Carl-Erik Sørensen og Modersmål-Selskabets formand, Mette Bjørnvig Kaufmann (foto: Georg Adamsen)
Revyforfatter Carl-Erik Sørensen, satirens mester, modtog den 24. september 2018 Modersmål-Prisen i Alhambra – museet for humor og satire.
Bo Tao Michaëlis holdt hyldesttalen der motiverede valget af forfatteren til mange af de populæreste revynumre i nyere tid. Carl-Erik Sørensen takkede for Modersmål-Prisen og sang derefter en række revysange fra de over 40 år, han har skrevet revytekster. Med disse revysange fik tilhørerne mange eksempler på den karakteristik, som pressemeddelelsen – gengivet i næste afsnit – nævner. Der var både djævlesplint i øjet og knojern i handsken. Engang var der en, der sagde til Carl-Erik Sørensen, at han havde grinet modvilligt af hans revysange. Det var ifølge Carl-Erik Sørensen den største ros, han nogensinde har fået.
Motivering for Modersmål-Prisen
Dansk rimsmed og revyforfatter leger finurligt og fabelagtigt med det danske sprog, når han får danskerne til at brøle af grin med sine sketcher, monologer og viser. Carl-Erik Sørensen modtager Modersmål-Selskabets pris for sine originale og folkekære tekster, der sprogligt spidder den danske folkesjæl.
Carl-Erik Sørensen, som er født den 4. august 1954, er mest kendt som manden med teksterne, der kan vælte Cirkusrevyens telt på Dyrehavsbakken. Med over 1500 revytekster har han skabt sig et navn og en identitet som en spøjs og sublim rimsmed i den lange flotte og ferme tradition af danske digtere, som kan rime med både mening og galskab.
Han har fortjent Modersmål-Prisen, fordi han er en sofistikeret og original bruger af det danske sprog – på den både frække og fragile facon. Med toner og takter af folkelighed, langluntet listighed og sørgmunter melankoli udfolder Carl-Erik Sørensen sit talent. Lattermild javist, men også med en djævlesplint i øjet og knojern i handsken. Vi ler med Carl-Eriks rim på udsatte steder, med syre i syntaksen og en springskalle i sproget.
Carl-Erik Sørensens revyforfatterskab er i familie med både Jens August Schade, Poeten, Halfdan Rasmussen, Johannes Møllehave og Benny Andersen. Han er også smittet med de satiriske gener fra Ludvig Holberg og Johan Herman Wessel. Carl-Erik Sørensen er med sin despekt for autoriteter aldrig bange for at sove i baronens seng eller skrive Dronningens årlige nytårstale ude på Bakken til Ulf Pilgaard. På vers, rim og strofer leverer han de skæve vinkler, der får os til at se klart, når vi konfronteres med sociale urimeligheder og uretfærdigheder i dagens Danmark.
Modersmål-prisen uddeles hvert år som en påskønnelse af sprogbrugere, der særligt fremragende udtrykker sig efter Modersmål-Selskabets idealer: Klart, udtryksfuldt og med varieret sprogbrug.
Billeder fra prisoverrækkelsen
Bo Tao Michaëlis holdt hyldesttalen til Carl-Erik SørensenCarl-Erik Sørensen synger egne revynumre, akkompagneret af pianist Morten WedendahlCarl-Erik Sørensen sang egne værkerPianist og komponist Morten Wedendahl akkompagnerede Carl-Erik SørensenJohannes Møllehave har kaldt Carl-Erik Sørensen for »Danmarks viseste visekonge«. Carl-Erik Sørensens satire opfylder til fulde Poul Henningsens krav om at revyen skal ville noget, at den skal være »opdragende«.
»Søren Ulrik Thomsen er et medie for det danske sprog. Han har en særlig evne til at lade sproget passere igennem sig. Han er lydhør over for ords og udtryks alder. Han genkalder sig ældre lag i dansk, han rejser rundt med en traditionsbagage, hvor han opbevarer sin sproglige erindring. Han præsenterer os for det i nutidig form. Søren Ulrik Thomsen har en kræsenhed i sit udtryk. En kreativ kræsenhed. Han er selektiv med sit sprog. Nøgtern. Han har sproglig præcision og prægnans. En effektiv, sproglig selvkritik.«
Som dreng ville du være voksen i din drengeverden. Men ingenting forbliver uændret, heller ikke danskernes sproglige praksis. Siden du var barn har vi fået den digitale kommunikation og de sociale medier. Alle udtrykker sig på skrift, sproget forandrer sig nærmest fra dag til dag. Formløshed og fravær af konventioner er almindeligt. Omhyggeligheden med sproget er blevet underordnet den hurtige kommunikation.
Længe inden de sociale medier skrev du selv, at »Sproget er det sociale rum par excellence«. Dét er det blevet endnu mere i vore dage.
Med din omhu og dit talent viser du os, hvilke muligheder, der er i sproget. Du er en sproglig autoritet. Du er det ikke med en løftet pegefinger. Du er det med dit eksempel. Du gør det danske sprog en tjeneste. Dermed gør du os alle en tjeneste.
