Præsentation af medlemsbog 2023

“Virkelig fin og velskrevet historisk roman” lyder det bl.a. i lektørudtalelsen. 

Johannesminde, der udkom den 2. november 2023, er Sofie Jørgensens debut som romanforfatter. Bogen tager udgangspunkt i Sofie Jørgensens egen familiehistorie og rødder på Falster. Omdrejningspunktet er gården Johannesminde nord for Gedser på Sydfalster og handler om Lily og Antons liv på gården gennem 40 år og en verdenskrig. Det er en fortælling om en tid, hvor kvinder måske nok havde fået stemmeret, men i praksis var underlagt stramme sociale konventioner.

Sofie Jørgensen vandt i 2021 Modersmål-Selskabets skrivekonkurrence med novellen ‘Hesten’. Præmien var udgivelsen af et selvstændigt værk, som så er blevet til romanen Johannesminde. Vindernovellen blev sammen med de øvrige nominerede noveller udgivet i 2021 årbogen Stilhed før storm, og den indgår lettere omskrevet som en del af fortællingen i Johannesminde

Ny børnebilledbog på vestjysk

Mi føst tuwsen uuor o væstjysk (mine første tusind ord på vestjysk) blev udgivet af Modersmål-Selskabet den 27. oktober 2023.

Hvis vi gerne vil bevare vestjysk, er det vigtigt, at vi også taler det med vores børn, ellers forsvinder det. Børnebilledbogen på vestjysk er oversat af Marc Daniel Skibsted Volhardt og baseret på sproget omkring Vinderup, som ligger i Holstebro Kommune på grænsen mellem flere forskellige dialektområder. Læserne vil derfor kunne opleve, at en stavemåde eller et ordvalg ikke stemmer overens med deres eget sprog. Dette er uundgåeligt, når man arbejder med dialekter – og heldigvis, for det betyder jo, at der stadig findes en dialektrigdom derude.

I manglen på en standardiseret vestjysk ortografi har Volhardt gennem flere år udviklet et system, der udgør et kompromis mellem kendte stavemåder fra rigsdansk, samtidig med at dialekten gengives så tro mod sit eget lyd- og bøjningssystem som muligt. Vestjysk har nemlig både lyde og stødplaceringer, som man ikke finder i rigsdansk.

ISBN 978-87-93708-68-6
Vejl. udsalgspris: 159 kr.
Gennem Modersmål-Selskabet 150 kr.
(gratis fragt for medlemmer)

Ny dansk fonetik

Lingoblog har 2. udgaven fået denne fine anmeldelse af Maja Orešnik :

Ny dansk fonetik … udfordrer de kendte traditioner inden for dansk lydskrift, og det giver en mulighed for at kaste et kritisk blik ikke blot på dem, men også på Schachtenhaufens egne ideer. Den har i hvert fald presset mig til at undersøge, ”hvorfor for pokker er eksperterne så uenige”

“… at læse hans bog har sat nogle tanker i gang, og som en bog målrettet studerende på videregående uddannelser giver den et skub til at sætte sig ind i de forskellige traditioner og forholde sig til deres styrker og svagheder”

Den nye reviderede og fagfællebedømte udgave af Ny dansk fonetik er først og fremmest målrettet mod sprogstuderende på videregående uddannelser der skal bruge en indføring i dansk udtale og det internationale fonetiske alfabet, IPA. Dernæst henvender bogen sig til de erfarne studerende og fagfolk som måtte være interesserede i at sætte sig ind i og lade sig inspirere af den nye tilgang til dansk fonetik og lydskrift som bogen repræsenterer. Sidst henvender den sig til enhver der er på udkig efter ny viden om moderne dansk udtale.

Bogen er beregnet til et komprimeret undervisningsforløb i dansk fonetik med udgangspunkt i IPA. Fokus er på det lydskrifttekniske, de distinktive lyde og deres almindeligste varianter og de vigtigste elementer i beskrivelsen af moderne dansk udtale. På bogens internetportal, schwa.dk/ndf, kan man finde øvelser, lydskriftværktøjer og supplerende materiale til de enkelte kapitler.

Ny dansk fonetik lægger sig loyalt op ad IPA så lydskriftsystemet er gennemsigtigt og kan sammenlignes internationalt. Denne standard ligger også til grund for en ny, trykt udtaleordbog, som udkommer samtidig med 5. udgave af Retskrivningsordbogen i november 2024. Det bliver den første udtaleordbog i årtier der gengiver tidssvarende dansk udtale, den eneste der gengiver udtalen med standardiseret international lydskrift, og dermed den bedst egnede i indlæringen af dansk som fremmedsprog.

De vigtigste ændringer i 2. udgaven er tilføjelsen af et kapitel om fonologisk analyse (kapitel 13), som introducerer mere avancerede fonologiske principper, og her vises også sammenhængen mellem bogens overfladenære fonematiske notation (bred IPA) og mere traditionel dansk fonologisk analyse. Hertil er der tilføjet mindre afsnit forskellige steder i bogen. Afsnit 1.6 er tilføjet for at forberede læseren på at lyd og lydskrift kan anskues fra en fysisk og en mental vinkel. Afsnit 4.1 er skrevet om til et meget mere eksplicit overblik over hvilke analyseprincipper bogens fonematiske notation bygger på. I kapitel 12 er der tilføjet en introduktion til analyse af tilpasning af låneord.