Generalforsamling og medlemsmøde om skånsk

»Er skånsk så svært endda?«

Stud.mag. Marie Sveistrup
Marie Sveistrup

Modersmål-Selskabet inviterer til medlemsmøde med foredrag ved stud.mag. Marie Sveistrup. Foredraget har titlen »Er skånsk så svært endda? Danskeres forståelse af skånsk og rigssvensk i et sociolingvistisk perspektiv«. Medlemsmødet foregår tirsdag den 22. maj 2018 kl. 17–18.

Efter foredraget er der generalforsamling kl. 18–19 med dagsorden ifølge vedtægterne, jf. indkaldelsen på bagsiden af Sprog & Samfund 2018 nr. 1.

Dagsorden for generalforsamlingen

1) Valg af dirigent.
2) Bestyrelsens beretning om Selskabets virksomhed i det forløbne år.
3) Aflæggelse af revideret årsregnskab til godkendelse.
4) Fastsættelse af kontingent for det følgende kalenderår.
5) Indkomne forslag (Forslag skal være formanden i hænde senest 8. maj).
6) Valg af bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter.
7) Valg af revisor og revisorsuppleant
8) Eventuelt.

Medlemsmødet og generalforsamlingen foregår på Stadsbiblioteket i Lyngby, Lyngby Hovedgade 28, Kongens Lyngby.

Se også invitationen på Facebook.

 

Udflytningen af Dansk Sprognævn er ulykkelig og alvorlig

Ulykkeligt og alvorligt

Regeringen har besluttet at udflytte Dansk Sprognævn fra Frederiksberg til Bogense. Det er dybt bekymrende, mener Modersmål-Selskabet, som har sæde i Dansk Sprognævns repræsentantskab. Dansk Sprognævn er sat i verden for at løse vigtige opgaver af betydning for alle danskeres hverdag – og som vedrører noget af det mest centrale for samfundets sammenhængskraft.

Dansk Sprognævn har sået tvivl om, hvorvidt det efter en udflytning overhovedet vil være i stand til at udføre sine lovbestemte opgaver. Modersmål-Selskabet finder denne situation ulykkelig og meget alvorlig – og er forundret over, at beslutningen om en udflytning af en så central institution hverken ledsages af faglige begrundelser eller visioner for nævnets virke i fremtiden.

Behovet for medarbejdere og samarbejdspartnere

Modersmål-Selskabet arbejder hver dag for, at den vigtige debat om danskernes fælles sprog og retskrivningen foregår på et så oplyst grundlag som muligt. Det kræver forskere, der følger nøje med i udviklingen og til stadighed opdaterer vores viden i tæt samarbejde med andre sprogfaglige institutioner, og det kræver en stadig rekruttering af studentermedhjælpere fra universiteter i nærheden.

Bevar det eksisterende samarbejde

Modersmål-Selskabet opfordrer derfor regeringen og kulturministeren til i samråd med Dansk Sprognævns bestyrelse og medarbejdere at finde en løsning, der gør det muligt at bibeholde et tæt dagligt samarbejde mellem nævnet og andre centrale sprogfaglige miljøer.

21. februar 2018
Formand Mette Bjørnvig Kaufmann (mbk@modersmaalselskabet.dk)
Næstformand Adam Hyllested (adamh@modersmaalselskabet.dk)

 Livlig debat på Modersmål-Selskabets Facebook-side

https://www.google.com/url?sa=t&source=web&rct=j&opi=89978449&url=https://www.facebook.com/ModersmaalSelskabet/posts/10155431201607877/&ved=2ahUKEwiu59fqsNGJAxUVHBAIHWYYGWAQFnoECBUQAQ&usg=AOvVaw2pZRQogLAqA0snBf5ICRhU

Invitation: Hvilke strømninger påvirker dansk i disse år?

Det spørgsmål er emnet for Modersmål-Selskabets møde på Den internationale modersmålsdag onsdag den 21. februar kl. 17–19. Alle medlemmer og alle interesserede er hjertelig velkomne til dette møde, hvor vi får besøg af professor Anne Holmen og direktør Sabine Kirchmeier fra Dansk Sprognævn.

Talere og emne
Dansk Sprognævns formand, professor Anne Holmen, og nævnets direktør, Sabine Kirchmeier, fortæller om Sprognævnets arbejde og belyser sprogudviklingen. De vil særligt komme ind på universiteternes sprogpolitikker.
Hvordan kan man som et lille land både opretholde et samfundsbærende fælles sprog og nyde godt af de fordele, den sproglige mangfoldighed i landet giver os?

Sprognævnet er netop i gang med at undersøge, hvordan og hvor meget dansk er blevet påvirket udefra i de sidste 20 år, og universitetsundervisningen er et af de områder, hvor kontakten med andre sprog, især engelsk, er stor.

På Københavns Universitet er der bestræbelser på at kortlægge de studerendes sprogkompetencer, og der arbejdes på politikker, der kan bringe såvel dansk og engelsk som andre sprog i spil for at styrke de studerendes muligheder i fremtiden.

Tid og sted
Tid: Onsdag den 21. februar 2018 kl. 17-19
Sted: Hjørnestuen, Vartov, Farvergade 27, 1463 København K
Med venlig hilsen
Mette Bjørnvig Kaufmann
Fmd., Modersmål-Selskabet


Hjørnestuen, Vartov, Farvergade 27, 1463 København