Modersmål-Prisen

Formanden Gerda Thastum Leffers’ hyldesttale til Ghita Nørby

Ghita Nørby, modtager af Modersmål-Prisen 1998
Ghita Nørby og Gerda Thastum Leffers. Foto: Erik Drigsdahl

Kære Ghita Nørby

Det er med stor glæde – og i ærbødighed for dig som menneske og kunstner – at vi byder dig velkommen her.

At give dig Modersmål-Prisen – og at motivere det – er for mig en dejlig opgave jeg har glædet mig til!

Da du i 1935 fik døbenavnet Ghita (som betyder sang på sanskrit!) og efternavnet “Nørby” jo var givet – så var visse puslebrikker allerede lagt. Borgerlighed når den er allerbedst, har du kaldt stilen og stemningen i stuerne i Nyhavn nr.10, hvor kunstnere færdedes og smukke ting var en selvfølge. Det var tryghed – som også indeholdt et kærligt krav – måske om at du blev pianist eller sanger …

Men du fik opfyldt din egen drøm (der i mange år var hemmelig, som de drømme bør være, man allerhelst ser opfyldt (… har du sagt)). Det blev som skuespiller – som talestemmens kunstner – vi fik lov at opleve dig.

Sproget er et af de vigtigste – vel det vigtigste af dine redskaber. Som redskab og som musikalsk materiale er det hos dig, Ghita Nørby, i de allerbedste hænder. Skønt sproget er en gave af en ganske speciel art, tager de fleste af os det til daglig som en absolut selvfølge. Men du hører til dem, der tænker over gaven.

Om du skriver eller fører samtale, er på scenen som skuespiller eller oplæser, har du en naturlig og helt selvfølgelig indbygget omtanke for ord. Med hele din fremtræden sender du signaler om kærlighed til sproget. Ord der klangligt egner sig til at være naboord, og samtidig er beskrivende for hvad du vil fortælle, dukker bare op.

Du giver din samtalepartner og dine tilskuere en rytmisk og sproglig/musikalsk oplevelse af ganske særlig høj karat. … “hvor skal jeg gå hen og være umulig? Alting er så rigtigt og så ideelt. En idyl med kursiv”, siger du et sted om din beskyttede barndom. … og din fars smukke sommerfugle samlet og sat på nål af ham i ungdommens vår hjemme i Thisted …? … dem får du aldrig at se. De er formøllede, da han vil vise dig dem, og kun navnesedlerne er tilbage. Du var 7 år, men tog det helt roligt og stille. Var ikke en gang skuffet over at dette sandhedens øjeblik ødelagde de drømme og beskrivelser der var gået forud. Muligvis blev det endnu mere vidunderligt af det, ræsonnerer du tappert.

Der er ingen lighed mellem din måde at være menneske og kunstner på og så “sommerfugle på nål” eller “idyl med kursiv”! Du er en mangefarvet, flyvende sommerfugl, der ikke har ladet sig sætte på nål. Og idyl – lad os omdøbe den til harmoni (absolut uden kursiv) – harmoni med dine roller – og med det stykke land du står på – og med dit publikums åndedræt.

Og det uanset om det er yndige ungpigeroller, Dronning Elisabeth eller Fru Heiberg … Fædra eller Panduros Louise. … Fru Skjern eller Bergmanns ursvenske mormor i “Den gode vilje” (som talte et velklingende svensk!)

H.C. Andersen læser du for os, så nu kun dine høns på hjalet, dine kurrende duer og skarpørede ugleforældre lader sig høre, og vi vogter os vældigt for efterligninger! Du er lykkeligvis imod letlæselige oversættelser af H.C. Andersen. Dit argument er, at det er nyttigt for børn at møde svære ord. Det åbner mulighed for samtale om ordene – og samvær – og (jeg citerer dig): “ved højtlæsning bliver der tegnet en magisk cirkel om barnet og den voksne, og det er uendelig trist, hvis vi glemmer at give denne stemning videre”.

Cirklen om dig og børnebørnene (tror jeg) har særlig magi ved, at nu læser farmor (!) og slet ikke Ghita Nørby.

Også dyrene lægger øre til – du taler deres sprog (og deres sag i Dyrefonden) – og gerne havde du foruden mynderne også en elefant og en ulv, hvis man kunne lufte dem i Søllerød Skov!

De ville lyde din milde ordre – ingen tvivl om det! … ikke for den der har set hund og hund imellem, hvor hovedaktørerne respektløst og uden skelen til madskålen, sender dig dybe distraherende blikke.

Du beriger tilværelsen for os. Fejende og flot i kunsten … og nyttigt i hverdagen, når du fortæller åbent og enkelt om, hvordan du klarer kriser i livet, som vi kan jævnføre os med.

