Foran mig har jeg liggende tårnhøje stabler af avisudklip, læserbreve, artikler og kronikker, og et betydeligt antal bøger om de sidste 10 års sprogdebat. Blandt de talrige og forskelligartede debatindlæg er det muligt at skelne mellem karakteristiske typer.
Politiserende debattører
Det er svært at affinde sig med de debattører, der ikke har andet i hovedet end at ville politisere sproget. Endnu spøger 68-generationens slagord: Alt er politik. Nok er der en kerne af sandhed i påstanden, f.eks. er en forøgelse af skolens danskundervisning afhængig af politiske beslutninger. Men påstanden kan meget vel føre til, at den frugtbare samtale og visionerne om sprogets fremtid lægges i bånd af partipolitiske interesser og organisatoriske hensyn. Det kan vort fælles sprog ikke være tjent med. Og det er synd og skam, at vendinger som fællesskabets og almenvellets interesser er blevet så nedslidte, at de snart kun giver mening blandt dem, der regnes for godtroende og inderligt naive sjæle.
Pedanter og opsynsmænd
Beklageligvis er sprogdebatten også blevet de mange småbekymrede pedanters og de kasketbærende opsynsmænds tumleplads. Efter at tv-journalisten Birgit Meister fik overrakt Modersmål-Prisen (1986), blev jeg ringet op af en herre, der i øvrigt var godt tilfreds med valget. Alligevel kunne han – hvis jeg ikke havde undskyldt mig – have brugt dage for at fortælle mig, hvor forfærdelige det var, at Birgit Meister i tv sagde: »Det ku vi måske tænke på«, eller »den sag sku måske tages op«. Jeg forsøgte at forklare, at Birgit Meister antagelig forsøgte at komme det mundtlige sprog i møde. Mærkelig nok havde han ikke bemærket, at Anker Jørgensen både siger vurdere og nomalt. Da jeg fortalte det, gik en verden i grus for ham.
Det har vel ofte været folk fra småtingsafdelingen, der må bære deres del af skylden for, at det i dag er alt andet end en kompliment at blive betegnet som sprogrøgter eller sprogvogter.
Hvem finder et dækkende og gerne velmenende ord for den, der kritisk, men med interesse og helst med lidt kærlighed er optaget al sprogets udvikling og dets uomgængelige forandring?
Tilhængerne af de rene tilfældigheders spil
I den tredie og mindre heldige type af debatindlæg havner vi i den modsatte grøft, hvor sproget overlades til de rene tilfældigheders spil – til den naive tro på, at al udvikling såmænd nok skal vise sig at være til det bedre. Det er jo det rene vrøvl. Som i så mange andre sammenhænge er ligegyldighed og holdningsløshed nok nogle af sprogets værste fjender. Naturligvis må der gribes ind, hvis der kan argumenteres for, at den sproglige udvikling får uheldige følger. I dag ved vi, at ikke så få, selv blandt de højere og højst uddannede, gang på gang kompromitteres sprogligt. Ganske enkelt, fordi danskundervisningen i 60’erne og 70’erne fik tildelt færre timer, samtidig med at der er lagt for lidt vægt på sproglige færdigheder. Det kan måske være derfor, at der slet ikke så sjældent i stillingsopslag stilles krav om evne til at formulere sig godt, både skriftligt og mundtligt.
Ingen retoriske fordringer til fremstillingens kunst
I modsætning til f.eks. Frankrig har vi aldrig haft en retorisk tradition, der stiller fordringer til fremstillingens kunst. Forfatteren og journalisten Ole Vinding sagde i radioen kort før sin død – frit efter hukommelsen – danskere ikke vil belæres sprogligt. Hvis han har ret, kan det måske hænge sammen med vore såkaldte frihedstraditioner. Eller er det, fordi vi har haft en Grundtvig, for hvem det talte ord, hjemmets og »Hjertets Sprog« stod i et grelt misforhold til den formelle og golde danskundervisning i hans tids sorte skole?
Også Orwell præger debatten
Alle disse omstændigheder kan være nogle af grundene til, at sprogdebatten meget let bringer gemytterne i kog. Det er væsentligt, at der er sat en livlig og temperamentsfuld debat i gang, og den nærmest synes at være uudtømmelig. Også større sammenhæng kan spores. Mere eller mindre bevidst er debatten præget af den engelske forfatter George Orwell, der havde et skarpt blik for, at man må begynde med at vise sproget større opmærksomhed, hvis man vil ændre samfundsforholdene og forhindre manipulation og politisk forføreri.
