Modersmål-Selskabet

Formandsberetning 2005

Det er ikke let, det med at skrive og tale korrekt, og jo mere bevidst, man bliver om sit sprog, jo vanskeligere bliver det ofte. Selv har jeg problemer med vort og vores. Ingen tvivl om, at det må hedde vort modersmål, men skal det så også hedde vort køkken eller vor bil? Her er jeg tilbøjelig til at vælge det mere moderne vores, for ikke at lyde krukket. Må vores næstformand have lov til at sige fordi at i fjernsynet, fordi han ønsker at tale tidens sprog? En arbejdsplads skriver til os, at de på kontoret har oprettet en bødekasse for bandeord. Nu vil de gerne have den nøjagtige definition af begrebet bandeord – samt vide, om f.eks. eddermame og saftsuseme er bandeord. Hvad er det korrekte? Skal man betale til bødekassen, hvis man vælter en kop kaffe ned over et renskrevet manuskript og spontant udbryder, nej nu kan det saftsuseme være nok?

Hvis jeg var bødekassebestyrer, ville jeg i en sådan situation være liberal og dømme, at nok var en regel overtrådt, men at det var vigtigere, at den uheldige fik luft for sine følelser med et saftigt ordvalg. Og her er vi ved en pointe, nemlig at sproget er meget mere end reglerne og korrektheden. Til det gode sprog hører også klarheden – tankernes og følelsernes klare udtryk – og afvekslingen – det at man leger med sproget for ikke at kede sin læser eller tilhører. Kommunikation betyder jo at gøre noget fælles, og for at gøre det er korrektheden, den fælles norm, vigtig. (Derfor er professor Frans Gregersens forslag til en radikal retskrivningsreform med overensstemmelse mellem tale og skrift helt vanvittig) Men korrektheden er kun toppen af isbjerget, sproget skal kunne meget mere end at være korrekt.

Det er sådanne tanker, der er baggrunden for, at Modersmål-Selskabet siden sidste generalforsamling har forsøgt at gøre sig gældende lidt mere bredt i sprogdebatten med et forslag til en skolekanon for sange og salmer. Vi støttede generelt ideen om en kanon i septembernummeret af Sprog og Samfund og bad medlemmerne komme med forslag til sange og salmer. Også i et indlæg i Politiken kort efter fremsatte vi forslaget. Det førte til at bladet Folkeskolen bad os uddybe ideen og komme med en konkret liste over hvilke sange, vi forestillede os. I Folkeskolen læste Berlingske Tidende om sagen og bragte en artikel om den, hvori bl.a. den daværende undervisningsminister afviste tanken: det måtte være nok med en litteraturkanon. Herefter ringene adskillige radioer og tv, så vores forslag kom bredt ud og skabte debat.

På bogmessen i Forum kunne de besøgende på Modersmål-Selskabets stand stemme om, hvilke sange og salmer de ønskede med i en kanon. Vi havde lavet en lille konkurrence med årbøger som præmie. Ialt 167 personer deltog i konkurrencen; det kunne sagtens have været mange flere, for interessen var stor, men den trange plads på standen gjorde det vanskeligt at komme til. Ud fra stemmeafgivningen på bogmessen samt forslag fra medlemmer sammensatte vi så den endelige kanonliste, som vi den 11. maj i år overbragte den nye undervisningsminister, Bertel Haarder. Han tog vel imod den og lovede, at den ville blive brugt som eksempelliste i den næste undervisningsvejledning for musik i folkeskolen. I forbindelse med ministerbesøget fulgte så igen en tur med aviser, radio og tv.

At børn lærer og synger vore danske sange i skolen, har ikke så meget med korrekthed at gøre, men det har stor betydning for deres sprogindlæring og for deres holdningg til modersmålet. Børnene behøver ikke amerikanske popsangere til at synge for sig: de kan selv, og modersmålet kan også.

