt genkendeligt dansk. Og det er netop lige her i tonegangen at mediejargonen slår knuder på det talte sprog.
Det er et skævvredet, absurd og forstyrret dansk der blev født 1.oktober 1988 da TV2 gik i luften. Stationen blev en succes, jeg var selv med til at starte den som udsendelsesleder – ikke at succesen kan tilskrives min ringe indsats. Og DR, storesøster ville abe efter – bare på den forkerte måde, nemlig i den vanvittige sprogbrug. Denne mediejargon er imidlertid blevet normen, sanktioneret af ledelsen på begge stationer. Det er en ynk, man forstuver øret, det er utåleligt at høre på.
Giv mig mit sprog tilbage. Lad det få lov at passere grænsen og giv det naturligt talte dansk varig opholdstilladelse – i hvert fald i medierne!«
Bertel Haarder: Tak for ordet! Bogstaveligt talt!
Kulturminister Bertel Haarder åbnede konferencen »Kulturen i sproget, sproget i kulturen« med ordene »Tak for ordet! Bogstaveligt talt!«. Og tak for det stærke fokus på sproget. Forståelsen af sproget er forudsætningen for al anden forståelse. Men det kræver jo, at sproget netop er forståeligt. Og at dets udtryk er tilpas nuanceret og mangfoldigt til at indfange verden. Kulturministeren citerede filosoffen Ludwig Wittgenstein: »Mit sprogs grænser er min verdens grænser.«
Bertel Haarder fortsatte: »Når det kommer til sprog, så kan vi ikke nøjes med at forholde os til vores eget sprog. Det er Danmark ganske enkelt for lille til. Vi har et fællesskab med de andre skandinaviske lande, som ikke alene gør vores sprogområde større. Det gør os også til en del af et større kulturelt fællesskab. Og vi er afhængige af at kende til andre fremmedsprog.« Især rappere har forstået H.C. Andersen, for de har gjort en engelsksproget livsstil til noget meget dansk. »Det danske sprog, det er min moders stemme«, skrev H.C. Andersen. »Derfra min verden går«, citerede ministeren. Bertel Haarder illustrerede sin pointe med M.C. Einar, den første store danske rapper:
»Det er på dansk, det er selvfølgeli’ på mit eget sprog
Du sir på engelsk, du er sgu da ikke rigtig klog
Du taler sproget med en fjoget københavnsk accent
Det er skufle, men det fatter du sgu nok engang.«
Skufle var et rap-udtryk for noget kikset og fjollet, forklarede kulturministeren. At rappe på engelsk var fjollet, at rappe på dansk var det indlysende rigtige. Det gav også klejner:
»M.C. Einar
Scorer klejner
På sit modersmål«.
Bertel Haarder sagde videre:
»Et godt sprog kræver gode sproglige forbilleder. Det er noget af det, Modersmål-Selskabet understreger med Modersmål-Prisen. Forbilleder kan være gode og kreative sprogbrugere i ens nære hverdag. Det kan være lærere og undervisere. Det kan være kunstnere, poeter eller rappere. Og det kan være tv- og radioprogrammer, aviser og andre medier. Sproget kan vi ikke undslippe. Men vi kan bruge det på mange forskellige måder. Jo større og mere levende vores sprog er, jo bedre vilkår er der også for, at vores kulturliv kan trives og blomstre.
Vores sprogs kvalitet og alsidighed bygger på, at to elementer går hånd i hånd: Det ene er vores sproglige tradition. Det er forståelsen af kernen i det danske sprog. Det er vores kulturarv i form af sproghistorie, grammatik og de kulturelle fortællinger, som sproget bygger på. Det andet er den sproglige fornyelse. Den konstante og levende udvikling, som gør det muligt at beskrive verden, sådan som det er i dag – med vores egne ord og udtryk.
Det kræver fantasi, kreativitet og åbenhed over for verden. Traditionen og den sproglige udvikling er to sider af samme sag. For det, der var nyt og udfordrende på ét tidspunkt, kan blive til tradition og kulturarv på et senere tidspunkt. Eller i litteraturens verden kan det nye og grænseoverskridende blive til »en klassiker«. Et godt eksempel kunne være Søren Ulrik Thomsen, der bliver hædret med Modersmål-Prisen i forlængelse af denne konference. Hans gennembrud »City Slang« fra 1981 blev kun anmeldt af én avis på selve udgivelsesdagen, og det var Aarhus Stiftstidende. I den i øvrigt meget positive anmeldelse stod der bl.a.: »City Slang« er ikke poetisk skønsang; det er skarpe strofer med spidse hjørner og uregelmæssige kanter, som river i bevidstheden«. (Kilde: Aarhus Stiftstidende den 29.september 1981).
