Gerda Thastum Leffers

Af Gerda Thastum Leffers

Modersmål-Selskabet håber med bogen her at kunne skabe debat om sprogets farlighed. Vi møder hver dag eksempler på det manipulerende sprog, som det anvendes i reklameøjemed, og den opmærksomme iagttager af tidens tekster nøjes ikke med at registrere glidningen ind i nysproget, men tager stilling for eller imod uden dog (medmindre det er en faglig opgave for ham/hende) at gøre mere ved det. Det betyder i værste fald, at det der først stødte an langsomt men sikkert legaliseres.

Derfor skal vi have debatten, som bogens tekster er første trin i.

Vi bad forfatterne tage udgangspunkt i en synops, udarbejdet med George Orwells roman “1984” som inspirationskilde.

De der har læst “Kammerat Napoleon” (1947) og “1984” (1948) vil vide, at der er tale om grumme forudsigelser, der som tiden gik viste sig stærkt overdramatiserede, som dommedagsprofetier heldigvis har tilbøjelighed til, men den snært af sandhed, dette råben vagt i gevær som “1984” indeholder, bør vi som sprogbevidste aktører i dagligdagen i 2006 nok huske os selv og hinanden på.

Herværende årbogs forfattere hjælper os til det ved at belyse spørgsmålet fra forskellige sider i et godt og naturligt sprog, lige langt fra kancellisprog og nysprog.

George Orwell skriver (som levede han i årene omkring 2050 og kiggede tilbage på året 1984, som var det sproglige rædselsår han forudsagde 35 år før):

Det var umuligt at oversætte nogen Gammelsprog-tekst til Nysprog, hvis ikke den enten handlede om en teknisk proces eller om en meget enkel, dagligdags handling, eller dens tendens allerede var ortodoks (godtænkende hed det på Nysprog), i praksis betød dette, at ingen bog skrevet før 1960 kunne oversættes i sin helhed. Litteratur fra før revolutionen kunne kun oversættes ideologisk, dvs ændres både i mening og sprog. (…) En stor del af fortidens litteratur var faktisk allerede ved at blive ændret på denne måde. Prestigehensyn gjorde det ønskeligt at bevare mindet om visse historiske skikkelser samtidig med, at man bragte deres værker på linje med Engsocs (Engelsk Socialismes) filosofi. En del forfattere såsom Shakespeare, Milton, Swift, Byron, Dickens og andre var derfor ved at blive oversat; når arbejdet var afsluttet ville deres oprindelige skrifter blive tilintetgjort tillige med alt, hvad der endnu fandtes af fortidens litteratur. Disse oversættelser var vanskelige og skred kun langsomt fremad, og man regnede ikke med, at de ville være færdige før det første eller andet årti af det én og tyvende århundrede. Der var også store mængder af faglitteratur – uundværlige tekniske håndbøger og lignende – der skulle behandles på samme måde.

Skrækken for totalitærstaten ligger latent hos Orwell, men nøjes vi med at se hans skrækbilleder af den sproglige udvikling og indsnævringen af ordforråd som den absolutte betingelse for åndelig og intellektuel vantrivsel af såvel enkelt individet som hele samfundet, kan vor fantasi sagtens jævnføre det noget letkøbte sprog, vi hører om os hver dag, med romanens tre sproggrupperinger i A-, B- og C-sprog. Færre ord, færre nuancer – også i hvert enkelt ords betydning, det er en kurs vi viljeløst går med på, fordi det er mest bekvemt at “snakke som dem i reklamerne”. Pingerne har publikum, og hvem vil ikke gerne have det – de charmer sig frem og snakker med indforstået tonefald, så det er vel egentlig en udvikling, som nogen vil sige er en fremgang. Spørgsmålet er åbent for bogens skribenter, og de kommer med gode bud.

Bogens artikler viser ved eksempler, at vi sprogligt er sløvet allerede, og netop på den måde Orwell advarede imod. Vi véd det hver især, og vi véd, at de andre også véd det. Alle véd også, at det ikke kun er sørgeligt, men at visse skub fremad til gavn for opmærksomheden på skævheder i det politiske liv og dermed samfundets trivsel eller mistrivsel, desværre er betinget af et kortfattet sprog, der er krydret med gloser alle kender fra medierne. En sympatisk person med tillidsvækkende ydre og gestik har “indført” det. Vi lider ved det, men samtidig bruger vi gloserne, undgår dem ikke – højst tilføjer vi som det hedder. Vi skal bruge sproget til at stoppe nysproget med, og det kræver åbenbart mere energi, end vi har tilovers i en stresset hverdag.

“Selvfølgelig er det helt uacceptabelt” véd vi på forhånd den ansvarlige minister vil sige, enten det er PET’s fortrolige meddelelser, der flagrer i luften på Gentofte station, eller der er begået et justitsmord eller et konkret mord ved et uheld. (Rart nok at vide, at de folkevalgte ikke finder sligt acceptabelt).

Ingen nuancer, ingen forklaring, hvor sproget tages i brug på en menneskevenlig måde. “Jeg tager det fulde ansvar” er en udtalelse, der giver den talende pondus. Vi véd godt, at ansvaret bliver delt i mindre bidder, men pondus er ikke delsom. Udtalelsen betyder i praksis, at sagen ligger stille på formentlig ubestemt tid.

Forenklede og forsimplede udtryk bremser tankevirksomheden hos det lyttende medmenneske, og Orwells skrækbilleder kan blive virkelighed.

