Forleden overværede jeg sammen med min kone en begravelse i et sjællandsk kirkegårdskapel. Det var min kones 86-årige kusine, som blev begravet, og både præsten og afdødes datter holdt meget personlige mindetaler. Min kone, der bruger høreapparat med teleslynge, kunne imidlertid intet høre, og jeg kunne kun med besvær opfange brudstykker af talerne. Hverken præsten eller datteren brugte mikrofon, og da vi efter begravelsen var på vej ud af kapellet, fik jeg øje på et skilt med teksten: Her findes teleslynge.
Umiddelbart kunne jeg ikke tilbageholde nogle stride ord, heriblandt ordet teleslyngel, der endnu ikke findes i det danske sprog. Følgende betragtninger skulle gerne bidrage til, at det aldrig kommer til det. Ordet skal bruges om personer, der ikke gør brug af tekniske muligheder for at understøtte det talte sprog. Når vi er i kirke, i teatret eller til foredrag i kulturhuset, kan min kone høre hvert et ord af det talte sprog, når hun stiller sit høreapparat ind på teleslynge, hvis der bruges mikrofon tilsluttet et teleslyngeanlæg.
En teleslynge består af mikrofoner, der opfanger og forstærker lydsignaler, som sendes ud gennem ledninger lagt rundt i lokalet, hvor de kan opfanges af høreapparaternes telespoler. Ifølge bygningsreglementet skal der være fast installation af teleslyngeanlæg i forsamlingslokaler, dvs. lokaler offentligt tilgængelige for publikum som fx forsamlingshuse, teatre, koncertsale og kirker. Under overskriften Tilgængelighed i folkekirken er der udsendt en særlig vejledning til menighedsrådene om teleslyngeanlæg i kirker og menighedslokaler.
Så langt, så godt – men forudsætningen er selvfølgelig, at teleslyngeanlæggene bliver brugt! Som modtager har den enkelte naturligvis selv ansvar for efter behov at anskaffe sig og bruge et høreapparat. Samfundet bidrager med tilskud, og markedet myldrer med private udbydere af høreapparater af høj teknisk standard. Hørelsen svækkes med alderen, så også ældre uden høreapparat kan have vanskeligt ved at opfange det talte ord, men det afhænger naturligvis også af omgivelsernes akustik og afsenderens stemme.
Når vi mødes for at opleve det levende talte ord, bør vi i fællesskab bidrage til at få det fulde udbytte ved at rydde hindringer af vejen gennem brug af nutidens tekniske hjælpemidler. Dermed viser vi også respekt for taleren og skuespilleren, der har brugt energi på at forberede sig, og samtidig undgår vi som tilhørere at gå glip af deltaljer og indhold, hvis vi skal anstrenge os for at lytte. Arrangører bør også tvinge de optrædende til at benytte mikrofoner, selv om de pågældende forfængeligt hævder, at de er vant til at kunne råbe en forsamling op.
Også når det ikke er det direkte talte ord, er der hjælp at hente til den perfekte modtagelse. Når nutidens skuespillere er svære at forstå, undskyldes det med, at de er uddannet til realistisk at gengive dagligdagens utydelige sprog. Fjernsynskanalerne er forpligtet til at undertekste programmer, ligesom mange dvd-film har undertekster på flere sprog. Mange indrømmer, at de slår undertekster til, når de ser danske film i fjernsynet. Senest er også biografer begyndt at annoncere med, at de viser danske film med undertekster. Formålet med det talte sprog, hvad enten det modtages direkte eller indirekte, er at formidle budskaber, og det er vigtigt, at de bliver forstået. Derfor er dette en opfordring til alle om at gøre sig umage og bruge den givne teknik til at gøre formidlingen så tydelig som mulig – altså ingen teleslyngler!