Ideologier skal man være varsom med, og det gælder også for nationalismen, der i sine overdrevne former har medfødt store ulykker, men det er også farligt helt at forkaste enhver form for nationalisme, for så bliver man let tilgængelig for andre tåbeligheder.
Dette demonstrerede Henrik Marstal i sit indlæg imod Spil Dansk-dagen i Information 24. oktober [2007], hvor han kritiserer initiativet som nationalistisk og bruger H.C.Andersens i Danmark er jeg født som eksempel.
Helledusseda! hvis den sang er nationalistisk, så er jeg bange for, at vi er mange nationalister. Prøv engang at indsætte navnet på et hvilket som helst andet land i sangen og se, hvilken mening det giver.
I Tyrkiet er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg rod, derfra min verden går;
du tyrkiske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Herefter følger den “danske friske strand”, som nok kan gå an til Tyrkiet, mens derimod “æblegård og humlehave” må skiftes ud med mere lokale vækster.
Mon ikke de fleste tyrkere ville synge med på sangen uden derved at føle, at de tilsluttede sig den mere rabiate form for tyrkisk nationalisme?
Marstal fremhæver linjerne med “danskens sang og mejselslag” som særligt anstødelige. De skulle ifølge ham give et billede “af danskerne som sangglade, arbejdsomme kolonialister”. Det må være mejselslagene, der giver anledning til kolonisterne, men den læsning er forkert, for mejselslagene er bl.a. billedhuggeren Bertel Thorvaldsens, og danskens sang er bl.a. Andersens egen digtekunst, hvis berømmelse i udlandet han på denne underdrejede måde får udtrykt stolthed over.
Taget i betragtning, at Andersen skrev sit digt midt under Treårskrigen (1850) er det forbløffende lidt nationalistisk. Digtet fremhæver nogle almene menneskelige betingelser: Alle bliver født et eller andet sted, som har en historie, et sprog, en bestemt natur osv. Dét sted kommer folk som regel til at holde af. Andersen rammer denne følelse uovertruffent rent, Schierbecks smukke melodi understøtter den, og hver gang, nogen synger sangen, bliver den repeteret.
At fordømme følelsen af tilhørsforhold til hjemstedet som nationalisme er farligt. I 70’erne skete det systematisk, og resultatet af traditionsbruddet blev, at en selvstændighedskultur på sangområdet blev erstattet med en professionel underholdningskultur, hovedsageligt på engelsk, hvor en lille elite synger for de mange. Af lutter multikulturalisme blev den danske syng-selv-kultur først latterliggjort, siden afskaffet.
Bare man har sin MP3
Generationerne under de 50 kender i dag ikke de almindeligste danske sange. Det betyder et identitetstab og en sproglig fattiggørelse. De moderne sange, der skulle erstatte de gamle, blev ikke til noget; lidt Kim Larsen, Anne Linnet, Steffen Brandt m.fl. men ingen af deres sange er rigtig slået igennem for mere end et par sæsoner, fordi de er for svære at synge som fællessange og for tæt knyttede til deres ophavs karakteristiske fremførelse.
For et stykke tid siden kørte jeg forbi en skole og hørte gennem det åbne vindue en lærer bakse med en klasse og Septembers himmel er så blå. Det var ikke helt let kunne jeg høre – hvorfor dog synge selv, når man har sin MP-3 afspiller?
Jeg håber ikke, at den lærer har mistet modet ved at læse Marstals artikel.
Bent Pedersbæk Hansen er formand for Modersmål-Selskabet.
Se også debatten på Information.dk, hvor artiklen blev lagt on-line 31. oktober 2007.