Den 26. maj var årets første rigtige sommerdag, og vajende flag markerede kronprinsens 37-års fødselsdag. Lærerstandens Brandforsikring havde givet Modersmål-Selskabet adgang til at holde sin generalforsamling i det smukt renoverede Kompagnihus. Ad snørklede gamle trapper forbi den permanente kunstudstilling nåede medlemmerne op til Kompagnisalen under tagbjælkerne. Da de nærliggende rådhusklokker slog deres fem slag, kunne formanden byde de omkring 30 fremmødte velkommen. Efter kanon-fællessangen ”Jeg ser de bøgelyse øer” causerede chefredaktør Thorkild Thejsen om sprog og kommunikation, og efter forfriskende drikkevarer og pizzaer kunne årets ordinære generalforsamling tage sin begyndelse.
Bestyrelsesmedlem Henrik Munck fungerede som dirigent, og formanden Bent Pedersbæk Hansen fremlagde årsberetningen. Heri glædede han sig især over den velbesøgte 25-års jubilæumsfest i november med uddelingen af Modersmål-Prisen til professor Erik Hansen og over undervisningsminister Bertel Haarders nylige positive modtagelse af Selskabets forslag til en skolekanon med sange og salmer.
Efter beretningens godkendelse fulgte kasserer Niels Jørgen Ebbensgaards fremlæggelse af det reviderede årsregnskab. Som året før viste det et mindre underskud, der bl.a. kunne forklares med jubilæumsfesten og hjemmesidens fornyelse. Men Selskabet har en egenkapital med skjulte reserver i aktiebeholdningen og kan samtidig glæde sig over såvel et svagt stigende medlemstal som fortsatte fondstilskud. Generalforsamlingen kunne derfor både godkende regnskabet og vedtage uændrede kontingentsatser i 2006.
Tre af bestyrelsens ni medlemmer var på valg, og både formand Bent Pedersbæk Hansen, kasserer Niels Jørgen Ebbensgaard og bestyrelsesmedlem (siden 1980) Gerda Thastum Leffers blev genvalgt. Bestyrelsen kan således fortsætte uændret, idet også suppleanterne Lasse Bruun og Jens Møller Nielsen blev genvalgt. Traditionen tro bad den nu 81-årige advokat Frans Langkilde om ordet under punktet Eventuelt for at fremdrage aktuelle eksempler på dårligt skriftligt og mundtligt dansk.
Som Selskabets repræsentant i det 50-års jubilerende Dansk Sprognævn forsøgte Claus Tilling at berolige forsamlingen omkring det nyligt fremsatte forslag om at overgå til et udtalebestemt dansk skriftsprog. Med sine begrænsede bevillinger arbejder Sprognævnet sig langsomt, men sikkert frem mod en mere begrænset retskrivningsreform i 2009. Som ansvarlig for Selskabets stand på Bogmessen den 18.-20. november indbød bestyrelsesmedlem Ingrid Carlsen interesserede medlemmer til at melde sig som medhjælpere på standen. Generalforsamlingen afsluttedes med kanon-fællessangen ”Danmark, nu blunder den lyse nat” med ønsket og forventningen om en traditionel dansk sommer med byger, der går og kommer.
Om at miste sit sprog og sin kommunikation
Forud for generalforsamlingen inviterede Thorkild Thejsen sine tilhørere med på en vandring gennem sit 60-årige levnedsløb baseret på anekdotiske oplevelser omkring temaet sprog og kommunikation. Med en sjælden sans for glæden over sprogets nuancer kunne han delagtiggøre alle i sine personlige oplevelser med dialekter og skolebørns leg med ordene. De strakte sig fra barndommens sprogoplevelser før egen skolegang i det jyske over udflugter fra Esbjerg Seminarium til lærergerningen i Albertslund og mødet med grønthandleren på Værnedamsvej. Han havde selv været en glad lærer i folkeskolen gennem 18 år, og han havde kun forladt lærergerningen, fordi han opdagede lysten til at skrive, som han nu havde gjort i 18 år som redaktør af fagbladet Folkeskolen.
Mest gribende blev hans beretning om, hvordan det er helt at miste evnen til at kommunikere. I 2002 blev han angrebet af den sjældne sygdom GBS (Guillan-Barré Syndrom), hvor han i fire måneder lå lammet i respirator på Rigshospitalet. Kun hørelsen fungerede, men han kunne forstå alt, og han så døden i øjnene, mens han hørte, hvordan syv af hans medpatienter på intensivafdelingen døde i løber af de første fem uger.
Hans kone og deres fem børn holdt ham åndeligt i live ved at tale, synge og læse for ham. I en periode kunne han kun blinke, og hans kone hjalp ham med et system med ét blink for nej og to for ja, når hun nævnte alfabetets bogstaver. Det var en langsommelig form for kommunikation. Imens han hørte respiratorens 16 træk i minuttet, kunne han blot ligge og stirre op på loftspladerne. Han søgte at repetere danske sange og tekster og ærgrede sig over ikke at kunne huske mere udenad. Han havde oplevet glæden ved at kunne genvinde både talens brug og det meste af sin førlighed.
– Jeg har i mit causeri søgt at være personlig, og hvis jeg har været for privat, er det jer, som må krumme tæerne – for jeg kan ikke! Jeg elsker den brogede verden. Kun én konsonant skiller ordet banal fra basal, men netop, når vi tør være banale, får vi ofte fat i det basale! sluttede Thorkild Thejsen, mens forsamlingen kvitterede med klapsalver og formanden med et par af Selskabets logoglas.
Kanon-interesse
212.000 læsere har kunnet læse formandens kommentar i fagbladet Folkeskolen, og næsten 20.000 har gjort sig den ulejlighed at slå op på bladets hjemmeside for specielt at studere det forslag til en dansk sang- og salme-kanon, som Modersmål-Selskabets formand præsenterede i efteråret 2004. Det fortalte folkeskolens chefredaktør Thorkild Thejsen, da han talte ved Modersmål-Selskabets generalforsamling den 26. maj. Han fortsatte:
– Personligt synes jeg måske ikke, at kanon-forslaget er ambitiøst nok, men at så mange lærere har lyst til at se nærmere på forslaget tyder på, at det har givet anledning til overvejelser og diskussion på lærerværelserne. Da jeg var lærer i folkeskolen, lavede vi en sangbog i klassen på den måde, at jeg valgte en sang og eleverne valgte en sang. Det fortsatte lige fra 2. til 9. klasse, så det blev en meget stor sangbog. Jeg vil ikke påstå, at de kunne dem alle udenad, men de havde sunget dem og levet med dem. Det vigtigste ord i folkeskolens formålsformulering er efter min mening ordet fortrolighed – ikke nødvendigvis at kunne meget udenad, men at kunne lege med sproget og forstå det.