Forkortelser er sproglige uklarheder

For et stykke tid siden kunne man i en notits i avisen læse, at lyriktidsskriftet ”Den blå Port” havde skiftet navn til ”dbp”.

Hvilken tarvelig fornyelse eller snarere forringelse og så netop fra poeterne, der om nogen burde være sproglige forbilleder. I stedet lader de sig rive med af den almindelige tendens til layout-smarthed frem for klart indhold. Titlen ”Den blå Port” var måske ikke den klareste, men giver dog et godt billede: man kan se den flotte port for sig, associerer til poesiens blå blomst og til noget med indgang og gå igennem. Det giver mening, mens ”dbp” er fuldkommen intetsigende: Er der kommet et nyt bremsesystem til biler? Kan det være noget med internetforbindelse? Måske en ny supermarkedskæde fra Tyskland? Man kan ikke regne det ud, man skal vide det, og det vil de indforståede naturligvis også komme til; resten af befolkningen skal i al fremtid have en forklaring med, hver gang ”dbp” bliver nævnt i avisen eller andetsteds.

Forkortelser kan være praktiske, fordi de sparer tid, men de er netop til indforstået brug. I Modersmål-Selskabet kan vi f.eks. ikke hver gang, vi mailer til hinanden, skrive det lange navn, vi bruger MS, hvilket giver mening i den sammenhæng. De ansatte i FN har travlt og kan ikke hver gang, de skal nævne deres organisation, sige ”Forenede Nationer”, hvad journalisterne af samme grund heller ikke kan i medierne, selv om de burde, for det fulde navn ville hver gang, det blev udtalt, minde om den smukke tanke, der ligger bag organisationen. Forkortelsen derimod, FN, er tom, nyttig javel, hvis man husker, hvad den betyder, men fattig på associationer.

Og så er forkortelsen FN endda gammel og indarbejdet, oven i købet på dansk. Værre bliver det, når man sejler ud på det store hav af engelske forkortelser for FN’s underorganisationer samt andre internationale organisationer. Måske går det lige med de mest kendte. WHO, Verdenssundhedsorganisationen – godt nok en bid, det kan ikke stå på siden af en bil, knap nok på et navneskilt ved siden af døren, men det siger dog, hvad sagen drejer sig om. WTO – russerne vil gerne være medlem, det er vist noget med handel. OECD – dem hører man meget til, og det er altid noget med tal, mest dårlige. ”Det forenede Europa” – der er historisk, ja mytologisk dybde i det navn. EU – nej tak, jeg skal ikke være medlem af en forkortelse, det er altid noget med et stort og fjernt bureaukrati.

Alle forkortelser er sproglige uklarheder, fordi de kræver en ekstra anstrengelse af hukommelsen for at komme frem til betydningen. Selv gamle, indarbejdede forkortelser kræver en oversættelse for at forståes: DSB, Danske Statsbaner, DR, Danmarks Radio. Ordene viser direkte hen til fænomenerne, mens de nøgne bogstaver behøver en omvej over ordene, en oversættelse. De heldigste forkortelser kan udtales som ord og bliver derved til navne, så man til en vis grad kan undgå omvejen: SAS, NESA, RUC, ELSAM, ARLA. DONG kunne måske med tiden opnå denne status, det er dog en dansk forkortelse, men formodentlig har firmaet udelukket denne mulighed ved at efterhænge en engelsk forklaring ”energy”. På skrift kan det gå an, men at udtale det gør én flov. Godt MD Foods ophørte med at eksistere.

De fleste store selskaber markedsfører sig med navne. Tag f.eks. bilerne: Ford, Toyota, Citroën, Volvo, Morris, Jaguar osv. (Dog med markante undtagelser som BMW, VW). Danfoss og Grundfoss kender alle for ikke at tale om A.P. Møller – Mærsk, der både signalerer historisk forankring, soliditet og legitimitet, grundlæggeren og opbyggeren er med i navnet, ledelsen er forbundet med personligt ansvar. TDC er derimod anonymt, vi ved godt, at det er noget med telefoner, men hvad er det nu lige bogstaverne står for. På samme måde med RD, KD, DI, 3F, FOA osv. Sådanne forkortelser kræver altid en ledsagende forklaring.

Derfor er det også en uskik, når offentlige danske institutioner som bl.a. universiteterne ivrer efter at føre sig frem som KU, DTU, RUC, AUC.

Af sammenhængen fremgår det vel, at KU skal betyde Københavns Universitet og ikke Konservativ Ungdom, men hvorfor ikke få det at vide direkte? En af de tåbeligste institutionsforkortelser er CBS, som hver gang skal følges op med en alenlang forklaring: CBS, Copenhagen Business School, Handelshøjskolen i København. Lad os dog få det sidste at vide med det samme, og hold så forkortelsen inden døre, hvor den af praktiske grunde hører hjemme, eller reservér den til den udenlandske korrespondance.

