Poul Thomsen – den første modtager af Modersmål-Prisen

Ved Modersmål-Selskabets første generalforsamling den 3. maj 1980 fik journalist Poul Thomsen overrakt den nystiftede Modersmål-Pris. Han fik prisen på 5.000 kr. “som anerkendelse og påskønnelse af hans indsats for det danske sprog gennem en klar, udtryksfuld og varieret fortælleform, der fængsler både børn og voksne”, bl.a. i tv-programmet Dig og dyrene i Danmarks Radio.

Jeg har … modtaget ret mange priser igennen de sidste 30 år – men ingen af dem er jeg så stolt af som Modersmål-Prisen. (Poul Thomsen)

Jeg har – uden at klappe mig selv for meget på ryggen (det kan man som bekendt brække en arm af!) – modtaget ret mange priser igennen de sidste 30 år – men ingen af dem er jeg så stolt af som Modersmål-Prisen, siger Poul Thomsen til Sprog & Samfund sammen med en kopi af den takketale, som han kvitterede med, da han for 30 år siden modtog prisen den 3. maj i Nationalmuseets Festsal. Poul Thomsen sagde bl.a.:

– Da den gode nyhed om prisen slap ud i slutningen af marts måned, var jeg sammen med min familie i Sverige for at fiske havørreder. Så vi var i sagens natur langt borte fra alting, også fra danske dagblade og dansk radioavis – så da vi kom hjem, var vi, hvis jeg må bruge det udtryk, ikke spor prisbevidste. Men da vi kørte op foran huset ved midnatstid søndag den 30. marts, hang der på porten en seddel fra naboerne: Velkommen hjem fra Sverige – og rigtig hjertelig til lykke, Poul! Du har fået Modersmærke-Prisen! Og nedenunder var der et PS fra nabokonen: Hvor sidder det??

Hanne, som jo kender mig intimt, sagde, at det ku’ umuligt passe. Dels havde jeg ingen skønhedspletter, som var værd at tale om, og dels mente hun at samfundet trods alt endnu ikke var blevet forskruet nok til at indstifte en pris for modermærker. Men så kom jo opklaringen, da vi kom ind til søndagsaviserne og overraskelsen og glæden og stoltheden og en toldfri “butelje” fra Sveriges-båden.

Og nu står jeg så her og skal sige tak. Jeg har grublet længe over, hvordan jeg nu sku’ få sagt pænt tak. En århusiansk ven synes nu ikke, det ku’ være så svært: “Do ka da bare sie tak for’en, do”, sagde han. Til sidst forekom det mig alligevel, at opgaven her i dag egentlig er ganske ligetil: For mig drejer det sig om at sige tak til Modersmål-Selskabet – ikke bare for det smukke diplom og de rare penge, men også for et initiativ af den mest vitale betydning. For jeg tror aldrig, der har været et så stort behov for at værne om det danske sprog, som i disse år.

Jeg tænker egentlig ikke så meget på fremmedord, som sniger sig ind over grænsen, ind i sproget – den trafik har altid fundet sted, og sproget er som bekendt en receptiv, fleksibel organisme, som al filologisk purisme til trods må kunne assimilere impulser udefra. Nej, tværtimod tænker jeg på det, som nu udhuler sproget indefra: De fladtrådte vendinger, vulgær-sproget og klicheerne – ik’å? Jeg synes bestemt ikke, det er spor fedt mand – jeg længes efter den dag, hvor vi kan sige farveller til alle de udtryk, som i virkeligheden kun udtrykker én ting: Sprogligt armod!

Det er derfor, det er så storartet og så betryggende, at der findes go’e folk, som vil arbejde for at bevare og beskytte vort sprog – og at de har kunnet finde sammen i Modersmål-Selskabet. At de også har opfundet en Modersmålspris, føjer jo kun glans til hæder – og at de nu har fundet på at gi’ den til mig, er jo simpelthen en genistreg …! Selvfølgelig bli’r jeg glad og stolt, den dag jeg modta’r nobelprisen. Men helt ærligt: Den vil aldrig kunne måle sig med Modersmålsprisen. Den er nemlig dansk – og det er dejligt! Tak for den …

Uddrag redigeret af Henrik Munck og trykt i Sprog & Samfund 2010 nr. 2, side 13-14. Savner du et billede af Poul Thomsen og Balder, så meld dig ind og få Sprog & Samfund!