Modersmål-Prisen 2025 blev overrakt den 4. august kl. 17:15 på Konventum i Helsingør til Uddannelses- og Forskningsministeriets lektoratsordning for sendelektorer (“danske lektorer i udlandet”).
Finansieringen af støtteordningen er for 2026 reduceret fra 10 mio. til 5,6 mio. kroner, altså med over 40 %. Modersmål-Prisen skal derfor bidrage til at skabe mere opmærksomhed om investeringen i dansk sprog i udlandet, f.eks. gennem en kampagne eller en aktivitet, efter at en lang række prominente har protesteret mod udfasningen og den truende nedlægning fra 2028.
Der undervises og forskes i dansk sprog, litteratur, kultur og samfundsforhold på omkring 67 universiteter verden over, hvor over 2.000 udenlandske studerende læser dansk som hoved- eller bifag (flere end i Danmark). Flere endnu tager kortere kurser i dansk sprog.
Undervisningen i dansk i udlandet varetages af over 80 lokalt ansatte forskere og undervisere samt 20 sendelektorer. Sendelektorater i dansk etableres i et partnerskab mellem Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og interesserede universiteter i udlandet. Uden Lektoratsordningen ville danskfaget forventeligt lukke på ca. 10 universiteter, og allerede fra 2026 må ordningen nedlægges på 4.
Dygtige fremmedsprogede danskstuderende bliver oversættere af dansk skønlitteratur, uden hvilke der næppe ville eksistere kvalificerede oversættelser af denne. Yderligere nedskæringer vil derfor betyde døden for dansk litteratur i udlandet. Flere af vores fremragende oversættere af udenlandsk skønlitteratur har været sendelektorer og har udvidet den danske litteratur og det danske sprog ved at oversætte udenlandsk skønlitteratur til dansk.
Lektoratsordningen er en enestående billig måde at udbrede dansk litteratur og kultur til andre dele af verden på, og den har taget lang tid at bygge op. Ordningen blev oprettet i 1937 for at skabe forståelse og samtale mellem folkene med henblik på at undgå en ny verdenskrig. Den giver Danmark en stemme i den internationale udveksling af værdier og ideer. Fri forskning og undervisning skaber grundlag for direkte, uformelle møder, som der kan gives tilskud til under ordningen.
Fra et økonomisk synspunkt får det danske erhvervsliv gavn af de udenlandske danskkyndige kulturambassadører, hvad enten de bliver i deres hjemland og arbejder med f.eks. import og eksport eller udvandrer til Danmark, der skriger på arbejdskraft. Ikke kun Det Danske Akademi, men også Dansk Erhverv står da også uforstående over for nedskæringen.
I efteråret udkommer Modersmål-Selskabets antologi med titlen Er der en sendelektor til stede? med vidnesbyrd fra ministeren, den tidligere danske ambassadør i Sofia, Lektoratsudvalgets formand og adskillige sendelektorer og studerende. Alle medlemmer modtager et eksemplar.
Sendelektorer er ikke blot undervisere – de er kulturformidlere, brobyggere og uformelle diplomater. Deres arbejde skaber varige forbindelser mellem Danmark og verden, og deres indsats styrker både sproglig, kulturel og politisk forståelse. De er en vigtig del af Danmarks internationale engagement, og derfor er det afgørende, at vi fortsat prioriterer og investerer i denne form for kulturelt diplomati.
Så klar er dommen i forordet fra Danmarks ambassadør i Bulgarien 2021–2024, Jes Brogaard Nielsen, der sammen med en række dansklektorer og -studerende verden over indvier os i, hvorfor Lektoratsordningen hædres med Modersmål-Prisen 2025. Det har uvurderlig betydning at udsende danske lektorer, som mestrer modersmålets fineste nuancer og vores uskrevne regler. Med solstrålehistorierne håber vi, at finanslovsparterne i tide indser, at de ikke må slagte gåsen, der lægger guldæg.
Leder Mikael Fabrins hyldesttale ved prisoverrækkelsen
At lære er at ville
Tak for muligheden for at holde en tale her ved jeres arrangement! Nogle vil måske spørge, hvorfor Modersmål-Selskabet er blevet inviteret til sendelektorernes sommerkursus i dag. Der skal imidlertid ikke herske nogen tvivl om, at Modersmål-Selskabet har Lektoratsordningens bedste på sinde:
Vi har bragt en artikel om jeres virke og svære økonomiske situation i vores medlemsblad Sprog & Samfund, og vi har talt jeres sag på Folkemødet. Både gennem personlig kontakt med flere politikere og på et møde i et debattelt.
