Hensigten med denne bog er at præsentere en række danske digte om sproget, nye såvel som ældre, og dermed demonstrere, hvordan poeter nu og førhen har gjort sig tanker om selve det materiale, der er deres — men samtidig vort fælles.
Titlen skal altså forstås dobbelt. Dels som en indholdsbeskrivelse, dels som et åbent projekt. Hvad udvalget bringer, er tekster, der sætter modersmålet i særdeleshed og sproget i almindelighed på deres dagsorden; men som det fremgår, leverer forfatterne gerne flere spørgsmål end svar, når de giver sig i kast med at digte om sproget.
Bogens opbygning
Antologiens første del, Til modersmålets pris, bringer klassiske, til dels velkendte digte om dansken, blandet med poetiske overvejelser af nyere dato. De stemmer, der høres, tilhører for klassikernes vedkommende Grundtvig, Blicher, Carl Ploug, H.C. Andersen og Edvard Lembcke. Sidstnævntes højstemte hyldest til modersmålet, “en højbaaren Jomfru, en ædel Kongebrud”, kalder naturligt på sin moderne, let ironiske modsigelse, Svantes elegi om “Muddermålet”. Og herefter skifter vi spor. For dette: at lovprise vort sprog, kan moderne digtere åbenbart bedst gøre ved at ære deres stolte forgængere! Som Aarestrup i sine ritorneller respektfuldt karakteriserede Ewald, Oehlenschläger, Baggesen og Grundtvig, har Rifbjerg for nylig hyldet sine personlige helte fra Brorson til Tom Kristensen. Samme ærefrygtige ærinde præger korte digte af Simon Grotrian, Peter Laugesen og Søren Ulrik Thomsen, der mindes deres poetiske forbilleder ved simpelt hen at citere dem, markeret eller skjult.
I udvalgets anden del, Til danskens forbedring, bevæger vi os fra det generelle ned i det specielle, fra det abstrakte over i det sprogligt konkrete. Her har jeg i udvælgelsen opsøgt tekster, der artikulerer en direkte, gerne humoristisk, kritik af det danske sprog, som hvor Marianne Larsen smager på ordene “stenalder” og “bronzealder” eller Villy Sørensen leger med ord, der begynder med tr… Holdningen i denne dels digte er ofte vrængende eller ironisk, her handler det om at henlede læserens opmærksomhed på hjemlige sproglige vaner, der på et tidspunkt er blevet til uvaner, f.eks. kaldet klicheer. Punktstudierne i digtform over det danske sprog kulminerer med Ivan Malinowskis 19-foldige “Kritik af sproget” og afsluttes med J.P. Jacobsens sang “Irmelin Rose”, som ganske vist på overfladen handler om en prinsesse, men som lumsk kan mistænkes for at kredse henført om navnets vellyd: klangen og egentlig kun den.
At frembringe poesi vil altid i et eller andet omfang være at kommentere sproget. Men samtidig udgør digtets kommentar en særverden i sproget selv. Digte fremstår derfor uvægerlig som utopier i miniformat, udkast til et andet sprog eller skitser til en anden måde at have og anvende sproget på. Hvor dette poesiens selvreflekterende aspekt ytrer sig selvstændigt, taler vi om metadigtning eller poetikker: digte om det at digte.
Dem findes der masser af i ældre og nyere dansk lyrik. I antologiens tredje del, under rubrikken Til poesiens forsvar, finder læseren nogle af de bedste og mest prægnante, eller sjoveste, af Sophus Claussen, Per Højholt, Inger Christensen, Knud Sørensen, Henrik Nordbrandt, og Pia Tafdrup — for nu blot at fremhæve nogle stykker. Afsnittet rundes af med Søren Ulrik Thomsens “Politisk digt”, henvendt til digtningens fjender, alle dem, der anklager poesien for eksklusivitet og ligesom ved tortur skriger: Ud med sproget!
Forholdet mellem sprog og samfund er blot en af de almene relationer, der tages op i udvalgets fjerde del, Til alles eftertanke, der breder sprogbegrebet ud til en hel vifte af sammenhænge: politisk, psykologisk, eksistentielt og filosofisk. Sprogkritikken afløses her af en søgen, hvor digterne omgås sproget som magtmiddel, som forbindelsesled mellem mennesker, som gitter mellem verden og os, eller som bærer af forestillinger om alt mellem himmel og jord. Flere steder kommenteres også mediernes indvirkning på vor sprogbrug og udtrykskapacitet — det paradoks, at sproget kan skrumpe i en tid, hvor det ellers fyger omkring os med informationer.
