Kids’ News er S’Kid’t News

Kids' News er S'Kid't News
Næstformand for Modersmål-Selskabet, Henrik Munck, kritiserer Berlingskes valg af navnet Kids’ News til den nye børneavis.

Kids’ News er S’Kid’t News

Henrik Munck, næstformand i Modersmål-Selskabet, kritiserer Berlingskes navngivning af deres nye børneavis.

Berlingske har fået lyst til at lave en ugentlig annoncefri papiravis med sigte på de 6-12-årige. Det lyder som et spændende forsøg, men hvorfor kalde avisen “Kids’ News”?

Redaktøren undskylder sig med, at et flertal af forældre og børn valgte dette navn blandt flere mulige, mens redaktøren helst havde beholdt sit eget forslag “Globus”.

Modersmål-Selskabet påtaler unødig brug af engelsk, når det danske sprog har velvalgte danske betegnelser. Derfor græmmes vi i det konkrete tilfælde, hvor der samtidig er et fuldstændigt misforhold mellem navn og indhold, da vi går ud fra, at der er tale om en dansksproget avis, selv om der nu skal læres engelsk fra 1. klasse. Og bladet er vel næppe udsat for international konkurrence?

Weekendavisen har et udmærket tillæg for de yngre læsere med navnet “Faktisk”, ligesom alle avisens øvrige tillæg har danskklingende navne som Bøger, Kultur og Ideer. Men Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen fik jo heller ikke uberettiget Modersmål-Prisen i 2008 for sin store respekt for det gode danske sprog.

Mere om Modersmål-Selskabet

 

 

Forsvar for de gamle travere

Ideologier skal man være varsom med, og det gælder også for nationalismen, der i sine overdrevne former har medfødt store ulykker, men det er også farligt helt at forkaste enhver form for nationalisme, for så bliver man let tilgængelig for andre tåbeligheder.

Dette demonstrerede Henrik Marstal i sit indlæg imod Spil Dansk-dagen i Information 24. oktober [2007], hvor han kritiserer initiativet som nationalistisk og bruger H.C.Andersens i Danmark er jeg født som eksempel.

Helledusseda! hvis den sang er nationalistisk, så er jeg bange for, at vi er mange nationalister. Prøv engang at indsætte navnet på et hvilket som helst andet land i sangen og se, hvilken mening det giver.

I Tyrkiet er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg rod, derfra min verden går;
du tyrkiske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.

Herefter følger den “danske friske strand”, som nok kan gå an til Tyrkiet, mens derimod “æblegård og humlehave” må skiftes ud med mere lokale vækster.

Mon ikke de fleste tyrkere ville synge med på sangen uden derved at føle, at de tilsluttede sig den mere rabiate form for tyrkisk nationalisme?

Marstal fremhæver linjerne med “danskens sang og mejselslag” som særligt anstødelige. De skulle ifølge ham give et billede “af danskerne som sangglade, arbejdsomme kolonialister”. Det må være mejselslagene, der giver anledning til kolonisterne, men den læsning er forkert, for mejselslagene er bl.a. billedhuggeren Bertel Thorvaldsens, og danskens sang er bl.a. Andersens egen digtekunst, hvis berømmelse i udlandet han på denne underdrejede måde får udtrykt stolthed over.

Taget i betragtning, at Andersen skrev sit digt midt under Treårskrigen (1850) er det forbløffende lidt nationalistisk. Digtet fremhæver nogle almene menneskelige betingelser: Alle bliver født et eller andet sted, som har en historie, et sprog, en bestemt natur osv. Dét sted kommer folk som regel til at holde af. Andersen rammer denne følelse uovertruffent rent, Schierbecks smukke melodi understøtter den, og hver gang, nogen synger sangen, bliver den repeteret.

At fordømme følelsen af tilhørsforhold til hjemstedet som nationalisme er farligt. I 70’erne skete det systematisk, og resultatet af traditionsbruddet blev, at en selvstændighedskultur på sangområdet blev erstattet med en professionel underholdningskultur, hovedsageligt på engelsk, hvor en lille elite synger for de mange. Af lutter multikulturalisme blev den danske syng-selv-kultur først latterliggjort, siden afskaffet.

