Kritik af sprogbrugen på P1

For en større sprogdiversitet

Der er nogle sider af sprogbrugen på P1, som i længere tid har været et distraktionsmoment for mig, når jeg har lyttet til de mange interessante programmer på kanalen. Her er de mest iørespringende eksempler.

Klichéer

Journalister har et stort sprogforbrug, og derfor sniger der sig naturligt mange rutineprægede ord ind, som meget hurtigt udvikler sig til en mere eller mindre bevidst sprogkodeks, forstået som sproglige automatformuleringer, eller, med et andet ord, klichéer. De hyppigst forekommende på P1 er for mig at høre for tiden – og for flere ords vedkommende over flere år – ”håndtere”, ”pege på”, ”massivt” (mange år på bagen), ”markant” og ”udfordring”. Her er ikke kun tale om en noget højere brugsfrekvens end for andre ords vedkommende, man må snarere tale om en sproglig nedbarbering til nogle kodeord, som optræder med bedøvende hyppighed og dermed risikerer at udrydde hele paletter af alternative ord, der som oftest ville have en mere specifik nuance end kodeordene og dermed give de farver i sproget, som faktasprog helst skulle benytte sig af for at fange lytterens opmærksomhed, at kunne gengive de omhandlede sagers nuancer og bidrage til, at radiolytningen kan blive en sproglig fornøjelse. Sund mad skal jo også helst smage godt og tage sig godt ud. Den nuværende tilstand er for mig at høre en radikal fattiggørelse af det journalistiske radiosprog, og sommetider slukker jeg, selvom indholdet interesserer mig. Klichéerne har tydeligvis den samme funktion som tendensen til højfrekvent brug af engelske ord: Det lyder frisk og kvikt, man signalerer sit tilhørsforhold til et medie- og med-på-noderne-fællesskab, og man slipper for at overveje sit danske sprogvalg.

Håndtere, pege på, markant og pointe

Et pudsigt eksempel er formuleringen ”… håndtere seksualiteten”.

Håndtere (hvis epidemiske udbredelse sikkert kommer fra engelsk) er kommet til at erstatte et væld af andre ord som f.eks. ”tage sig af”, ”klare”, ”behandle”, det simple, men nyttige, ”gøre”, ”forholde sig til”, ”organisere” – og man kunne blive ved. Det værste håndteringseksempel, jeg har hørt, var nok, at der blev talt om en miljøpåvirkning, som jordens ressourcer ikke kunne ”håndtere”. Dette eksempel er grotesk og komisk, men viser tydeligt at enhver tanke på sproglig mening er gået fløjten. Et pudsigt eksempel er formuleringen ”… håndtere seksualiteten” (overlæge og leder af Sexologisk Klinik på Rigshospitalet Ellids Kristensen i P1 Morgen). Helt fast er vendingen ”håndtere flygtninge” blevet, hvor ord som ”tage sig af”, ”behandle” eller ”administrere” måske var mere på sin plads, da det jo ikke er varer, der skal ekspederes.

Pege på er lige så hyppigt forekommende som ”håndtere” og kunne med fordel udskiftes med f.eks. ”sige”, ”mene”, ”hævde”, ”fremføre”, ”udtrykke”, ”skrive”, ”nævne”, ”gøre opmærksom på”, ”slå til lyd for”, ”fremhæve” osv. Hvis man stadig er så uheldig at opfatte dette ord i dets egentlige betydning – at pege på noget – så kan man blive helt tummelumsk af alt det besynderlige pegeri, man bliver udsat for på P1.

Alternativerne til markant er ”talrige såsom havets sand og himlens stjerner”, for her drejer det sig jo simpelthen om synonymer for det almindelige ord ”meget”. I flæng nogle få eksempler: ”helt” (anderledes), ”opsigtsvækkende”, ”iøjnespringende”, ”væsentligt” (billigere), ”tydeligt”, ”fuldstændigt”, ”kolossalt”, ”kraftigt”, ”mærkbart”, ”overbevisende” (præstation/bedre resultat) og ”kendt” eller ”farverig” (person). I går (8/9) hørte jeg (vistnok i Radioavisen) en interviewperson bruge udtrykket ”drastisk flere.” Udtalelsen blev prompte automatoversat i oplæserens præsentation til ”markant flere”, for det er jo sådan, det hedder.

