Det er en gammel forestilling, at sproget forkrøbles og går til grunde, hvis ikke man plejer det bevidst. De antikke forfattere brugte »sprogets forfald« som en topos, dvs. et stående udtryk, der kunne mobiliseres hver gang man fandt for godt at beskytte eliten og den gode smag.
I dag lever forfalds-topen videre i bedste velgående, særligt i dagbladenes læserbreve, kronikker og ledere. Med hvilken ret?
Ser man nemlig nogenlunde lidenskabsløst på nationens øjeblikkelige sproglige tilstand, så kommer man nok til det resultat, at gennemsnitsdanskeren aldrig har besiddet så rummelig en sproglig horisont som netop nu. Det er en simpel følge af masse- og mediekulturen.
Til gengæld er der nok dem, der vil give mig ret i, at denne bredde ikke sekunderes af en tilsvarende dybde eller bedre: evne til fordybelse. Sagt på en anden måde: massekulturens typiske sprogbegavelse er mere af passivt modtagende end af aktivt skabende art, mere »receptiv« end »kreativ« for nu at bruge tidens sprog.
Noget er øjensynlig galt. Hvis ikke, kunne mange smukke ord stryges i undervisningsbekendtgørelserne, sprogdebatten i de faglige foreninger og i Det centrale Uddannelsesråd kunne pakke sammen og Modersmål-Selskabet kunne lægge sig efter andespil.
For at se om klagerne over sprogets forfald er berettigede, kan man passende dele dem op i to grupper: de »æstetiske« og de »funktionelle«.
De æstetiske klager
De første er ejendommelige ved, at de næsten altid fremsættes af ældre mennesker med en vis social status. De argumenterer gerne med stor lidenskab for, at én udtale (f.eks. én vokal-nuance) er [10] »smukkere« end en anden, én grammatisk konstruktion ubetinget bedre end en anden osv.
Jeg mener, at man skal tage disse klagemål alvorligere, end man sommetider gør det. De dækker over meget reelle problemer i al modersmålpædagogik, men ganske vist problemer, der lader sig løse ved tolerance og (især) sund sproglig pluralisme. De påståede skønhedspletter på sproget er nemlig ikke altid nogen sygdom men en følge af, at det udvikler sig ligesom alt andet levende. I sin yderste konsekvens kan en rendyrket sprog-æstetisk vurdering let føre til fordømmelse og latterliggørelse af alle anderledes talende, altså af dialekter og sociolekter.
Godt sprog er funktionelt sprog, dvs. sprog, der — må jeg have lov til at sige: »fungerer« i en bestemt talesituation. Dermed bliver sproget i en vis forstand også »smukt«, så at man kan sige, at den æstetiske vurdering på den måde bliver underordnet den funktionelle — hvis man da ellers vil tage dette ræsonnement for gode varer.
De funktionelle klager
Imidlertid: vi står her overfor den anden type klager, som er langt alvorligere end den første. Det er protesterne mod visse akademikeres ubegribeligheder, visse politikeres ufattelige kedsommelighed, visse bureaukraters utidige snørkler. Det er protesterne mod det unødigt labyrintiske, det uvederhæftige, floskelmageriet, den selvhøjtidelige oppustethed. Og her står vi overfor et reelt sygdomstegn. Det er de såkaldte højtuddannede, der bærer hovedansvaret, også fordi det er dem, der hyppigst ytrer sig offentligt. Men smitten har godt fat i alle befolkningslag — og i uddannelsen.
Det, der er galt, kan siges med ret få ord. Man forser sig mod de to grundkrav for godt sprog: det skal være forståeligt og det skal være vedkommende. Hvordan sproget skal være »vedkommende« (et noget begrædeligt ord, forresten) afhænger naturligvis igen af sprogbrugerens hensigt: om han vil få kendsgerninger til at falde på plads, om han vil dele følelser og oplevelser med andre, om han vil loppe dem op til at gøre noget ved en sag osv. Det kræver bare, [11] at han begynder at tænke over sit sprog, i stedet for at det er sproget, der tænker for ham.
Historiske forudsætninger
17-1800-tallet
Den alvorligere del af den herskende sproglige misere bunder i historiske forudsætninger, der — og det skal siges — tillige er forudsætninger for vor materielle velfærd.