Der er et tydeligt åndeligt slægtskab mellem Lektoratsordningen og Modersmål-Selskabet. Det fremgår af begges fundatstekster. Jeg vil tillade mig at anvende L.L. Hammerichs betænkning og næsten profetiske ord fra 1944 som jeres fundatstekst. Der står, at Lektoratsordningen »skaber levende Celler for Kærlighed til, hvad der er dansk«. Ordene flugter fint med Modersmål-Selskabets formålsparagraf: »At vække forståelse for betydningen af en klar, udtryksfuld og varieret anvendelse af sproget i tale og skrift, med respekt for dialekterne, og ved at formidle kendskab til forskning og uddannelse vedrørende det danske sprog.« Jeg synes dog, at understregelsen af kærlighed til det danske sprog er tydeligere hos jer, men uden den var der heller intet Modersmål-Selskab. Både Lektoratsordningen og Modersmål-Selskabet er optaget af forskning og uddannelse. Modersmål-Selskabet har bl.a. til formål at sørge for, at relevant forskning og uddannelse vedrørende det danske sprog bliver formidlet til en bredere kreds uden for universitetets rammer. I sendelektorer og jeres forgængere siden 1937 er frontløbere i et kulturfremstød, hvor uddannelse er i højsædet. I sørger for at styrke danskkundskaberne uden for Danmarks riges grænser. Eftersom et af jeres interesseområder netop er undervisning, kunne det være vedkommende og inspirerende at se nærmere på Halfdan Rasmussens digt At lære er at ville i lyset af jeres arbejde som sendelektorer. Efter min gennemgang af digtet vil det forhåbentlig stå klart, at jeres danskundervisning »rækker ud over grammatik og ind i omgangsformer, kulturelle koder og værdier«, som sendelektor i Schweiz, Caroline Ballebye Sørensen, udtrykker det.
Som pacifist i efterkrigstiden så Halfdan Rasmussen for sig, hvordan dannelse og undervisning banede vejen for en bedre verden. Det er tankevækkende, at L.L. Hammerich i den førnævnte betænkning fra 1944 skrev, at »Arbejdet for at udbrede Kendskabet til Danmark i Udlandet, efter den langvarige Indsnævring eller Overskærelse af Forbindelserne, er mere paakrævet end nogensinde.« Hammerich havde en stærk vision om, at ordningen med sendelektorer ville gendanne og styrke båndene mellem Danmark og andre nationer, når krigen var overstået.
Halfdans digt blev skrevet i forbindelse med AOF’s 25-årsjubilæum. Nogle vil måske ikke mene, at der er store paralleller mellem det, der foregår på et AOF-kursus og på et udenlandsk universitet. Og det skal da indrømmes, at de fællestræk, jeg kan se, er undervisningens afledte bløde værdier: som fællesskab at få pirret nysgerrigheden, få udvidet sin horisont og se muligheder, man ikke tidligere havde været opmærksom på. Det er ikke så meget målstyret og målbar indlæring af akademisk viden.
Som underviser i dansk som andetsprog er også jeg optaget af pædagogik, og mit kendskab til teorier inden for sprogtilegnelse har gjort mig opmærksom på, at førnævnte bløde værdier faktisk er med til at fremme indlæring. I det følgende vil jeg henvise til eksempler, som er hentet fra kapitlerne i denne antologi.
Fællesskab: »At lære er at ville befri sin ensomhed«
Denne intention om at lære at »befri sin ensomhed« og gøre sig selv til en del af fællesskabet er indlejret i Lektoratsordningens DNA og den måde, dens »levende celler« opererer på:
De studerende, der deltog i blogprojektet Kulturkiosk på Goethe-Universität i Frankfurt am Main, arbejdede sammen i et team, gav og modtog feedback og skiftedes til at fremlægge tekster, hvilket opbygger et stærkt fagligt og socialt fællesskab.
Et tandemprojekt for danskstuderende i Göttingen, Frankfurt og København skabte mulighed for, at de studerende »lærte hinanden at kende i virkeligheden« og talte sammen på begge sprog, suppleret af kaffeaftaler på eget initiativ. Dette fremmer personlige relationer og reducerer ensomhed i læringsprocessen.