Du har fokus på sproget som sprog, den sproglige materialitet. Sproget har et indhold. Men det er også noget i sig selv. Det er gloser, det er lyd, det er æstetik, det er rytme, det er grafisk form. Det er sagt, at det aldrig er lykkedes dig at skrive et dårligt digt. Selv har du sagt, at det at et digt ikke er dårligt, ikke betyder, at det er godt. Du har dit helt eget sprog, dit »Dyrebare, personlige sprog uden hvilket en digter ikke er en digter«, som du udtrykker det.
Du er også digtets første læser. Ofte skal det revideres, og her er nøgternhed vigtig.
Dine digte er blevet oversat til andre sprog. Den italienske oversætter Bruno Berni har oversat og udgivet en antologi med dine tekster med titlen »Vivo«. Bruno Berni taler om »det uoversættelige«, der blandt andet kan tilskrives din formsbevidsthed og bundetheden til det danske sproglige udtryk. Det er et godt eksempel på din sproglige kreativitet og samspillet mellem sprog, form og indhold.
Du oversætter også selv. Du har siden debuten med »City Slang« udviklet dit forfatterskab inden for genrerne lyrik, essayistik og oversættelse. Din seneste samling af små prosastykker »En hårnål klemt inde bag panelet. Noter fra eftertiden« føjer elementer fra erindringsgenren til dit forfatterskab.
Titlen »City Slang« har du fra den amerikanske sangerinde, sangskriver og forfatter Patti Smith, der i sommer besøgte Danmark hele to gang. Hvis Patti Smith var til stede her i dag tror jeg hun ville sige, at du har »street credit«.
Centralt i din digtning er rytme. Du viser os, hvor rytmisk det danske sprog faktisk er. Fra barnsben er du vokset op med den danske sangskat og den danske sangtradition. Fra din ungdom har du tilsat klassisk pop, rock og punk. Gentagelsen er et rytmisk element. Du slår rytmen an med din ene hånd når du læser op, selvom en tilhører engang har sagt til dig, at du læser op som en revisor. »For det, der er med digte, og med Søren Ulrik Thomsens digte i særdeleshed, er jo, at de allerede har deres egen bankende rytme og enkle musikalitet«, kunne vi læse i Politiken forleden.
H.C. Andersen har skrevet: »Vort danske modersmål har en farverigdom, en afveksling i udtryk, der betegner de forskellige stemninger«. Man skulle tro at H.C. Andersen havde læst Søren Ulrik Thomsen. »Det tætteste, vi kommer en dansk nationaldigter«, kalder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen dig i Politiken.
Du har sagt, at man gennem øvelse kan blive en dygtig sproghåndværker. Men som digter skal man passe på ikke at blive for dygtig, tilføjer du. Hvad der gør dine digte til kunst er deres nødvendighed. Man bliver bedre til et håndværk, også skrivehåndværket, men ikke bedre til at skabe kunst. Her starter man forfra hver gang.
Søren Kierkegaard skriver om »Modersmålet« i »Stadier paa Livets Vej« »… men også glad ved at være bunden til et modersmål, der er rigt i indre oprindelighed, når det udvider sjælen, og lyder vellystigt i øret med sin søde klang …«. Din digtning er rig i indre oprindelighed, dit modersmål lyder vellystigt i øret med sin søde klang.
Det visuelle, det grafiske, det formbundne er essentielt. Du vil kunne se dit digt som en figur i rummet. Du kan visualisere et digt for dit indre blik før du skriver det. Nogle unge kursister så dit digt som et kardiogram ved at vende det på siden. Helt konkret har du arbejdet med det visuelle i fotobogen: »Fra det fattige København. København con amore«, og i dit gavldigt på Herman Bangs Plads i Valby.
Du skriver om levet liv, om erfaringer, der skal bearbejdes. Du lever i din egen historie, i dine erfaringer, i nutiden, men også i fremtiden. Sprogligt set lever du i tre tider, fortiden, nutiden og eftertiden. Måske hjælper du ligefrem med til at redde truede ord. Og du fører samtaler med de døde.
I vores pressemeddelelse skrev vi også: »Søren Ulrik Thomsen evner at placere sig i tiden og har gjort det i mere end 30 år. Naturligvis skal Søren Ulrik Thomsen have Modersmål-Prisen. Og den får han nu«. Tillykke med Modersmål-Prisen, Søren Ulrik Thomsen.
Modersmål-Selskabets motiveringstale til Søren Ulrik Thomsen ved overrækkelsen af Modersmål-Prisen 2016 den 16. september 2016 på Christiansborg, ved formanden for Modersmål-Selskabet Jørgen Christian Wind Nielsen. Tak til Erik Skyum-Nielsen og Marianne Ølholm for venlig og sagkyndig assistance.
