Helle Lykke Kofoed Jensen og Nielsine Nielsen
Vi er næsten klar til at gå i gang med den første officielle præsentation af Modersmål-Selskabets 2020-antologi Sprog på grænsen i Øregårdssalen på Gentofte Hovedbibliotek den 3. september. Næsten, for der er et lille problem med en mikrofon. Der er nok en gylden regel om, at der altid skal være et lille problem med en mikrofon. Mens vi venter, kommer en herre pænt hen til, hvor vi står, og spørger, om nogen har et skriveredskab.
Foto: Stine Kornbek
»Jeg har en blyant!« siger Nielsine, stolt af en eller anden grund. »Jeg vil gerne lige spritte den af først,« siger hun og griber ud efter den tilgængelige håndsprit. Han takker for både blyant og afspritning. Det er startskuddet til den årlige bogpræsentation, som på nogle måder er, som den plejer, og på nogle måder er noget helt anderledes. Hvert bestyrelsesmedlem er iført plastikvisir, Michael Bach Ipsen serverer kaffe og kage iført gummihandsker, og der er opsat håndsprit.
Formand Ulla Weinreich åbner ballet ved at pege på den røde tråd, der forbinder antologierne fra 2018 (Ord og naboer i Norden), 2019 (Dialekter i rigt mål) og nu 2020, Sprog på grænsen (dansk) eller Grenzsprachen (tysk). Vi kan også kalde den Spräke långs e gränse. Eller Sproch o æ græns. Ja, antologien for 2020 er i særdeleshed et kært barn med mange navne. Ulla og Michael tager os derefter med på en kort rejse gennem bogens kapitler, med en let gennemgang af de spændende temaer, man kan læse om.
Den første taler er Tom Høyem, forhenværende politiker for Centrum-Demokraterne, tidligere rektor på Europaskolen i München og Karlsruhe og medstifter af Modersmål-Selskabet. Høyem er derudover både tysk og dansk statsborger. Han bor i Karlsruhe med sin tyskfødte kone. Høyem har en meget tidssvarende måde at vise, hvorfra hans verden går: Han fremviser de to ansigtsmasker, som han bruger til at rejse ud og hjem med: Den ene er rød og hvid som det danske flag. Den anden er sort, rød og gul som det tyske flag. Høyem tager os med på en levende fortælling om, hvordan det er at leve som tosproget, med hverdagens kodeskift, og hvordan man sagtens kan føle sig lige dele dansk og tysk og sætte pris på glæderne, der findes begge steder, når man – så at sige – har flere hjemstavne.
Det ville have været smukt at kunne give mikrofonen videre til generalsekretæren for Sydslesvigsk Forening, Jens A. Christiansen, men der skulle i stedet tales højt og klart, mens bestyrelsen kæmpede med mikrofonen. Til gengæld er det også mere ligetil at tale med høj røst, når man taler om noget, der ligger hjertet nært. Christiansen er solidt forankret i sit geografiske tilhørsforhold til Sydslesvig. I sin gennemgang af Danmarks, Tysklands, Nordtysklands og Sønderjyllands historie lagde han stor vægt på idéen om det åbne grænseland. Som han fint formulerede det, har vi i vores kulturkreds bevæget os – og bevæger os stadig – fra et »imod hinanden« til et »for og med hinanden«: »På sin vis er det en sprogpolitisk indstilling, hvor man vælger ikke at sige enten-eller, men at sige både-og i stedet.«
Efter pausen var Malene Monka så heldig at få en funktionel mikrofon. Monka er dialektforsker og har gennem en periode observeret unge skoleelevers dagligdagstale i et forsøg på at fastslå, hvordan det står til med dialektbrugen hos danske unge. Monka kunne fortælle, at sønderjyske unge var særdeles dygtige til at holde fast i det sproglige ophav, og at der var en stolthed forbundet med at tale sønderjysk, som ikke var til stede ved de andre dialekter. En stolthed, der f.eks. kunne vise sig ved, at forældre drillende kunne bede deres børn om at holde op med det pjat, det nu er at tale rigsdansk, og i stedet tale ordentligt. Selv de unge mænd, der næsten udelukkende taler sønderjysk, skifter til rigsdansk, når de skal gøre indtryk på det modsatte køn, og hvordan skal sproget overleve, hvis man ikke taler det med den, man bliver gift og får børn med?