Få pirret nysgerrigheden: »at undres og betages«
En god underviser formår at skabe begejstring og engagement for sit fag. En tidligere studerende fra Serbien, Tijana Vujadinović, fortæller:
»Allerede fra første uge mødte vi de danske særheder: udtalen, drukkulturen og – ikke mindst – saltlakrids. Vores underviser delte det ud som »slik«, så vi forventede noget sødt og glædede os. I stedet kom chokket: salmiaksmagen, rynkede pander og ansigter i grimasser. Vi spyttede det ud i kollektiv forfærdelse. Alligevel, trods den første, måske upassende, introduktion til både lyde og smagsnuancer var vi solgt. Til sproget. Til Danmark.«
Udvidet horisont: »at sprænge eller samle sit eget verdensrum«
Kenn Mouritzen, formand for Lektorbestyrelsen og siden 2021 sendelektor i dansk på ELTE Universitetet i Budapest i Ungarn, fortæller, at ungarske studerende ser danskhed som »en alternativ måde at tænke på, en anden måde at indrette et samfund på, en større og mere rummelig kultur med plads til diverse udtryk og tendenser.«
En studerende i Ungarn bruger danskstudiet til at understøtte sine pædagogikstudier med »perspektiver fra dansk børneopdragelse, bl.a. ved at analysere filmen Ternet Ninja«. En anden studerende brugte rødspættens morfogenese som analogi for transkønnethed, hvilket viser, hvordan danskstudiernes indhold »helt uskyldigt kan manifestere en modstand i et politisk højspændt felt«.
De studerendes reaktioner på Martin Paludan-Müllers essay om Japan viser, hvordan de anerkendte, at han ikke altid skulle »læse luften«, altså »lodde stemningen«, og at oplevelsen af at udtrykke sig frit i Danmark hjalp dem, fordi, som en af de studerende udtrykte det: »Man hader ikke mig, selvom jeg ikke læser luften!« Det er en vigtig indsigt, der ændrer deres verdenssyn.
Blik for nye muligheder: »se en himmel over hver drøm«!
Markéta Kliková, som studerede dansk 2006–2011 i Tjekkiet, peger på, at danskstudiet åbner døren til et utroligt antal muligheder. »Ikke kun arbejdsmæssige, men også mulighed for at opdage en anden kultur og andre mentaliteter, livsstile, uddannelsessystemer og samfundsværdier«.
Helena Březinová, som nærmest ved et tilfælde kom til at studere dansk i Prag, og som har oversat bl.a. H.C. Andersen i et illustreret trebindsværk, fremhæver, at »viden om andre kulturer og sprog udvider horisonten, bl.a. tekstanalyse udvikler de analytiske evner, hvilket nemt også kan overføres til andre områder«.
Jobmuligheder og praktiske færdigheder
Det var en af gennemgang af de bløde værdier. Nu vil jeg gerne fremhæve eksempler på den hårde valuta, altså værdien af den akademiske viden om dansk sprog og kultur.
Markéta Kliková udtaler, at hun »næppe ville være i stand til at oversætte og tolke, også som retstolk, fra dansk i dag […] uden den systematiske undervisning i kultur og historie, etymologi, sprogudvikling og sprogundervisning med en modersmålstalende«. Dette er et direkte bevis på den akademiske trænings værdi.
Studerende på Kulturkiosk-bloggen i Frankfurt får ECTS-point og »jobrelevante færdigheder« som research, skrivning, oversættelse, redigering og teamarbejde. En hjemmeside om Pontoppidan, som de studerende har lavet, giver dem mulighed for at præsentere sig som oversættere, hvilket skaber konkrete jobmuligheder.
Førnævnte Helena Březinová understreger, at »AI har gjort kritisk tænkning, sprogkundskaber og forståelse af originale kilder vigtigere end nogensinde før«. Denne form for dybdegående, kritisk akademisk træning er essentiel for at kunne evaluere AI-genererede tekster og -problemstillinger.