Navnene på politiske partier som Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti er tunge af historie og politisk markering, mens S, SF, og DF er neutrale, intetsigende henvisninger, højst i visse sammenhænge praktiske. Netop i det neutrale eller tomme gemmer sig en del af forklaringen på den omsiggribende brug af forkortelser: enhver kan lægge sit i dem. Nogle vælgere vil måske ikke stemme på noget med socialisme, andre ikke på noget med dansk – og omvendt – forkortelserne bringer kun tanken hen på de sympatiske og veltalende partiledere.

På grund af deres oprindelse som sprog for de travle indforståede har forkortelser også en aura af effektivitet – ingen omsvøb, til sagen. Prestige følger desuden af den fornemmelse brugeren får af at tilhøre kredsen af indviede, som ved, hvad forkortelsen betyder; man har del i hemmeligheden, lidt ligesom med kælenavne.

Som del af en indviet jargon har forkortelser en god funktion, udenfor er de besværlige omveje, ved overdreven brug er de skadelige for kommunikationen i samfundet.

Værn om de danske bogstaver

It-chefen i Vordingborg Kommune “foretrækker langt et navn uden æ, ø og å” for den nye kommune, der indtil videre har arbejdstitlen Sydsjælland-Møn. Det skriver magasinet Computerworld eGov. Den holdning er der al mulig grund til at advare imod.

Informationsteknologi har givet os enorme muligheder for at indrette vores samfund fornuftigere på alle mulige måder, men et altoverskyggende krav må være, at teknologien skal tilpasse sig brugerne, og ikke omvendt. Herunder hører, at vi aldrig må lade os forlede til at give køb på verdens sproglige mangfoldighed blot for at kunne springe over, hvor informationsteknologiens gærde er lavest.

Derfor er det glædeligt, at de danske bogstaver har fundet vej til internetadresser, så man i browsere med de rigtige opdateringer nu kan klikke sig ind på eksempelvis møn.dk, præstø.dk og modersmål.dk – men det er sørgeligt, hvis blandt andre Møn og Præstø Kommuner skulle indrette selve deres navne efter, hvad der måtte være mest bekvemt for en it-afdeling.

It-afdelingen skal bare klappe i og indrette systemerne efter den virkelighed, de er en del af. Og når det nu kan lade sig gøre at lære en computer at arbejde med japanske tegn, kan den nok også klare æ, ø og å.

Kenn Hansen er næstformand for Modersmål-Selskabet.

Oftede stillede spørgsmål om Modersmål-Selskabet

Hvad vil I egentlig?

Vi er en interesseorganisation med to overordnede formål: 1. At vække forståelse for betydningen af en klar, udtryksfuld og varieret anvendelse af sproget i tale og skrift – med respekt for dialekterne. 2. At formidle kendskab til forskning og uddannelse vedrørende det danske sprog.

I praksis udmønter det sig tydeligst i tre aktiviteter: 1. Vi udgiver tidsskriftet Sprog & Samfund for medlemmer og andre interesserede. 2. Vi uddeler hvert år Modersmål-Prisen som en påskønnelse for særlig fremragende anvendelse over for brede kredse af et klart, udtryksfuldt og varieret sprog efter selskabets ideal. 3. Vi udgiver hvert år en årbog om et aktuelt sprogligt emne.

Dertil kommer, at vi deltager i den offentlige debat gennem læserbreve, debatindlæg og pressemeddelelser, vi arrangerer møder og foredrag om sproget, vi deltager i messer, og vi påvirker Dansk Sprognævn gennem Modersmål-Selskabets medlem af nævnets repræsentantskab.

Det vrimler med sjusk, stavefejl, sprogfejl i de unges/journalisternes/danskernes sprog. Hvad gør I ved det?

Ikke så meget. Selvom den slags fejl er småirriterende for sikre sprogbrugere, vil vi hellere lægge vores kræfter i at belønne det gode sprog og formidle glæden ved sproget, end vi vil fare omkring og dunke folk oven i hovedet med Retskrivningsordbogen. Og så håber vi, at vi ved at gøre mennesker interesserede i det gode og levende sprog også kan skabe interesse for det korrekte sprog.

Man må da ikke begynde en sætning med “og”?!?

Jo, man må. Man må også godt sige “fordi at” og skrive “bolsje”. Verden forandrer sig, og det gør sproget også. I Modersmål-Selskabet appellerer vi blot til, at forandringerne sker med omtanke – og i et tempo, der ikke hægter hele generationer af den sproglige udvikling. Hvis man absolut vil rette på andres sprog, bør man være sikker på, at man har ret – og ikke blot gengiver sin gamle skolelærers fasttømrede misforståelser om, hvad der er rigtigt og forkert. At starte en sætning med “og” eller bruge “fordi at” er der ikke nogen grammatiske problemer i. Og det er mange år siden, man kun brugte “starte” om maskiner. Man kan mene, at det er uskønt eller klodset, men det er ikke forkert.

