Erik Hansens takketale

Det sølle danske sprog

I en kendt sang siger Grundtvig:
Langt høiere, ædlere, finere Sprog
skal findes på Fremmedes Tunge

og udtrykker dermed også mange nutidige danskeres syn på deres modersmål. Det ér ikke rigtig noget, sammenlignet med de prægtige tungemål som omgiver os: det elegant rapkæftede franske, det smarte og strømlinjede engelske, norsken der klinger som lærkesang og fossebrus mellem fjeldtoppene, tyskens tunge og strenge værdighed.

Hvad kan være grunden til denne udbredte ringeagt for modersmålet?

Der er sikkert årsager som ligger uden for det rent sproglige: Snobberi for det udenlandske, traditionen for at vi ikke tager os selv rigtig alvorligt, generthed over at vi er så få og små osv.

Men der er også noget som skyldes forsætlige fejlbedømmelser af det rent sproglige.

Ordbøgernes størrelse

Lad os først se på ordforrådet. Dansk har jo ikke nær så mange ord som de store kultursprog syd- og vestover, vel? Nu er det nærmest meningsløst at sætte tal på en persons eller et sprogs ordforråd, men sammenligner man ved at veje ordbøger på en køkkenvægt, er det tydeligt at tyske, franske og især engelske ordbøger er meget større og tungere end de danske.

Men det kommer først og fremmest af at ordbøger på de store sprog kan sælges i kolossale oplag, sammenlignet med danske ordbøger. Derfor er der råd til at gøre dem større. De er simpelthen redigeret efter andre principper end de danske.

Tag nu Ordbog over det Danske Sprogs 28 bind (1919-56). Den indeholder mindst 250.000 opslagsord, men det er jo ikke meget sammenlignet med The Oxford English Dictionary’s 600.000. Men ODS er – især i visse perioder af sin tilblivelse – meget tilbageholdende med at optage fremmedord.

Tager vi nu de fremmedord som vi kender fra helt moderne ordbøger og lægger dem oveni, så er vi straks oppe på i al fald 400.000 ord. Yderligere kunne vi tage mange flere gamle, lidet brugte ord, vi kunne tage slangord med, og vi kunne tage hensyn til ord fra specielle fagområder – som Oxford-ordbogen gør. Så er vi al fald meget nær ved de 600.000 ord, har jeg regnet ud.

Men som sagt, på grund af de små oplag og de høje priser, kan danske ordbøger ikke yde nogen videre service over for krydsogtværs-løsere eller scrabble-spillere. Der er simpelt hen ikke marked for så rundhåndet redigering som i Oxford eller hvor det nu foregår. Vore ordbøger må give afkald på en stor del af det som fylder godt op i de store sprogs ordbøger.

Konvergens og divergens

Går vi til enkelthederne i sprogsammenligningen, ser vi hvorfor der også her opstår den illusion at dansk er mindre raffineret end de andre sprog; vi har fx ikke så mange og fine betydningsnuancer, mener mange, og grammatikken er grov og primitiv i sammenligning.

At hund, kat, hest, ko svarer nøje til dog, cat, horse, cow på engelsk er ikke noget pædagogisk problem. Det er et glosespørgsmål slet og ret. Men i en del tilfælde gælder det at der til ét dansk ord svarer flere i det fremmede sprog. Til dansk lære svarer engelsk teach og learn og tysk lehren og lernen. Det danske flere skal på engelsk hedde enten more eller several og tilsvarende på tysk mehr og mehrere. Hvad der på dansk hedder nægte, skal på tysk efter ganske bestemte regler gengives som verneinen, leugnen, sich weigern, verweigern og på engelsk som deny og refuse, og der er ikke frit valg!

Det er det man kalder det divergente synspunkt. Ét ord i modersmålet, flere i det fremmede sprog:

plays aber
spiller men
is playing sonders

Det er indlysende at det er de divergente forhold der skal ,studeres nøje i fremmedsprogsundervisningen. Hvor det fremmede sprog er mere opdelt end dansk, der har vi vanskelighederne. Koncentrationen om disse problemer giver eleverne det indtryk at de fremmede sprog overalt har flere udtryksmuligheder – flere ord – end dansk.

