Modersmål-Selskabet ‒ de fem første år

Knap en uge før Ludvig Holbergs 300 års dag har Modersmål-Sel­­skabet bestået i fem år.

Ordet »jubilæum« bør vi vel – som skattemyndighederne gør – forbeholde til åremål, der er delelige med 25. Alligevel kan vi vist­nok tillade os en stilfærdig jubel over, hvad der er nået i de fem år. Ikke som selvforherligelse, men som opmuntring til at arbejde videre med tillid til, at vi har en stor, god og livskraftig sag at virke for.

Modersmål-Selskabet blev ved starten mødt med usikre og skepti­ske reaktioner. Og det var egentlig forståeligt. Selv bestyrelsen fandt det lettere at slå fast, hvad Selskabet ikke ville, end hvad det havde på hjerte.

De fleste ventede en ny kampagne af bekymrede og bedrevidende pedanter mod sproglige unoder. Men offentlighedens opfattelse er ændret meget stærkt. Gang på gang fremhæves betydningen af Sel­skabets formål i dagspressens kronikker, artikler og læserbreve, nog­le gange med dets navn, andre gange uden, men dets ideer lyser gennem langt det meste af hvad der skrives.

Modersmål-Selskabets fremgang hænger utvivlsomt sammen med den målsætning det efterlever. Vi går ikke først og fremmest ind for, at sproget bør være korrekt, men »klart, udtryksfuldt og varieret«. Ved at lægge vægt på klarhed opfordres der indirekte til korrekt stavning, grammatik, tegnsætning og ordvalg. Et velskabt sprog ser vi som en betingelse for, at vi overhovedet kan henvende os til hinan­den, udveksle meninger og finde, hvad vi står sammen om.

Lidt efter lidt har Selskabet erkendt, at det må føre en tofrontskrig – mod det ubehjælpsomme og upræcise sprog på den ene side og mod det overakademiske og forskruede sprog på den anden.

Modersmål-Selskabet lastes nu og da for at være for tolerant med hensyn til udtale. Men i virkeligheden har det givet stødet til en græsrodsbevægelse mod misbrug af vort sprog. Og netop udtalespørgs­mål indtager en stor plads i den offentlige debat, som Selskabet har inspireret.

Her må det nævnes, at »de flade a’er« har været det utyske, vi først og fremmest er blevet opfordret til at drage en lanse imod. De bør også bekæmpes, især når de fører til fatale misforståelser (Fanø/­Fænø, stadig/stædig o. m.fl.). Men i et helhedsperspektiv finder vi mere væsentlige problemer at samle vore kræfter om.

At vi har fat i væsentlige emner, der optager mange sind, fremgår af den stærkt voksende medieomtale af sprogforhold.

I Det Centrale Uddannelsesråds afsluttende modersmålsrapport fra 1982 anføres et stort antal artikler og kronikker fra de nærmest forudgående år, En meget stor del er skrevet af personer med tilknyt­ning til Modersmål-Selskabet.

Vi ser også dagspressens faste sprogrubrikker og de mange læser­breve om sproglige spørgsmål som et bevis på en rivende vækst i interessen for et klart og varieret sprog.

Roden og spiren

Som ofte nævnt er idéen om et modersmålselskab inspireret af tan­ker, som var udtrykt af Martin Johs. Hammerich (1811-81), den fremragende skolemand og brobygger mellem akademisk og fol­kelig kultur. Den direkte anledning til stiftelsen var dog en udbredt og velbegrundet opfattelse af, at det danske sprog gennem de seneste årtier var stærkt forringet. Det kan fastslås objektivt i hvert fald for skriftsprogets vedkommende, at stavning, tegnsætning og overhol­delse af grammatikkens regler hos den unge generation er langt rin­gere end før.

Vel udtaler de unge sig mundtligt mere frit end den ældre genera­tion, da den var i samme alder. Men ofte med så dårlige sætnings­konstruktioner, så begrænset ordforråd og så sløset udtale, at bud­skabet ikke når ud.

Fem års virke

I det væsentlige er de opgaver og initiativer, vi straks satte i forgrun­den, taget op og helt eller delvis gennemført. Men der er stadig opga­ver til årtier!

Det stod klart, at en årbog måtte være et vigtigt virkemiddel over for medlemskredsen. Den første, »Vort modersmål er …« (1980), bragte indlæg fra en meget alsidig kreds, deraf flere skribenter med kritisk indstilling, over for Selskabets formål og muligheder. Ud fra samme åbne principper er de følgende årbøger redigeret: »Sproget i Industrisamfundet« (1981), »Så tal dog dansk!« (1982) og »Det le­vende Ord« (1983). Den sidstnævnte havde Grundtvig-året som anledning, samtidig med at dens tema var helt centralt for Moders­mål-Selskabet. Den hævdede sig blandt årets mange Grundtvig-bø­ger ved at spore oprindelsen til begrebet »Det levende Ord« og på­vise dets ubrudte indvirkning i Danmark op til vor tid.

Debatbøger

Med stærkere og mere direkte sigte mod de misforhold, Selskabet ville bekæmpe, begyndte vi også at udgive en serie debatbøger, »Hvor går dansk hen?« som udbydes gennem boghandelen.

»Hvor lærer lærerne dansk?« (1982) belyste det forhold, at de seminarieuddannede lærere har en alt for begrænset danskundervis­ning bag sig til at give børnene en rimelig fortrolighed med sproget. Vi finder, at faget dansk er altafgørende for uddannelsen på alle niveauer, for al kommunikation, al forskning og i sidste konsekvens for folkestyrets kår.