Årets store begivenhed for Modersmål-Selskabet var dog jubilæumsfesten og prisuddelingen i november, som de fleste tilstedeværende her sikkert deltog i, for Landstingssalen på Christiansborg var fyldt til sidste plads med medlemmer og gæster, og jeg tror, jeg tør sige, at det blev en smuk og værdig markering af Selskabets 25 årsdag.

Folketingets 1. næstformand, Sven Auken, overbragte en veloplagt hilsen fra Folketinget, Jesper Klein holdt en festlig festtale, Blaagaard Kammerkor sang os glade og Benny Andersen fik os til at le – og her siger jeg med vilje ikke grine, for det gør vi så tit, men vi lo på den rigtige, hjertelige måde, som kun sprogmestre kan få os til det. Vi lo ikke af nogen, vi lo sammen.

Tak til Claus Tilling for hans fine tale til prismodtageren, professor emeritus Erik Hansen. Vi lo ikke af Erik Hansens svartale – dvs. det gjorde vi også; af hans morsomme eksempler og hans underfundige måde at bruge dem på – men talen eller forelæsningen var først og fremmest et engageret forsvar for vort sprog og et eksempel på den formidlingskunst, som var en del af begrundelsen for at tildele netop Erik Hansen prisen.

Og nu er det på høje tid at tage fat på den tak, der hører sig til på en generalforsamling. Tak til redaktør Michael Blædel og bladudvalget for en flot jubilæumsudgave af Sprog og Samfund. Det var med stor betænkelighed, at bestyrelsen valgte at springe årbogen over denne gang, men det viste sig, at særudgaven af bladet kunne noget andet end årbøgerne, nemlig få Selskabets historie frem. Det giver identitet at kende sin baggrund; det er godt at vide, hvordan det hele begyndte og i hvis fodspor, man træder. Jeg tror, at jubilæumsbladet vil blive nyttigt også i fremtiden, for nye medlemmer og for nye bestyrelser, det vil hjælpe til at sikre kontinuiteten. Særlig tak til nuværende medlemmer af bestyrelsen, Gerda Leffers og Arne Hermann, for deres bidrag til historien.

Sidste år ved denne lejlighed ytrede jeg betænkelighed ved at overtage formandsposten, og det ville da heller ikke være gået uden en engageret bestyrelse. Hvad jeg glemmer, husker de andre. Hvad jeg ikke kan, kan de.

Før bogmessen sad jeg med et samlesæt af en Ikeareol mellem de nøgne bræddevægge i Forum og følte mig ærlig talt lidt mismodig, men så vips er de der pludselig: Her kommer Søs med blomster og krukker, her Claus med en munter bemærkning, her Kenn, Jens og Lasse som et vejr af gåpåmod og gode ideer. Ingrid ordner vagtlisten, og næste gang styrer hun det hele. Bedst som den aftale, Gerda har lavet om Landstingssalen, er ved at bryde sammen, fordi jeg ikke har orienteret mig godt nok om sikkerhedsregler og sangforbud, træder Henrik og Niels Jørgen til, og så går det alligevel. Hele kanonsagen havde slet ikke kunnet lade sig gøre uden pressegruppen, Kenn, Jens og Lasse. Og hvad med hjemmesiden? Tænk ikke derpå, den styrer Lasse bare.

Tak til bestyrelsen, tak til vor flittige og tålmodige sekretær, Birte Iversen, som holder styr på kartoteker og besvarer forespørgsler. Tak til de gavmilde fonde, der har støttet vort arbejde, tak til bogholder og til revisor Friis for retvisende regnskab. Tak til medlemmerne, som giver arbejdet mening.

Modersmål-Selskabet består af gamle, sure mænd af begge køn i alle aldre

Selv om mange af Modersmål-Selskabets medlemmer er gamle og er sure på moderne sprogbrugere, så er formålet med selskabet ikke hovedløst at hædre fordums tid og udelukkende plædere for gamle stavemåder, forældede metaforer osv. Mange i selskabet deler holdningen, at sproget i bund og grund er et kontinuum – en konstant udvikling i en eller anden retning i en eller anden fart. Det ville dog være ganske praktisk for vores samfund, hvis vi – for at blive i transportanalogien – kunne opstille nogle kørselsvejledninger og fartbegrænsninger for denne udvikling.