Kulturudbredelse, strategisk forandring og diplomati
Jes Brogaard Nielsen, Danmarks ambassadør til Bulgarien i perioden 2021–2024, fortæller, at den danske ambassade som led i forberedelserne til Danmarks EU-formandskab i efteråret 2025 besluttede at lave en bogudgivelse med dansk lyrik oversat til bulgarsk. »Denne antologi, som den daværende sendelektor har redigeret i samarbejde med bulgarske oversættere og litterære fagfolk, præsenterer et bredt udvalg af danske digtere for et nyt publikum.«
Tine Roesen, formand for Lektoratsudvalget, slår fast, at Lektoratsordningen ikke blot er en kulturgestus, men et »strategisk diplomatisk redskab« og »en investering i fremtiden« for Danmark. Ordningen understøtter et »fredens fællesskab« og en »åndelig oprustning i Europa«.
Et eksempel på denne oprustning ses i bl.a. oprettelsen af danskstudier i Kyiv. Bo Helldén, sendelektor i Gdańsk og virtuel dansklektor i Kyiv, fortæller, at de »på ambassaden er meget positive over, at 16 studerende er begyndt at lære dansk. Ikke alene som led i Ukraines fremtidige integration i EU, men også fordi både ambassaden og over 100 danske firmaer i Ukraine får brug for unge, talentfulde, dansktalende ukrainere i fremtiden.«
I Ungarn søger studerende danskheden for »kulturel og åndelig frihed« og »en alternativ måde at tænke på, en anden måde at indrette et samfund på«. Sendelektoren opfordrer dem direkte: »Lav dog din egen lille NGO, hvis du brænder for et tema!«, hvilket er et eksempel på at fremme en aktiv, social agens. Digtets budskab »At værge er at bære sin brynje uden sværd« afspejles i sendelektorens observation af, hvordan danskstudierne kan »manifestere en modstand i et politisk højspændt felt« i Ungarn, som illustreret ved en studerendes oplæg om transkønnethed og rødspættens morfogenese.
Vi har set, hvordan I sendelektorer ikke blot underviser i dansk, men danner mennesker og skaber værdi. På baggrund af alle disse konkrete eksempler, fra de dybt personlige »bløde værdier« til de mere håndgribelige »hårde værdier«, kan vi nu præsentere en samlet fortolkning af digtets titel At lære er at ville:
Den dybe kundskab og viden om dansk sprog og kultur, som I sendelektorer formidler, handler ikke kun om viden i sig selv. Som de ildsjæle, I er, tænder I en indre drivkraft i de studerende, en socialt orienteret agens. Det er en vilje til at engagere sig aktivt i samfundet, bidrage, bygge broer, tænke kritisk og potentielt endda yde modstand mod uretfærdighed. Denne vilje manifesteres både i personlig udvikling – i evnen til at »vække det, der sover, og gøre tanken fri« – og i den konkrete samfundsmæssige og diplomatiske værdi, den skaber. Den er essensen af digtets opfordring til at »værge [med] brynje uden sværd« – en vilje til fredeligt, men standhaftigt, engagement, som vi så det i tilfældet med de ungarske studerende, der blev opfordret til at protestere på en ikke voldelig måde.
Det er jer sendelektorer, der muliggør et sådant transformativt læringsforløb. Som L.L. Hammerich forstod, handler det om at skabe »levende Celler for Kærlighed til, hvad der er dansk«. En nedskæring af Lektoratsordningen vil derfor ikke blot være en kulturel skam, men en »strategisk fejltagelse«, for denne ordning er helt klart en beregnelig overskudsforretning for Danmark.[1] Yderligere nedskæringer ville være en tilsidesættelse af en langsigtet investering i mennesker og relationer, der styrker Danmarks globale position.
I er med til at bevare og udbrede de værdier, vi genkender som danske, og I gør det muligt for udenlandske studerende at spejle sig i disse værdier. Uden jeres virke som »levende celler« ved »åndens kilde«, jeres inspirerende undervisning, jeres utrættelige indsats for at udbrede kendskabet til dansk litteratur via oversættelse og jeres vedvarende kulturdannelsesindsats – denne »brynje uden sværd« – ville verden være et fattigere sted.