Men har man prøvet at undervise udlændinge i dansk, opdager man hurtigt at dette også er en illusion. For udlændingene skal netop interessere sig for de områder hvor dansk er mere differentieret end deres eget modersmål, for her har dé problemerne. Hvad der for udlændingene er divergente forhold, bliver fra vores synspunkt konvergente:

forlade i
leave       während
efterlade under

Engelsk klarer sig stort set med ét ord (think) hvor vi vælger mellem mene, synes og tro, som har hver sin distinkte betydning: jeg mener det er for dyrt

– jeg synes det er for dyrt – jeg tror det er for dyrt.

Eller de svømmede i søen i en time men de gik rundt om søen på en time – som er noget helt andet end de gik rundt om søen i en time.

Konvergens og divergens spiller også en rolle når vi ser på udtalen. Engelsk og tysk har fx både stemt og ustemt s: decide/design, reißen/reisen, mens dansk kun har ustemt s. Til gengæld er rækken af de danske vokaler mere differentieret end i noget andet europæisk sprog: de tre trin i mile – mele – mæle er virkelig et problem for udlandet – for slet ikke at tale om de fire i rækken ugle – Ole – åle – årle. De fleste kan klare forskellen mellem mile og mæle, men forskellen mellem mile og mele og mellem mele og mæle kræver stor træning.

Ligesom stødet. Til at begynde med kan udlændinge slet ikke opfatte udtaleforskellen mellem bønder og bønner, og man skal have øvet sig længe før man også kan gengive stødet – på de rigtige steder! Kullen er ikke det samme som kulden, og at Engell og engel er to forskellige ord kan man uden videre høre, når man altså er indfødt.

Grammatisk og strukturel klarhed

Også i grammatikken er der masser af den slags tilfælde hvor dansk har en skelnen som udlændinge kan have stort besvær med at finde ud af.

Vi har fx tre passiver i dansk: hentes – bliver hentet – er hentet, og det er der ikke mange der gør os efter. Vi skelner altså klart mellem avisen skal hentes – avisen skal blive hentet og mellem avisen blev hentet – avisen er hentet, og det er skam ikke så ligetil.

For folk med fx romansk eller slavisk baggrund er det ret svært at forstå hvad forskellen er mellem han spiste og han har spist, for der er ikke noget i deres sprog som svarer nøje hertil. Selv noget så ligetil som Lise brugte hendes penge og Lise brugte sine penge er svært og mystisk for de fleste udlændinge. Og hvorfor er vi helt sikre på at der er trykstærkt er i

der ér en vejrhane på taget

men tryksvagt i

der er en skorstensfejer på taget

Det er et hyr at forklare en udlænding reglen for dette, men det kan lade sig gøre.

Eller se på denne konstruktion, som er ganske almindelig dansk tale- og skriftsprog: havebordet tror jeg ikke, vi kan forlange, at de tager med.

Sætningens førsteled, havebordet, er genstandsled for udsagnsleddet to bisætninger længere til højre. Denne “sætningsknude” er der ikke mange sprog der har, men os giver den mulighed for meget smidig pointering i tale og skrift.

Tænk også på at vi har ét ord, at måtte, som dels betyder ‘have tilladelse til’, dels det modsatte, nemlig ‘have pligt til’. Altså svarende til engelsk may og must, tysk dürfen og müssen. Men vi er aldrig i tvivl om hvilken betydning der foreligger, for det holder grammatikken nøje styr på: hvis jeg må komme i eftermiddag (tilladelse) – nu må du skynde dig lidt (pligt).

Normaliseringens effekt

Et andet forhold der gør at danskere er tilbøjelige til at tro at andre sprog er højere, finere og ædlere end dansk, er noget der hænger sammen med undervisningen.

Vi diskuterer ustandselig de konkurrerende former i vores sprog. Hedder det vores eller vor? Forpligte eller forpligtige? Hvorfor siger nogle han er hurtigere end jeg når det naturlige er …end mig? Skal vi skrive resurse lige ud ad landevejen eller ressource stavet på fransk, eller måske på engelsk? Hvad er det rette: efter at vi var gået eller efter vi var gået? Man kunne blive ved, og det gør man.

