Måned: maj 2001

Jørn Lund afsluttede generalforsamlingen den 31. maj 2001 med en tale, hvori han gjorde status over sproget efter samarbejdet med 4000 forfattere og seks års redigering af de 22 bind i Den Store Danske Encyklopædi. Indledningsvis bragte Lund en hilsen fra Klaus Rifbjerg og komplimenterede Selskabet for valget af Rifbjerg til årets Modersmål-Pris. I det følgende gengives Jørn Lunds foredrag i lettere redigeret form.

Det danske sprog har kunnet i 150 år

Jeg skulle gøre en slags sproglig status efter afslutningen af det arbejde, som vi har gennemført til tiden. Og vi kan konstatere, at det danske sprog kan endnu. Vi kan udtrykke os om alt mellem himmel og jord — alle fag, alle hjørner af virkeligheden. Vi er også ude i de kemiske stoffer, og vi har med administrationslivet at gøre — samfundslivet før og nu. Alt det et sprog skal kunne, kan dansk sprog.

Det har det danske sprog kunnet i 150 år — ikke ret meget længere. For de lærde skrev på latin langt op i 1800-tallet. Disputatser var på latin, og man havde ikke nogen særlig ide knyttet til at bruge det danske sprog som videnskabssprog. I flere hundrede år havde latinen den sammenbindende funktion, som linqua franca inden for videnskaberne. Men som en følge af en stigende bevidsthed om sproget som nationalt symbol og sproget som middel til folkeoplysning, så førende forskere og videnskabsmænd en ide i at gøre det danske sprog i stand til beskrive hele virkeligheden, alle botaniske detaljer, alle zoologiske fænomener, alle kemiske og fysiske begreber.

H.C. Ørsted er en hovedperson i det arbejde, men mange andre har der været, som fandt betegnelser for — blomster for eksempel. Ser I en lille flora, og ser I en fortegnelse over, hvad blomster hedder, så er det jo et meget, meget smukt poetisk sprog, man møder der. Som betegnelser for hvad man kan se omkring sig. Gul okseøje f.eks. — der er dyreverden repræsenteret, der er stærke farver, der er mange sanseindtryk, men de er jo opfundet fordi det hed noget på latin, og hvorfor skulle alle og enhver have tekniske betegnelser eller fagsprog til rådighed? Det var der ikke nogen grund til.

Jo, det syntes man fra slutningen af 1700-tallet og navnlig i 1800-tallet — og Ørsted skabte 2.000 ord på dansk. De er ikke alle sammen slået an, heldigvis — men nogle er der: ilt og brint, rumfang og vægtfylde osv. Men andre forskere — også nogle i 1700-tallets sidste halvdel — var meget optaget af at skabe en dansksproglig nomenklatur inden for alle fag. Og det lykkedes. Det kom ud i lærebøger i skolen, og børnene kom op i det og skulle kunne det!

Alle disse ord kom i lærebøgerne og blev pensum og blev selvfølgelige for os. Det danske sprog kan altså bruges til alt muligt.

Det danske sprog under pres

Men det er under pres som fagsprog, fordi mange forskere udelukkende udtrykker sig på engelsk, når de skriver om deres fag. Det er ikke kun naturvidenskabsfolk og læger. Der er skrevet en stor analyse af sproget i Nyboder i København. Den er på engelsk!

Og der er i universitetsverdenen også en tendens til at betragte afhandlinger på engelsk som mere meriterende end afhandlinger på dansk uanset deres bonitet. Det er noget, man egentlig ikke har det så godt med. Der er en regel om, at skriver man en disputats på dansk, så skal der være et engelsk ‘summary’. Det er en fornuftig regel, synes jeg. Der burde også være én, der sagde: Skriver man en disputats på engelsk, så skal der være et resume på dansk.

