Generalforsamling 2007: Maj-forsamling i Møstings lysthus

Møstings Hus er navnet på en arkitektonisk perle, der ligger tilbagetrukket ved en lille dam som nabo til 4. Maj Kollegiet ved parkeringspladsen bag Frederiksberg Rådhus. Huset blev oprindeligt opført i år 1800 som lystgård og sommerresidens for finansmanden Johan Møsting, men da Rialto-bygningen skulle opføres ved Smallegade i 1959, blev Møstings Hus revet ned sten for sten. Først 17 år senere blev det genopført på sin nuværende plads og giver nu som kulturhus for Frederiksberg Kommune plads for udstillinger, koncerter og andre kulturelle arrangementer.

Den 8. maj gav Møstings Hus plads for Modersmål-Selskabets 28. generalforsamling. Ved det store flygel sørgede pianisten Vibeke Wibroe Nilsson for den musikalske ramme med akkompagnement til forsamlingens fællesange, bl.a. W.A. Mozarts melodi til ’Kom, maj, du søde milde!´ og det rette mellemspil til Niels W. Gades musik til Poul Martin Møllers aprilvise ’Grøn er vårens hæk´. Inden selve generalforsamlingen delagtiggjorde tidligere modtager af Modersmål-Prisen Asger Baunsbak-Jensen de fremmødte i sine livslange erfaringer med sproget som arbejdsredskab.

Afsked med tålmodig kasserer

Ligesom i fjor blev cand.jur. Rasmus Rune Axelsen valgt til dirigent, og han kunne hurtigt give ordet til formanden Bent Pedersbæk Hansen, der i sin årsberetning søgte at imødegå kritikken: ´I gør ikke nok for sproget´ Resultatet kan læses i efterfølgende gengivelse af beretningen, der også rummede en tak til de mange gavmilde sponsorer, til de 600 trofaste medlemmer og til kollegerne i bestyrelsen. En særlig tak gjaldt Niels Jørgen Ebbensgaard, der efter fire år som tålmodig og venlig kasserer havde ønsket at udtræde af bestyrelsen. Han fik overrakt blomster og et eksemplar af Peder Skyum-Nielsens afhandling om ´Arveguldet´, inden beretningen blev godkendt med akklamation.

Kassereren benyttede sin sidste regnskabsaflæggelse til at kommentere formandens bidrag til årbogen ´Nysprog NU´, der filosoferede omkring temaet ´Tallenes tale´ og krævede et retvisende billede af virksomhedens drift. 2006-regnskabet kunne karakteriseres som tilfredsstillende med et lidt større overskud end året før, selv om kontingentindtægterne ikke var nået op på de 100.000 kr., som kassereren havde håbet. Efter regnskabets godkendelse og vedtagelsen af uændret kontingent for næste kalenderår var der valg til bestyrelsen.

Ny kasserer og ny suppleant

Gerda Thastum Leffers og Bent Pedersbæk Hansen blev begge genvalgt, mens hidtidig suppleant Rasmus Rune Axelsen blev nyvalgt som afløser for Niels Jørgen Ebbensgaard. Ved bestyrelsens efterfølgende konstituering blev Bent Pedersbæk Hansen genvalgt som formand og Henrik Munck som næstformand, mens Rasmus Rune Axelsen blev valgt som ny kasserer. Som ny bestyrelsessuppleant valgtes stud.mag. i retorik Katrine Bøgh Brixen, mens Helle Bønløkke blev genvalgt som suppleant.

Gerda Thastum Leffers blev indvalgt i bestyrelsen på Modersmål-Selskabets første officielle generalforsamling i maj 1980, og siden har hun i perioder været både formand og næstformand. Formanden overrakte hende en buket blomster som kvittering for trofasthed og genvalg som menigt bestyrelsesmedlem med nyopererede øjne.

Traditionen tro afsluttedes generalforsamlingen med, at den nu 83-årige advokat Frans Langkilde tog ordet under punkt Eventuelt for at give eksempler på dårlig dansk sprogbrug. Senest havde han opdaget, at der i selskabets hvervebrochure flere gang blev nævnt ´vores sprog´ i stedet for ´vort sprog´. Dette kaldte formanden på talerstolen i et forsvar for anvendelsen af ’vor’, ´vort´, ´vore´ og ’vores’, og således sluttede den 28. generalforsamling i al sproglig gemytlighed.

