Bestil novellesamlingen her!

Blandt over 50 bidrag til vores skrivekonkurrence er de bedste 12 udvalgt af et dommerpanel bestående af Lars Bukdahl, cand.phil. i litteraturvidenskab, litteraturkritiker, digter og fhv. underviser på Forfatterskolen, Andreas Ullum, cand.mag. i litteraturvidenskab og leder af linjefaget Litteratur & Horisont på Rødding Højskole, samt vores hhv. nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer Shëkufe Tadayoni Heiberg og Carl Jørgen Nielsen. Teksterne udgives sammen med 5 andre forfatterbidrag. De berører temaer som opvækst, ungdom, livets gang og ikke mindst menneskers møde med hinanden og deres konflikter et sted, som er underrepræsenteret i litteraturen, selvom vi tilbringer de fleste af vores vågne timer der: arbejdspladsen.

Sofie Jørgensens vindernovelle Hesten er en stærk tekst fra en bondekultur, som ikke er mere. Centralt i handlingen står Anton, som må træffe et valg. Der er følelsesmæssigt meget på spil. Hvad vælger han?

^{Omslag af Mogens Nielsen: Ruin, Hadsund. 2019. Olie på lærred.}

Indhold

Forord (Michael Bach Ipsen)

1. Hesten (Sofie Jørgensen)
2. Når far kommer hjem (Sinus Reuss)
3. Vildspor (Julie Thinggaard Callesen)
4. Et håb (Liloz Ali)
5. Engang, en barndom (Charlot Roslev)
6. Høstfest (Martin Kristensen)
7. Stilhed før stream (Malte Simon Christensen)
8. Det mindste job (Charlotte Meng Kristensen)
9. Svanesang (Lone Vitus)
10. En eftermiddag på kontoret (Emilie Søndergaard)
11. Stille på jobbet (Mikkel Ramskov)
12. Knud bliver den sidste jeg slår ihjel (Lars Reinholt Nielsen)
13. Nu du alligevel er dernede (Ditte Svane)
14. Grådighed og griskhed (Michael Bach Ipsen)
15. Instituttet (Sofie Malmborg)
16. Storm (Maylis Roßberg)
17. Tre sandaler (Cecilie Lind)

Også som e-bog

Stilhed før storm som e-bog kan købes gennem diverse boghandlere på nettet og lånes på eReolen. Alle medlemmer kan henvende sig til sek@modersmaalselskabet.dk med navn, medlemsnummer og e-mailadresse og få e-bogen gratis.

Uddrag

1. Hesten (Sofie Jørgensen)

Han har tænkt på, om Kirstens den lille en dag vil lære at ride, nede hos morfar. De kunne trække hende rundt ude på folden, hun ville ikke engang behøve saddel.
»Du er jo glad for den hest.«
»Vi bruger hende ikke mere. Der er ikke det, traktoren ikke kan gøre bedre end hende.«
Hunden er det eneste firbenede væsen på en gård, der har brug for et navn, det sagde far altid, og hvor mange gange har han ikke selv sagt det til børnene, når de græd over en kalv, der skulle slagtes. Skulle de lege med dem, så skulle de også være klar til at spise dem, når den tid kom. Men svin og kreaturer er nu noget andet. Det er upraktisk med numre til heste.

2. Når far kommer hjem (Sinus Reuss)

Morens hånd strammer om Cecilies, og pigen klynker. Solen rammer dem bagfra, og den ser kun en lille familie, der måske er lykkelig. Hvor mor og datter holder hinanden i hånden, og faren går med fjedrende skridt ved siden af, så den lille pige er imellem de to voksne.

3. Vildspor (Julie Thinggaard Callesen)

Da jeg kom hjem fra skole i dag, lå min mor i entréen. Jeg kunne ikke ruske liv i hende og var bange for, at hun var død. Jeg ringede til Ea, som fik fat i en ambulance. Lige nu fatter jeg ikke, at jeg ikke selv fik fat i en ambulance, men det ligger bare så dybt i mig, at jeg ikke må lade andre opdage, at min mor drikker.

