Henrik Hagemann
Der stod Trold-Gubben fra Dovre, med Krone af hærdede Iistappe og polerede Grankogler, iøvrigt havde han Bjørnepels og Kane-Støvler; Sønnerne derimod gik barhalset og uden Seler, for de vare Kraftmænd.
»Er det en Høi?« spurgte den mindste af Drengene og pegede paa Elverhøi. »Det kalde vi oppe i Norge et Hul!«
»Gutter!« sagde den Gamle. »Hul gaaer indad, Høi gaaer opad! har I ikke Øine i Hovedet!«
Det eneste der undrede dem hernede, sagde de, var at de saaledes uden videre kunde forstaae Sproget!
Dette citat fra H.C. Andersens fornøjelige eventyr Elverhøi er i mine øjne den mest præcise karakteristik af det dansk-norske forhold. Norsk er jo som bekendt det af de skandinaviske sprog som er dansk nærmest.
Men norsk er ikke bare norsk. Der er norsk, og der er norsk, det vil sige nynorsk og bokmål. Vi ved godt i Danmark at vi stadig har stor afstand mellem dialekterne, men vi har da kun et skriftsprog og også kun et standardtalesprog. I Norge har man lige så stor spredning som vi i talesproget, mindst, men man har altså to officielle skriftsprog og faktisk også to standardtalesprog. Derfor overskriften på denne udgave af sprogligheder.
Baggrunden for dette med to officielle skriftsprog er naturligvis Norges historie. I middelalderen havde dansk og svensk gradvis udviklet sig væk fra det fællesnordiske, mens norsk bevarede det fællesnordiske præg frem til 1300-tallet. Men fra 1380 til 1814 var Norge i union med Danmark, og fra 1814 til 1905 i union med Sverige. Den herskende klasse, embedsmænd og præster, var danske eller uddannet i Danmark. Derfor var dansk skriftsprog det skriftsprog der efterhånden blev anvendt også i Norge. Efter reformationen var kirkesproget også dansk.
Med romantikken voksede de nationale strømninger sig stærke i Europa, ikke mindst i Finland, Færøerne, Island og Norge. Det var helt logisk at man i Norge fra omkring 1830 begyndte at diskutere hvordan man skulle skabe et norsk sprog. I den debat var der to linjer: Den ene ville fornorske ved at optage elementer fra talesproget i det danske skriftsprog; den anden ville skabe et helt nyt skriftsprog med udgangspunkt i en »god«, dvs. konservativ norsk dialekt.
Endnu i 1850 var der ikke noget norsk skriftsprog. 50 år senere var der to! Ivar Aasen er det store navn i udviklingen af landsmålet, senere nynorsk, på basis af omfattende indsamling af dialekter. Indsatsen var så dygtigt gennemført også politisk at Stortinget i 1885 åbnede vejen for landsmålet som sidestillet officielt sprog, fra 1892 kunne »skolestyrene« afgøre om oplæringsmålet i de enkelte skolekredse skulle være landsmålet eller »det almindelige Bogsprog«, og med retskrivningsreformen af 1907 havde Norge definitivt to officielle skriftsprog. I 1929 skiftede de to målformer, som nordmændene selv kalder dem, navn til bokmål og nynorsk. Og på basis af det nynorske skriftsprog har der udviklet sig et delvis standardiseret nynorsk talesprog. I dag er bokmål de store byers sprog, mens nynorsk er hentet fra dialekter som tales i bygderne og de små fiskerlejer.
Lige siden midten af 1800-tallet har diskussionen om sprogformerne været godt politisk stof i Norge, for ikke at sige at det i perioder har hørt hjemme i den eksplosive afdeling. I sprogstriden samles kulturforskelle, sociale forskelle og geografiske forskelle, og sprogstriden indgik såmænd også i den hidsige debat i sin tid om medlemskab af EF eller ej. Men sprogstriden har også ført til en langt større sproglig tolerance i dag, for folk bevarer i stor udstrækning talesproget/dialekten derfra hvor de kommer, og det er alment anerkendt. Forholdet er klart anderledes i Danmark; her har København og københavnsk været langt mere dominerende over for dialekterne end Oslo og oslomålet har været det i Norge. Det har nogle i Norge svært ved at forstå. Prof. Geirr Wiggen anklagede engang for en snes år siden ved et nordisk sprogmøde os danske for at lade København være sprogligt imperialistisk over for resten af landet.
Ofte er jeg lidt misundelig på nordmændene: De har været meget mere konsekvente i retning af at tilpasse stavning så der er større nærhed mellem lydbillede og skriftbillede (stasjon, byro, bensin), og sprogstriden har ført til en langt stærkere opmærksomhed over for deres modersmål. Det kunne jeg godt ønske mig i Danmark. Nordmændene ved at de skal tale klart og tydeligt når de vil nå ud til flere. Bare tænk på hvor flot og letforståeligt statsminister Stoltenberg, de øvrige politikere og kirkefolkene talte da vi alle sad klæbede til fjernsynet efter den ufattelige massakre på Utøya 22. juli.
Artiklen er tidligere offentliggjort i Norden Nu.