Når vi bliver undervist i et fremmedsprog, oplever vi at det går efter helt anderledes faste regler end dansk. Der er remser og bøjningsmønstre og en logisk og klar syntaks. Det skal være sådan og sådan, ikke noget med begge dele eller tvivl om hvad der er rigtigt. Lære- og håndbøger lyser af grammatisk og strukturel klarhed, og danskerne bøjer hovedet i beundring for det fremmede og ydmyg undseelse over det hjemlige.

Men det er igen ren indbildning. Når man underviser i et fremmedsprog, så forenkler man, over for både begyndere og viderekomne. Det gør man for at kunne formulere regler, lave remser og opstille klare mønstre for eleverne. Det kan kun lade sig gøre hvis man ser bort fra mange undtagelser, dobbeltformer og ubeslutsomheder i sproget. På den måde kommer fremmedsproget til at fremstå som noget langt mere regel- og principfast end det er.

Nøjagtig det samme gør de lærere der underviser udlændinge i dansk. De gør deres elever en tjeneste ved at vælge mellem vor og vores, så de ikke skal ulejlige sig med at træffe beslutning selv. Hvis eleverne kender formen forpligte, er det ret ligegyldigt med den anden, forpligtige. Eller omvendt. Det er også tilstrækkeligt med én stavemåde, fx i tilfældet resurse/ressource, og én udtale: man behøver ikke at bebyrde eleverne med dobbeltheden mer/mere og fler/flere, når nu skriften kun har mere og flere. Han er hurtigere end jeg/mig: man lærer dem det ene eller det andet, enten det der svarer til forholdene i en del andre sprog (…end jeg) eller det som de fleste danskere vitterlig siger (…end mig).

Kigger man i en lærebog i dansk for udlændinge, fremstår vort modersmål såmænd som et sprog efter fast køreplan på grammatikkens skinner. Dette er lige så lidt sandheden om dansk som det er sandheden om andre sprog.

Men sammenligner man det faktisk eksisterende dansk med en forenklet og normaliseret udgave af fremmedsproget, så er det klart at man kommer til et galt resultat.

Dette kan kun blive korte isolerede eksempler, men en større samlet fremstilling af det danske ordforråd og den danske grammatik kan systematisk vise at dansk er et ganske almindeligt veludviklet sprog med et stærkt differentieret ordforråd og en kompliceret, præcis og fintfølende grammatik – lige som fx engelsk, fransk og tysk.

Forskning og undervisning

Det er først i løbet af de sidste ca. 30 år at udlændinge uden for Norden for alvor er begyndt at interessere sig for at studere og lære dansk. Dét var hverken sprogforskningen eller lærerne forberedt på. Hidtil havde sprogforskerne skrevet danske ordbøger og grammatikker for danskere, og nogle ganske få dansklærere havde undervist danske elever i deres modersmål rundt omkring i skolerne.

Da undervisningen i dansk for udlændinge skulle i gang, havde lærerne for lidt forskning at bygge på, og deres teoretiske kendskab til dansk var stort set begrænset til det man skulle bruge for at undervise danske elever for en 150 år siden. Yderligere var man nødt til at ansætte en del lærere hvis eneste kvalifikation var at de talte dansk. Denne kategori af lærere, som altså manglede al sproglig indsigt, var tilbøjelige til at sige til deres elever at der ikke rigtig er regler for dansk, det er noget man må se at få på fornemmelsen. Dette ukvalificerede sludder bidrager naturligvis til vrangforestillingen at dansk er et udflippet, udisciplineret og mindreværdigt sprog.

Der er sket meget i udforskningen af det danske sprog de sidste 25 år, og fremmedsprogspædagogikken blomstrer som forsknings- og uddannelsesområde. Derfor er der også kommet en del dygtige dansklærere til, kyndige folk som ikke skildrer dansk som en forpjusket høne. Og så er dansk i øvrigt blandt de hundrede største sprog i verden!

Findes der dårlige sprog?

Et dårligt sprog må, lige som en dårlig skruenøgle, et dårligt hus eller en dårlig stol, være et sprog der ikke opfylder sit formål, nemlig at tjene som meddelelsesmiddel om den omgivende verden og som udtryk for tanker og følelser.

Der er intet der tyder på at der egentlig findes sprog af ringere kvalitet, altså sprog som hindrer tanker i at blive tænkt og meddelelser i at blive meddelt fra et individ til et andet. Eller som besværliggør disse processer. Der findes naturligvis mennesker som er elendige til at bruge deres sprog, men dette er ikke sprogets skyld.