Prismodtager-genhør efter 23 år

Lige siden Modersmål-Selskabets stiftelse i 1979 er der hvert år uddelt en Modersmål-Pris til en god sprogbruger som påskønnelse for en særlig indsats for et levende og varieret dansk. I 1984 var Asger Baunsbak-Jensen den femte prismodtager, og prisen blev overrakt af selskabets grundlægger og daværende formand, seminarielektor Poul Hansen. Motiveringstalen blev holdt af næstformanden, højskolelærer Grethe Rostbøll, senere formand og kulturminister og nuværende formand for Frederiksberg Kommunes kulturudvalg.

I forbindelse med generalforsamlingen holdt Asger Baunsbak-Jensen et fængende foredrag med titlen ”Sproget som arbejdsredskab”. Det indeholdt en gennemgang af de forskellige former for mundtlig og skriftlig formidling, og det afspejlede hans egne arbejdsmetoder og erfaringer gennem et langt livsforløb. Han har netop rundet de 75 år, men er stadig i fuld beskæftigelse med bøger, foredrag, debatindlæg, sjælesorg og kirkelige handlinger.

Lærer og politiker

Dansk stil var hans bedste fag, da han under besættelsen gik i mellemskolen og voksede op i et landbohjem ved Holbæk uden elektricitet. Han måtte bede forældrene sørge for nok petroleum til lys til lektielæsningen. Han skriver stadig sine manuskripter i hånden, så der bliver tid til eftertænksomhed undervejs. Foredragene bliver altid skrevet i punkter, så han ubundet af et ma-nuskript kan se sine tilhørere i øjnene, mens prædikerne skrives fuldt ud for at kunne sikre overhol-delsen af en tidsgrænse på 14 minutter.

Han tog lærereksamen ved Vordingborg seminarium som 21-årig i 1953 og forsøgte i sin lærergerning at få børnene til at svare i hele sætninger i stedet for enstavelsesord og til at skrive genfortælling efter lærerens fortællinger i de foregående timer. Allerede som barn overværede han politiske møder og kom tidligt selv ind i radikal politik som folketingskandidat. Han savner datidens vælgermøder og politiske foredrag og kritiserede fjernsynet for alt for sjældent at sende samtaler som fx Nobelpristagernes rundbordsamtaler, hvor sammenkædningen af ord, ansigtsudtryk og forskellige faglige vinkler forstærkede tilskuernes udbytte.

Præst, forfatter og foredragsholder

Nutidsmennesket giver sig alt for sjældent tid til at lytte og deltage i samtaler, hvor man giver modparten tid til at udtrykke sig. Mens han var direktør i Undervisningsministeriet, havde han i 1980 som 48-årig præsteuddannet sig efter Kirkeministeriets særordning og stået i valget mellem at fortsætte som præst eller politiker. Han havde valgt præstegerningen som sognepræst i Farum, indtil han fra 1989 havde koncentreret sig om foredrags- og skribentvirksomhed. Han har regnet ud, at har holdt over 3.000 folkelige foredrag, og skal han holde sin 52. grundlovstale på Rønshoved Højskole.

Det er først efter at have modtaget Modersmål-Prisen, at han er begyndt at skrive bøger stærkt tilskyndet af sin kone, der var journalistuddannet, og som havde overbevist ham om, at han langt bedre kunne få sit budskab frem gennem en roman end gennem en kronik eller et kort essay. Det er blevet til adskillige erindringsbøger og romaner, som på baggrund af personlige erfaringer og medlemskab af etisk råd nu ofte kredser om psykiatri og stress. De er blevet fulgt op af foredrag ofte med præster, læger og sygeplejersker som tilhørere. Overalt lægger han vægt på at bruge et dansk, som alle kan forstå uden fagsprog og slang.

Forkortelser er sproglige uklarheder

For et stykke tid siden kunne man i en notits i avisen læse, at lyriktidsskriftet ”Den blå Port” havde skiftet navn til ”dbp”.