Noget af det, jeg ser som det nationalpædagogiske sprogprojekt i Den Store Danske Encyklopædi er at fastholde danske forskeres færdighed i at udtrykke sig på dansk, og for nogen var det en opgave, der ikke var så nem: Der var en sukkersygeforsker, der skulle skrive artiklen: Diabetes. Der er jo sket det med det ord, at det kan bruges lige så godt af alle mennesker som sukkersyge. Og han sagde: “Vil du virkelige have, at jeg skal skrive: bugspytkirtel? — Det har jeg ikke gjort i 25 år!” Så sagde jeg: ja, for jeg tror ikke, at ‘pancreas’ er kendt af så mange — trods alt. Du kan skrive begge dele, men du skal bruge bugspytkirtel som en gennemgående betegnelse.”

Der er en tendens til, at man taber nogle ord, og at nye opfindelser, betegnelser, benævnelser og stoffer ikke sådan uden videre får en dansk betegnelse. Vi er tvunget til det i EU-systemet, fordi hver gang der kommer et cirkulære og en lov i EU, så skal vi faktisk finde en dansk betegnelse — også for ikke-danske forhold: underlige middelhavsfisk, som vi aldrig fanger her, skal de stakkels mennesker i sprogtjenesten sidde og finde danske betegnelser for.

Det er ganske imponerende! Der sidder altså også flere hundrede fremragende sprogfolk i det system. Og de gør en solid indsats for, at vi i hvert fald kan blive ved at bruge danske ord om det, man lovgiver om i EU. Det synes jeg egentlig er al ære værd.

Sproget under pres

Men vi kan ikke komme bort fra, at sproget er under pres, og at fagsproget er et af de områder, der er mest angrebet. Og det nytter ikke noget at tro, at oversættelsesmaskiner kan løse det, at terminologiske banker kan klare det. Det er meget langt fra, at vi kan indlæse en tekst og få den oversat til alle europæiske sprog. Husk lige på hvor meget, der står mellem linjerne i en tekst — ellers er den sådan set ikke værd at læse.

De fleste af os sprogfolk mener, at det danske sprog står stærkt. Vi er større, end mange tror. Vi er blandt de 100 største sprog i verden målt efter antallet af dem, der taler det. Det er tankevækkende, at selv om vi kun er 51/2 million, der taler dansk — de fleste her, men også nogle andre steder — så hører vi altså til i den ende, hvor sprogene betragtes som store.

Og de sprog, der er truede, har en helt anden struktur end dansk. De har ikke både et stærkt skriftsprog og et stærkt talesprog. Vi har et skriftsprog, som vi i tusind år har udviklet, og som har haft dominerende position i Danmark. Og det har det stadigvæk i presse og oplysningsvirksomhed. På tv-siden er halvdelen af det, man hører af sprog i de landsdækkende ‘public service’-kanaler — hvis man lukker øjnene, ja, sådan set hvis man ikke lukker dem — engelsk sprog. Det engelske sprog fylder lige så meget som dansk på tv-siden, hvis man lægger udsendelserne sammen. Men ikke på radio-siden. På radio-siden holder det danske sprog sig meget stærkt.

Aviserne er stort set ensidigt dansksprogede, og som administrations­sprog og som sprog mellem mennesker i Danmark er nationalsproget dansk ganske stærkt stillet.

At nogle smører deres sprog med engelske gloser, og at stillings­annoncer og funktioner efterhånden benævnes på dansk, det er ret overfladiske træk i sproget. Det undrede mig, da min regnskabschef Jan Jensen i Gyldendal pludselig en dag sagde, at han var ‘controller’. Og det er da helt udmærket, og hvis de har det bedre med at være ‘key account managers’ end at have kerneområder i direktionen, så må de også godt det. Og hvis nogle vil ‘sparre’ med mig, så er de meget velkomne, men jeg klarer mig udmærket uden det bokseudtryk.

Det er ikke noget, der truer det danske sprog. Man har altid pyntet sig med fjer, og nogle af disse fjer har en mening. I fornuftige anvendelser er der virkelig forskel på at støtte og ‘supporte’ og ‘starte’ og begynde og ‘starte op’ og starte. Men i 90% af de tilfælde, hvorunder de forekommer, tjener de psykologiske behov. At vise at man er ‘inde’, at man ikke er ude, at man er internationalt orienteret, at man ikke er hæmmet af lokale synspunkter. Det store internationale sus transporteres ind i Danmark på amerikansk, fordi sproget følger magten, og magten og teknologien har sit hovedsæde i USA.

