Sprog & Samfund fylder 25 år

I dette efterår er det 25 år siden, at det første nummer af Modersmål-Selskabets tidsskrift Sprog & Samfund udkom. Det var et 12-siders prøvenummer redigeret af et tidsskriftsudvalg bestående af fire bestyrelsesmedlemmer med forfatteren Per Jespersen som redaktør. Det første rigtige nummer udkom i foråret 1983 og erstattede de hidtidige nyhedsbreve, der var udsendt siden selskabets stiftelse den 27. november 1979.

Redaktionen af de tre første årgange blev varetaget af tidligere redaktør af „Danmarksposten“ Niels Alsted. Fra 4. årgang i 1986 blev bladet redigeret af forfatter og journalist Rasmus Bjørgmose fra Fyens Stiftstidende, som først fratrådte ved udgangen af 16. årgang i 1997. Redaktionen blev herefter overtaget af den nuværende redaktør Michael Blædel, der i forvejen havde ansvaret for redaktionen af Selskabets årbøger.

Allerede på forsiden af det første nummer af Sprog & Samfund rettedes en tak til grafikeren Erik Ellegaard Frederiksen for den grafiske tilrettelæggelse af bladet. Lige fra Modersmål-Selskabets stiftelse viste han stor interesse for Selskabets arbejde og udførte alt grafisk bogarbejde, diplomer og andre tryksager gratis. Hans særpræg var et smukt og enkelt design, og det gjaldt også Modersmål-Selskabets logo, der prydede forsiden af Sprog & Samfund fra dets første nummer og lige indtil 2002, hvor bladet gik over til et moderniseret design.

Bladet har igennem alle årene haft sit nuværende format, men forlod ved moderniseringen i 2002 den 3-spaltede opsætning med løs bagkant. Målsætningen har fra begyndelsen været 4 numre om året og 16 sider pr. nummer, men dette er dog først i de senere år blevet fuldt opfyldt. Nummer 4 i 2004 var præget af Selskabets 25-års jubilæum og satte rekord med sine 52 sider. I en periode undskyldte bestyrelsen sig med, at kontingentet ikke dækkede bladudgiften, og at man derfor med et stigende medlemstal måtte reducere bladets sidetal.

Sprog & Samfund har til stadighed haft et bladudvalg som støtte for redaktøren, og dets sammensætning har været præget af stor stabilitet. Lige fra det første nummer i 1983 var bestyrelses­medlemmerne Arne J. Herman og Georg Søndergaard medlemmer, og de fortsatte i bladudvalget i henholdsvis 15 og 20 år. Også selskabets nuværende formand Bent Pedersbæk Hansen har været medlem af bladudvalget i en årrække (1993-2004), og endelig skal Erik Drigsdahl nævnes for sit medlemskab fra 1998-2002, hvor han deltog aktivt i moderniseringen af bladets layout og selskabets logo.

Ved en gennembladring af de hidtil udkomne 95 numre med deres tilsammen 1.212 sider passerer hele Modersmål-Selskabets historie revy, præget af prisuddelinger og årbogspræsentationer, men også af kronikkonkurrencer, debatter om danskundervisningen og sproget i radioen, retskrivningsreformer, kommakrig og boganmeldelser. Kritiske læserindlæg med eksempler på dårligt sprog og referater af generalforsamlinger med aktuelle kommentarer har til stadighed gjort bladet til et uundværligt bindeled mellem bestyrelsen og medlemmerne.

Dermed skulle det også være overflødigt at spørge, om Sprog & Samfund har en fremtid. De nuværende læsere vil næppe undvære den kvartalsvise sproglige opdatering gennem et blad med et æstestisk smukt design og et læseværdigt indhold. Hvis økonomien måtte kræve en begrænsning af distributionsomkostningerne, vil det umiddelbart være teknisk muligt at udsende bladet i dets digitaliserede form til alle interesserede indehavere af en e-mail-adresse til egen udprintning. Men en del af medlemskredsen har endnu ikke de elektroniske forudsætninger eller vil fortsat foretrække at få et rigtigt trykt og hæftet blad tilsendt.

Et kvartalsblad vil aldrig kunne være helt opdateret, og derfor arbejdes der aktuelt på at gøre hjemmesiden (som fra 2010 ligger på www.modersmaalselskabet.dk) til at vigtigt supplement til bladet gennem adgang til aktuel medlemsdialog og løbende blog-kommentarer fra bestyrelsen.

Jubilæumsønsket for Sprog & Samfund er derfor, at man fortsætter med en videreførelse af bladet i dets nuværende form og kombinerer den med udnyttelsen af hjemmesidens elektroniske fremtids­muligheder.