Julie Fabricius: At tale smuk, fordi man tænker smukt

Julie Fabricius taler på konferencen Sprogets magt på Christiansborg
Julie Fabricius taler på konferencen Sprogets magt på Christiansborg

Julie Fabricius, cand.mag., retoriker, journalist, forfatter m.m., samt modtager af Modersmål-Prisen i 2015, talte på konferencen Sprogets magt om konferencens emne i form af et causeri over mediesproget. De gamle retorikere talte om vir bonus og mente en mand, der taler smukt, fordi han tænker smukt.

»Der findes mange slags sprog: Fagsprog, fremmedsprog, cirkussprog, pattebørnssprog, kropssprog og, siden 1988, mediesprog. At vi overhovedet taler om mediesprog viser at den er gal. Som om sproget skal være anderledes fordi man sidder bag en mikrofon. Der er godt sprog og der er dårligt sprog.

Vi adskiller os fra dyrene ved at have et verbalsprog. Sproget er det vi tyer til, sprog er det vi undgår når vi ikke vil stilles til regnskab, sproget er vores identitet, vi fortæller hvem vi er, hver gang vi åbner munden.  Så det er jo egentlig utroligt at vi så tit alligevel tør sige noget!

Jeg mente ikke hvad jeg sagde, men det var ikke desto mindre det, du sagde, jeg tager dig på ordet (og så kan man godt være i problemer).

Det talte ord binder os sammen, lige som det kan skille os. Det talte ord sætter handling i gang. Det kan bruges besindigt og det kan bruges letsindigt. Det kan bruges nederdrægtigt (USA’s valgkamp) og det kan bruges smukt. Antikkens retorikere – 2000 år siden – havde begrebet en vir bonus, en god mand, det vil sige en mand der talte smukt, fordi han tænkte smukt.

Det talte ord foregår nu, derfor er det vigtigt at man tænker før man taler, idet ordet ikke kan hives tilbage. Derfor er det så vigtigt at man taler umiddelbart forståeligt i medierne. Vores perceptionsevne, vores øre, er konstrueret sådan at vi opfatter i helheder og ikke i enkelte ord. Derfor er den problematiske oplæsning med alle de mange fejlbetoninger/modsætningstryk kun forstyrrende.

Talen er et vældigt våben – som tv-mediet er kraftfuldt og magtfuldt. Derfor er det ubegribeligt at man ikke på tv-stationerne har systematisk faglig undervisning i mundtlig formidling. Det har man ikke, ellers ville oplæsningen ikke lyde som den gør med konsekvent uforståelige betoninger/modsætningstryk i hver eneste sætning. Man kan bare tænde for apparatet og lytte til tv-avisen når som helst. 

Betoningerne skaber sætningens mening. Eks.:

I DR sørger chefen ikke for undervisningen, i DR sørger chefen ikke for undervisningen

På Christiansborg er der ikke korrupte politikere, på Christiansborg er der ikke korrupte politikere (men hvad så med alle de andre ansatte…)

Putin har møde med USA’s præsident (– ja, det er nok ikke den lokale købmand han skal tale med, især ikke når man samtidig ser billedet af de to).

Hvorfor skal der lægges et modsætningstryk på møde og præsident?

Forside på bogen Sprogets magt med undertitlen Medier, mennesker og sprog
KLF udgav den lille bog Sprogets magt som oplæg til konferencen

Det er muligt, at der er undervisning af nyansatte på DR, som der står i heftet Sprogets Magt (se illustrationen til højre) men det kan man så bare ikke høre. Slet ikke. Og den undervisning, der foregår, kan være særpræget.

En P2-vært fortalte mig, at han skulle undervises af en coach – denne coach, hentet fra P3, sagde: Du skal vende vrangen ud af dig selv, så lytteren kan mærke dig … kan du sige pik? Joh, sagde værten, det kunne jeg da godt, men hvad skal jeg bruge det til. Jeg præsenterer musik. En ny værtinde på tv skulle lære hvordan man agerer. Coachen sagde: Du skal bare føle, at der sidder en hvid engel på din venstre skulder – så guider jeg dig gennem udsendelsen! Man ville ønske man havde to hoveder at tage sig til.

De er ikke bare sjove anekdoter, men ordrette citater indhentet ved en faglig forespørgsel om undervisningen og er udtryk for et fagligt niveau, som er uforsvarligt i Danmarks største medievirksomhed.

Jeg vil meget gerne frabede mig at se/høre vrangen på en vært. Må jeg dog være fri. Ydersiden er god nok. Fortæl hvad du ved om det jeg skal vide noget om og hold dig på måtten!  Man kan kræve at oplæseren er veloplagt, men det er ikke det samme som at vende vrangen ud af sig selv. Jeg kan godt nøjes med at høre en professionel formidling uden kunstig begejstring, forkerte betoninger og selvfremførende formidling. Ingen nævnt, ingen glemt.