Bare man har sin MP3

Generationerne under de 50 kender i dag ikke de almindeligste danske sange. Det betyder et identitetstab og en sproglig fattiggørelse. De moderne sange, der skulle erstatte de gamle, blev ikke til noget; lidt Kim Larsen, Anne Linnet, Steffen Brandt m.fl. men ingen af deres sange er rigtig slået igennem for mere end et par sæsoner, fordi de er for svære at synge som fællessange og for tæt knyttede til deres ophavs karakteristiske fremførelse.

For et stykke tid siden kørte jeg forbi en skole og hørte gennem det åbne vindue en lærer bakse med en klasse og Septembers himmel er så blå. Det var ikke helt let kunne jeg høre – hvorfor dog synge selv, når man har sin MP-3 afspiller?

Jeg håber ikke, at den lærer har mistet modet ved at læse Marstals artikel.

Bent Pedersbæk Hansen er formand for Modersmål-Selskabet.

Se også debatten på Information.dk, hvor artiklen blev lagt on-line 31. oktober 2007.

Sprogrøgt

David Rehlings ‘reportage’ i sidste uge (Inf. 31/1) fra Folketingets debat om en eventuel dansk sproglov er udtryk for den mest sure form for sprogrøgt, der findes, nemlig kritik af personligt, talt sprog. I stedet for at meddele læserne, hvad partiernes ordførere har sagt for og imod en sproglov, får læserne en række eksempler, med navns nævnelse, på politikernes sproglige fejl og fortalelser. Pegepind: Det er for galt; disse mennesker vil lave lov for sproget (måske), og så taler de ikke engang selv korrekt dansk.

Nej, det er ikke for galt. At politikerne laver fejl, når de taler, viser kun, at de er mennesker som andre. Når man taler, går det hurtigt, så hurtigt, at det kan være svært at få tankerne med, især hvis det er et vanskeligt emne, der diskuteres. Nogle få behersker kunsten at tale i formfuldendte, fejlfri sætninger, og dem kan man naturligvis beundre og forsøge at leve op til, men det er farligt, når alt andet end det fuldkomne udsættes for hån, for det skræmmer folk væk fra at tage ordet i forsamlinger. De allerfleste har, når de taler, brug for at få tankerne med ved at hvile på et par øh-er og en floskel i ny og næ. Det kan ikke undgåes, og det er ingen skam.

Med skrivning er det noget andet. Her burde der være tid til at rette de værste fejl, inden de bliver mangfoldiggjort i titusindvis i avisen, hvilket Informations læserbrevsskribenter heldigvis ikke undlader at harcellere over. (Bl. a. den med at spotte de ordblinde; ha!)

En eventuel sproglov har i øvrigt intet med private borgeres sprogbrug at gøre. Ligesom Per og Poul i henhold til ytringsfriheden må sige, hvad de vil, må de naturligvis også sige det, hvordan de vil, det være sig med fejl og mangler eller på engelsk. Der er ikke tale om, at et sprogpoliti skal gribe skolebørnene i øret, hvis de siger “fuck” i stedet for “fandens”, når deres cykel punkterer. Loven er alene rettet mod offentlige institutioner, som i forvejen har lydighedspligt opad i systemet, bl.a. mod universiteterne, hvor man er i færd med at tvinge de studerende til at lade sig undervise på engelsk og til at skrive opgaver på engelsk.

Vil en sproglov for dansk betyde en nationalistisk lukken sig om sig selv og venden ryggen til andre? Tværtimod, efter min mening. Der er ikke tale om at se ned på andre modersmål eller anse dem for ringere end dansk. Alle modersmål er vigtige, og mangfoldigheden af dem er vigtig, diversiteten. Besværligt javist, og derfor er det nødvendigt, at vi har internationalt kommunikationsengelsk som fælles sprog, men det kan ikke erstatte modersmålene. Næste gennembrud i filmkunsten, nyskabelse i romanskrivningen, i lægekunsten, ja i kvantefysik eller nanoteknologi vil komme fra et modersmål, måske nok fra engelsk, for der er jo mange, der har det sprog som modersmål, men ikke fra engelsk som andetsprog, det kan kun bruges til at kommunikere med.

Læserbrev i Information 6. februar 2007.