Det er ikke vanskeligt at fornemme, at den dæmoniserede retning er engelsk. Mange i samfundet bekymrer sig i øjeblikket om det engelske sprogs indvirkning på dansk. Det er ikke så underligt. De engelsktalende lande har en kolossal indflydelse på især unge, og historien viser talrige eksempler på, at ældre generationer river lange totter ud af deres hår på grund af yngre generationers sprogbrug, når de ikke selv kan forstå dem. Om de dengang sagde “knæhøj karse”, og vi nu siger “nederen” (som allerede nu er håbløst forældet), kan sådan set være lige meget. Men det er ikke lige meget, om engelsk invaderer det danske sprog ved at erstatte velfungerende danske ord med tilsvarende engelske.

Business bullshit

Og her kommer farten ind i billedet. Det moderne informationssamfund har gjort, at den hastighed, som det danske sprog absorberer de engelske erstatningsord med, er enorm. Måske ligefrem proportionel med mængden af afsendte sms’er i Danmark. Når romantikerne i Modersmål-Selskabet råber vagt i gevær, skyldes det, at vi deler en bekymring for innovationen i det danske sprog. Ligesom en virksomhed skal udvikle sine produkter, skal et sprog udvikle sine ord. Den grundlæggende forskel er naturligvis, at det danske sprogs kundesegment er behageligt fastlagt inden for rigets geografiske grænser, men sproget kan stadig gå fallit, hvis vi ikke er med til at holde det i gang, afkræve det nye nuancer og stille krav til det. Derfor kan Modersmål-Selskabet ikke lide eksempelvis handelshøjskolernes udprægede tendens til at benytte engelske ord på danske fag, hvor danske ord fint kunne dække begreberne. “Innovation” er et eksempel på denne business bullshit.

Dette er naturligvis ikke gældende i de tilfælde, hvor et udenlandsk fagsprog har en terminologi, som er bedre dækkende end den danske. Alt andet ville jo være akademisk idioti. Men hvem synes ikke, at det er latterligt, når en underviser siger: “Så kan du bare lave et cut i opgaven på det tidspunkt, hvor teksten bliver lidt slow.” Dette er den ubarmhjertige sandhed på mange af handelshøjskolernes uddannelser – og formentlig også andre steder. Det lader til, at målretningen mod erhvervslivet og det internationale samfund har isoleret dansk som et nichesprog, der bruges, når man ikke lige kan huske de udenlandske gloser. Så slemt står det vist ikke til på de humanistiske uddannelser, men ingen kan sige, om virkeligheden kommer til at være en anden nogle år frem i tiden.

Modersmål-Selskabet fik sidste år en henvendelse fra en jurastuderende, som var fortørnet over, at han var tvunget til at tage en engelsksproget, skriftlig eksamen på et dansk kursus med dansk undervisning. Studieordningen gav desværre ikke mulighed for andet end den fremmedsproglige eksamen. Det virker absurd og kræver en reaktion. Fremmedsprog på uddannelser er noget, man vælger til i det omfang, man ønsker det, og det bliver udbudt – ikke noget, man ikke kan undgå.

Udvikling eller indvikling

En relevant indvending kan være, at de fleste ord, som vi i dag betragter som danske, i virkeligheden stammer fra andre sprog. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid forblive. Sprogudviklingen er en proces, vi ikke kan stoppe. Hvis vi går tilpas langt tilbage i tiden, bliver vi også forfærdede over, hvordan syntaks og morfologi har set ud. Der er næppe mange, der stædigt vil holde fast i, at vi skal sige: “Fuglene ere fløjne”. Det samme gælder sådan set fremmedord. Det er altså mængden af optagede ord over et givent tidsrum, der afgør, om Modersmål-Selskabet opponerer mod udviklingen. Et ord, som man for bare en håndfuld år siden anså for en gevaldig fejl, kan nu være det mest almindelige ord. Der er eksempelvis næppe mange, der har hæftet sig ved, at denne artikel flere steder har indledt sætningsperioder med et “men”.