Uffe Harders konklusion i det afsluttende digt: “Ordet er jeres, hvis I tager det”, dækker for så vidt antologiens hensigt — om ellers man lægger til, at en af de udmærkede måder, man kan tage ordet på, er ved at citere andres, altså digternes, ord, hvor ingen bedre end disse egner sig til at bringe samtalen på gled.
På de fire antologiafsnit følger en mere praktisk del, Til undervisningsbrug. Her skifter årbogen for en stund karakter fra antologi til skolebog. Der gives råd og vink, plus alle de faktaoplysninger, der kan sikre maksimal brugsværdi for læserne og underviserne, i form af tekstoplysninger, noter og kommentarer. Endvidere tilføjes læsevejledning til undervisningsbrug — i form af ledelinjer på tværs i materialet.
Sproget som materiale
Over for et udvalg som dette kunne man meget vel rejse den indvending, at digte altid vil “handle om sproget”. Hver den, der sætter sig ned og affatter en tekst og på forhånd opfatter den som et “digt”, har sat sproget på dagsordenen i den forstand, at han eller hun, for en tid og på et stykke papir, har suspenderet den almindelige kommunikative orden. Kravet om funktionel henvendelse fra afsender til modtager er afløst af et ønske om at få hvem som helst til at tænke og opleve, uden at forvente nogen bestemt effekt. Hvor det for dagliglivets og mediernes omgang med sproget som hovedregel gælder, at man helst vil forstås og nødig misforstås, lever poesien af udtrykkets flertydighed og åbenhed. Digtere vil læses og høres hellere end “forstås”, og tilstræber de målbevidst at formidle et særligt budskab, bliver der sjældent poesi ud af det, de laver. Brugskunst, javel, men næppe kunst.
Lyrik kan måske defineres som en sproglig praksis udført under et dobbelt blik. Digtet kigger på verden, herunder på digter og læser, men samtidig betragter digtet sproget, herunder sig selv. Digtet siger altid: “Jeg. Er. Her. Nu.” og indkredser derved vilkårene, hvorunder man er et jeg, måden man eksisterer på, måden man er til stede på, måden hvorpå man lever i tiden. Men stemmen, der siger “Jeg”, tilhører også digtet, der taler på egne vegne om det at være et digt og dermed for en tid og på et stykke papir skille sig ud fra resten af verden.
At skrive og læse lyrik er at begive sig ind i en art verbalt forsøgslaboratorium. Det er at underkaste sproget stadige afprøvninger og drive ordene og sætningerne ud til den grænse, hvor de betyder alt — eller slet ingenting. Det er at frarøve sproget dets natur, i form af dets henvendelsesfunktion, men samtidig tildele det en drømt uskyld, en art anden natur, hvormed det kan tale direkte til hjernen og hjertet, uden om blokeringer af den ene eller den anden type: sproglige og kulturelle, eller psykiske og mentale.
Mange mennesker elsker digte, denne særlige afart af sprog. De lærer dem udenad, citerer i et væk de flotteste strofer, hænger digte op på væggen, indfletter dem i egne skriftlige udgydelser, bærer måske endda enkelte yndlingsdigte som smykker på den indvendige side af hovedet. Andre mennesker derimod hader og afskyr al lyrik. Måske fordi det berører dem ilde at blive berørt i det hele taget, måske fordi de kvier sig ved at lade sig tvinge ned i tankemæssigt tempo og over i en rytme, der mere er kroppens end just logikkens, måske fordi de føler sig utilpas ved sådan at skulle “kigge på sproget”, måske fordi de generelt er dovne og derfor heller ikke gider skærpe opmærksomheden over for sproget, måske fordi de, delvis med rette, finder visse digtere temmelig krukkede og poesioplæsning direkte skabagtig. For dem er der næppe megen fornøjelse at hente i nærværende antologi, hvis tekster på samme tid gør to ting, som poesiforagtere hader: ikke nok med at teksterne alle er på vers, de er også perverse derved, at de uafladelig snakker om digtet og det sprog, det er affattet på.
Poesisproget dansk
En islandsk poet sagde engang, at der for alle de ting i verden, som man kunne tænke sig, fandtes ord på hans modersmål. Det var ret modigt sagt om et sprog, der mangler begreber for mangt og meget, og som pga. sprogpolitisk purisme — “hreintungustefna”, den rene tunges kurs — skal oversætte alt nyt og fremmed ved kombination af hjemlige gloser. Men måske mente han bare, at det som udgangspunkt er klogest at stole på, at det, man vil udtrykke, altid kan siges, og på ens eget sprog, bare man gør sig umage.