I det 17. århundrede og i hele den epoke, hvor den borgerlige almenkultur voksede frem, gik man målbevidst i gang med at »matematisere« eller »teknokratisere« sproget. Indtil da havde man haft tillid til, at menneskets almindelige sprog var i stand til at dække dets tilværelsesforståelse. Erkendelse og følelse hang så at sige sammen. Men nu ønskede man et mere præcist og informativt sprog, der kunne fungere som logisk værktøj for videnskaberne. Derfor rendyrkede man den intellektuelle erkendelse, derfor underkendte man følelsens nødvendighed for vor tilværelsesorientering og derfor bekrigede man det fantasifulde og billedrige sprog. Når de store rationalister en gang imellem nedlod sig til alligevel at bruge billeder, så er disse tit betegnende for tendensen. Leibniz kalder således ordene for forstandens skillemønt og pengesedler: de er m.a.o. abstrakte symboler uden anden værdi end den, man tillægger dem og som ved iagttagelse af visse slutningsregler fører frem til facit.
Denne intellektualisering virkede i sin første fase gunstigt ind på prosaen ved at rense den for en bunke overflødig pynt. Men i sit videre forløb fik den skæbnesvangre følger. En af dem var, at den fjernede sproget fra dets naturlige voksested i det mundtlige. Den forberedte mennesketalens forvandling til maskintale.
Protester
Der lød spredte protester. En kom fra Italiens største filosof, Giambattista Vico, der i begyndelsen af 1700-tallet prøvede at bringe en forsoning i stand mellem det nye videnskabssprog og en ægte, human dannelse. Han blev ikke hørt. En anden lød herhjemme fra N.F.S. Grundtvig, som havde mere held med sine sprog- og opdragelsestanker, men bare ikke nok. Samtidig med ham virkede skolemanden Martin Hammerich, som Modersmål-Selskabet med god grund har taget til sit hjerte. På tærskelen til det [12] folkestyre, som bl.a. grundlovsfæstede Grundtvigs forslag om den mundtlige retspleje, pegede han selv på den tabte mundtlighed som en fare for demokratiet. I en bemærkelsesværdig afhandling »Om det mundtlige Foredrag« fra 1841 siger han
»…at det hos os staaer paafaldende langt tilbage med det mundtlige Foredrag, og at dets maadelige Beskaffenhed, der er let at forklare af vor Forsømmelighed i at udvikle det, saavel antyder en betænkelig Mangel ved vor individuelle Dannelse, som ogsaa forspilder os ikke saa faa af det private og offentlige Samfundslivs Goder. «
1900-tallets teknokratsprog
I vort århundrede har tingene udviklet sig på en måde, som hverken Vico, Grundtvig eller Hammerich havde kunnet forestille sig. Aldous Huxley har i romanen »Kontrapunkt« (1928) tegnet et mørkt billede af videnskabsmændenes ikke-menneskelige sandhed, der — taget for sig — ikke blot er betydningsløs, men farlig. Den får folk til at forfalske deres erfaring for at oplevet virkelighed kan komme til at stemme med abstrakt teori. Og de intelligente og højt uddannede gør hvad de kan for at tale nedsættende om det menneskelige til fordel for det ikke-menneskelige.
Aldous Huxley har i romanen »Kontrapunkt« (1928) tegnet et mørkt billede af videnskabsmændenes ikke-menneskelige sandhed, der — taget for sig — ikke blot er betydningsløs, men farlig. Den får folk til at forfalske deres erfaring for at oplevet virkelighed kan komme til at stemme med abstrakt teori. Og de intelligente og højt uddannede gør hvad de kan for at tale nedsættende om det menneskelige til fordel for det ikke-menneskelige.
Det skræmmende ved konflikten er, at den menneskelige sandhed, på trods af al sund fornuft, ser ud til at skulle trække det korteste strå. Et foruroligende symptom er den hast, hvormed sproget fra den ahumane verden anmasser sig den humane.
Teknokratsproget nyder høj prestige. Derfor bliver det efterlignet. Men når det trænger sig ind på gebeter, hvor det ikke hører hjemme, bliver det naragtigt. Det er fast utroligt, så mange mennesker, selv dansklærere, der nu om dage går rundt og focuserer, relaterer, manipulerer, strukturerer og kommunicerer. Fremmedord i sig selv behøver der ikke at være noget galt ved. Brugt med omtanke kan de berige sproget og først og fremmest kan de indkredse og præcisere begreberne. Men de kan også bruges til at tillyve sig en præcision, som ikke findes. Det er uvederhæftighed. Politikerne (nogle af dem) holder sig ikke tilbage. Ved behændig brug af de færdigpakkede ord kan de få [13] meninger til at tage sig ud som kendsgerninger. Mere uforklarligt er det, når humanister og pædagoger (nogle af dem) dykker ned i dette sproglige hængedynd. Når disse nymodens lærde analyserer Holbergkomedier i deres kryptiske og gravalvorlige bogholder-sprog, så virker det på mindre kringlede naturer mest af alt som parodi.