Hvilken tarvelig fornyelse eller snarere forringelse og så netop fra poeterne, der om nogen burde være sproglige forbilleder. I stedet lader de sig rive med af den almindelige tendens til layout-smarthed frem for klart indhold. Titlen ”Den blå Port” var måske ikke den klareste, men giver dog et godt billede: man kan se den flotte port for sig, associerer til poesiens blå blomst og til noget med indgang og gå igennem. Det giver mening, mens ”dbp” er fuldkommen intetsigende: Er der kommet et nyt bremsesystem til biler? Kan det være noget med internetforbindelse? Måske en ny supermarkedskæde fra Tyskland? Man kan ikke regne det ud, man skal vide det, og det vil de indforståede naturligvis også komme til; resten af befolkningen skal i al fremtid have en forklaring med, hver gang ”dbp” bliver nævnt i avisen eller andetsteds.

Forkortelser kan være praktiske, fordi de sparer tid, men de er netop til indforstået brug. I Modersmål-Selskabet kan vi f.eks. ikke hver gang, vi mailer til hinanden, skrive det lange navn, vi bruger MS, hvilket giver mening i den sammenhæng. De ansatte i FN har travlt og kan ikke hver gang, de skal nævne deres organisation, sige ”Forenede Nationer”, hvad journalisterne af samme grund heller ikke kan i medierne, selv om de burde, for det fulde navn ville hver gang, det blev udtalt, minde om den smukke tanke, der ligger bag organisationen. Forkortelsen derimod, FN, er tom, nyttig javel, hvis man husker, hvad den betyder, men fattig på associationer.

Og så er forkortelsen FN endda gammel og indarbejdet, oven i købet på dansk. Værre bliver det, når man sejler ud på det store hav af engelske forkortelser for FN’s underorganisationer samt andre internationale organisationer. Måske går det lige med de mest kendte. WHO, Verdenssundhedsorganisationen – godt nok en bid, det kan ikke stå på siden af en bil, knap nok på et navneskilt ved siden af døren, men det siger dog, hvad sagen drejer sig om. WTO – russerne vil gerne være medlem, det er vist noget med handel. OECD – dem hører man meget til, og det er altid noget med tal, mest dårlige. ”Det forenede Europa” – der er historisk, ja mytologisk dybde i det navn. EU – nej tak, jeg skal ikke være medlem af en forkortelse, det er altid noget med et stort og fjernt bureaukrati.

Alle forkortelser er sproglige uklarheder, fordi de kræver en ekstra anstrengelse af hukommelsen for at komme frem til betydningen. Selv gamle, indarbejdede forkortelser kræver en oversættelse for at forståes: DSB, Danske Statsbaner, DR, Danmarks Radio. Ordene viser direkte hen til fænomenerne, mens de nøgne bogstaver behøver en omvej over ordene, en oversættelse. De heldigste forkortelser kan udtales som ord og bliver derved til navne, så man til en vis grad kan undgå omvejen: SAS, NESA, RUC, ELSAM, ARLA. DONG kunne måske med tiden opnå denne status, det er dog en dansk forkortelse, men formodentlig har firmaet udelukket denne mulighed ved at efterhænge en engelsk forklaring ”energy”. På skrift kan det gå an, men at udtale det gør én flov. Godt MD Foods ophørte med at eksistere.

De fleste store selskaber markedsfører sig med navne. Tag f.eks. bilerne: Ford, Toyota, Citroën, Volvo, Morris, Jaguar osv. (Dog med markante undtagelser som BMW, VW). Danfoss og Grundfoss kender alle for ikke at tale om A.P. Møller – Mærsk, der både signalerer historisk forankring, soliditet og legitimitet, grundlæggeren og opbyggeren er med i navnet, ledelsen er forbundet med personligt ansvar. TDC er derimod anonymt, vi ved godt, at det er noget med telefoner, men hvad er det nu lige bogstaverne står for. På samme måde med RD, KD, DI, 3F, FOA osv. Sådanne forkortelser kræver altid en ledsagende forklaring.

Derfor er det også en uskik, når offentlige danske institutioner som bl.a. universiteterne ivrer efter at føre sig frem som KU, DTU, RUC, AUC.

Af sammenhængen fremgår det vel, at KU skal betyde Københavns Universitet og ikke Konservativ Ungdom, men hvorfor ikke få det at vide direkte? En af de tåbeligste institutionsforkortelser er CBS, som hver gang skal følges op med en alenlang forklaring: CBS, Copenhagen Business School, Handelshøjskolen i København. Lad os dog få det sidste at vide med det samme, og hold så forkortelsen inden døre, hvor den af praktiske grunde hører hjemme, eller reservér den til den udenlandske korrespondance.