4. Et håb (Liloz Ali)

I dag bor jeg alene i et land, jeg ikke kender noget til. Jeg sidder her ved mit skrivebord og skriver tårer og sorger i en bog til en skrivekonkurrence. Jeg vil ikke vinde. Jeg vil bare slippe det hele ud og lade mine tårer trille ned, så jeg kan fjerne smerten.
Der er sorger i mine øjne og gennem mig, så ser jeg verden græder omkring mig.

5. Engang, en barndom (Charlot Roslev)

Mor skærer grøntsager med ryggen til mig. Hendes ryg er rank, stiv og afvisende. Stilheden imellem os forstærkes af knivens høje lyd mod skærebrættet. Hun styrer den hårdhændet og med fast greb. Hun er fra Vestjylland, den eneste pige ud af en børneflok på syv, fire tilbage, selvmord og den slags, man lærer at tage fra: blomkål, rosenkål, hvidkål. Jeg har lyst til at skrige hende ind i ansigtet, at der for helvede ikke er nogen, der æder kogt kål længere.

6. Høstfest (Martin Kristensen)

Foran ham på den anden side af træerne ligger markerne blottede tilbage med stive stubbe der, hvor knivene på mejetærskerens skærebord har skåret stråene over. Der løber mørke bånd de steder, hvor der er blevet brændt spildhalm af, ligesom derhjemme. Han har aldrig kunnet lide høsten.

7. Stilhed før stream (Malte Simon Christensen)

Live om 29 minutter. 4.067 venter.
I flere sekunder overvejer jeg hvilke nuancer fra Eyes to Kill-eyepaletten fra Giorgio Armani jeg skal bruge, men beslutter mig til sidst for en sandy beige som jeg lægger lige under øjenbrynene og på øjenlåget.

8. Det mindste job (Charlotte Meng Kristensen)

»Vinteren strenges og giver det sidste svirp med halen,« sagde jeg og løftede halstørklædet op om ørerne. Vores ånde stod ud i luften som damp, når vi talte.
»Du kan lige så godt få det at vide nu,« sagde Mette i et trodsigt tonefald, »men jeg fortsætter altså med at ryge. Ellers kan jeg ikke klare det her psykisk. Jeg kan ikke også kæmpe med det.«
Jeg nikkede. Brummede sammenbidt for ikke at sige mere. Mettes stivsind var som en kamels. Umuligt at stille noget op imod.

9. Svanesang (Lone Vitus)

Han sætter en stålwire om grisens bagben og trækker den ud til siden. Birgit vifter afværgende med begge hænder og signalerer til chaufførerne, at de skal standse indvejningen, så presset på flokken kan aftage. Syv ad gangen bliver de forreste drevet ind i kulilteelevatoren, døren lukker, kassen sætter sig i bevægelse, kører ned i kælderniveau, fyldes med tung luft, fortsætter den cirkulære bevægelse opad, tipper sit lydløse indhold ud på modsatte side af inddrivningsområdet, fuldbringer buen i luften og lander igen med åben dør ud for de næste syv svin. Som et pariserhjul, blot med skrigene på den nedadgående side.

10. En eftermiddag på kontoret (Emilie Søndergaard)

Jeg smiler, selvom jeg mest af alt har lyst til at skrige til hende om at komme til sagen. Lad os få det overstået. Jeg har ikke lyst til konstant at blive mindet om, at jeg er tvunget til at blive her, fordi vi ikke har råd til, at jeg ikke har fast arbejde, så længe han er syg.

11. Stille på jobbet (Mikkel Ramskov)

Finn havde overtaget faklen fra runner’s-high-gospel-koret og var gået i gang med en beretning om de nye karbonpedaler, han havde fået hjem fra Italien til sin racercykel. Kombinationen af pedalerne og hans el-gear gav ham en edge i klubben, som selv klubbens unge løver havde bemærket. I de fleste andre relationer ville enhver med integritet tage Finn i kraven eller hvilket som helst af de mange andre håndtag, der var på hans svulmende krop, og forklare ham den bidende ironi.
»Du vejer hundrede og ti kilo, Finn, og går op i, om din cykel taber sig tre hundrede gram«.

