Under denne overskrift bringer den tyske avis »Hildesheimer Allgemeine Zeitung« den 6. maj 2015 en artikel om danskerne og det danske sprog, med underrubrikken »Hvorfor selv modersmålstalende danskere nu kræver undertekster på danske film«.
»Fddfrkfaxyffnfffflfisfikkdllll«! Freddys »fangstresultat« bliver ikke »friske fisk« men »brækfisk«, når man udtaler »Freddy Fræk fra Fakse fangede i fælder femten flotte friske fiskefrikadeller« sjusket, skriver Vibeke Folden Rehder.
Artiklen indledes sådan: »På udenforstående virker det danske sprog som en halssygdom. En fonetisk fejl, der lyder, som om dansk er blevet trukket frem af murbrokkerne i forbindelse med bygningen af Babelstårnet. Alle, der har været i nærheden af danskerne, kender denne lyst til rundhåndet at uddele halspastiller på markedsdagen eller på Rømø strand. Man må gerne sige det, for danskerne siger det selv. Til Schweiger lyder nærmest som et artikulationsvidunder i sammenligning med den monotont kradsende, hæse stemme hos skuespillerne i en dansk tv-krimi eller biograffilm.« Artiklen fortsætter.
Det har fået det i Tyskland bosiddende medlem af Modersmål-Selskabet til at reagere. Vibeke Folden Rehder præsenterer sig selv således: »Jeg er bosiddende i Tyskland, men stadig dansk statsborger. Da jeg har familie, venner og bekendte i Danmark, holder jeg også ferie så ofte jeg kan i Danmark, særligt i Nordjylland, i Tannisbugten. Her tales Vendelbo-dialekten, som er svær at forstå, men da jeg kommer fra Herning, født 1940, hvor der tales vestjysk, så kan jeg godt sommetider forstå noget af dialekten. Der tales selvfølgelig også normalt dansk.«
Vibeke Folden Rehder rammer med sine kommentarer direkte ind i den sprogpolitiske diskussion, der føres i Modersmål-Selskabet, jævnfør vores arrangementer om det talte sprog og modtageren af Modersmål-Prisen 2015. Vibeke Folden Rehder skriver:
»Fddfrkfaxyffnfffflfisfikkdllll«
Det var ikke tekniske problemer hos det tyske avisforlag, der var skyld i denne komiske overskrift, men titlen i sig selv, som journalisten havde fundet passende til en artikel i avisen om udviklingen af det danske sprog. Hjælp hertil havde han hentet fra den af så mange danskere »veltrænede« sætning:
»Freddy Fræk fra Fakse fangede i fælder femten flotte friske fiskefrikadeller«, som, hvis den for sjov jappes hurtigt igennem, netop ender i et sådant sammensurium af konsonanter, eller bedre sagt uforståeligt »brækdansk«. Hvad var meningen? Var spøgen blevet til alvor? I artiklen kunne jeg så læse om danskernes voksende problem med at forstå deres eget sprog. Det tales efterhånden så utydeligt, at de ikke længere kan forstå hvad der bliver sagt særligt i dialogerne på tv og film. Af samme grund har nu filmforbundet overvejet at sætte danske undertitler på danske film.
Under mit ferieophold sidste sommer i Danmark gjorde jeg mig lignende skuffende erfaringer. Ved at lytte til politikdialogerne i tv kunne jeg ikke forstå hvad moderatorerne, særligt de kvindelige, sagde på dansk. De talte et ucharmerende, hektisk, stødende og »afbrækket« dansk, så jeg fik kvalmefornemmelser! Og da ganske særligt, når diftongerne røg helt ned i maven! Man gav sig ikke tid til at trække vejret, forme munden, give stemmen helhed, vokaler blev svækket, forsvandt bare. Jeg blev siger og skriver vidne til noget man kan kalde for sproglig vold!
Jeg kan huske, at der i mit hjem og også i skolen herskede tale- og sprogkultur. Du skal tale tydeligt og ordentligt, blev der sagt. Hvad var der dog sket med det danske sprog hin sommer? Havde moderatorerne mon fået sproget i den gale hals? Eller er sproget ved brugen af nutidens moderne kommunikationsmidler blevet så teknisk præget, at evnen til at artikulere, til at bruge sin stemme, forsvinder? At der tastetales mere end der bruges mund, fordi det går hurtigere, er mere praktisk? Danmark betaler en høj pris ved at gå »online« med tasterne og »offline« med stemmen. Freddys »fangstresultat« bliver så ikke »friske fisk« men »brækfisk«!
Jeg havde et møde med nogle af mine studenterkammerater den sommer, som jeg fortalte om min store skuffelse. De gav mig ret og sagde, at udviklingen går derhen. Den ene af dem forærede mig til jul et årsabonnement til Modersmål-Selskabet samt årbogen 2014, som jeg nu er gået på sproglig opdagelsesrejse i. Selvom jeg nu også har boet i over 40 år i Tyskland, er jeg stadig pæredansk. Jeg sætter en ære i at tale og skrive dansk pænt og tydeligt. »Brækdansk« hører robotterne til! Danmark har min stemme, den tæller.
Vibeke Folden Rehder
Artiklen er redigeret af Jørgen Christian Wind Nielsen