Faktisk er det ikke kun tidskrævende at gå lidt på jagt i sprogregisteret, men spændende og energigivende, når man finder lige det rette ord. Mit sidste klichéeksempel er ordet pointe, som helt synes at have erstattet de to nyttige ord/udtryk ”argument” og ”have ret” – undertiden sågar ”mening” – og at tilføre udsagnene en karakter af sportspræstation eller konkurrence i det hele taget.

Netop

Nu jeg er ved klichéerne, har der i den næstseneste tid sneget sig et kliché-fyldord ind, som synes at skulle give indtryk af en slags overraskende sammentræf, der giver journalistens udsagn en karakter af underfundig, overraskende og gennemtænkt prægnans. Ordet er netop, som pludselig begyndte at dukke op i alle umulige sammenhænge som med et trylleslag, så man kunne få mistanke om et bevidst indstuderet sprog-tiltag fra P1’s side. Et eksempel fra Radioavisen: ”Fredede bygninger risikerer at miste deres status som netop fredede.” (18/1-2015). Hold da op, tænker man så, hvor præcist udtrykt, og pædagogisk, det var altså ”fredede”, der var tale om. I et andet eksempel fortælles der om nogle filmfolk, som vil lave ”en film om Ghana, og da de så tager til netop Ghana …” (7/1-2015). Det var da et svineheld, at filmfolkene så tog til lige netop Ghana. I samme stil har jeg ofte hørt omtale af noget, som er sket det og det sted, hvorpå journalisten så giver os den højst overraskende og glædelige oplysning, at P1’s udsendte netop befinder sig på selvsamme sted.  – Denne type sproglig adfærd skal nok fremsuggerere en fornemmelse af journalistisk ekspreslevering: Knap nok er begivenheden sket, før journalisten er på pletten, og så altså lige netop den samme plet. Denne sprogbrug slider på tilhørerens interesse, fordi der sker en trivialisering af et ords betydning, så det nedslides til betydningsløshed og ender sine dage som et uinteressant fyldord, som ingen mere kan tage alvorligt. Sproglig devaluering af det moment af overraskelse, præcision og bekræftelse, som ligger i ordet netop.

Runde

Et sidste eksempel på et klichéord er runde, der som trold af en æske også pludselig dukkede op overalt på P1 som efter aftalt spil. Normalt bruges ordet i betydningen ”afrunde”, men nu fik det en vældigt udvidet betydningstilvækst som det at omtale et emne, bringe et indslag. Så vidt jeg har registreret, er ordets frekvens dog allerede faldet meget igen i denne udvidede betydning, men den overraskende pludselige hyppighed fik mig som med tilfældet netop til at tænke på, om det mon var et udslag af sproglig planlægning, en slags runde-offensiv, eller om der bare har været tale om kollegial smitteeffekt.

For jeg at høre

Jeg vil gerne understrege, at jeg har ærgret mig over P1’s tendens til at sige ”for de, som …” eller ”én af de …” i flere år. Der er altså ikke tale om inspiration fra DF’s nye sprogudspil, men jeg er selvfølgelig enig med partiet på det punkt, nok det eneste. For, til, (i)mod, fra, af og andre forholdsord/præpositioner styrer som bekendt akkusativ/dativ, og så virker det absurd at stille med en nominativ. Også et tilfælde af akkusativ/genstandsled uden præposition som ”det afskrækkede de, som …” (Radioavisen eller P1-debat 8/9) ville være bedre tjent med et ”dem”, som næsten er blevet et tabubelagt ord. For at høre absurditeten i den sprogbrug kan man prøve at erstatte ”de” med ”jeg”, for når man siger ”det var godt for jeg” eller ”for jeg at høre”, kan de fleste sandsynligvis godt høre, at det knaser i øret. Fænomenet udspringer nok af en tendens til pseudoperfektionering, hvor man for Guds skyld vil undgå at sige ”Peter og mig plejer at …” Men da der her er tale om nominativ, så ville ”jeg” naturligvis være på plads i netop denne sammenhæng, selvom ”mig” er det mest mundrette i mine øren.