I den tidligere skolemesterindlæring, hvor kun papegøjer snakkede, og kun motorer startede, blev det som bekendt anset for at være en grov fejl. Derfor må vi nødvendigvis være bevidste om, at mange af de fejl eller ændringer, som vi opponerer mod i dag, vil være helt almindelige for os i morgen. Og det kan vi være sikre på, fordi at historien viser det. Modersmål-Selskabets forkromede formål er at vække forståelse for betydningen af en klar, udtryksfuld og varieret anvendelse af sproget i tale og skrift, med respekt for dialekterne, og ved at formidle kendskab til forskning og uddannelse vedrørende det danske sprog. Måske mangler vi at integrere kronolekterne og sociolekterne, altså når sproget er forskelligt i forskellige aldersgrupper og sociale grupper, i formålsparagraffen, så ville vi tage højde for andet end geografiske forskelle i sproget. Man er ikke hverken et bedre menneske eller sprogbruger, fordi man har affekterede a’er.

Selv om man anerkender den grufulde sandhed, at intet sprog er evig-korrekt (for man kan jo altid definere dagens tilladte sprog ved at konsultere Retskrivningsordbogen), så betyder det ikke, at alt kan godtages. Så vil sproget falde for laveste fællesnævner og degenerere hurtigere, end sprogkulturen kan bidrage med nye dele af sproget. Ethvert lands sproglige udvikling har to elementer, der trækker udviklingen i hver deres retning: Nogle dyrker sprogblomsterne, og andre glemmer at passe dem. Hvis første kategori er underbemandet, så kommer sproget til at lugte af det berømte, rådne blomstervand.

Forskellen på Pindsvinenes venner og Modersmål-Selskabet

Vi bliver nok nødt til at vedkende os en vis konservatisme. Modersmål-Selskabet er jo en slags normativ forening. Men det er ærgerligt, at sproginteresserede har ry for at være fingerpegende og pladderromantiske af natur. Det handler i virkeligheden om at arbejde for det, man tror på. Ligesom Pindsvinenes venner kæmper for pindsvinenes overlevelse, så gør vi det samme for sproget. Mere eksotisk er det såmænd ikke. Arbejdet har blandt andet udmøntet sig i den årlige Modersmål-Pris, hvor vi netop ikke håner dårligt sprog, men i stedet hædrer det ekstraordinært gode sprog. Traditionelt er denne pris gået til meget litterære sprogbegavelser som f.eks. Klaus Rifbjerg og Frederik Dessau, men også Naser Khader har modtaget prisen for sit flotte, tillærte dansk. For ganske nylig blev en af sprogbeskrivelsens absolutte mestre hædret, da tidligere professor Erik Hansen modtog Modersmål-Prisen og de medfølgende 10.000 kroner. Året forinden gik prisen til den klart mest moderne prismodtager i selskabets historie, TV-2’s forsanger, Steffen Brandt. Mange vil måske mene, at andre kunstnere er noget mere moderne end Steffen Brandt, men ikke desto mindre er det et skridt i retningen mod et mere moderne Modersmål-Selskab. Hvem ved – måske går prisen til næste år til Malk De Koijn.