Det var et nyt og vildt sprog, som Søren Ulrik Thomsen beskrev storbyen med. I dag er hans digtsamling en moderne klassiker om storbylivet i 1980’erne. Og det før så kantede og skarpe sprog er blevet en del af vores levende kulturarv. Måske endda med et nostalgisk skær fra 80’erne med neonreklamer og regnfulde baggårde. I øvrigt kan jeg fortælle som et kuriosum, at Stiften i samme avis berettede, at Dansk Sprognævn ville ændre den officielle stavemåde af ordet »tæsk«. Der var ikke længere nogen, der udtalte ordet som »tærsk«, og derfor ville man fjerne r’et. Sproget bevæger sig – nogle gange uden hensyn til historien. For det forsvundne »r« fortæller faktisk noget om Danmark som landbrugsland. »Tærsk« var noget man tidligere gav korn og ikke mennesker. Men udtalen var altså løbet fra stavemåden. Den sproglige udvikling er uomgængelig, men vores tradition er et uundværligt grundlag.
Det er altså vigtigt at have et sprogligt grundlag at forny ud fra. Men på den anden side skulle man ikke have det som Johannes V. Jensen, der siger følgende:
»Når sprogets norm er fastslået, skulle der værnes om det, ligesom man i Paris har metermålet deponeret i et glasskrin mål en gang for alle for hele verden«. (Kilde: Johannes V. Jensen i Evolution og Moral (1925)).
Sproget og sprogbrugerne skal kunne forholde sig til de forandringer, som vi oplever. På godt og ondt. Men det betyder ikke at vi kan læne os tilbage og lade enhver sproglig udvikling skylle ind over os. Vi ska gribe sproget og tage ansvar for det. Et godt sprog kræver derfor, at vi har stærke aktører som Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der rådgiver og inspirerer til god sprogbrug. Og et godt sprog kræver gode sproglige forbilleder. Det er noget af det, som Modersmål-Selskabet understreger med Modersmål-Prisen. Forbilleder kan være gode og kreative sprogbrugere i ens nære hverdag. Det kan være lærere og undervisere. Det kan være kunstnere, poeter eller rappere. Og det kan være tv- og radioprogrammer, aviser og andre medier. Medierne har en særlig forpligtelse til at formidle et godt og korrekt dansk. Det står for eksempel i DR’s public-service-kontrakter. Hvordan forpligtelsen konkret skal løftes er til gengæld op til DR selv. Tidligere generaldirektør Hans Jørgen Jensen sendte et sprogblad ud.
Når det kommer til sprog, så kan vi ikke nøjes med at forholde os til vores eget sprog. Det er Danmark ganske enkelt for lille til. Vi har et fællesskab med de andre skandinaviske lande, som ikke alene gør vores sprogområde større – det gør os også til en del af et større kulturelt fællesskab. Og vi er afhængige af at kende til andre fremmedsprog, hvis vil gøre os gældende som handelsnation og som international samarbejdspartner. Et godt kendskab til fremmedsprog er ikke alene en fordel, når vi skal tale med folk i andre lande. Det gør os også klogere på vores eget sprog og vores egen kultur.
Som den tyske digter Goethe har skrevet: »Wer fremde Sprache nicht kennt, weiß nichts von seiner eigenen«. (Kilde: Johann Wolfgang von Goethe, Maximen und Reflexionen, Aus Kunst und Altertum 1821).
Jeg går ud fra, at I alle forstår tysk? Det betyder naturligvis, at den, der ikke kender til fremmedsprog, heller ikke kender noget til sit eget!
Vi kan især lære meget om dansk kultur ved at huske på, hvor mange kulturelle strømninger, vi har fået fra Tyskland. Tænk blot på Reformationen, romantikken, kulturradikalismen og arbejderbevægelsen – for slet ikke at tale om juletræet. Den danske ambassade forsøger for øjeblikket at få flere unge til at interessere sig for tysk med en kampagne på sociale medier. Den hedder »Er du til tysk?« (). Jeg håber, at det bærer frugt, for Tyskland vil også i fremtiden være en afgørende samarbejdspartner for Danmark. Nogle gange overvurderer vi danskere, hvor gode vi er, når det kommer til fremmedsprog. Det gælder især engelsk. Og så går det os som Mark Twain i Paris. Han skrev i sin humoristiske rejseberetning:
»I Paris stirrede de bare, når vi talte til dem på fransk; det lykkedes os aldrig at få de idioter til at forstå deres eget sprog«. (Kilde: Mark Twain: The Innocents Abroad, 1869).
Sådan går det sikkert også mange udlændinge, som forsøger at lære dansk. Men interessen for Danmark og for dansk kultur er stigende, og det skal vi kun være glade for. Ikke kun tyskerne, men også den angelsaksiske verden, er begyndt at interessere sig for Danmark og Norden. Det bør også smitte af på vores egen selvforståelse og for vores glæde ved det danske sprog.
Jeg håber, at dagens konference og den efterfølgende prisoverrækkelse bidrager til både viden om og glæde ved det danske sprog. Rigtig god fornøjelse.«