Formanden Gerda Thastum Leffers’ hyldesttale til Frederik Dessau

Kære Frederik Dessau!

Hjertelig velkommen blandt venner, som ønsker at hædre dig med Modersmål-Prisen.

Jeg er glad for opgaven med at overrække den – og sige hyldestord på Selskabets og egne vegne – til dig – der mangen en søndag formiddag gennem mere end tyve år har fortalt os om dagliglivet, så det blev rigere, smukkere og måske lidt nemmere at klare.

Du siger ganske vist dét, vi troede vi vidste i forvejen, men med utallige nuancer vi ikke fattede før – og enhver rest af søndagsgråhed fordamper som dug for solen, når vi hører dig.

Du er med god grund kaldt en fornem formidler, æterens åndelige enebarn, den kloge mand i P1, vismanden og filosoffen med det medfødte og meget velanvendte talent.

Og du bliver gjort medansvarlig for, at P1 stadig er en bastion mod åndløsheden. Og det er i grunden slet ikke så galt!

Ikke underligt at vi gennem årene bevidst overhørte klokkernes kalden til hjemkirkens højmesse kl.10. Af skræk for ikke at nå hjem til Dessau klokken 11.05. Du blev valgt til, og præsten valgt fra. Jeg beder Møllehave undskylde, de gange det var ham, og er i øvrigt tryg ved store ordkunstneres gensidige generøsitet..

Der findes åbenbart mandlig intuition! – når det er tilfældet hos dig – skyldes det selvfølgelig arv fra en kvinde i slægten – æren er din mors. En vidunderlig person – med stor robusthed og ængstelse, har du sagt – “på samme tid gjort af spindelvæv og beton”.

Et sted i dén blanding kunne man forestille sig intuitionen fødtes – frygtsomheden også – der blandt andet holdt dig fra at skrive “jeg”!

Først i “Det bedste sovemiddel” der udkom i 1993 blev du næsten dus med “jeg’et” (siger en ven af dig) – nærmede dig ordet i sidelæns krebsegang.

“Bliver man aldrig færdig med sin barndom?”, spør’ du med en anden bog, og det gør man nok ikke – hvis den ikke var så ringe endda, gør det vel heller ikke noget.

Du har ikke skrevet egentlige erindringer – men lurer man på selvbiografi mellem linierne, tegner der sig en god barndom og opdragelse. Resultatet bekræfter det også.

Du tog ikke skade af at skulle bruge de gammeldags tiltaleformer dengang (så får man også privilegiet en dag at lægge dem bort og føle den særlige fortrolighed). Det være sagt uden aktuel anbefaling af 3.persons tiltalen.

Kærlighed, gode manerer, og ikke at lade sig fascinere af teatrets verden, men blive i den risikofri tilskuerrolle, hørte til indlæringen.

Advarslen mod teaterlivet virkede modsat hensigten – i hvert fald blev du en god teateranmelder, og også dramaturg og iscenesætter, før du blev opslugt helt af radio- og forfattervirksomheden og blev vores ejendom.

Madkunstner er du! (også). “Hjertets brød” hedder kogebogen med “Frokost i det grønne på forsiden”. Utrolig appetitvækkende læsning!

Hvem ville ikke gerne lave lagkagen med revlingebær, plukkede i lyngen for næsen af hugorme på Skagen? – eller kartoffelmos som påmindelse om den tandløse uskyld fra den paradisiske barnetilstand? Men du glemte i opskrifterne, at de forudsætter en dejlig digterfantasi som din!

Vi glæder os til flere erindringerne, end dem mellem linierne!

Fra Sortedam Dossering 63 a, kigger du i dag mod barndomsboligen på hjørnet af Classensgade. Der blev du dyrket, som vel især enebørn bli’r – og du oplevede dine forældres gensidige og grænseløse forelskelse. Også erindringsbøgerne vil nyde godt af den.

Dine ords pålydende og din stemmes klang virker sammen til et utrolig tillidsvækkende billede. Der er efterklang af blid selvironi. Dine sproglige perler er – som de ægte i perlemuslingen – skabt over et smertepunkt, en lille beskadigelse, der er helet.

Kunsten at bruge citater, mestrer du også, så de som rette bevingede ord, flyver endnu bedre. Græske guldkorn nyder godt af at blive blandet med dine, og får dybere baggrund dine velvalgte musikindslag og fine pauser.