Retorikerne sidder på magten

Selv om det er en svært begrænset magt, så sidder retorikerne i Modersmål-Selskabets bestyrelse i øjeblikket på beslutningsmajoriteten. Den mest konkrete manifestation af Modersmål-Selskabets indflydelse er cand.mag. Claus Tilling, som er Modersmål-Selskabets repræsentant i Dansk Sprognævn. Denne blåstempling af selskabet er en vigtig rygdækning, når selskabet forsøger at påvirke politikere og andre beslutningstagere til at varetage sprogets interesser bedre. To suppleanter og et bestyrelsesmedlem er retorik-studerende. Yderligere to bestyrelsesmedlemmer har retorik som tilvalg fra dengang, hvor det var den længste tid, man kunne beskæftige sig med faget, og flere kommer til. Det viser måske, at retorikken går fint i spænd med feltarbejdet for sproget. Interessen bliver for de flestes vedkommende stimuleret af kurset Sprogbeskrivelse på grunduddannelsen. Tilsvarende kommer mange danskstuderende til, når de har haft kurset Sprog 1 på første år. Dermed er den nye generation i selskabet – ligesom den ældre – påfaldende akademisk funderet. Også mange af de retoriske koryfæer, der retter bacheloropgaver, specialer og er censorer på retorik, er medlemmer af selskabet og deltager jævnligt i selskabets arrangementer.

Det er måske ikke så underligt, at den akademiske verden i 25 år har fodret en forening som Modersmål-Selskabet med medlemmer. Underligt er det dog, at mange har den fordom, at Modersmål-Selskabet er en politisk højreorienteret forening. Det er ærgerligt, at visse politiske partier har taget patent på danskheden. Der er intet naz-, rac- eller fascistisk over den nørdede glæde ved smukke ord og elegante formuleringer. Selskabet er komplet apolitisk, og hvis jeg – fuldstændig udokumenteret og fra hoften – skulle gætte på medlemmernes politiske overbevisning, så ville jeg anslå dem til at svare nogenlunde til gennemsnittet af den politiske overbevisning for KUA’s studerende.

Den evige jagt på stavefejl

Et glimrende sted at starte, hvis man vil bruge kræfter på at irritere sig over sproget, er ved at påpege stavefejl. Ny viden om folkeskoleelevers manglende kunnen i retstavning (og ikke retsstavning, der hører hjemme i Højesteret) er skræmmende, og Modersmål-Selskabet er – ikke overraskende – interesseret i, at samfundet afsætter en relevant mængde ressourcer til at bringe Danmarks kommende arbejdsstyrke op på et tåleligt kompetenceniveau i stavning, som er en af forudsætningerne for at fungere i et demokratisk samfund.

Dette er imidlertid ikke det samme som, at en klapjagt på stavefejl er en lige så vigtig del af den sproglige udvikling som kampen mod den passive forfladigelse af sproget. Det er uhyggeligt let at finde en stavefejl i et hvilket som helst skriftligt materiale – der kan umuligt være skrevet et eneste speciale på universitetet, hvor der ikke har sneget sig en stavefejl ind. Og denne artikel indeholder utvivlsomt også et par stykker. Vi må bare aldrig tro, at den sproglige revselsesret kun gælder stavefejl. Så ville vi også have problemer i Modersmål-Selskabet, hvis navn selv indeholder mindst tre stavefejl, mener nogle. Vi er (mere end) den evige jagt på stavefejl. Vores sprog trues af langt farligere kræfter. Den sproglige apati er langt mere dødbringende end enkelte fejl, som alligevel om nogle år bliver godkendte stavemåder på grund af deres hyppige forekomst. Derfor må alle sprogelskere – universitetsfolk eller ej – stimulere deres aktive sprog for på den måde at bidrage til udviklingen af dansk og sikre, at sproget i fremtiden kan beskrive de charmerende farvenuancer af solskin såvel som den grå hverdag.