Krav om klart, udtryksfuldt og varieret sprog
Som en konsekvens heraf søger glædeligvis adskillige debattører at fremme et klart, udtryksfuldt og varieret sprog som væsentlig forudsætning for vor kultur og vort folkestyre. Under en valgkamp forstærkes leden ved det unuancerede og ensartede sprog, ved flosklerne, som flere politikere fører sig frem med.
I sin artikel med den provokerende titel »Sprogets krise skal altid være varig« (Modersmål-Selskabets debatbog nr. 7, 1987) advarer direktøren for de videregående uddannelser, dr.phil. Knud Larsen, mod det forenklede sprog, mod klicheer og nedslidte ord. Og han retter en appel til dansklærerne:
»Med al respekt for nogle års interesse for at undervise i triviallitteratur eller tegneserier ligger der en langt større opgave for dem: At knytte sproglig forbindelse til den litteratur, som kan give sproginspiration – og det kan den gode litteratur – og at lade sprogundervisningen være et område, hvor det afgørende ikke er at arbejde hen mod standardiseringer, men at kalde på fantasien og lytteevnen.« (S. 33).
Politiske resultater af Modersmål-Selskabets arbejde
Disse synspunkter har i de senere år sat deres spor i flere ministerielle initiativer vedrørende folkeskolens og gymnasiets danskundervisning. Samtidig hermed fastholdes det, at danskfagets færdighedsside skal styrkes. Med stor tilfredshed noterer Modersmål-Selskabet sig, at nogle af vore mærkesager har givet resultat på det politiske plan. Lærerseminarierne har fået tildelt 56 flere timer i grundfaget dansk, og Bertel Haarder har ønsker om at styrke den danske sang i folkeskolen.
Elektroniske medier og dagspressen
Naturligt nok er andre hovedadresser i sprogdebatten de elektroniske medier og dagspressen. Det burde være en selvfølge, hedder det gang på gang, at de faste medarbejdere i Danmarks Radio taler tydeligt med en veludviklet og naturlig udtale og med et passende tempo, uden skavanker som påfaldende læsp og hæs stemme. Alene hensynet til vore mere eller mindre hørehæmmede medborgere, nok over 250.000, kræver dette. Retfærdigvis er der adskillige medarbejdere, der på smukkeste vis lever op til disse elementære krav. Men der er for mange som aldrig burde sidde foran mikrofonen, eller også skulle de forinden skoles væsentligt bedre – i øvrigt også sprogligt. Alt for mange bruger de samme ord og sætningskonstruktioner. Denne ensartethed fører uhjælpeligt til sløvhed og kedsommelighed. Måske burde dagspressen også overveje en større sproglig nuancering. Også læseren har behov for det overraskende og fornyende.
Skolernes danskundervisning og massemediernes behandling af sproget har et ganske særligt ansvar for, at et splintret sprog, forårsaget af den fremstormende teknologi og informatik ikke tager overhånd over vort fælles sprog.
Og måske kunne man samtidig skåne os for et alt for stort forbrug af overflødige fremmedord – hvoraf nogle ikke engang kan slås op i nyere fremmedordbog, men formentlig skyldes manglende eller misforstået »oversættelse« fra et fremmed sprog.
Samtalens nødvendighed
Det kunne måske lyde som et hult slogan, da Modersmål-Selskabet så det som sit erklærede mål at ville gøre 80’erne til samtalens årti. Endnu en gang kan vi konstatere, at vi ikke har brugt vort krudt forgæves. I dag taler man endog samtalens nødvendighed. De ændrede familieforhold, hvor begge forældre oftest er udearbejdende, har understreget, hvor vigtigt det er, at forældrene – trods stress og anden dårligdom – giver sig tid til at tale med deres børn, fortælle for dem, læse op for dem, måske også synge for dem. Lidt mere specielt, men ikke uvæsentlig er den formodede sammenhæng mellem vold – knivens sprog – og sproglig uformåenhed. Og så er vi igen tilbage ved Orwell: Lad os begynde med at vise sproget større opmærksomhed – jo før jo bedre.
– Sproget skaber liv
Den tidligere forstander for Askov Højskole, dr.h.c. Knud Hansen, fortjener det sidste ord: Sproget skaber liv. Det forener, også når det leger med ordene, men det dræber, skaber splid og splittelse, når det misbruges. Hvis alle altid lyver for hinanden, bagtaler hinanden, ville det gøre alt samvær, alt samarbejde, enhver form for menneskelig tilværelse umulig. Jætterne ville tage magten. Sproget forudsætter henvendelse: – at jeg henvender mig til den jeg siger noget til. Sproget forudsætter kærlighed. (Dansk Udsyn nr. 1, 1981).
Sprog & Samfund 7. årg., 1989, s. 9-11. Let redigeret.