Bogen blev modtaget med stor interesse i og uden for skolekredse, og den blev fulgt op. Straks efter, at undervisningsminister Bertel Haarder samme efterår havde bebudet en revision af danskundervis­ningen i folkeskolen, fremlagde Modersmål-Selskabet på opfordring sine synspunkter herom, og i den følgende tid havde vi den glæde, at de blev taget i seriøs betragtning ved udarbejdelsen af den nye læse­plan.

Også »Dansk i Æteren« (1983) ramte midt i en sprogpolitisk de­bat. Nu i 1984 har den udløst bestræbelser inden for Danmarks Radio for at vise sprogbehandlingen større omsorg.

»Sprog og Køn« (1984) peger på ret ubemærkede, men psykologisk og sociologisk interessante udslag af forskellen mellem mænds og kvinders sprogbrug. Den har fået indgående presseomtale og betydelig efterspørgsel i boghandelen.

Blad, kronikkonkurrence, hæder for ypperligt sprog

I 1983 begyndte vi udgivelsen af »Sprog og Samfund«, et lille kvartalsblad med nyt om virksomheden og fra sprogfronten i det hele taget, boganmeldelser, læserindlæg m.m.

Samme år gennemførte vi sammen med »Morgenavisen Jyllands-Posten« en kronikkonkurrence om emnet »Dansk og Fremmedord«. Den påkaldte sig overvældende interesse, der gav sig udslag i 249 besvarelser, hvoraf de tre bedste blev præmieret og trykt i Jyllands Posten de første dage af april.

Hvert år har Modersmål-Selskabet påskønnet en særlig fremra­gende indsats for god sprogbrug. Modersmål-Prisen er tildelt journa­list ved Danmarks Radio Poul »Dus med Dyrene« Thomsen, forligs­mand, lektor, cand. polit. Mette Koefoed Bjørnsen, redaktør Oluf Lauth (radioprogrammet »Nogen at tale med«) og sognepræst, tidli­gere undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen.

I 1983 hædrede vi mindet om den, der i vor tid har formet dansk så skønt som ingen anden, sangeren Aksel Schiøtz. Hans afhandling »Om at synge dansk« blev genoptrykt som en fin lille bibliofil-publi­kation.

Mellem år og dag

I den store kreds, der interesserer sig for vort formål, er der naturlig­vis mange udmærkede talere. Det måtte være helt naturligt at etable­re en foredragstjeneste. Den fungerer ved, at foreninger og andre grupper aftaler direkte med foredragsholderne (liste i »Sprog og Samfund« nr, 2, 1983, tilføjelser i nr. 1, 1984). Vi fører ikke kontrol, men ved, at ordningen benyttes stærkt. Denne levende vekselvirkning gennem foredrag, spørgsmål og svar er måske vort allerbedste mid­del til at arbejde for et bedre dansk i de bredeste kredse.

Organisationen

Modersmål-Selskabet er i de fem år vokset til op mod tusind med­lemmer over hele landet. Det er alt for få i en forening med et formål så væsentligt for hver eneste dansker. Og dog er det tre-fire gange så mange, som endnu har kunnet samles i et lignende britisk selskab, der er syv år ældre end Modersmål-Selskabet!

Foruden medlemskontingenterne har Selskabet kunnet bygge på stadigt stigende tilskud udefra. De er også aldeles nødvendige til trykningen af vore bøger og medlemsbladet. Vi betragter det som en stor anerkendelse, at vi i 1983 modtog næsten 136.000 kr. i tilskud fra Undervisningsministeriet, fonde og pengeinstitutter, ofte ledsaget af klare udtryk for velvilje.

Så at sige hele arbejdet i Selskabets tjeneste gøres på frivillig basis. Også skribenterne, der bidrager til bøger og blad, gør det uden hono­rar. Ved udformningen og redigeringen af publikationerne gør grafi­keren Erik Ellegaard Frederiksen og redaktørerne Niels Alsted og Michael Blædel en uegennyttig indsats.

Bestyrelsen består af ni medlemmer. Fra og med i år kan den støtte sig til et rådgivende og vejledende repræsentantskab. Dets 24 medlemmer er dels udpeget af institutioner, dels enkeltpersoner. (Sammensætningen er angivet i Sprog og Samfund, nr. 2, 1984).

… kultur og folkestyre

Fra stiftelsen pålagde Modersmål-Selskabets formålsparagraf os at virke for bevarelse og udvikling af modersmålet som en grundlæg­gende forudsætning for dansk kultur.

Den spænder vidt, og den gav os rigeligt at arbejde med. Først i 1984 fandt vi anledning til at ændre den, eller rettere at gøre en meget væsentlig tilføjelse: og folkestyre.

Motiveringen for denne tilføjelse blev klart udtrykt af grønlands­minister Tom Høyem (en af Selskabets stiftere og tidligere bestyrel­sesmedlem), da han på generalforsamlingsdagen den 26. april skrev i »Kristeligt Dagblad«:

»Modersmål-Selskabet ville understrege sammenhængen mellem sproget og demokratiet. Fratager vi de unge i uddannelsen et nuance­ret og bevidst sprog, fratager vi dem et demokratisk redskab. Gen­nem sproget har man indflydelsen. Den sproglige afmagts frustratio­ner ser vi i vold og uartikulerede råb.«

Allerede Orwell i sin »1984« pegede på sproglig krise som udtryk for en krise også for samfundsfællesskabet.

En sådan mulig fare vil Modersmål-Selskabet være med til at be­kæmpe. Vi ønsker alt andet end at sætte bom for udviklingen og gøre det danske sprog til et museumsklenodie. Tværtimod vil vi være med til at gøre det til et lige så brugeligt redskab under satellit‑ og compu­teralderens nye, strenge vilkår, som det har været i de seneste 200 år, mens nutidens Danmark blev til.

Trykt i Modersmål-Selskabets Årbog 1984 s. 125-130.