Georg Brandes beskrev engang, hvordan han under arbejdet med at oversætte en af sine bøger til tysk var kommet til at ærgre sig over alle det danske sprogs mangler og fejl. Ordet “som” kan eksempelvis betyde både “ligesom” og “der”, og “der” kan være både et relativt pronomen og et formelt subjekt. Det lille ord “at” spaltes på tysk ud i “dass” og “zu”, og danske ord har det med at løbe ud i ubetonede stavelser, der alle lyder ens. Rædsomt, ikke? Og tankevækkende er det da, at bøger har det med at vokse, når de oversættes den modsatte vej, fra det kompakte, præcise tyske til det noget mageligere danske.
En anden relevant sammenligning kan drages mellem dansk og f.eks. nynorsk, som nogle, især nordmænd, anser for verdens bedste lyriksprog. Hvorfor? Jo, ordene kan ende på alt eller næsten alt, og substantiver kan bøjes med a, i og o, så selv bestemte former rimer varieret og smukt. Den går ikke på dansk!
Om dansk som sprog og som poesisprog, dets egenskaber og muligheder, kunne vi diskutere længe. Er alle sprog lige gode til alt? Hvis ja, hvordan er dansken da god til alt det, poesien skal kunne? Hvis nej, hvad er det danske sprog da særlig velegnet til?
Hvad angår det første alternativ, har vi bl.a. digterne til at demonstrere, at principielt alt lader sig sige eller skrive på dansk; digter bliver man formentlig kun, hvis man føler sig beklemt ved den herskende sprogbrug og samtidig om sproget mener, at det skam dur fint til det hele. Hvad angår det andet alternativ, så viser de bedste danske lyrikere os, at vi har et sprog, der især egner sig fremragende til at antyde, ironisere, underforstå, føje lag til lag af mulig betydning.
Findes der fællestræk, der kendetegner de mest elskede danske digtere? Er der mon noget, der under et karakteriserer f.eks. Brorson, Grundtvig, H.C. Andersen, Johannes V. Jensen, Thøger Larsen, Klaus Rifbjerg, Benny Andersen og Inger Christensen? Det skulle da lige være, at de dels har begge armene dybt nede i dagligsproget, dels har et kærligt-ironisk forhold til det danske sprogs karakteristiske egenskaber, såsom det ironisk afglidende, det tætte naboskab af krop og ånd, den samtidige tilstedeværelse af historiske brokker fra mange sprog, fra flere kulturer.
Sammenlignet med andre, ikke nødvendigvis fjerne sprog, er dansk overmåde åbent mht. ordimport. Vi har i perioder indoptaget tysk, engelsk, fransk og latinsk materiale i modersmålet. Det ved vi, og måske er det derfor, at digterne kun i en vis periode og til en vis grad har besunget dansk som noget ganske særligt. Nationalsproget dukker op som genstand for digterisk besyngelse så sent som i første halvdel af det 19. årh., men knap havde skjaldene skabt tekster som “Moders Navn er en himmelsk Lyd” eller “Vort Modersmaal er dejligt”, før traditionen kom ud for en sproglig og mental identitetskrise — og døde ud.
Sprogets guldalder forbi
Hvordan og hvorfor kan vi indkredse ved at studere en tekst, som af æstetiske grunde ikke kom med i nærværende udvalg:
Den danske Sang er en ung, blond Pige,
der gaar og nynner i Danmarks Hus;
hun er et Barn af det havblaa Rige,
hvor Bøge lytter til Bølgers Brus.
Den danske Sang, naar den dybest klinger,
har Klang af Klokke, af Sværd og Skjold;
imod os bruser paa brede Vinger
en Sagatone fra Hedenold.Al Sjællands Ynde og Jyllands Vælde,
de tvende Klange af blidt og haardt,
skal Sangen rumme for ret at melde om,
hvad der inderst er os og vort.
Og Tider skifter, og Sæder mildnes,
men Kunst og Kamp kræver stadig Staal:
det Alterbaal, hvor vor Sjæl skal ildnes,
det flammer hedest i Bjarkemaal.Saa syng da, Danmark, lad Hjertet tale;
thi Hjertesproget er Vers og Sang,
og lære kan vi af Nattergale,
af Lærken over den grønne Vang.