Søren Ulrik Thomsen fortalte, hvordan han, da han hørte, at han var blevet tildelt Modersmål-Prisen for 2016, først havde følt sig beæret, men at denne følelse hurtigt blev fulgt af panik. For ved prisoverrækkelsen ville han skulle holde en takketale. Og den skulle handle om sproget!
Jamen, hvordan tale om noget, som er usynligt? Sproget vil altid være usynligt for den, der er i det, for at bruge sproget er som at trække vejret, men først når man forlader et sted eller en tid, bliver det synligt (eller måske rettere: hørligt), ligesom det måske først bemærkes, når det falder lidt uden for det mest gennemsnitlige, hvad det jo f.eks. gør i digtningen og i dialekter og sociolekter.
Søren Ulrik Thomsen fortæller om sin barndom i St. Heddinge på Østsjælland, hvor han talte samme dialekt som alle andre, men først da hans far forlod sin stilling i den lokale bank og flyttede familien til St. Kongensgade i København, blev det sjællandske med de markante stød i de korte vokaler tydeligt for ham, når han af og til besøgte sin barndomsegn. På Stevns kan man i stedet for ’nærig’ sige fornæ’ret – et ord og en udtale, der passer særlig godt til den sjællandske mentalitet.
Og omvendt blev det københavnske meget hørligt for en elev, der lige var kommet ind med firetoget. I provinsbyen stod der stor respekt omkring de voksne, men når læreren trådte ind ad døren, kunne han på Sølvgade Skole blive mødt af elevernes råb: «Øv, er det dig, mand?«. »Ja, ja, må jeg lige have lov at være her?«, forsøgte læreren sig spagt ironisk, men kun for at få svaret: »Ja, hvis du kan sidde stille og holde din kæft!« Det var ikke kun sproget, men også tonen, der var anderledes i det dengang lavsociale kvarter midt i København.
En dag kom unge Thomsen ind i et antikvariat på Nørrebro, hvor den oldgamle ejer stod bag disken og underholdt sig med en anden gammel knark. Thomsen spurgte på en bestemt bog, som boghandleren fandt frem og argumenterede for var sin pris værd, selvom den var noget medtaget. Hvortil den gamle knark sagde til boghandleren: »Det er ligesom dig, du er en dejlig mand, du er bare lidt laset på omslaget.«
Søren Ulrik Thomsen tænker tilbage til Store Heddinge, hvor drukmåsen Valdemar, stod og drak i en port ved siden af banken, hvor han af og til indfandt sig og højtideligt erklærede, at: »Jeg vil gerne åbne et lån.« »Og hvor stort havde du så tænkt dig, at det skulle være, Valde?«, spurgte Thomsens far, der var ansat i banken. Ja, han havde jo tænkt lidt på 2,75 kr., som var, hvad en flaske elefantøl dengang kostede. Så fik han det. I kraft af på charmerende vis at have byttet om på de sproglige roller, så bumsen talte kancellisprog.
Sproget er ikke bare form. Det er også indhold, og det er ikke givet, at indholdet kommer først. Søren Ulrik fortæller om, hvordan han som lille dreng var fascineret af rim og remser, som han slet ikke forstod indholdet af. Han kunne med samme glæde sige trosbekendelsens »siddende ved Gud Fader den almægtiges højre hånd«, som den noget mere profane »På en jernbaneskinne, lå en nøgen danserinde …«.
Prismodtagerens far, der i øvrigt var til stede ved overrækkelsen sammen med Søren Ulrik Thomsens mor, havde også sunget godnatsange for ham som ganske lille, og Søren Ulrik husker stadig sin fascination af Ingemanns aftensang Fred hviler over Land og Bye fra 1823:
Fred hviler over Land og Bye, Ei Verden larmer meer. Fro smiler Maanen til sin Skye. Til Stjerne Stjerne seer.
Den lille Søren Ulrik fæstnede sig ved gentagelsen »Stjerne Stjerne« – hvorfor to gange?, og først mange år senere kunne han forstå, at Ingemann netop ved gentagelsen talte stilheden frem.
At sproget ikke bare er en spejling af et forud givent indhold, men selv skaber ny betydning, er en helt central erfaring i alt, hvad Thomsen har skrevet om at digte. Når hans seneste digtsamling hedder Rystet spejl har det at gøre med, at poesien for overhovedet at være læselig og relevant ganske vist spejler både forfatterens og læserens virkelighed, men hvis dette skriftens spejl ikke samtidig begynder at ryste af en ny betydning, som ikke fandtes før digtet, bliver det ligegyldigt. Digtet har en »merbetydning« – en hemmelighed, også for dén, der har skrevet det.
Søren Ulrik Thomsen nævnte også, at man nok kan beherske sproget, men i lige så høj grad beherskes af det, og med henvisning til Freud talte han om, at ny betydning ofte viser sig i sprækken mellem hvad man tror, man siger, og så dét, man ›kommer til‹ at sige. Og det er netop en drivkraft i digtningen at sige noget andet, end man vidste i forvejen.
Referatet har været bragt i Modersmål-Selskabets blad Sprog & Samfund 2016 nr. 3.