Og hvis man hører en landsmand erklære at han absolut ikke kan udtrykke sig klart og præcist på dansk, men altid er nødt til at ty til fransk eller engelsk, så kan man godt regne med at han bare er dårlig til dansk og sandsynligvis endnu ringere til fransk og engelsk, siden han selv kan tro at han er bedre til det end til sit modersmål.

I det danske sprogs tusindårige historie kan vi iagttage det: Sproget skal hele tiden løse nye opgaver, så der kan kommunikeres om kristendom, verdslig lærdom, politik, filosofi, teknik osv. Hver gang noget nyt dukker op i historien, skal sproget udruste og indrette sig, og det gør det så. Der er intet det danske sprog ikke har klaret og ikke vil kunne klare!

En dansk forfatter har med triumferende vankundighed karakteriseret det danske sprog som “en lavstammet bastard”, som han dóg opfordrer os til at elske og agte.

Det er naturligvis et falsk og ondsindet signalement. Det danske sprog ér en højbåren jomfru og en ædel kongebrud, og det kræver ingen overvindelse at agte og ære hende. Det har hun krav på – og hun har også sine krav til os.

Modersmål-Prisen 2004 uddelt

Professor Erik Hansen modtager Modersmål-Prisen 2004
Professor Erik Hansen og seminarielektor Claus Tilling. Foto: Hasse Ferrold

Professor emeritus Erik Hansen modtog lørdag eftermiddag Modersmål-Selskabets Modersmål-Pris 2004. Det skete ved Modersmål-Selskabets jubilæumsfest i Landstingssalen på Christiansborg.

– Din folkeoplysende indsats består i at have hjulpet utallige mennesker til at få øje på sprogets raffinerede system og at glæde sig ved det, udtalte bestyrelsesmedlem Claus Tilling i selskabets tale til Erik Hansen.

– Da du for mere end et halvt år siden fik at vide at Modersmål-Selskabet ville give dig Modersmål-Prisen, havde du nærmest en indvending: Du skulle da ikke have prisen for at have passet dit arbejde på universitetet, fortalte Claus Tilling, der er cand.mag. og seminarielektor. Han fortsatte:

– Det er heller ikke det der ligger bag. Du får først og fremmest prisen for din formidling af viden om det danske sprog. Som sprogvidenskabsmand står du på skuldrene af store sprogforskere som Louis Hjelmslev og Paul Diderichsen. Som formidler har du personligt leveret en enestående bedrift gennem talrige avisartikler – mange under pseudonymet Magister Stygotius – og ikke mindst har mange elsket at høre dine indlæg i sprogminuttet i radioen. Du har fanget udtryk i tiden og vist hvordan der er sket små forskydninger i sprogbrugen, hvorfor man med rette kan undre sig over modeudtryk, eller hvordan sprogbrugen afspejler ændringer i hverdagen og kulturen.

Claus Tilling kom også ind på Erik Hansens 18 år som formand for Dansk Sprognævn (1985-2003):

– Mange har i tidens løb givet Sprognævnet og i særdeleshed Erik Hansen skylden for ikke at kunne bremse sprogets udvikling. De der har søgt nærmere oplysning og har givet sig tid til at lytte til argumentationen, har kunnet få forklaring og velovervejet vejledning. Jeg har forstået en grundlæggende holdning hos dig således: Hvis der er valg mellem flere forskellige sproglige former, gør man klogt i at vælge den form der ikke virker frastødende på den eller de personer man ønsker at komme i kontakt med. Det er da ikke tegn på hverken vilkårlighed eller holdningsløshed.

I sin takketale talte Erik Hansen om en efter hans mening udbredt ringeagt for det danske sprog. En ringeagt, som han forklarede med:

– Snobberi for det udenlandske, traditionen for at vi ikke tager os selv rigtig alvorligt, generthed over at vi er så få og små osv. Men der er også noget som skyldes forsætlige fejlbedømmelser af det rent sproglige.

Erik Hansen tilbageviste derefter argumenter om, at det danske sprog skulle rumme færre ord end andre af verdens store sprog, at dansk skulle være mindre nuanceret, eller at fremmede sprog skulle være klarere.