Modersmål-Selskabet går ikke per definition ind for den ældste af to løsninger, men vi mener, at man altid skal være kritisk over for udviklingen. Eksempelvis mister vi en fin nuance i vores sprog, hvis vi lader betydningen af begrebet “bjørnetjeneste” ændre sig til et synonym for “en meget stor tjeneste”. Sprogbrug og -fejl appellerer til folks følelser, og sådan skal det være! Vi skal bare altid huske at forholde os til sproget ved at tage de gode diskussioner i stedet for at pege fingre og være bedrevidende.

Dansk Sprognævn skifter retskrivning, som vi andre skifter strømper. Er det ikke for galt?

Så slemt står det vist ikke til: Sprognævnet har i de seneste 20 år udgivet tre retskrivningsordbøger. Med hver udgave har nævnet justeret den danske retskrivning, dog ikke mere end at langt hovedparten af de rundt regnet 64.000 ord, der findes i den seneste udgave, staves nøjagtig som de gjorde i 1986-udgaven. Husk også på, at det talte sprog konstant udvikler sig os danskere imellem, uanset hvad Sprognævnet måtte mene eller beslutte. For at afstanden mellem tale og skrift ikke skal blive for stor (hvorved det bliver endnu sværere for børn og unge at lære at stave), er der derfor en vis logik i med forstandige mellemrum at justere skriftsproget. Det er der i øvrigt heller ikke noget nyt i. Både udtale og stavning har forandret sig, lige så længe vi mennesker har talt og skrevet.

Det danske sprog er ved at blive rendt over ende af det engelske. Hvad skal vi dog gøre?

“Rendt over ende” er måske lige skarpt nok, men det er rigtigt, at udviklingen går meget hurtigt lige nu. Selv om vi altid har ladet os påvirke af andre sprog, ser påvirkningen fra engelsk i disse år ud til at overgå alt, hvad vi tidligere har set af sproglig påvirkning fra eksempelvis tysk, fransk og latin. Mediepresset er enormt. Det skal vi være kritiske over for. Modersmål-Selskabet er derfor dybt uenigt med dem, der forsøger at gøre engelsk til hovedsproget på mange universitetsstudier – især på de afsluttende dele af studierne. Vi skal kunne tale fremmedsprog og begå os internationalt, men det må aldrig blive på bekostning af det danske sprog. Bliver engelsk til det almene sprog inden for bestemte fag, vil begrebsdannelsen i disse videnskaber komme til at foregå på engelsk, og de vil således efterhånden blive umulige at forstå eller formidle på dansk. På dette område modarbejder regeringen direkte sin egen sprogredegørelse.

Det er også en uskik at give offentlige institutioner engelske navne. Bedst kendt er Copenhagen Business School, der efterhånden kun sjældent også kalder sig “Handelshøjskolen”. Ét er, at private firmaer – fra den mindste frisørsalon til de største selskaber – forurener det offentlige rum med udenlandske navne. Noget andet er, hvad skatteyderbetalte, offentlige institutioner kalder sig. De bør have danske navne; liberalitet på dette område er overgivelse.

Burde Danmark så ikke få sig en sprogpolitik ligesom eksempelvis Norge og Island?

Jo. Danmark har ganske vist en art sprogpolitik i form af en sprogpolitisk redegørelse fra 2003 (se Kulturministeriets hjemmeside). Men altså kun “en art”. Redegørelsen indeholder nemlig kun anbefalinger og opfordringer – og vender sig direkte mod forbud og “sprogrøgt”, som man finder det i Norge og Island. Her bruger man blandt andet bruger stor energi på at udvikle afløsningsord for de indtrængende engelske gloser.

Vi er i Modersmål-Selskabet bange for, at det ikke er nok med gode hensigter, hvis man skal sikre dansk som et komplet kultursprog, der dækker alle livsområder, altså ikke blot familie- og privatliv, men også arbejdsliv med dertil hørende fag. Derfor arbejder vi for en mere aktiv dansk sprogpolitik.

Hvad betyder dit? Hvordan staver man dat?

Det vil Dansk Sprognævn meget gerne hjælpe med at svare på. Prøv at spørge dem ad på 35 32 89 90 eller slå op i Retskrivningsordbogen på www.dsn.dk.

Er Modersmål-Selskabet imod indvandrere?

Nej, på ingen måde. Modersmål-Selskabet er totalt apolitisk. Vi beskæftiger os derfor slet ikke med andet end sprogrelaterede emner. Sommetider falder debatten om sprog naturligvis sammen med udlændingedebatten, og i den forbindelse har vi intet imod påvirkning udefra. Det danske sprog forsvinder ikke, fordi en procentdel af befolkningen taler et andet sprog. Dansk bliver udfordret og udvikler sig, som det altid har gjort.

Er I ikke bare en samling gamle, sure mænd, der ikke er fulgt med tiden?

Nej, det synes vi ikke. Vi ser heldigvis mange yngre ansigter ved vores arrangementer – ikke mindst studerende fra eksempelvis dansk- og retorikfagene. Vi har også masser af kvindelige medlemmer, og vores svar på spørgsmålene herover beviser forhåbentlig, at vi ikke er helt så konservative, som mange går rundt og frygter.

Redigeret udgave af artikel forfattet af Bent Pedersbæk Hansen, 2005.