Og det betyder, at det engelske sprog jo altså er det, vi taler om, når vi taler om, hvad der i øjeblikket påvirker dansk mest. Det tror jeg engelsk vil blive ved med, men jeg tror ikke vi bliver to-sprogede, jeg tror ikke vi er på vej til det, og jeg tror, at mange mennesker skader deres sag ved uden videre at kaste sig over engelsk som koncern-sprog og forhandlingssprog. For jeg kender ikke ret mange danskere, der forhandler lige så godt på engelsk, som de gør på deres modersmål. Der er mange, der tror det — men de gør det måske ikke.

Sproget i bevidstheden

Sprog er jo ikke kun noget mellem mennesker, det er også noget i bevidstheden. Og associationer kommer meget lettere på modersmålet, på det sprog vi får, da verden åbner sig for os. I de formative år hvor vi vokser ind i verden og ser flere og flere interessante betydningsgrænser og -strukturer udvikle sig. I de år hvor sproget vokser helt vildt, eksponentielt i kapacitet fra det lille barns signalsystem, som bygger på en kombination af kropssprog og verbalsprog og så til de første symbolsproglige udtryk i 1-årsalderen, og så fordobles ordforrådet fra børnehaveklassen til 1. klasse.

Tænk på hvad det er for en mental revolution, et barn gennemlever. Og hvad sproget skal kunne. Talesproget fungerer omkring barnet, skriftsproget er abstrakt, består af abstrakte ord, der ikke er tingene. Og ordene består af abstrakte enheder, bogstaver som ikke betyder noget, men ‘henpeger’ på lyde, som heller ikke betyder noget. Det er sprogets labyrintgange, barnet skal kapere — og det kan barnet.

Den vældige vækst kræver, at fleksibilitet og omstillingsevne og nærvær er hvad det er i barndomsårene. De år som Rifbjerg trækker på, når han skriver. Han er så udpræget et menneske, som har hele sin tidlige alder i sig, når han skriver og udtrykker sig. Det betyder ikke, at han ikke kan de andre ord — det kan han jo også, men de energier han henter, henter han meget ofte i de vækstlag, som har med den tidligere barndom at gøre.

Og når vi forhandler eller skriver på et andet sprog end vort modersmål, så infantiliseres vi let. Vi har ikke os selv med, vi har ikke vores baggrund med. Vi kommunikerer, vi overfører information, men sproget er jo ikke kun til for at overføre information. Det har mange andre mindst lige så væsentlige opgaver.

Jeg mener, at det danske sprog står stærkt som indre sprog hos flertallet af danskere som udtryksmiddel i de fleste sammenhænge. Og som kunstnerisk udtryksform hos forfattere, som er med til at udvikle sproget på andre betingelser end markedets. Altså ved at lytte indad og ikke bare imitere andre, kan der opstå nye spændinger og nye fortolkninger af tilværelsen. Det er det litteraturen ofte har at byde på, at vi ser på verden på en ny måde med nye nuancer og med et andet menneskes oplevelsespotentiale som redskab.

Det vidste H.C. Andersen. Han var en person, der levede hele sit liv i sproget. Han skrev hele tiden, når han var alene, breve, dagbøger, almanakker. Han talte uafladeligt, når han kunne komme til det. Han skrev fiktion, han havde hele tiden den livsledsager, som sproget var for ham som hovedanliggende.

Det skrev jeg sammen med Torben Brostrøm en bog om for nogle år siden. For jeg synes, at han viser, hvad sproget kan og betyder. Og jeg vil sige, at det vigtigste at forstå, når man taler om sprog, er, at det er en helt integreret del af menneskelivet. Det er lige så vigtigt for menneskets hele tilværelse som vandet er for fisken. Det er et element, vi færdes i — vi taler ikke om det ret tit. Kun når det distraherer os, vi tænker ikke over, at vi har det, med mindre nogle vil tage det fra os.