Gennem hele dit forfatterskab strømmer de fineste underforståelser, som et spændende krydderi vi kan nyde at gætte, med alle sanser vågne.

Du viser modersmålet kærlig omsorg – uden dén kunne de ting du siger, slet ikke siges!

Det hele og mere til gør, at du skal have Modersmål-Prisen – Hjertelig Tillykke!

Formanden Gerda Thastum Leffers’ hyldesttale til Ghita Nørby

Ghita Nørby, modtager af Modersmål-Prisen 1998
Ghita Nørby og Gerda Thastum Leffers. Foto: Erik Drigsdahl

Kære Ghita Nørby

Det er med stor glæde – og i ærbødighed for dig som menneske og kunstner – at vi byder dig velkommen her.

At give dig Modersmål-Prisen – og at motivere det – er for mig en dejlig opgave jeg har glædet mig til!

Da du i 1935 fik døbenavnet Ghita (som betyder sang på sanskrit!) og efternavnet “Nørby” jo var givet – så var visse puslebrikker allerede lagt. Borgerlighed når den er allerbedst, har du kaldt stilen og stemningen i stuerne i Nyhavn nr.10, hvor kunstnere færdedes og smukke ting var en selvfølge. Det var tryghed – som også indeholdt et kærligt krav – måske om at du blev pianist eller sanger …

Men du fik opfyldt din egen drøm (der i mange år var hemmelig, som de drømme bør være, man allerhelst ser opfyldt (… har du sagt)). Det blev som skuespiller – som talestemmens kunstner – vi fik lov at opleve dig.

Sproget er et af de vigtigste – vel det vigtigste af dine redskaber. Som redskab og som musikalsk materiale er det hos dig, Ghita Nørby, i de allerbedste hænder. Skønt sproget er en gave af en ganske speciel art, tager de fleste af os det til daglig som en absolut selvfølge. Men du hører til dem, der tænker over gaven.

Om du skriver eller fører samtale, er på scenen som skuespiller eller oplæser, har du en naturlig og helt selvfølgelig indbygget omtanke for ord. Med hele din fremtræden sender du signaler om kærlighed til sproget. Ord der klangligt egner sig til at være naboord, og samtidig er beskrivende for hvad du vil fortælle, dukker bare op.

Du giver din samtalepartner og dine tilskuere en rytmisk og sproglig/musikalsk oplevelse af ganske særlig høj karat. … “hvor skal jeg gå hen og være umulig? Alting er så rigtigt og så ideelt. En idyl med kursiv”, siger du et sted om din beskyttede barndom. … og din fars smukke sommerfugle samlet og sat på nål af ham i ungdommens vår hjemme i Thisted …? … dem får du aldrig at se. De er formøllede, da han vil vise dig dem, og kun navnesedlerne er tilbage. Du var 7 år, men tog det helt roligt og stille. Var ikke en gang skuffet over at dette sandhedens øjeblik ødelagde de drømme og beskrivelser der var gået forud. Muligvis blev det endnu mere vidunderligt af det, ræsonnerer du tappert.

Der er ingen lighed mellem din måde at være menneske og kunstner på og så “sommerfugle på nål” eller “idyl med kursiv”! Du er en mangefarvet, flyvende sommerfugl, der ikke har ladet sig sætte på nål. Og idyl – lad os omdøbe den til harmoni (absolut uden kursiv) – harmoni med dine roller – og med det stykke land du står på – og med dit publikums åndedræt.

Og det uanset om det er yndige ungpigeroller, Dronning Elisabeth eller Fru Heiberg … Fædra eller Panduros Louise. … Fru Skjern eller Bergmanns ursvenske mormor i “Den gode vilje” (som talte et velklingende svensk!)

H.C. Andersen læser du for os, så nu kun dine høns på hjalet, dine kurrende duer og skarpørede ugleforældre lader sig høre, og vi vogter os vældigt for efterligninger! Du er lykkeligvis imod letlæselige oversættelser af H.C. Andersen. Dit argument er, at det er nyttigt for børn at møde svære ord. Det åbner mulighed for samtale om ordene – og samvær – og (jeg citerer dig): “ved højtlæsning bliver der tegnet en magisk cirkel om barnet og den voksne, og det er uendelig trist, hvis vi glemmer at give denne stemning videre”.