Det snørklede akademikersprog lider af en meget væsentlig skavank: det har mistet forbindelsen med mundtligheden. Hvis man prøver at læse det op, bliver det til glasskår i munden. De der går i brechen for denne oppustede skriftstil plejer at forsvare den med, at det rigtignok heller ikke er meningen, at den skal høres, den skal læses. Deres indvending gælder ad Wandsbeck til. De synes uvidende om, at den stil, der ikke tåler oplæsningens ildprøve, sjældent er værd at læse. Den er modpolen til det levende ord, livløs og dødsens kedsommelig. Og hvad værre er: den forbliver ingenlunde indenfor eksperternes kreds men afsætter sine mistrøstige spor overalt i samfundet og ikke mindst i skolen. Dennes resultater med hensyn til elevernes skrivefærdighed er ofte kummerlige og hvad angår den mundtlige brug af sproget, er den lige så forsømmelig som på Hammerichs tid. Til gengæld er skolen kommet langt i sin kamp mod de sprog-æstetiske fordomme. Hvad det gælder om nu, er ikke at genoplive et højkulturelt elite-sprog men at kæmpe for et godt dvs. et funktionelt dansk. Derfor må man bekrige det, som en velskrivende kollega har betegnet som skildpaddedansk.
Modersmål-Selskabets opgave
Modersmål-Selskabet har en indlysende opgave her. Det bør selvfølgelig feje for sin egen dør og passe på ikke at blive taget til indtægt for skøntale og sprogæstetik. Sådan gik det med det »gamle« Modersmåls-Selskab, der blev stiftet i 1958, men som døde af mangel på næring i begyndelsen af halvfjerdserne. Det nye selskab har sin chance, hvis det sætter ind mod den virkelige og alvorlige sprogforringelse. Det må fortælle politikerne, at den undervisning, som skolen i dag giver i brugen af modersmålet, er utilstrækkelig. Det må pege på den mærkelige kendsgerning, at [14] dansklæreren af i dag ikke i kraft af sin uddannelse er i stand til at undervise eleverne i mundtlig fremstilling på modersmålet — hvilket så igen har højst uheldige virkninger for undervisningen i skriftlig form. Folkeskolelærerne får ganske vist et yderst nødtørftigt kursus i retorik, men det forslår altfor lidt, og hvad gymnasielærerne angår, så får de overhovedet ingenting. Det er derfor vigtigt, at man fortæller politikerne, at der er behov for en kompetent dansk fremstillingslære både i folkeskole og gymnasium.
Men først og sidst må man fortælle dem, at en sådan fremstillingslære ikke må drives som en formel, sproglig træning. Det drejer sig sidst af alt om en »kommunikativ teknik«, sådan som man fra forskellig side har beskyldt CUR for at ville anbefale. Ord og sag kan ikke skilles.
Jeg skal ikke kunne sige, om redningen skal komme fra danskfaget. Der er som bekendt sket det mærkelige indenfor det sidste årti, at faget samtidig med en skandaløs timereduktion har taget stadigt mere stof under sine vinger. En »bevidstgørelse« (som det nu hedder) gennem læsning af tegneserier, sæbeannoncer, magasinnoveller og ideologitekster er skam agtværdig nok, men hvis disse sysler tager tiden fra den gode litteratur — såvel den klassiske som den moderne — så er det galt. Man har ganske vist fortalt mig fra højeste sted, at litteraturen igen er på vej ind i gymnasieskolen. Men hvorfor har den overhovedet fået lov til at være ude? Faget skulle gerne være en enhed af dannelse og færdighed, her forstået som færdighed i at fremstille denne dannelse i et sprog, som man gider tage alvorligt.
Skulle faget tage denne opgave på sig, måtte det »kreative« igen have en plads ved siden af det »receptive«. Der måtte i så fald indføres en færdighedsdimension i uddannelsen, som den ikke har i dag. Jeg kan i forbigående nævne, at bifaget kunsthistorie ved Københavns Universitet netop har udvidet sin studienorm med et halvt år ved at indføre formning, der giver kompetence til at undervise på gymnasie-niveau. I danskfaget er den skabende side [15] ikke mindre vigtig. De to nøgleord er kvalitet og mundtlighed. Dem bør Modersmål-Selskabet med hele sin kraft kæmpe for. Så vil det leve op til sin formålsparagraf — og til Martin Hammerichs ord.
Jørgen Fafner: “Det gode sprog” i: Så tal dog dansk, red. Per Jespersen. Modersmål-Selskabets årbog 1982, s. 9-15. Sidetallene er anført i skarpe parenteser. Artiklen har fået tilføjet mellemrubrikker. Så tak dog dansk kan stadig købes.