I november 2019 præsenterede vi i København og Århus vores indtil da største udgivelse med den dobbelttydige titel Dialekter i rigt mål. Det finurlige ordspil på (moders)mål og mål(estok) takker vi formand Ulla Weinreich for. Læs mere om bogen og bestilling af den.
Forside med titel og et danmarkskort med dialektområder med dialektord
»Hvordan smager en leverpostej?« »Og hvordan smager en Barolo fra 2010?« Sproget er ikke særlig godt til at beskrive smagsindtryk, skriver Jørn Lund i sin omtale af Modersmål-Selskabets nye årbog med titlen BOrdets glæder.
Klik på billedet og se en større udgave af Jørn Lunds bogomtale ‘Mad og andre af bordets glæder’
Her er tre smagsprøver:
Grethe Rostbøll følger efter med »Man tager et sølvfad« og omtaler som flere andre bidragydere klassikerne ædescenen hos Gustav Wied i ’Livsens Ondskab’ og Blixens ’Babettes Gæstebud’. Hun slutter artiklen af med en opfindsom madquiz.
Anne Hjernø, som mange måske kender fra udsendelserne ’Anne og Anders i (…)’, skriver som en drøm, personligt og med alle sanser åbne. I monologform fører hun en fin dialog med læserne og giver gode råd.
Niels Birger Wamberg tager den store tur gennem litteraturen om maden og måltidet som tema. Ingen anden kunne have skrevet dette bidrag, som bevæger sig fra Aarestrup til Rifbjerg med et stop hos bl.a. Johannes V. Jensen, som i 1943 skrev. »Folk er forskellige. Nogle ser et adelskab i at sidde på restaurant og lade kardinalrød, meningsløs dyr hummer servere for sig, i et Babel af konversation, og under dyrebrøl fra et negerorkester (…) andre har jeg set indtage øllebrød og sild«. Samme Jensen kunne også brillere med beskrivelsen af en frokost …
Hvis ovenstående smagsprøver ikke er nok, kan du læse hele Jørn Lunds venlige omtale ved at klikke på illustrationen. Har Lund givet dig mere appetit, så kan du bestille årbogen (se evt. oversigt over indholdet) og tage for dig af alle BOrdets glæder!
Med venlig hilsen Ingelise Riedel, Hendes Majestæt Dronningens Sekretær
Når medierne ved årets udgang ser tilbage på begivenhederne i 2015, vil nogle sikkert dvæle ved pressekonferencen i april forud for Dronning Margrethes 75-års fødselsdag. Det var ved den lejlighed, at en ung journalist kom for skade at sige »du« til Majestæten, der spontant svarede: – Vi har vist ikke gået i skole sammen! – og således elegant markerede, at der fortsat bør være forskelle i tiltaleformerne.
I Modersmål-Selskabets årbog 2015 med titlen »Hilseformer og høflighed« belyser 14 forfattere temaet fra mange vinkler, lige fra de militære hilseformer til overgangen fra De til du, fra håndtryk til kram og fra goddag til hej. Forfatteren Bjørn Andersen, der selv i fjor belyste emnet i sin bog »Høflighed uden grænser«, indleder sit bidrag med at mindes pressemødet og Dronningens replik.
Det var på denne baggrund og med denne henvisning, at Modersmål-Selskabet sendte et eksemplar af Årbog 2015 direkte til Dronning Margrethe straks efter dens udgivelse. Selskabet benyttede lejligheden til at tilføje, at selskabet stadig glæder sig over, at man helt tilbage ved selskabets 10-års jubilæum i 1989 overrakte Hendes Majestæt årets Modersmål-Pris som anerkendelse for hendes fornemme og forbilledlige brug af det danske sprog i hendes taler og oversættelser, som hun fortsat beriger nationen med.
Ved udformningen af følgebrevet til fremsendelsen af Årbog 2015 fik selskabet selv brug for at finde de rette høflige hilseformer. Umiddelbart kunne formandens brev i tidens sprog have lydt: »Hej Margrethe! Jeg sender dig lige vores årbog. Vi sætter stadig pris på dig. Hav et fortsat godt år! Farveller formand Jørgen«. På hjemmesiden www.kongehuset.dk finder man de nøjagtige adresser, men hvis man googler »Kongelige tiltaleformer«, henvises man til omtalen af Kongehuset i Bjørn Andersens forannævnte bog, hvor hofreporter Bodil Cath helt nøjagtigt forklarer de nutidige tiltaler: Som indledning »Deres Majestæt«, i breve »De« og »Dem« og som afslutning »I ærbødighed« (se fx artikel 17. november 2015 i Kristeligt Dagblad: »Sådan taler man til Kongehuset« med uddrag fra Bjørn Andersens bog »Høflighed uden grænser«).
Nogle medier vil måske også mindes den fødselsdagshyldest til Dronningen, som TV 2 arrangerede i Musikhuset i Aarhus i overværelse af hele kongefamilien. Foruden utrolige skyggespil bød underholdningen også på modtageren af Modersmål-Prisen 2014, rapkunstneren Per Vers, som bidrog med ordspil over Dronningens nytårstaler, hvor alle, også den deltagende prinsgemal, morede sig kongeligt.