Søren Ulrik Thomsen fortalte, hvordan han, da han hørte, at han var blevet tildelt Modersmål-Prisen for 2016, først havde følt sig beæret, men at denne følelse hurtigt blev fulgt af panik. For ved prisoverrækkelsen ville han skulle holde en takketale. Og den skulle handle om sproget!
Jamen, hvordan tale om noget, som er usynligt? Sproget vil altid være usynligt for den, der er i det, for at bruge sproget er som at trække vejret, men først når man forlader et sted eller en tid, bliver det synligt (eller måske rettere: hørligt), ligesom det måske først bemærkes, når det falder lidt uden for det mest gennemsnitlige, hvad det jo f.eks. gør i digtningen og i dialekter og sociolekter.
Søren Ulrik Thomsen fortæller om sin barndom i St. Heddinge på Østsjælland, hvor han talte samme dialekt som alle andre, men først da hans far forlod sin stilling i den lokale bank og flyttede familien til St. Kongensgade i København, blev det sjællandske med de markante stød i de korte vokaler tydeligt for ham, når han af og til besøgte sin barndomsegn. På Stevns kan man i stedet for ’nærig’ sige fornæ’ret – et ord og en udtale, der passer særlig godt til den sjællandske mentalitet.
Og omvendt blev det københavnske meget hørligt for en elev, der lige var kommet ind med firetoget. I provinsbyen stod der stor respekt omkring de voksne, men når læreren trådte ind ad døren, kunne han på Sølvgade Skole blive mødt af elevernes råb: «Øv, er det dig, mand?«. »Ja, ja, må jeg lige have lov at være her?«, forsøgte læreren sig spagt ironisk, men kun for at få svaret: »Ja, hvis du kan sidde stille og holde din kæft!« Det var ikke kun sproget, men også tonen, der var anderledes i det dengang lavsociale kvarter midt i København.
En dag kom unge Thomsen ind i et antikvariat på Nørrebro, hvor den oldgamle ejer stod bag disken og underholdt sig med en anden gammel knark. Thomsen spurgte på en bestemt bog, som boghandleren fandt frem og argumenterede for var sin pris værd, selvom den var noget medtaget. Hvortil den gamle knark sagde til boghandleren: »Det er ligesom dig, du er en dejlig mand, du er bare lidt laset på omslaget.«
Søren Ulrik Thomsen tænker tilbage til Store Heddinge, hvor drukmåsen Valdemar, stod og drak i en port ved siden af banken, hvor han af og til indfandt sig og højtideligt erklærede, at: »Jeg vil gerne åbne et lån.« »Og hvor stort havde du så tænkt dig, at det skulle være, Valde?«, spurgte Thomsens far, der var ansat i banken. Ja, han havde jo tænkt lidt på 2,75 kr., som var, hvad en flaske elefantøl dengang kostede. Så fik han det. I kraft af på charmerende vis at have byttet om på de sproglige roller, så bumsen talte kancellisprog.
Sproget er ikke bare form. Det er også indhold, og det er ikke givet, at indholdet kommer først. Søren Ulrik fortæller om, hvordan han som lille dreng var fascineret af rim og remser, som han slet ikke forstod indholdet af. Han kunne med samme glæde sige trosbekendelsens »siddende ved Gud Fader den almægtiges højre hånd«, som den noget mere profane »På en jernbaneskinne, lå en nøgen danserinde …«.
Prismodtagerens far, der i øvrigt var til stede ved overrækkelsen sammen med Søren Ulrik Thomsens mor, havde også sunget godnatsange for ham som ganske lille, og Søren Ulrik husker stadig sin fascination af Ingemanns aftensang Fred hviler over Land og Bye fra 1823:
Fred hviler over Land og Bye,
Ei Verden larmer meer.
Fro smiler Maanen til sin Skye.
Til Stjerne Stjerne seer.
Den lille Søren Ulrik fæstnede sig ved gentagelsen »Stjerne Stjerne« – hvorfor to gange?, og først mange år senere kunne han forstå, at Ingemann netop ved gentagelsen talte stilheden frem.
At sproget ikke bare er en spejling af et forud givent indhold, men selv skaber ny betydning, er en helt central erfaring i alt, hvad Thomsen har skrevet om at digte. Når hans seneste digtsamling hedder Rystet spejl har det at gøre med, at poesien for overhovedet at være læselig og relevant ganske vist spejler både forfatterens og læserens virkelighed, men hvis dette skriftens spejl ikke samtidig begynder at ryste af en ny betydning, som ikke fandtes før digtet, bliver det ligegyldigt. Digtet har en »merbetydning« – en hemmelighed, også for dén, der har skrevet det.
Søren Ulrik Thomsen nævnte også, at man nok kan beherske sproget, men i lige så høj grad beherskes af det, og med henvisning til Freud talte han om, at ny betydning ofte viser sig i sprækken mellem hvad man tror, man siger, og så dét, man ›kommer til‹ at sige. Og det er netop en drivkraft i digtningen at sige noget andet, end man vidste i forvejen.
Referatet har været bragt i Modersmål-Selskabets blad Sprog & Samfund 2016 nr. 3.
