Forordet til Sprog på banen (årbog 2011)

Forsiden på Sprog på banen, Modersmål-Selskabets årbog 2011
Grafik: Kitte Fennestad

Det føg med sportsmetaforer her op til folketingsvalget septem­ber 2011. Vi vidste ikke, da vi søsatte herværende bogprojekt, at et sprogorgie – som optakten til et valg altid udløser – ville åbenbares netop nu. Men regeringen kastede håndklædet i rin­gen, og en meget ordrig kamp blev udkæmpet over den obliga­toriske tre ugers periode. Politikere i topform og med kampgejst, som udgjorde de et veltrænet landshold i fodbold, kom på banen iført de rød-blå farver.

Berusede ved synet af sejrsskammelen for enden af banen slo­ges de på ord om føringen. Nationen ventede med tilbageholdt åndedræt, som i sin tid på lille henrivende Inge, på resultatet. Blev det dødt løb? Dømtes der omkamp?

I skrivende stund er en ny regering under opsejling. Mange sidder på udskiftningsbænken. Flere har fået det røde kort. Sam­tidig cykler verdenseliten på to hjul over Geels Bakke på omgang nr. 16, og jubelen fra tilskuerne fylder hus og have.

Sport er populært. Derfor også sportens metaforer. Vi føler os med på holdet, når vi bruger dets udtryk. Føler os sporty, nor­malvægtige, sundt tænkende, måske endda sundt spisende og drikkende – alt i alt opdaterede, hvad livsstil angår. Metaforerne flytter noget.

Årsagen til brugen af netop sportsmetaforer ligger delvis i vores ubevidste ønsker, men også – og mest – i at metaforerne fremmer forståelsen. Det er nemmere, og absolut utvetydigt, at blive mødt med et `klap lige hesten’ end med en lang udredning af årsagen til, at samtalepartneren finder det ellers velformule­rede indlæg for langt og dertil virkende en smule uovervejet.

Ikke blot er det hele sagt med hestemetaforen, billedet har også (tilsigtet eller ej) vendt tilhørernes interesse til gunst for bil­ledskaberen.

Er der tale om orddueller, som i politik, er billedsprogets opgave at ændre magtforholdet mellem de duellerende.

Metaforikken skal helst udvirke en ændring i den associati­onskæde, der må formodes at være i gang hos både talere og til­hørere. At kortslutte forbindelsen så at sige. Det sker også med næsten 100 procents sikkerhed. Derfor er det vigtigt for den, der deltager i debatten, at være dus med sproget og dets nuancer og dermed rige muligheder.

Sprogligt må enhver være fremme i skoene, hvis han eller hun skal have gennemslagskraft.

En ofte anvendt replik i Modersmål-Selskabets regi, når en spørger efterlyser et fast ståsted i Selskabets holdning til ændrin­ger af sproget, er: sproget er en organisme, og som en sådan er det levende, påvirkeligt og reflekterende.

Tager vi sportsmetaforen som enkeltfænomen indenfor bil­ledsproget, så har netop sportens metaforik fået en meget stor plads i mange, måske de fleste, danskeres vokabularium. Det skyldes sportens fremgang overalt. Fraset overdrivelser, er der tale om et sundhedstegn. Også sprogligt. Vi har et smidigt sprog. Dansk er blandt de førende, når det gælder optag af nye gloser. Det gør sproget rigt, og udtryksevnen følger naturligt med.

Man kan indvende, at netop metaforikken gør dansk vanske­ligt forståeligt for fremmedsprogede. Men frem for at forenkle sproget, taler den kendsgerning for at intensivere danskunder­visningen.

Sportsmetaforen er kommet for at blive – og yderligere udvik­les sammen med symbol‑ og billedsproget som helhed. Det er ikke nyt, men snarere en renæssance for retorikken, der havde sin vugge i Grækenland på Homérs tid. Man dyrkede al sport, talte og digtede om den og gav den de betegnelser, som vi også hører i dag.

Snart vil vi, om ikke det allerede er tilfældet, få vanskeligt ved at se og høre, hvor sportsmetaforen er anvendt i tale og skrift. Kreativitet og formidling er hinandens forudsætning. Sammen kan de udføre kommunikation.