Der er stadig håb, for til slut fortalte næstformand Christian Munk om sine oplevelser med at blive gift ind i en sønderjysk familie. Her har han haft en enestående mulighed for at tilegne sig den sønderjyske dialekt, selvom han selv er fra Nordsjælland: Han har haft en hel husholdning at støtte sig op ad. Det redder ham dog ikke fra de kvababbelser, der opstår, når man skal kende persillesovsen fra persillesaksen, da de udtales ens på sønderjysk. Hvilken er en saks, og hvilken er en sovs? Det er vigtig information, hvis ens sovs ikke skal smage af metal. Christian fortalte anekdoter om det at opdrage sin søn på sønderjysk, og hvordan hans toårige bruger dialekten i sit sprog, men pludselig kan have et meget tydeligt københavnsk blødt d, når han vil være flabet og spørge »Hvaaad?« Det var en hjertevarm fortælling om det at finde et ekstra hjem i den sønderjyske stolthed og at være med til at opdrage den næste sønderjyske generation i et virvar af rigsdanske talere.
Christians foredrag gik igen på den officielle udgivelsesdag, den 5. september, i Multikulturhuset i Sønderborg, men denne gang var det på klingende østsønderjysk, og der var stor interesse og respekt for, at der her var kommet en fra Sjælland, som havde taget æ sproch til sig og lært at beherske det.
Også Elin Fredsted holdt her sit foredrag om dialektens status på æ sproch. Det har ikke altid været accepteret at sende andet end rigsdansk i medierne, men det er heldigvis ved at ændre sig. Som man siger på tysk: »Totgesagte leben länger«, og det er den opblomstrende interesse for sønderjysk et eksempel på. Til gengæld tales det mindre og mindre i de nordligste dele af Sønderjylland, hvor Fredsted selv kommer fra, og det er gået fra at være et nærhedssprog til noget, mange kun bruger for sjov. Sønderjysk var også udbredt i Sydslesvig tidligere, men er nu næsten uddødt. Derfor arbejder Fredsted ihærdigt på at skaffe offentlig støtte til sønderjysk som kulturarv i delstaten ligesom plattysk og frisisk.
På snart vestjysk og snart rigsjysk manede Michael Ejstrup endeligt fordommen om dialekternes død i jorden. Nok lyder de ikke som i 100 år gamle beskrivelser, men det gør ingen levende sprog jo, og når størstedelen af sønderjyderne i en dialektquiz gætter rigtigt på, om taleren i et lydklip er fra Sønderborg, Aabenraa eller Haderslev, viser det med al tydelighed, at dialektale forskelle lever endnu.
Tyskundervisningen i den danske folkeskole er endnu et af bogens emner. Det uddybede seminarielektor Anne-Marie Fischer-Rasmussen fra UCN. Introduktionen af tysk begynder nu i 5. klasse, hvor det før var i 7., og det er en fordel, selvom de tilførte timer desværre er taget fra udskolingen. På læreruddannelsen er der derimod grund til at være på vagt: Siden den nye studieordning i 2013 med modulisering, høje krav og manglende kontinuitet er censorrapporterne om de lærerstuderendes tyskfaglige kompetencer entydigt negative, og det er kun med betænkelighed, at lærerne sluses ud i skolerne.
Sprog på grænsen findes på hylderne i samtlige biblioteksfilialer i Sønderborg Kommune og på Gentofte Hovedbibliotek.
Efter præsentationen viste Elin Fredsted rundt i udstillingen ordPARKering i Augustiana Kunstpark med en quiz i de mere sjældne sønderjyske ord:
Foto: Erik Nielsen
Har man sagt Sønderjylland, må man også sige kaffe. Fik du ikke købt mojn-kruset til præsentationerne, kan du bestille det her. På den ene side står der Mojn! På den anden side er der en sønderjysk ordsky.
Design: Christian Munk
Foto: Stine Kornbek