Sendelektorer er kulturambassadører ligesom H.C. Andersen
Til sidst vil jeg blot føje nogle ord til det flotte maleri på bogens forside og knytte en kommentar eller to til H.C. Andersen og jeres virke som kulturambassadører. Når jeg ser på litteraturlisten over de værker og publikationer, I sendelektorer eller lokalt ansatte dansklektorer har udgivet, er der et tema, der optræder igen og igen, nemlig H.C. Andersens liv og virke. Denne nationalskjald var også en slags kulturambassadør, og han var sig dette sit hverv bevidst. I et brev, som H.C. Andersen sender i 1937 til Conrad Rantzau-Breitenburg i Wien, skriver han:
»Jeg har i dette Øieblik megen Glæde af mine Arbeider, jeg bliver i Udlandet mere erkjendt, end jeg turde haabe; en fransk Oversættelse af Improvisatoren er under Arbeide i Paris og vil udkomme der i Begyndelsen af næste Aar, det er mig en stor Ære og jeg er Gud taknemlig derfor; den første Indvirkning af den Erkjendelse Verden giver mit Talent, er Taknemlighed, men dernæst Angest for ei at vise en større Udvikling, en bestandig Fremskriden. Jeg føler Ungdomskraft hos mig, jeg kan levere noget endnu bedre end jeg har gjort det, men min Skole er Livet, deri maa jeg tumle mig; komme til at reise igjen var det Bedste for mig og med Guds Bistand, jeg skulde vise Frugter deraf; men det lader sig nok ikke gjøre nu! – I Blätter für literarische Unterhaltung har staaet at det var roesværdigt og kongeligt af Frederik den Sjette at han lod talentfulde Mænd reise og man tilføier smigrende for mig, at jeg har viist Frugter deraf! En ny Reise tør jeg tro vilde gøre endnu mere, men en saadan tør jeg ikke haabe. Kongen kjender mig ikke, har ikke Idee om min Art af Virksomhed. I Bøgerne ligge ogsaa Skatte; jeg trænger til en Art Hvil fra min Productivitet for med fornyet Kraft at fremtræde til Ære for mig selv og mit Fædreland; men – jeg nødes til at skrive for at leve.«
Der er fire ting, jeg vil fremhæve i hans brev. For det første fornemmer man, at han ved, hvor væsentligt det er at få sine værker oversat til et bredere publikum. Han glæder sig til, at der udkommer en fransk udgave af Improvisatoren. Oversættelse fylder også meget i en sendelektors virke.
For det andet aner man, at der ikke udelukkende ligger egoistiske motiver bag begejstringen over den kommende udgivelse. Han nævner specifikt, at hans produktivitet selvfølgelig er til ære for ham selv, men også for hans Fædreland. Som Rasmus Rask sagde: »Sit Fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette.« Så selvom H.C. Andersen ikke brugte ordet kulturambassadør om sig selv, ville det ikke være forkert at kalde ham det. Og I sendelektorer fortjener samme betegnelse!
For det tredje er det tydeligt, at H.C. Andersen erkender i citatet, at han er afhængig af kongens støtte, hvis han skal begive sig ud på flere kulturrejser. Længere nede i brevet skriver han nemlig: »Med fire hundred Daler aarligt, til jeg kommer i et Slags Vei, er jeg ræddet; jeg er overbeviist om at Kongen vil give mig dem.« Brevet til greve Conrad Rantzau-Breitenburg (december 1837) viser, at Andersen bevidst søgte kongelig finansiering til fortsatte udlandsrejser. Det var hverken første eller sidste – gang, at hans rejse- og leveomkostninger blev dækket af statskassen. Dermed ligger der en tydelig historisk parallel til sendelektorernes offentlige finansiering, selvom rammerne var mindre formaliserede i 1800-tallet.
For det fjerde er der en gennemgående tråd i hans brev, og det er hans store lyst til at rejse. Læg mærke til passagerne her:
»komme til at reise igjen var det Bedste for mig […] det var roesværdigt og kongeligt af Frederik den Sjette at han lod talentfulde Mænd reise og man tilføier smigrende for mig, at jeg har viist Frugter deraf! […] En ny Reise tør jeg tro vilde gøre endnu mere, men en saadan tør jeg ikke haabe.«
Så selvom Andersen ifølge dette citat skrev for at leve, så ved vi også fra et andet kendt citat, at han levede for at rejse.
[1] Schab, Sylwia Izabela (2024). »Danmarksambassadører i Polen«. I: Pade, Marianne; Hastenplug, Marlene; Wegener, Anna & Øhrgaard, Per (red.) (2024). Dansk i verden: Om Lektoratsordningens betydning, s. 55–60. Videnskabernes Selskabs Aktualitetsserie.