Vi skal respektere sproget til hverdag, og når der er fest, skal vi byde det op til dans. Det klæder ikke dansk at være bænkevarmer, mens engelsk og fransk er tæt omslynget i en erotisk lambada. Alle dem, der gør noget ekstraordinært for at udforske sproget, bør hædres – hvad enten vi køber deres musik eller læser deres bøger. Men snobberi er utåleligt. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at tale dansk på. Javist, rigsdansk er formelt sprognormen, men vi skal huske på, at dansk også kan være smukt i en nydanskers mund med en sjov accent og hos et barn, der bytter om på stavelser i svære ord. Dansk er smukt fra Grønland til Sønderjylland, og det er også fascinerende med inspiration fra andre sprog. Kun ved at omfavne udvikling kan vi få dansk til at vokse sig endnu større og smukkere. Samtidig skal vi være bevidste om, at vi i litteraturen, musikken og forskningen ikke hovedløst må udskifte vores eget sprog med andres. Vi vil gerne have, at kommende generationer skal forstå sprogets øverstkommanderende, Modersmål-Selskabets tidligere prismodtager Benny Andersen, når han skriver:

Det er uforsvarligt at sætte ord i verden.
Ord der skal hænge i tyndslidte tankestreger
kløjs i uopløselige punktummer
udsættes for smitsomme kommaer og kolonforsnævringer.

Kenn Hansen er næstformand for Modersmål-Selskabet.

Artiklen er tidligere bragt i RetorikMagasinet, marts 2005.

Generalforsamling 2005

Den 26. maj var årets første rigtige sommerdag, og vajende flag markerede kronprinsens 37-års fødselsdag. Lærerstandens Brandforsikring havde givet Modersmål-Selskabet adgang til at holde sin generalforsamling i det smukt renoverede Kompagnihus. Ad snørklede gamle trapper forbi den permanente kunstudstilling nåede medlemmerne op til Kompagnisalen under tagbjælkerne. Da de nærliggende rådhusklokker slog deres fem slag, kunne formanden byde de omkring 30 fremmødte velkommen. Efter kanon-fællessangen ”Jeg ser de bøgelyse øer” causerede chefredaktør Thorkild Thejsen om sprog og kommunikation, og efter forfriskende drikkevarer og pizzaer kunne årets ordinære generalforsamling tage sin begyndelse.

Bestyrelsesmedlem Henrik Munck fungerede som dirigent, og formanden Bent Pedersbæk Hansen fremlagde årsberetningen. Heri glædede han sig især over den velbesøgte 25-års jubilæumsfest i november med uddelingen af Modersmål-Prisen til professor Erik Hansen og over undervisningsminister Bertel Haarders nylige positive modtagelse af Selskabets forslag til en skolekanon med sange og salmer.

Generalforsamling 2005Efter beretningens godkendelse fulgte kasserer Niels Jørgen Ebbensgaards fremlæggelse af det reviderede årsregnskab. Som året før viste det et mindre underskud, der bl.a. kunne forklares med jubilæumsfesten og hjemmesidens fornyelse. Men Selskabet har en egenkapital med skjulte reserver i aktiebeholdningen og kan samtidig glæde sig over såvel et svagt stigende medlemstal som fortsatte fondstilskud. Generalforsamlingen kunne derfor både godkende regnskabet og vedtage uændrede kontingentsatser i 2006.

Tre af bestyrelsens ni medlemmer var på valg, og både formand Bent Pedersbæk Hansen, kasserer Niels Jørgen Ebbensgaard og bestyrelsesmedlem (siden 1980) Gerda Thastum Leffers blev genvalgt. Bestyrelsen kan således fortsætte uændret, idet også suppleanterne Lasse Bruun og Jens Møller Nielsen blev genvalgt. Traditionen tro bad den nu 81-årige advokat Frans Langkilde om ordet under punktet Eventuelt for at fremdrage aktuelle eksempler på dårligt skriftligt og mundtligt dansk.

Som Selskabets repræsentant i det 50-års jubilerende Dansk Sprognævn forsøgte Claus Tilling at berolige forsamlingen omkring det nyligt fremsatte forslag om at overgå til et udtalebestemt dansk skriftsprog. Med sine begrænsede bevillinger arbejder Sprognævnet sig langsomt, men sikkert frem mod en mere begrænset retskrivningsreform i 2009. Som ansvarlig for Selskabets stand på Bogmessen den 18.-20. november indbød bestyrelsesmedlem Ingrid Carlsen interesserede medlemmer til at melde sig som medhjælpere på standen. Generalforsamlingen afsluttedes med kanon-fællessangen ”Danmark, nu blunder den lyse nat” med ønsket og forventningen om en traditionel dansk sommer med byger, der går og kommer.

