Engelsk har ikke et større ordforråd end dansk

Cand.mag. Mathias Hedetoft har på forskellig vis undersøgt, om det virkelig passer, at engelsk har et langt større ordforråd end dansk. Noget tyder på, at engelsk måske har flere adjektiver, men selv det bør undersøges nærmere.

Men generelt er der i modsætning til den gængse opfattelse ikke langt flere ord på engelsk end på dansk.

Vi kan altså fortsat opmuntre til at bruge og udvikle vores anvendelse af det danske sprog, så vi bl.a. ikke lader os besnære af denne myte og holder op med at bruge vort modersmål på bestemte områder, f.eks. visse videnskabelige fag.

Undersøgelsen af det danske og engelske ordforråd afslørede et område, hvor engelsk tilsyneladende efterlader dansk i støvet. Undersøgelsen fandt nemlig betydeligt flere tillægsord på engelsk.

»Mange siger, at de bedre kan beskrive noget på engelsk. Det udsagn kan der godt være noget om, da jeg i de engelske ordbøger fandt betydeligt flere tillægsord.«

»Det betyder ikke nødvendigvis, at engelsk har flere tillægsord. Der er jo ikke plads til alle ord i en ordbog, og måske er forklaringen bare at de engelske ordbøger indeholder et større udsnit af samtlige tillægsord end de danske ordbøger.«

»Det kan dog også pege på en forskel i, hvordan de to sprog bruges. På dansk beskriver vi måske noget på en bestemt måde eller med et bestemt udtryk, mens man på engelsk bruger et bestemt ord,« siger Mathias Hedetoft.