Cirklen om dig og børnebørnene (tror jeg) har særlig magi ved, at nu læser farmor (!) og slet ikke Ghita Nørby.

Også dyrene lægger øre til – du taler deres sprog (og deres sag i Dyrefonden) – og gerne havde du foruden mynderne også en elefant og en ulv, hvis man kunne lufte dem i Søllerød Skov!

De ville lyde din milde ordre – ingen tvivl om det! … ikke for den der har set hund og hund imellem, hvor hovedaktørerne respektløst og uden skelen til madskålen, sender dig dybe distraherende blikke.

Du beriger tilværelsen for os. Fejende og flot i kunsten … og nyttigt i hverdagen, når du fortæller åbent og enkelt om, hvordan du klarer kriser i livet, som vi kan jævnføre os med.

Tak for mange, mange smukke sproglige oplevelser, der aldrig kan blive mange nok …!

Hjertelig Tillykke med Modersmål-Prisen.

Formandens hyldesttale til Niels Hausgaard

Niels Haugaard modtager Modersmål-Prisen 1997, her sammen med Gerda Thastum Leffers
Niels Haugaard modtager Modersmål-Prisen 1997, her sammen med formanden, Gerda Thastum Leffers. Foto: Søren Jensen/UHø

Kære Niels Hausgaard!

Velkommen hertil.

Vi har glædet os til at give dig Modersmålsprisen – det var ikke noget svært valg – og i alle landets aviser har vi siden kunnet læse, at der var bred enighed om, at valget var rigtigt

Og det var bare dejligt – for sådan er det ikke altid.

Nu er det så både en sanger, sangskriver, guitarist, fortæller og en hesteopdrætter, vi hylder i samme person og alt sammenfattet i et – vil det være den dialekttalende Vendelbo – som på det seneste (længe efter vi havde valgt digø også er blevet aktiv politiker.

Det tæller altså ikke med her!

Apropos hesteopdrættet, så er det ærgerligt, at en af dine hopper valgte at ville føde i dag – og med din kone som jordemoder – så hun måtte melde afbud her.

Du taler vendelbomålet, som man kun taler det sprog, man er født i – men du har masser af strenge på buen – og fanger nemt sprogmelodierne landet over – og justerer lige tilpas så meget – at ingen sidder i salen og føler, at de forstår mere end sidemanden.

Alligevel er du trofast mod vendelbomålet. Du udretter noget med det – og også med din mimik og hele fremtræden – som får andre dialekter til at blomstre osse – dialekttalende i alle egne af landet taler deres egnssprog friere nu end før

– det har dit gode eksempel udvirket.

Du er den rolige stille entertainer, der holder armene tæt til kroppen – eller ved guitaren – men dit lune, og den sommetider barske humor, når langt og dybt – netop fordi du er rolig – og dine ord er uden overflødig pynt, men meget præcise, når de tager retning både mod hjertet og forstanden.

– selv i de længste viser er du ordknap og eksakt.

Vi kender Åge og Ida (med blødt d og korte sætningerø ganske indgående – men sandelig også moderen, skønt hun kun får én eneste af de 40 verslinier.

Når du viser os den der “ukendte” person, som puster andre koldt i nakken, skønt der var mere brug for et håndtryk og et skulderklap – så skutter vi os lidt – for der er jo nogle lighedspunkter – men så mærker vi din solidaritet, og det afbøder jo meget. Så føler ingen sig hængt mere ud end andre.

Du er kaldt vor tids Bellman – andre (som ydmygt lægger øret tilø siger Jeppe Aakjær – men du er mest din egen – og de to herrer kan føle sig smigret ved sammenligningen.

Din sprogtone virker på andre som en stille opfordring til at bruge dialekterne – ikke gemme dem væk og tage bysproget frem, når der er gæster.

Når vi ønsker egnssproget bevaret – må vi huske at tale det – det er ikke nok at bruge det som kuriosum og så ellers regne med, at naboens børn taler det og sørger for at det bliver bevaret.

Der er næsten utallige dialekter alene i Vendsyssel. Landskabet grænser dem af med bakker og vandløb – som med dialekter og egnssprog overalt i Danmark.

Vi mener at have fundet eksponenten for danske egnssprog i dig, Niels Hausgaard – og derfor skal du have Modersmål-Prisen.

Hjertelig tillykk!