– En dansk forfatter har med triumferende vankundighed karakteriseret det danske sprog som “en lavstammet bastard” som han dog opfordrer os til at elske og agte. Det er naturligvis et falsk og ondsindet signalement. Det danske sprog er en højbåren jomfru og en ædel kongebrud, og det kræver ingen overvindelse at agte og ære hende. Det har hun krav på – og hun har også sine krav til os, sluttede han.

Jubilæumsfesten fortsatte efter prisoverrækkelsen med en festtale ved skuespiller Jesper Klein, oplæsning ved Benny Andersen og korsang ved Blaagaard Kammerkor.

Baggrundsoplysninger:

Erik Hansen, modtager af Modersmål-Prisen 2004, er ophavsmand til en lang række artikler, bøger og andre skrifter om det danske sprog. Han er 73 år og var indtil 2000 professor i dansk sprog ved Københavns Universitet. Fra 1985 til 2003 var han formand for Dansk Sprognævn. For mange årgange står han derfor som sprogprofessoren. Yderligere biografiske oplysninger kan findes i Kraks Blå Bog.

Modersmål-Selskabets tale til modtageren af Modersmål-Prisen 2004, Erik Hansen

Det stod allerede i martsnummeret af Sprog & Samfund at professor Erik Hansen skulle have modersmålsprisen i år 2004. Der stod også hvorfor, og motiveringen fortjener at blive udtalt højt og tydeligt og uddybet en smule netop på denne festdag i Modersmål-Selskabet.

Nogle få af de tilstedeværende har kendt Erik Hansen som ung lærer i dansk og tysk på Rødovre Statsskole, flere har fået den første inspiration i timer i moderne dansk grammatik hos den unge adjunkt på Københavns Universitet, men alle danskere er blevet påvirket af sprogprofessoren, direkte eller indirekte gennem rækken af lærebøger eller gennem lærere i folkeskolen, gymnasiet, ved universitetet og seminarier. Ikke mindst gennem hans videre arbejde med sætningsskemaet fra Paul Diderichsens Elementær dansk grammatik. Til orientering: ‘Elementær’ skal forstås som grundlæggende, ikke som ‘nem’.

Erik Hansen var i 18 år formand for Dansk Sprognævn, en magtfuld post. Lad os tage det helt bogstaveligt:

Dansk Sprognævn har til opgave – og har haft det i næsten 50 år – på videnskabeligt grundlag at give myndighederne og offentligheden råd og oplysning om det danske sprog. Sprognævnets hovedopgave er

  • at følge det dansk sprogs udvikling
  • at besvare sproglige spørgsmål fra myndighederne og offentligheden
  • at redigere og udgive en dansk retskrivningsordbog.

Ikke mindst det sidste har givet anledning til megen debat. Erik Hansen var i Sprognævnets arbejdsudvalg da man i 1980 intensiverede arbejdet med en ny retskrivningsordbog, og senere i et underudvalg der fra 1983 udformede Retskrivningsreglerne. Det førte til den mindeværdige majonæsekrig som mange stadig erindrer for den heftighed som sproglige spørgsmål kunne debatteres med både i folketinget og i den brede offentlighed. I 1985 blev Erik Hansen formand for Dansk Sprognævn og i 1986 udkom så den nye Retskrivningsordbog. Noget gammelt og trygt, dvs. den indbildte tryghed som en indiskutabel norm giver, var blevet rokket. Det var nu ikke så mærkeligt: Det sprog og den norm som retskrivningsordbogen afspejlede, var kun delvis et udtryk for det sprog som også den sprogbevidste del af befolkningen brugte. Sproget udvikler sig og har altid gjort det. Sproget er en levende mekanisme. Sprognævnet kan foreslå ‘imago’ som en regelret dansk form; det blev dog ved ‘image’.

Mange har i tidens løb givet Sprognævnet og i særdeleshed Erik Hansen skylden for ikke at kunne bremse sprogets udvikling. De der har søgt nærmere oplysning og har givet sig tid til at lytte til argumentationen, har kunnet få forklaring og velovervejet vejledning.

Jeg har forstået en grundlæggende holdning hos dig således: Hvis der er valg mellem flere forskellige sproglige former, gør man klogt i at vælge den form der ikke virker frastødende på den eller de personer man ønsker at komme i kontakt med. – Det er da ikke tegn på hverken vilkårlighed eller holdningsløshed. Det er en holdning jeg har kendt længe, og netop i disse dage er der brug for den når man diskuterer børn og unges stærkt provokerende sexistiske udtryk.