Underlige trykforhold

Et for mig (ikke for jeg) helt nyt sprogfænomen er en forkærlighed for at betone det ellers normalt trykmæssigt usynlige verbum er og var eller bliver og blev. Her tænker jeg på sætninger, hvor det ikke er meningsfuldt at betone disse udsagnsord, hvad det selvfølgelig er i nogle sammenhænge. Resultatet bliver som i tilfældet med ”netop” en fremsuggerering af en fornemmelse af stor og overraskende vigtighed, som man imidlertid slet ikke kan få øje på. En slags breaking news en miniature ved en sproglig iscenesættelse med beskedne midler. Denne form for betoning antyder også konflikt, fordi der hermed siges, at dette er i modsætning til noget andet. Denne manér er måske et afkom af sensationsjournalistikken, men her altså helt uden noget indhold, kun betoningen er tilbage som associationsudløser af en ubestemt sensationalistisk fornemmelse. Man bliver i første omgang lidt forvirret (”Det er en reaktion på …”, Natursyn 15/6 2015, ”Det var et historisk møde …”, 23-Radioavisen 19/5 2015”), og derefter bliver ens lytten lidt ukoncentreret, for hvorfor spilde koncentration på noget meningsløst? Her er igen tale om devaluering, man bliver sprogligt sløvet/bedøvet/ligeglad, som når man bliver kildet for længe og for voldsomt det samme sted. Det samme umotiverede trykkeri høres også ofte på sagesløse forholdsord.

Interviewermanerer

To eksempler på journalistisk formuleringsrutine på P1. Utallige gange må man dagligt høre journalister spørge deres interviewpersoner, ”Hvor vigtigt er …” eller lign. Man får fornemmelsen af, at personen skal have et målebånd eller en vægt frem for at kunne levere et passende kvantitativt svar i spørgsmålets ånd, men det er nok formuleringen ”på en skala fra 1 til 10”, der spøger. Det gode spørgsmål måtte konkretisere, i hvilken retning og af hvilken art vigtigheden bestod eller simpelthen holde sig til at spørge: ”Er det vigtigt?” eller ”Hvilken betydning har det?” Grunden til denne formuleringsmåde skal vel findes i, at man vil undgå, at interviewpersonen simpelthen svarer ”ja” eller ”nej” på spørgsmålet ”Er det vigtigt”, men de fleste vil nok gerne uddybe sagen, ellers kan intervieweren jo bare følge op med et uddybende spørgsmål. – Mit andet eksempel går på den faste praksis, når personer præsenteres: ”Du er professor i … Du har over en årrække beskæftiget dig med …” osv. Nu kommer disse oplysninger sikkert ikke bag på de pågældende, så det virker noget absurd at konfrontere dem med disse konstateringer om deres virke. Det naturlige ville derimod være at fortælle os lyttere, at ”MM er professor i … og ….” Det er nemlig lytterne, som har brug for oplysningerne. Det drejer sig altså sådan set kun om logik og snusfornuft.

Likvideringen af bisætningen

Dr.phil. Spangsberg Storgaard kritiserer det, han kalder likvideringen af bisætningen, og spørger, om DR ikke kunne gøre sig den sprogpolitiske overvejelse, om man vil komme den betrængte bisætning til hjælp.