Navnene på politiske partier som Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti er tunge af historie og politisk markering, mens S, SF, og DF er neutrale, intetsigende henvisninger, højst i visse sammenhænge praktiske. Netop i det neutrale eller tomme gemmer sig en del af forklaringen på den omsiggribende brug af forkortelser: enhver kan lægge sit i dem. Nogle vælgere vil måske ikke stemme på noget med socialisme, andre ikke på noget med dansk – og omvendt – forkortelserne bringer kun tanken hen på de sympatiske og veltalende partiledere.

På grund af deres oprindelse som sprog for de travle indforståede har forkortelser også en aura af effektivitet – ingen omsvøb, til sagen. Prestige følger desuden af den fornemmelse brugeren får af at tilhøre kredsen af indviede, som ved, hvad forkortelsen betyder; man har del i hemmeligheden, lidt ligesom med kælenavne.

Som del af en indviet jargon har forkortelser en god funktion, udenfor er de besværlige omveje, ved overdreven brug er de skadelige for kommunikationen i samfundet.

Sprogrøgt

David Rehlings ‘reportage’ i sidste uge (Inf. 31/1) fra Folketingets debat om en eventuel dansk sproglov er udtryk for den mest sure form for sprogrøgt, der findes, nemlig kritik af personligt, talt sprog. I stedet for at meddele læserne, hvad partiernes ordførere har sagt for og imod en sproglov, får læserne en række eksempler, med navns nævnelse, på politikernes sproglige fejl og fortalelser. Pegepind: Det er for galt; disse mennesker vil lave lov for sproget (måske), og så taler de ikke engang selv korrekt dansk.

Nej, det er ikke for galt. At politikerne laver fejl, når de taler, viser kun, at de er mennesker som andre. Når man taler, går det hurtigt, så hurtigt, at det kan være svært at få tankerne med, især hvis det er et vanskeligt emne, der diskuteres. Nogle få behersker kunsten at tale i formfuldendte, fejlfri sætninger, og dem kan man naturligvis beundre og forsøge at leve op til, men det er farligt, når alt andet end det fuldkomne udsættes for hån, for det skræmmer folk væk fra at tage ordet i forsamlinger. De allerfleste har, når de taler, brug for at få tankerne med ved at hvile på et par øh-er og en floskel i ny og næ. Det kan ikke undgåes, og det er ingen skam.

Med skrivning er det noget andet. Her burde der være tid til at rette de værste fejl, inden de bliver mangfoldiggjort i titusindvis i avisen, hvilket Informations læserbrevsskribenter heldigvis ikke undlader at harcellere over. (Bl. a. den med at spotte de ordblinde; ha!)

En eventuel sproglov har i øvrigt intet med private borgeres sprogbrug at gøre. Ligesom Per og Poul i henhold til ytringsfriheden må sige, hvad de vil, må de naturligvis også sige det, hvordan de vil, det være sig med fejl og mangler eller på engelsk. Der er ikke tale om, at et sprogpoliti skal gribe skolebørnene i øret, hvis de siger “fuck” i stedet for “fandens”, når deres cykel punkterer. Loven er alene rettet mod offentlige institutioner, som i forvejen har lydighedspligt opad i systemet, bl.a. mod universiteterne, hvor man er i færd med at tvinge de studerende til at lade sig undervise på engelsk og til at skrive opgaver på engelsk.

Vil en sproglov for dansk betyde en nationalistisk lukken sig om sig selv og venden ryggen til andre? Tværtimod, efter min mening. Der er ikke tale om at se ned på andre modersmål eller anse dem for ringere end dansk. Alle modersmål er vigtige, og mangfoldigheden af dem er vigtig, diversiteten. Besværligt javist, og derfor er det nødvendigt, at vi har internationalt kommunikationsengelsk som fælles sprog, men det kan ikke erstatte modersmålene. Næste gennembrud i filmkunsten, nyskabelse i romanskrivningen, i lægekunsten, ja i kvantefysik eller nanoteknologi vil komme fra et modersmål, måske nok fra engelsk, for der er jo mange, der har det sprog som modersmål, men ikke fra engelsk som andetsprog, det kan kun bruges til at kommunikere med.

Læserbrev i Information 6. februar 2007.