12. Knud bliver den sidste jeg slår ihjel (Lars Reinholt Nielsen)

Mit had til Knud er virkelig stærkt. Jeg hader ham og alt det han står for. Hans forbandede revisorkontor og hans elendige ledelsesstil. Hans belærende tone når han lirede almindeligheder af som om det var nytænkende og beundringsværdigt. Og altid det samme: »Det gælder om at agere dynamisk og indtænke den økonomiske udvikling …« Hvis jeg havde en femmer for hver gang jeg har hørt ham sige det nonsens. På kun to år. »Agilitet«, »tilpasningsparathed« og »optimeringspotentiale«. Nonsens! Indlærte papegøjesætninger der dækker over en himmelråbende mangel på kompetence. Et røgslør, en facade og et blændværk, som Knud har gemt sig bag i årevis. Jeg vil tro han selv tror på det. Ellers havde han vel lært noget. Altså noget fagligt. Noget med substans – og med værdi for andres forretning. I stedet for blot at samle floskler til det blålys han bygger en forretning på.

13. Nu du alligevel er dernede (Ditte Svane)

Amanda er præcis den kombination af knivskarpt dygtig og klassisk tiltrækkende, som mange mænd i firmaet finder både pirrende og irriterende. Jeg har allerede hørt nogle af de smarte fyre fra marketing tale nedsættende om hende ved kaffeautomaten. På den dér seksuelt nedladende måde, hvor de i samme sætning oplister, hvad de har lyst til at gøre ved forskellige dele af hendes krop, og hvad de samtidig forestiller sig, der er galt med hende.

14. Grådighed og griskhed (Michael Bach Ipsen)

Deres første opgave bliver at evaluere processen i det lokale jobcenter. Når de snart bliver overflødige, skal de drosle ned med samme nænsomme behandling, som vi giver samfundets svageste. Hvis de bliver syge, skal de ikke nøjes med at gå til egen læge. Konsulenterne i det almægtige jobcenter har meget mere erfaring med syge borgere og kan raskmelde selv dem, som sundhedsvæsnet ikke kan hjælpe. Med retfærdig hånd vil de styrke, hjælpe og beskytte dem.

15. Instituttet (Sofie Malmborg)

Ved frokostbordet den dag havde hun igen været tavst vidne til overgreb på institutionen. Den historieløse åndsformørkelse. En foragt for den kunst, det håndværk, det er at spise råt hundekød af nød og nyde kiviaq. At læse sneens spor.
Mageligt havde hun indtaget rollen som tilskuer til nedslagtningen, og hvor de dog nikkede og nikkede og nikkede, alle var fandeme så enige, og nu hun tænkte over det, så kunne hun have taget tøjet af og lagt sig op på bordet mellem frokosttallerkener fyldt med blandede salater fra kantinen, tilbudt sig selv som offergave på de nye tiders alter, var hun ikke også selv et fortidslevn med sin interesse for jagt og fangst, livet på de yderste isbræmmer? Det var ikke gået hendes næse forbi, at de studerende var ved at brække sig, når hun forelæste om fedtstensfigurer, det eneste, der interesserede dem, var MAGT. Der var ligefrem en, der havde spurgt, om mesterlæren ikke var en metodisk illusion, om det ikke var problematisk at tilegne, nej, tilrane sig andres viden på den måde?

Se Sofie Malmborgs præsentation af Instituttet her:

16. Storm (Maylis Roßberg)

Det her er stilheden før stormen.
Og jeg kan mærke, at den bliver voldsom.

17. Tre sandaler (Cecilie Lind)

Mor, tegn en prinsesse til mig, beordrer hun, og jeg tegner så godt jeg kan et hår, et ansigt, en kjole, arme, ben, fødder, hænder. En krone. Iris river tegningen i stykker. Den er grim.
Far er meget bedre, siger hun, og går ind til vasken for at lege svømmehal med sin Barbie.