Han definerer ordgrupperne A, B og C i sine dommedagsprofetier sådan:

Ordliste A bestod af de ord, der var brug for i det daglige liv, udtryk for at spise, drikke, arbejde, klæde sig på, gå op og ned ad trapper, passe sin have, lave mad og så videre. Den bestod næsten udelukkende af ord, som vi allerede har, ord som ramme, løbe, hund, træ, sukker, hus, mark – men i sammenligning med det nuværende engelske ordforråd var ordenes antal ringe, og samtidig var deres betydning langt nøjagtigere defineret. De var blevet renset for tvetydighed og betydningsnuancer. Så vidt muligt var et Nysprog- ord fra denne gruppe simpelthen en staccato lyd, der udtrykte ét klart begreb. Det ville have været ganske umuligt at bruge A-ordene til litterære formål eller i politiske eller filosofiske diskussioner. De skulle kun udtrykke enkle, hensigtsmæssige tanker, der gerne beskæftigede sig med konkrete ting eller fysiske handlinger. (…) Ethvert ord (principielt gjaldt dette selv meget abstrakte ord som hvis og når) kunne anvendes som verbum, substantiv, adjektiv eller adverbium.

Endvidere – og også dette gjaldt principielt alle sprogets ord – kunne man danne det modsatte ord ved hjælp af forstavelsen u- og forstærke et ord ved hjælp af forstavelsen plus – eller, hvis man ønskede en endnu stærkere virkning, dobbeltplus –. For eksempel betød ukold “varm”, medens pluskold og dobbeltpluskold betød henholdsvis “meget kold” og “overordentlig kold.”

Man kunne også ligesom på moderne engelsk variere betydningen af næsten alle ord ved hjælp af forstavelser som før-, efter-, op-, ned-, o.s.v.

På denne måde blev det muligt at reducere ordforrådet kolossalt. Når man for eksempel havde ordet god, behøvede man ikke ordet dårlig, eftersom den ønskede mening udtryktes ligeså godt eller rettere endnu bedre med ugod. Når man havde to ord, der udtrykte modsatte begreber, behøvede man blot at bestemme, hvilket der skulle afskaffes. Mørk kunne for eksempel erstattes med ulys eller lys med umørk, hvad man nu foretrak. (—) I alle verber var imperfektum og perfektum participium ens og endte på –ede. Imperfektum af stjæle hed stjælede, af tænke tænkede o.s.v. (…) Et ord, som var vanskeligt at udtale, eller som let kunne misforstås, blev betragtet som et dårligt ord og derfor indsatte man nu og da for at opnå større tydelighed ekstra bogstaver i et ord.

Selvfølgelig er der hér tale om en sproglig forenkling i politisk hensigt. Den bevidste indoktrinering er til at tage at føle på. Det gør den for så vidt nemmere at gardere sig imod. Modsat den sprogforenkling og forsimpling vi møder i vores dagligdag i et ikke specielt revolutionstruet dansk samfund.

Vi kender også den sprogforenkling/-forsimpling, der kan virke morsom, alvorlig, praktisk, hensigtsmæssig – på skift eller samtidig – og fungerer som en dragt vi tager af og på, eftersom vi fester og er på slap line eller stiller op til grundlovsforhør ellerkonfrontation med en overlæges udarbejdede alvorlige diagnose. Vi må have lov at skifte sprogdragt, hvor det er hensigtsmæssigt.

Fantasien har i årbogen her fået udfordringer og frit løb inden for samme synopsramme, og det har givet netop så forskellige artikler med så tilpas mange ligheder (positive overlapninger), som vi havde forestillet os. Sådan cirka.

Men for nu ikke at hemmeligholde ordliste C hos Orwell, så dette:

Ordliste C supplerede de to andre og bestod udelukkende af videnskabelige og tekniske udtryk. De lignede de udtryk vi bruger i dag, og konstrueredes af de samme rødder, men som sædvanlig sørgede man for at definere dem nøje og rense dem for uønskede betydninger. De fulgte de samme grammatiske regler som A- og B-ordene. Meget få af C-ordene anvendtes i daglig tale eller i det politiske sprog. Enhver videnskabsmand eller tekniker kunne finde alle de ord, han havde brug for, i den ordliste, der dækkede hans speciale, men ordene i de andre lister havde han som oftest kun et meget overfladisk kendskab til. Kun meget få ord forekom i alle lister, og der var ingen ord, der kunne give udtryk for, at videnskab var en bestemt systematisk form for tænkning, ligegyldigt hvilken gren af den det drejede sig om. (…)

Når Gammelsprog først var fuldstændig afskaffet, ville den sidste forbindelse med fortiden være afbrudt, Historien var allerede blevet skrevet om, men utilstrækkeligt censurerede brudstykker af fortidens litteratur fandtes endnu hist og her, og så længe man besad kendskab til Gammelsprog, kunne man læse dem. I fremtiden ville sådanne brudstykker være uforståelige og uoversættelige, selvom de undgik tilintetgørelse.

George Orwell blev kun 47 år gammel. Teoretisk kunne han sagtens have oplevet året 1984 og dermed have konstateret, at hans dommedagsprofetier ikke blev opfyldt, men dog heller ikke blev latterliggjort af den sproglige udvikling der pågik i årene fra 1948, hvor han skrev bogen; dén bog som måske har noget af æren for, at det ikke sprogligt er gået værre, og at de sprogbevidste i dag er opmærksomme på, hvilken risiko for indsnævret tankevirksomhed der opstår – ud over det at vi snydes for nuancer og mangfoldighed i udtrykket og dermed for værdifulde musikalsk retoriske oplevelser – når og hvis gloserne mister deres udtryksværdi og forringes i antal.