Det er ikke let, det med at skrive og tale korrekt, og jo mere bevidst, man bliver om sit sprog, jo vanskeligere bliver det ofte. Selv har jeg problemer med vort og vores. Ingen tvivl om, at det må hedde vort modersmål, men skal det så også hedde vort køkken eller vor bil? Her er jeg tilbøjelig til at vælge det mere moderne vores, for ikke at lyde krukket. Må vores næstformand have lov til at sige fordi at i fjernsynet, fordi han ønsker at tale tidens sprog? En arbejdsplads skriver til os, at de på kontoret har oprettet en bødekasse for bandeord. Nu vil de gerne have den nøjagtige definition af begrebet bandeord – samt vide, om f.eks. eddermame og saftsuseme er bandeord. Hvad er det korrekte? Skal man betale til bødekassen, hvis man vælter en kop kaffe ned over et renskrevet manuskript og spontant udbryder, nej nu kan det saftsuseme være nok?
Hvis jeg var bødekassebestyrer, ville jeg i en sådan situation være liberal og dømme, at nok var en regel overtrådt, men at det var vigtigere, at den uheldige fik luft for sine følelser med et saftigt ordvalg. Og her er vi ved en pointe, nemlig at sproget er meget mere end reglerne og korrektheden. Til det gode sprog hører også klarheden – tankernes og følelsernes klare udtryk – og afvekslingen – det at man leger med sproget for ikke at kede sin læser eller tilhører. Kommunikation betyder jo at gøre noget fælles, og for at gøre det er korrektheden, den fælles norm, vigtig. (Derfor er professor Frans Gregersens forslag til en radikal retskrivningsreform med overensstemmelse mellem tale og skrift helt vanvittig) Men korrektheden er kun toppen af isbjerget, sproget skal kunne meget mere end at være korrekt.
Det er sådanne tanker, der er baggrunden for, at Modersmål-Selskabet siden sidste generalforsamling har forsøgt at gøre sig gældende lidt mere bredt i sprogdebatten med et forslag til en skolekanon for sange og salmer. Vi støttede generelt ideen om en kanon i septembernummeret af Sprog og Samfund og bad medlemmerne komme med forslag til sange og salmer. Også i et indlæg i Politiken kort efter fremsatte vi forslaget. Det førte til at bladet Folkeskolen bad os uddybe ideen og komme med en konkret liste over hvilke sange, vi forestillede os. I Folkeskolen læste Berlingske Tidende om sagen og bragte en artikel om den, hvori bl.a. den daværende undervisningsminister afviste tanken: det måtte være nok med en litteraturkanon. Herefter ringene adskillige radioer og tv, så vores forslag kom bredt ud og skabte debat.
På bogmessen i Forum kunne de besøgende på Modersmål-Selskabets stand stemme om, hvilke sange og salmer de ønskede med i en kanon. Vi havde lavet en lille konkurrence med årbøger som præmie. Ialt 167 personer deltog i konkurrencen; det kunne sagtens have været mange flere, for interessen var stor, men den trange plads på standen gjorde det vanskeligt at komme til. Ud fra stemmeafgivningen på bogmessen samt forslag fra medlemmer sammensatte vi så den endelige kanonliste, som vi den 11. maj i år overbragte den nye undervisningsminister, Bertel Haarder. Han tog vel imod den og lovede, at den ville blive brugt som eksempelliste i den næste undervisningsvejledning for musik i folkeskolen. I forbindelse med ministerbesøget fulgte så igen en tur med aviser, radio og tv.
At børn lærer og synger vore danske sange i skolen, har ikke så meget med korrekthed at gøre, men det har stor betydning for deres sprogindlæring og for deres holdningg til modersmålet. Børnene behøver ikke amerikanske popsangere til at synge for sig: de kan selv, og modersmålet kan også.
Årets store begivenhed for Modersmål-Selskabet var dog jubilæumsfesten og prisuddelingen i november, som de fleste tilstedeværende her sikkert deltog i, for Landstingssalen på Christiansborg var fyldt til sidste plads med medlemmer og gæster, og jeg tror, jeg tør sige, at det blev en smuk og værdig markering af Selskabets 25 årsdag.
Folketingets 1. næstformand, Sven Auken, overbragte en veloplagt hilsen fra Folketinget, Jesper Klein holdt en festlig festtale, Blaagaard Kammerkor sang os glade og Benny Andersen fik os til at le – og her siger jeg med vilje ikke grine, for det gør vi så tit, men vi lo på den rigtige, hjertelige måde, som kun sprogmestre kan få os til det. Vi lo ikke af nogen, vi lo sammen.
Tak til Claus Tilling for hans fine tale til prismodtageren, professor emeritus Erik Hansen. Vi lo ikke af Erik Hansens svartale – dvs. det gjorde vi også; af hans morsomme eksempler og hans underfundige måde at bruge dem på – men talen eller forelæsningen var først og fremmest et engageret forsvar for vort sprog og et eksempel på den formidlingskunst, som var en del af begrundelsen for at tildele netop Erik Hansen prisen.
Og nu er det på høje tid at tage fat på den tak, der hører sig til på en generalforsamling. Tak til redaktør Michael Blædel og bladudvalget for en flot jubilæumsudgave af Sprog og Samfund. Det var med stor betænkelighed, at bestyrelsen valgte at springe årbogen over denne gang, men det viste sig, at særudgaven af bladet kunne noget andet end årbøgerne, nemlig få Selskabets historie frem. Det giver identitet at kende sin baggrund; det er godt at vide, hvordan det hele begyndte og i hvis fodspor, man træder. Jeg tror, at jubilæumsbladet vil blive nyttigt også i fremtiden, for nye medlemmer og for nye bestyrelser, det vil hjælpe til at sikre kontinuiteten. Særlig tak til nuværende medlemmer af bestyrelsen, Gerda Leffers og Arne Hermann, for deres bidrag til historien.
Sidste år ved denne lejlighed ytrede jeg betænkelighed ved at overtage formandsposten, og det ville da heller ikke være gået uden en engageret bestyrelse. Hvad jeg glemmer, husker de andre. Hvad jeg ikke kan, kan de.
Før bogmessen sad jeg med et samlesæt af en Ikeareol mellem de nøgne bræddevægge i Forum og følte mig ærlig talt lidt mismodig, men så vips er de der pludselig: Her kommer Søs med blomster og krukker, her Claus med en munter bemærkning, her Kenn, Jens og Lasse som et vejr af gåpåmod og gode ideer. Ingrid ordner vagtlisten, og næste gang styrer hun det hele. Bedst som den aftale, Gerda har lavet om Landstingssalen, er ved at bryde sammen, fordi jeg ikke har orienteret mig godt nok om sikkerhedsregler og sangforbud, træder Henrik og Niels Jørgen til, og så går det alligevel. Hele kanonsagen havde slet ikke kunnet lade sig gøre uden pressegruppen, Kenn, Jens og Lasse. Og hvad med hjemmesiden? Tænk ikke derpå, den styrer Lasse bare.
Tak til bestyrelsen, tak til vor flittige og tålmodige sekretær, Birte Iversen, som holder styr på kartoteker og besvarer forespørgsler. Tak til de gavmilde fonde, der har støttet vort arbejde, tak til bogholder og til revisor Friis for retvisende regnskab. Tak til medlemmerne, som giver arbejdet mening.