Om at miste sit sprog og sin kommunikation

Forud for generalforsamlingen inviterede Thorkild Thejsen sine tilhørere med på en vandring gennem sit 60-årige levnedsløb baseret på anekdotiske oplevelser omkring temaet sprog og kommunikation. Med en sjælden sans for glæden over sprogets nuancer kunne han delagtiggøre alle i sine personlige oplevelser med dialekter og skolebørns leg med ordene. De strakte sig fra barndommens sprogoplevelser før egen skolegang i det jyske over udflugter fra Esbjerg Seminarium til lærergerningen i Albertslund og mødet med grønthandleren på Værnedamsvej. Han havde selv været en glad lærer i folkeskolen gennem 18 år, og han havde kun forladt lærergerningen, fordi han opdagede lysten til at skrive, som han nu havde gjort i 18 år som redaktør af fagbladet Folkeskolen.

Thorkild Thejsen
Thorkild Thejsen

Mest gribende blev hans beretning om, hvordan det er helt at miste evnen til at kommunikere. I 2002 blev han angrebet af den sjældne sygdom GBS (Guillan-Barré Syndrom), hvor han i fire måneder lå lammet i respirator på Rigshospitalet. Kun hørelsen fungerede, men han kunne forstå alt, og han så døden i øjnene, mens han hørte, hvordan syv af hans medpatienter på intensivafdelingen døde i løber af de første fem uger.

Hans kone og deres fem børn holdt ham åndeligt i live ved at tale, synge og læse for ham. I en periode kunne han kun blinke, og hans kone hjalp ham med et system med ét blink for nej og to for ja, når hun nævnte alfabetets bogstaver. Det var en langsommelig form for kommunikation. Imens han hørte respiratorens 16 træk i minuttet, kunne han blot ligge og stirre op på loftspladerne. Han søgte at repetere danske sange og tekster og ærgrede sig over ikke at kunne huske mere udenad. Han havde oplevet glæden ved at kunne genvinde både talens brug og det meste af sin førlighed.

– Jeg har i mit causeri søgt at være personlig, og hvis jeg har været for privat, er det jer, som må krumme tæerne – for jeg kan ikke! Jeg elsker den brogede verden. Kun én konsonant skiller ordet banal fra basal, men netop, når vi tør være banale, får vi ofte fat i det basale! sluttede Thorkild Thejsen, mens forsamlingen kvitterede med klapsalver og formanden med et par af Selskabets logoglas.

Kanon-interesse

212.000 læsere har kunnet læse formandens kommentar i fagbladet Folkeskolen, og næsten 20.000 har gjort sig den ulejlighed at slå op på bladets hjemmeside for specielt at studere det forslag til en dansk sang- og salme-kanon, som Modersmål-Selskabets formand præsenterede i efteråret 2004. Det fortalte folkeskolens chefredaktør Thorkild Thejsen, da han talte ved Modersmål-Selskabets generalforsamling den 26. maj. Han fortsatte:

– Personligt synes jeg måske ikke, at kanon-forslaget er ambitiøst nok, men at så mange lærere har lyst til at se nærmere på forslaget tyder på, at det har givet anledning til overvejelser og diskussion på lærerværelserne. Da jeg var lærer i folkeskolen, lavede vi en sangbog i klassen på den måde, at jeg valgte en sang og eleverne valgte en sang. Det fortsatte lige fra 2. til 9. klasse, så det blev en meget stor sangbog. Jeg vil ikke påstå, at de kunne dem alle udenad, men de havde sunget dem og levet med dem. Det vigtigste ord i folkeskolens formålsformulering er efter min mening ordet fortrolighed – ikke nødvendigvis at kunne meget udenad, men at kunne lege med sproget og forstå det.