Gid årbogen i 2011 vil blive godt modtaget. Den er resultat af godt samspil. En stor tak til de medvirkende forfattere, til det samlede årbogsudvalg og til de fonde, der støtter vores arbejde for at holde dansk sprog på banen. Og tak til redaktør Michael Blædel for godt holdspil under kampen.

Årbogen koster 100 kr. inkl. forsendelse.

Bestil!

Se oversigt over alle årbøger og deres indhold: Modersmål-Selskabets årbøger

Kom og hør mere om årbogen den 28. november.

Fra årbog 2011 s. 7-9.

Billeder fra debatmøde med Pia Quist og generalforsamling 2011

debatmoede-og-generalforsamling-modersmaalsselskabet-10-maj-2011-metronomen-138Modersmål-Selskabets nye bestyrelse (fra venstre mod højre): Næstformand og sekretær Henrik Munck, Gerda Thastum Leffers, formand Jørgen Christian Wind Nielsen, Adam Hyllested, Katrine Bøgh Brixen, Ingrid Carlsen, Claus Tilling, kasserer Kirsten Fenger og Georg S. Adamsen.

Update: Se også Pia Quists oplæg (med eksternt link).

Fotograf: Kaj Nielsen-Gøgsig

Og saadan skulle det være

Jesper Klein parodierer dårlig dansk ved præsentationen Modersmål-Selskabets årbog for 2010
Jesper Klein parodierende sprogligt forfald (Foto: Kaj Nielsen-Gøgsig)

Udenfor gjorde slud og sne kulden bidende. Indenfor sad vi alligevel en god flok medlemmer og ikke mindst fem, ja faktisk syv, skribenter fra årbogen Sjov med sprog: Frederik Dessau, Poul Einer Hansen, Henning Kirk, John P. A. Jensen og Jesper Klein. Desuden Selskabets æresmedlem Gerda Thastum Leffers, der har skrevet forordet igen i år, og formand Jørgen Christian Wind Nielsen med talen, der hyldede årets modtager af Modersmål-Prisen, Susse Wold.

Frederik Dessau, Henning Kirk og Jesper Klein fulgte op på årbogens niveau med hver deres gode indlæg. Poul Einer Hansen fik vi heldigvis at høre efter pausen. Læs mere om mødet i Henrik Muncks artikel i det kommende nummer af Sprog & Samfund.

Selv vil jeg fremhæve Jesper Kleins bidrag, for med sin præcise artikulation og gestik og sin store parodieringskunst fik han sat gang i lattermusklerne, så vi fik varmen!

Jesper Klein var ikke kun morsom. Han havde, som jeg sagde i et lille indlæg på mødet, et ærinde, som også fremgår af hans bidrag til årbogen. I første omgang undrede jeg mig over, at han brugte dobbelt a i stedet for å i artiklen. Men som læser opdager man snart, at det er en velgennemtænkt “kulisse”, der giver ham lov til at være satirisk, at bide – fx af de unge “komikere”, der – for nogles vedkommende – er gadedrenge, der fortæller vitser fra opgangen (se s. 118). Og så har jeg ikke nævnt de skarpeste af hans bid i den forbindelse.

I Kleins artikel “Og saadan skal det selvfølgelig være” er der ikke kun bid, men man får også lidt at vide om bl.a. den danske revys historie. Og sine steder møder vi Kleins vid, som når han skriver:

Altsaa tror jeg, at det er et temmelig uklogt at skamme Ungdommen ud. Paa den anden side har gamle Humorister aldrig bestilt stort andet, saa man klarer sig nok endda. Historien skal imidlertid gaa sin Gang, uden at nogen behøver lære noget af den af den Grund. (s. 120)

Både i sit indlæg og i sin replik til mine bemærkninger til hans bidrag parodierede Klein en række sproglige unoder. Det kan jeg ikke gengive, men det var meget morsomt. Klein ydede et væsentligt bidrag til, at årbogspræsentationen blev sjov. Og saadan skulle det være!