Jeg kan ikke dy mig for også at nævne et sprogligt fænomen, som efterhånden er blevet den normale måde at konstruere sætninger på for først og fremmest politikere, mediefolk og andre kulturarbejdere, herunder en hel del akademikere. Jeg vil kalde fænomenet for likvideringen af bisætningen, for det går tydeligvis ud på udelukkende at tale i hovedsætninger, og man skal nok formulere sig på den måde for at være med på noderne. Normalt ville man sige: ”… for at diskutere, hvad vi gør.” Men det er nu håbløst gammeldags, for det hedder nemlig: ”… for at diskutere, hvad gør vi.” Dette hovedsætningssprog lyder, som om hver sætning afsluttes med et udråbs- eller et spørgsmålstegn. Jeg synes, at en blanding af hoved- og bisætninger giver en mere naturlig og samtidig reflekterende karakter til talestrømmen, som også kan tjene til at tænke i kausalitet og argumentation, tænke i, at der er sammenhæng, fornuft og kommunikationstrang til stede. Hvad har bisætningen gjort, så den skal elimineres? En lidt subtil forklaring kunne måske være den danske tendens til radikal demokratisme: Vi vil altså på ingen måde finde os i, at nogle sætninger (bisætningerne) skal underkaste sig ”finere” sætninger (hovedsætninger) og kun være en biting i forhold til hovedbudskabet. Der kunne måske sågar spøge et siden 70’erne kendt tema, kroppens revolte imod hovedet. Mere jordnært er fænomenet måske en afsmitning fra reklame- og politikerslogansproget (”onelinere”) på dagligsproget. Hertil vil mange sige, at sådan er sprogets udvikling, men det er nu slet ikke en tendens, som jeg kender fra min sociale omkreds. Kunne man ikke i DR gøre sig den sprogpolitiske overvejelse, om man vil komme den betrængte bisætning til hjælp? Eller kan man kun evt. gøre sig den type overvejelse i Dansk Sprognævn?  Jeg synes jo, at spørgsmålet i sidste ende må være, hvis sprog man følger i DR, medmindre det simpelthen er medarbejdernes. Det må i øvrigt være et stort problem for lærere i dansk som fremmedsprog, at de skal lære deres elever om den hidtil normale fredelige sameksistens mellem hoved- og bisætninger, samtidig med at de, sikkert forvirrede, elever dagligt får tudet ørerne fulde af mediesprogets dyrkelse af hovedsætningens enevælde.

Ikke kun P1

Nu ved jeg jo godt, at de sproglige tendenser, som jeg her har draget frem og kritiseret, selvfølgelig må findes mange andre steder end på P1, men det er faktisk fortrinsvis herfra, jeg kender dem. Der kan jo let ske en smitteeffekt fra så prominent et medie som DR’s radiokulturkanal, og derfor må det vel indgå i institutionens public service-forpligtelse at tilstræbe at tale et korrekt, menings- og udtryksfuldt sprog, som kan inspirere lyttere til at lægge vægt på at tale et rigt og nuanceret dansk, med andre ord: At optimere den sproglige diversitet mest muligt og dermed bekæmpe det dovne, klichéprægede, sløve og sløvende dvask-dansk. Det er bestemt ikke, fordi jeg mener, at sproget på P1 overvejende er sådan, men jeg kan godt blive bekymret for, at det skal blive det. Jeg synes ellers, at der overvejende tales et nydeligt sprog på kanalen.

Jeg undskylder, at jeg blev lidt lang i spyttet, men jeg havde efterhånden fået meget på mit sproghjerte. Jeg vil gerne understrege, at P1 efter min mening er en uundværlig kanal.

Venlig hilsen

Finn Spangsberg Storgaard, dr. phil.

 

Efterskrift

Siden jeg skrev ovenstående for et lille halvt års tid siden, har jeg bemærket en ny sproglig tendens og nogle relativt nye slagord i P1’s udsendelser. Tendensen går ud på en pegebogsagtig, klodset substantivgentagelse i stedet for den normale brug af (personlige) pronominer. Tre eksempler:

”For at gøre det nemt for patienterne, så kører vi hjem til patienterne..” (28/1-2016, 8.15)

”Apropos DF, så kommer DF ind i studiet nu.” (6/1-2016, 10.20)

”Vinden er frisk, ved kysterne op til en hård vind.”

Nye slagord: kompleks (som adjektiv), sikre (som verbum) og optaget af. Det gængse udtryk ”for eksempel” er nu stort set udryddet på P1 og erstattet af ”eksempelvis”. Det naturlige ville vel være en varieret brug af en traditionel form i forhold til en ny, men mærkeligt nok er ”eksempelvis” pludselig blevet nærmest enerådende. Som en undtagelse fra den ellers enerådende angelsaksiske ordinvasion er ordet måske et eksempel på en tysk inspireret nyskabelse (”beispielsweise”). Det er kombinationen af de pludselige udskiftninger i ord og udtryksmåder og de nye formers kolossale dominans, som især gør mig bekymret. Der er tale om en konsekvens og effektivitet, som kan måle sig med det traditionelle landbrugs fremfærd med pesticider. En afgørende forskel mellem mediesprogets forandring og landbrugets tiltag er dog, at det sidste er en bevidst handling, mens den første tilsyneladende foregår bevidstløst.