Den kritisable mundtlige formidling skyldes som sagt at undervisningen i den forhenværende kulturinstitution DR er ophørt – jeg, som lytter, må forholde mig til det, jeg hører, og jeg hører, at den er gal. I stedet for en ordentlig undervisning er det marketings-/strategiafdelingen, der udsteder direktiver om hvordan værterne skal agere. De skal udvise: »mod, passion og personlighed«, bliver der sagt. I tv-avisen skal de nu gå rundt og fægte med arme og ben, helt usynkront i forhold til det, der bliver sagt; formen har stjålet indholdet. Venligt tænkt er det måske et forsøg på at gøre det nemmere at forstå hvad der bliver sagt. Men når kropssproget ikke hænger sammen med indholdet, virker det kun komisk og forstyrrende.

Ordet er kilden til de største goder vi kender. Ved ordet bevæger vi os, mentalt og følelsesmæssigt. Ordet skal fylde øret og give genklang i hjertet (Rousseau, Bekendelser)

Når ordet er sagt, giver det en reaktion – og hvis det ikke gør, kan man lige så godt tie stille.

De gamle retorikere havde ganske kloge forestillinger om at ordet var forudsætningen for lovgivning og samfundsdannelse. Man sagde om den aldrende kong Nestor at fra »ham flød stemmen fra læben så sød som den liflige honning.« Vi har udtrykket »forsamlingens nestor«, hvilket dengang betød den ældste, underforstået den klogeste i en forsamling.

Perikles, den mest berømte atheniensiske statsmand (495-429 f.Kr.), havde et kraftfuldt tilnavn, ikke mindst på grund af sin diktion. Han »bar tordenen på sin tunge«, og man sagde om ham, at han, før han skulle tale, altid bad til guderne om at han ikke måtte komme for skade at sige noget overflødigt ord! (Er der politikere til stede??)

Når vi nu står her i de hellige haller kan man jo også lige nævne at vores politikere heller ikke rutter med det gode sprog – det sprog som vækker genklang i hjertet og som evt. kunne få os op af stolen og hen i stemmeboksen. Nogle gange, alt for ofte, lyder det, som om de trækker sproget i en automat. Ambitiøs er meget populært for tiden. Vi har »ambitiøse mål«. Det siger de alle sammen uden vi bliver klogere. Ordet er blevet tømt for mening.

Hvad mediejargonen angår, denne afart af dansk, er der ingen genklang hos den, der lytter. Og der er ingen, hvis stemme flyder fra læben så sød som den liflige honning.

Vært og reporter skævvrider sproget med uafbrudt forkerte betoninger. Der kommer ord ud af munden, men det er lige som om ordene dør på vej ud. Oplæseren er ikke til stede – for hvis han/hun var det, ville han ikke læse op på den måde. Værten er måske optaget af at virke »personlig« – men man kan kun være personlig hvis man glemmer at være det!

Det interessante er at så snart hun/han får en hvilepause fra oplæsningen og taler med sin kollega derude, eller har en gæst i studiet, er tonegangen helt normal dansk. Men så snart blikket flyttes tilbage til teleprompteren, fortsætter den sære tonegang, den meningsløse oplæsning.

Sproget er i konstant bevægelse; hver tid sin udtale.  Gamle optagelser er sjove at lytte til, fordi man her bliver bekræftet i hvordan det dog hele tiden skifter. Jeg har hørt Georg Brandes, Karen Blixen og andre koryfæer på bånd, og også Poul Reumert.  Meget åbne vokaler og visse konsonanter meget prægnante for eksempel når Reumert siger: Bølger… så er der virkelig skvulp i søen.

Nu vil jeg på ingen måde plædere for at vi taler som Reumert, vorherrebevares, men man forstår hvad der bliver sagt idet tonegangen, betoningerne er helt genkendeligt dansk. Og det er netop lige her i tonegangen at mediejargonen slår knuder på det talte sprog.

Det er et skævvredet, absurd og forstyrret dansk der blev født 1.oktober 1988 da TV2 gik i luften. Stationen blev en succes, jeg var selv med til at starte den som udsendelsesleder – ikke at succesen kan tilskrives min ringe indsats. Og DR, storesøster ville abe efter – bare på den forkerte måde, nemlig i den vanvittige sprogbrug. Denne mediejargon er imidlertid blevet normen, sanktioneret af ledelsen på begge stationer. Det er en ynk, man forstuver øret, det er utåleligt at høre på.

Giv mig mit sprog tilbage. Lad det få lov at passere grænsen og giv det naturligt talte dansk varig opholdstilladelse – i hvert fald i medierne!«

Skriv en kommentar