Nye medlemmer strømmede til Modersmål-Selskabet på Bogforum 2012

Interessen for vort danske sprog er endnu større end tidligere, viste både de treogtyve nye medlemmer og de besøgendes åbenhed overfor information om Modersmål-Selskabets arbejde og udgivelser.

Vores stand på Bogforum 2012 i Bella Center var af samme størrelse som tidligere år, 3 × 3 m2,men med to åbne sider, hvilket gav meget mere synlighed og udsyn. Foran vores stand, C3-014, havde vi en stor plads med stole og mobile elementer, som kunne bruges som bord. Det var en fantastisk luksus at kunne tilbyde besøgende at sidde og skrive eller læse. Desuden var vi nabo til Hvid Scene, som også gav besøgende på vej væk derfra.

Konkurrencen: Hvem ka’? Ka’ du? med næstformand Henrik Munck som forfatter blev rost af alle. Antal deltagere var 535, og heraf var de femogtyve vindere. Vindere, som ikke har afhentet deres præmier, kan henvende sig. Deres navne står på hjemmesiden.

Vi havde den store glæde at få besøg af ikke mindre end 3 prismodtagere i Modersmål-Selskabet. Dette års prismodtager: oversætter og forfatter Niels Brunse, samt professor emeritus Erik Hansen (2004) og læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen (2006).

Desuden fik vi besøg af forfatterne Thorstein Thomsen og Knud Lindholm Lau. En af dagene kom fru Peder Skyum Nielsen forbi.

Bestyrelsesmedlem Claus Tilling blev interviewet af DR om Niels Brunses Modersmål-Pris, hvilket udsendes onsdag d. 14. november på P1.

Vi uddelte mange invitationer til årbogspræsentationen af den nye årbog, Sprog og Sex, og håber, at vi vil se mange inviterede den 27. november kl. 17 i Metronomen på Godthåbsvej 33, Frederiksberg.

Alt i alt var det en rigtig god bogmesse for Modersmål-Selskabet.

Der skal lyde en varm tak til alle medhjælpere, som ydede en stor indsats. Kun ved deres hjælp kan det lykkes!

Skriv en kommentar