Og Blæsen suser sin vilde Vise,
og Stranden drøner sit Højtidskvad;
fra Hedens Lyng som fra Stadens Flise
skal Sangen løfte sig ung og glad.
Kai Hoffmann skrev digtet som prolog til Landssangstævnet på Det Kongelige Teater 1. juni 1924, samme år som Socialdemokratiet blev største parti. Det mærkes i sidste strofe, hvor hedens lyng og stadens flise som metaforer skal repræsentere land og by, bonde- og arbejderstand. Modsætningen findes, men den skal om ikke overvindes, så dog i det mindste overbindes poetisk: for at symbolisere både nationalstaten og folket som bæredygtige enheder må digtet eller sangen kunne rumme både det blide og det hårde, både sjællandsk og jysk. Sangen bliver kun sand, hvis den lyver og hævder, at det splittede lader sig samle påny.
Dog, dette er slet ikke nok. Skal den danske sang, og digtets egen sang til og om den danske sang, kunne stå for noget uden for sig selv, må nutiden forenes med historien som kvinde med mand. Og skønt sagaerne tilhører den islandske og ikke den danske litteratur, må sagatonen med, sammen med et hedensk alterbål, hvor sjælen indvies i troen på, at kunst og kamp skam stadig kræver stål. Her tænkes vel at mærke ikke på stålpenne, men på spyd og sværd. Modersmålets mobilisering kræver skrappe midler, netop fordi det fælles grundlag opleves som smuldret.
Hoffmanns digt skal redde en nationalromantisk konstruktion i krise og tvinges derfor til at overdrive overalt, hvor overdrives kan — med tøndebuldren, med hul patos, med en besjælet natur, hvor bøgetræet lytter til havet og blæsten udtrykker sig på vers og den danske friske strand kvæder som en anden oldtidsskjald, alt imens lærke og nattergal udnævner til sangpædagoger. Hvor en forgænger som Lembcke da i det mindste tog forbehold over for sit eget billedsprog, idet han om modersmålet spurgte: Hvormed skal jeg ligne det og prise det i sang? der buser Hoffmann på: Den danske Sang er … basta.
Er der på denne baggrund noget at sige til, hvis moderne digtere har valgt en forsigtig kurs og afstår fra at besynge nationalstaten, folket, modersmålet? I hvert fald slår det en, så voldsomt begrebet om sproget skifter fra det 19. århundredes midte og frem til i dag. Dengang var sproget moders dybe stemme og faders myndige røst; samme ædle kode brugtes i vuggeviser og kampråb. Eller sproget blev opfattet som noget dybest set feminint, der lå i blodet og derfor tit kom hjerteregionen nær. I dag anses det snarere for en rent lingvistisk størrelse, som digterne møder med filosofiske spørgsmål, eller et politisk instrument, som de konfronterer med modstand på både sandhedens og de undertryktes vegne, vel vidende, at sprog ikke altid forener medlemmer af en given befolkning, men også deler dem i f.eks. klasser og køn. Var sproget før uproblematisk bærer af fælles tanker og folkets håb, opfattes det nu som bærer af falsk bevidsthed: Sproget lyver, ordene lugter, Per Hækkerup har haft dem i munden. Hvor sproget hos Carl Ploug kunne bruges til at rejse Danmarks grænsesten, gøres det at trække og overholde grænser hos det 20. årh.s digtere til noget på forhånd suspekt.
Denne holdning afspejler sig i den digteriske teknik. Det gælder nu ikke mere om blot at blive forstået, det drejer sig snarere om at antyde og stimulere fantasien. Digtene vil ikke længere lovprise sproget, de vil ud på kanten af det, eller ind til de skygger, det danner i samfund og enkeltmenneske. Nationalskjaldene berusede sig i det kollektive brus, de moderne digtere opsøger og dyrker den absolutte stilhed. Den anden natur, der gør lydhør og åben. Denne udvikling kan man beklage; men den er på den anden side mentalt og historisk et faktum. Der er digte, der ikke mere kan skrives!
I stedet laves der så andre, som udtrykker mere afdæmpede håb, mere bæredygtige utopier, først og fremmest om poesi som en vej ind gennem sprogets gitre, middel til frigørelse, psykisk og eksistentielt. Digtet kan ikke længere fremstilles som nationalt samlingspunkt og sproget ikke mere lovprises som almen, uantastet værdi, og dog afgrænses gang på gang digtet som et sted i sproget, hvor vi kan være helt alene og sammen med hvem som helst.
Redaktørens anmærkning: Navnene på alle bidragyderne til årbogen – digte om sproget, er tagget.