Vi kan bedst lide den samlende sprogbrug, ikke den ekskluderende.

I en bog om retskrivning fra 1998: Det er korrekt, skriver du: “Den dominerende holdning i offentligheden er at valgfrihed er af det onde, og denne mening hævdes også af folk som forbeholder sig en betydelig personlig valgfrihed.”

A propos valgfrihed: Vi kommer vel ikke uden om det nye komma der blev beskrevet i 2. udgave af Retskrivningsordbogen fra 1996, og som Erik Hansen var hovedansvarlig for som formand for Sprognævnet. ‘Det nye komma’ var også blevet kaldt ‘enhedskommaet’ over for ‘traditionelt komma’, tidligere kaldet ‘grammatisk komma’ for så vidt som det stod i modsætning til ‘pausekommaet’ der havde været gældende som alternativ siden 1918. De der gik ind for det traditionelle komma, kaldte det stadig ‘det grammatiske komma’ uagtet at det nye komma krævede større grammatisk overblik end det gamle komma, og tilhængerne af det nye komma kaldte på deres side det gamle komma for ‘kryds-og-bolle-kommaet’. Så vidste man ligesom hvor man havde hinanden.

Hvis jeg nu stod i min daglige pædagogiske praksis, ville jeg have sat jer til at lave gruppearbejde over emnet ‘for og imod’. Så kunne der snildt gå en time eller to, kanske både vinter og vår. Men sådan skal det ikke være.

Tidligt dette år kunne Sprognævnet offentliggøre ét sæt kommaregler der var blevet enighed om med undervisningsministeriet og kulturministeriet. Det frie valg, et ikke ubekendt mantra i disse tider, består nu i at man i henhold til §4 i kommareglerne har ‘fast slutkomma, valgfrit startkomma’.

Så nu kan I signalere jeres tegntilbøjeligheder med en lille bemærkning øverst i jeres skriftlige arbejder: ‘Startkomma valgt til’, eller ‘Startkomma valgt fra’.

Og så ikke mere fra min side om et af de mindste, ubetydelige tegn i det danske retskrivningssystem.

I 10 år, fra 1985 – 1995, udfærdigede Erik Hansen vekslende med Jørn Lund et månedligt Sprogbrev til Danmarks Radio. I parentes: Jørn Lund er en af Erik Hansens gamle studerende, sidenhen kollega og uvurderlige makker i mangfoldige sproglige projekter.

I Sprogbrevet tog de fat i nogle af de formuleringer som journalister brugte, enten det nu var problemer med udtale, ordforråd eller syntaks. Kritikken var hårdest hvor sproget var upræcist og vildledende. Der var også påpegning af deciderede fejl som ingen bagefter ville mene de havde gjort hvis de blot havde tænkt sig det mindste om. Ikke desto mindre kom de samme fejl op gang på gang.

Mange gange rummede Sprogbrevet analyse af fejl man som læg lytter også havde registreret i et glimt; her blev de ofte forklaret – og det er ikke det samme som tilgivet, ikke når man arbejder med professionelle journalister.

På skoleområdet har du været stærkt medvirkende til at der er blevet kastet lys på det danske sprogs mange sider. Dansk er mange ting hedder den karakteristiske titel på en alsidig sprogbog som du udgav sammen med Harald Steensig allerede i 1968. Den viser hvordan man med fornøjelse kan iagttage og analyse det sprog vi er omgivet af i hverdagen. Bogen blev en del af legitimeringen af at tage det udvidede tekstbegreb alvorligt.

I 1965 udgav du bogen Reklamesprog, det var før billedeksplosionen inden for reklameindustrien. Det var før studenteroprøret, og det var før retorikstudiet blev oprettet på Københavns Universitet; men bogen viste hvordan hensigten bag sprogbrugen fører eller forfører os til den ønskede handling. Det var en øjenåbner.