Sproget er noget, vi vokser ind i og betragter som selvfølgeligt. Men det er en del af vores identitet. Hele vores fortid sidder i sproget. Man kan høre, hvor vi er vokset op. De ord, vi kender, afspejler, hvad vi har interesseret os for, hvad vi har uddannet os i. Hele den livshorisont, vi har fået, ligger i sproget.

Man kan udvandre og søge job i Canadas skove og tro, at nu begynder man på en frisk, men ork — sproget fortæller, hvem man er, drømmene, forestillingerne, hele erindringsstoffet, forestillings­billederne fortæller, hvem vi er. Og vores måde at bruge sproget på fortæller dem ,vi omgås, hvem vi er. Alle kan jo høre på os, hvis de kender os, om vi har det godt, om vi er spændte, om vi er troværdige, om vi er udmattede, om vi er belastede, om vi forstiller os. Det hele ligger også i sproget, tonegangen, vejrtrækningen, sammenhængen mellem udtrykssystemerne, verbalsprog, kropssprog osv.

Men sprog er altså også en del af vores mentale organiseringssystem. Vi sprogliggør mange forestillinger, mange beslutninger, mange handlinger. Vi kan holde sproglige formøder med os selv, før vi går ind og holder det rigtige møde. Vi kan holde en tale inde i os selv. Vi kan gå rundt og løse et problem, og vi kan meget ofte — når det er et problem — gøre det i sproglige kategorier. Og det, der sker for nogle ældre, er, at de mentale bånd slappes, at man ikke kan få fat i den rigtige hank, at man ikke kan finde ordet, at man melder sig i en samtale, men ikke kan huske, hvad man ville sige. Men det hele ligger der, og det er der endnu, man kan bare ikke få fat i det.

Hvis man mister sit sprog, så mister man også en mulighed for at huske, hvem man er og hvad man har oplevet. Mange ældre mennesker oplever det problem, at de ikke alene bliver stille zoner i det sociale liv, fordi de er langsommere til at melde sig i samtalen. De kan også komme ud for, at de meget let glemmer, hvad det var, de havde i bagagen, at det bliver svært at få fat i det, der var engang.

Min mor døde for et år siden, lettere dement. Hun blev meget svær at kontakte, men til det sidste kunne hun huske alt, hvad hun havde lært tidligt. Når vi havde hende på besøg — hvad vi havde hver dag — havde vi tit højskolesangbogen fremme, fordi .. hvis vi begyndt på én linie, så kunne hun alt resten! Så var hun med i samtalen, så var der lige som aktiveret et spor, så var hun der igen, fordi: det der er tidligt lært og hurtigt, det bliver siddende. Man kan altså glemme, hvad ens børnebørn hedder, men blive ved med at sige: an, auf, hinter, in, neben, über, unter, vor, zwischen — det er for så vidt sørgeligt, men det er endnu et argument for (nu skal vi ikke kun planlægge for at blive ældre, men der er jo flere og flere af os, der bliver det) — det er et argument for, at det ikke er ligegyldigt at have noget i bagagen. At benytte sig af, at børn lærer hurtigt og meget — og at man ikke kan overfodre dem med impulser. Selv sådan noget som pligtlæsning af salmevers og sange i en tidlig alder — og min mor voksede op i Sønderjylland, hvor der saft-suse-mig blev sunget og spillet i hver eneste time — hun havde altså stadigvæk der en mulighed for at være med i noget og få aktiveret og stimuleret et erindrings- og forestillingsforløb og så efterhånden komme ind i en samtale med næste generation.

Så sproget er virkelig også noget, der sidder inde i os. Det er ikke bare et redskab til kommunikation og kontakt. Det er et socialt element, vi færdes i. Det er et mentalt system, vi organiserer verden i. Det er en del af vores fortid. Det holder sammen på os. Det er der ikke så meget andet, der gør. Men sproget fortæller os, hvem vi er. Og det en stor digter som Klaus Rifbjerg kan gøre er at lære os at se det på en ny måde, at åbne verden for os igen, sådan at vi ser verden med den friskhed, man gør, når man er ung.

Sproget skal komme til os hele tiden, så vi husker, at vi både er dem, vi er nu — og dem vi var engang.

Trykt i Sprog & Samfund 2001. I webudgaven er der foretaget mindre ændringer.