Til glæde for den almindeligt sproginteresserede borger har Erik Hansen været hovedkraften bag tidsskriftet Mål & Mæle der udkommer 4 gange om året. I denne måned er vi nået til 27. årgang nr. 3. Erik Hansen har skrevet et væld af artiklerne igennem årene, og han er stadig den skarpsindige analytiker og gode pædagog når han svarer læserne i tidsskriftets rubrik ‘Sprogligheder, denne gang på spørgsmålet hvorfor vi skal stave ‘te’ t-e og ikke t-h-e. Begrundelsen hviler på Kultusministeriets Bekendtgørelse af 27.2.1892 – bare I ved det! – Og vi får mellemregningerne med.

Du har præget udtrykket ‘Ping- og pampersprog’ gennem din bog af samme navn. Den kommer os alle til gode ved at påpege, fagligt og pædagogisk velunderbygget, at det ligefremme sprog er det bedste når myndigheder skal henvende sig til borgerne; og først og fremmest er det ligefremme sprog ikke mindre præcist.

Da du for mere end et halvt år siden fik at vide at Modersmål-Selskabet ville give dig modersmålsprisen, havde du nærmest en indvending: Du skulle da ikke have prisen for at have passet dit arbejde på universitetet.

Det er heller ikke det der ligger bag. Du får først og fremmest prisen for din formidling af viden om det danske sprog. Som sprogvidenskabsmand står du på skuldrene af store sprogforskere som Louis Hjelmslev og Paul Diderichsen. Som formidler har du personligt leveret en enestående bedrift gennem talrige avisartikler (mange under pseudonymet Magister Stygotius), og ikke mindst har mange elsket at høre dine indlæg i sprogminuttet i radioen. Du har fanget udtryk i tiden og vist hvordan der er sket små forskydninger i sprogbrugen, hvorfor man med rette kan undre sig over modeudtryk, eller hvordan sprogbrugen afspejler ændringer i hverdagen og kulturen. I sommer, eller var det i sommers, gjorde du opmærksom på at en kylling fra supermarkedets køledisk ikke længere var hvad vi tidligere forstod ved en kylling. Blot et eksempel blandt mange.

Din folkeoplysende indsats består i at have hjulpet utallige mennesker til at få øje på sprogets raffinerede system og at glæde sig ved det.

Da du blev 70 år i 2001, blev du dels hyldet i et festskrift af kolleger og gamle studerende, ‘E som Erik H som halvfjerds’, dels blev der udgivet et udvalg af artikler og afhandlinger du har skrevet gennem årene, på over 300 sider og med den meget sigende titel: Glæden ved grammatik.

Vi kan tilslutte os forordet hvor du bliver benævnt ‘sprogpolitikeren, kommadebattøren, stilerevseren, sprogprovokatøren, sproghistorikeren, sprognævnsformanden, sprogcausøren og øjenåbneren Erik Hansen’. Alt sammen iøjnefaldende sider af dit virke.

Som en af dine gamle danskstuderende og specialeskrivere er jeg mig fuldt bevidst om hvor tit jeg i undervisningen bruger din faglighed og dine eksempler – og oplever at bære engagementet videre.

Erik Hansen-effekten dukker op når jeg mindst venter det: I sidste uge brugte jeg ventetiden på et S-tog ved Vesterport Station til at spise en uskyldig ristet pølse. Mens pølsemanden, som var en dame, trykkede sennep op ved siden af pølsen, faldt mine øjne på et skilt på væggen bag hende: ‘Her få’s varm Cocio chokolademælk’. få’s med apostrof før s’et. Du kaldte for en del år siden fænomenet for apostrofitis, danskernes nærmest sygelige trang til at drysse apostroffer ud før alle mulige finale s’er. Vi får nok ikke bugt med det, men jeg fandt min trøst ved at dyppe pølsen til bunds i min sennep – og mærke dig dukke op i min bevidsthed samtidig med overbevisningen om at du har hjulpet rigtig mange til at møde det levende dagligsprog med skærpet sprogsans og veloplagthed.

Som du er jeg grundlæggende optimistisk hvad angår det danske sprogs overlevelse. Men den sker ikke uden stadig opmærksomhed og indsats fra mange sider.

Tak, Erik, tak for dit uvurderlige bidrag til den kvalificerede sprogdebat, og tillykke med modersmålsprisen.

Tale til Erik Hansen ved overrækkelsen af Modersmål-Selskabets modersmålspris 2004 i Landstingssalen på Christiansborg lørdag den 27. november 2004, 25 års-dagen for Modersmål-Selskabets stiftelse.