Tak for mange, mange smukke sproglige oplevelser, der aldrig kan blive mange nok …!

Hjertelig Tillykke med Modersmål-Prisen.

Formandens hyldesttale til Niels Hausgaard

Niels Haugaard modtager Modersmål-Prisen 1997, her sammen med Gerda Thastum Leffers
Niels Haugaard modtager Modersmål-Prisen 1997, her sammen med formanden, Gerda Thastum Leffers. Foto: Søren Jensen/UHø

Kære Niels Hausgaard!

Velkommen hertil.

Vi har glædet os til at give dig Modersmålsprisen – det var ikke noget svært valg – og i alle landets aviser har vi siden kunnet læse, at der var bred enighed om, at valget var rigtigt

Og det var bare dejligt – for sådan er det ikke altid.

Nu er det så både en sanger, sangskriver, guitarist, fortæller og en hesteopdrætter, vi hylder i samme person og alt sammenfattet i et – vil det være den dialekttalende Vendelbo – som på det seneste (længe efter vi havde valgt digø også er blevet aktiv politiker.

Det tæller altså ikke med her!

Apropos hesteopdrættet, så er det ærgerligt, at en af dine hopper valgte at ville føde i dag – og med din kone som jordemoder – så hun måtte melde afbud her.

Du taler vendelbomålet, som man kun taler det sprog, man er født i – men du har masser af strenge på buen – og fanger nemt sprogmelodierne landet over – og justerer lige tilpas så meget – at ingen sidder i salen og føler, at de forstår mere end sidemanden.

Alligevel er du trofast mod vendelbomålet. Du udretter noget med det – og også med din mimik og hele fremtræden – som får andre dialekter til at blomstre osse – dialekttalende i alle egne af landet taler deres egnssprog friere nu end før

– det har dit gode eksempel udvirket.

Du er den rolige stille entertainer, der holder armene tæt til kroppen – eller ved guitaren – men dit lune, og den sommetider barske humor, når langt og dybt – netop fordi du er rolig – og dine ord er uden overflødig pynt, men meget præcise, når de tager retning både mod hjertet og forstanden.

– selv i de længste viser er du ordknap og eksakt.

Vi kender Åge og Ida (med blødt d og korte sætningerø ganske indgående – men sandelig også moderen, skønt hun kun får én eneste af de 40 verslinier.

Når du viser os den der “ukendte” person, som puster andre koldt i nakken, skønt der var mere brug for et håndtryk og et skulderklap – så skutter vi os lidt – for der er jo nogle lighedspunkter – men så mærker vi din solidaritet, og det afbøder jo meget. Så føler ingen sig hængt mere ud end andre.

Du er kaldt vor tids Bellman – andre (som ydmygt lægger øret tilø siger Jeppe Aakjær – men du er mest din egen – og de to herrer kan føle sig smigret ved sammenligningen.

Din sprogtone virker på andre som en stille opfordring til at bruge dialekterne – ikke gemme dem væk og tage bysproget frem, når der er gæster.

Når vi ønsker egnssproget bevaret – må vi huske at tale det – det er ikke nok at bruge det som kuriosum og så ellers regne med, at naboens børn taler det og sørger for at det bliver bevaret.

Der er næsten utallige dialekter alene i Vendsyssel. Landskabet grænser dem af med bakker og vandløb – som med dialekter og egnssprog overalt i Danmark.

Vi mener at have fundet eksponenten for danske egnssprog i dig, Niels Hausgaard – og derfor skal du have Modersmål-Prisen.

Hjertelig tillykk!

Dronningen og modersmålet

Grethe Rostbølls tale til Hendes Majestæt dronning Margrethe, der modtog Modersmål-Selskabets pris, Modersmål-Prisen, 1989 på Fredensborg 18. april

Baggrunden for tildelingen af Modersmål-prisen er Deres Majestæts store arbejde med og opmærksomhed over for det danske sprog.

I udarbejdelsen af Deres talrige taler viser De sproget stor respekt, og De former hver enkelt tale på en personlig måde, der er tilpasset hver enkelt lejlighed. Vi ved, De omhyggeligt retter og bøjer sproget for at finde en fortrolig tone, der rammer de mennesker, der lytter til talen. Med lige stor indforståethed formulerer De historiske overvejelser i EF-parlamentet i Strasbourg, på Dybbøldagen i Sønderjylland og ved en Sankt Hans fest på Gl. Estrup i anledning af Stavnsbåndets ophævelse. De indføjer spøgefulde bemærkninger ved åbning af udstillinger, og Deres indgående kendskab til kunst og kultur også i andre lande skaber nærhed og atmosfære ved officielle lejligheder, hvor Deres Majestæt taler på nationens vegne.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. Afdeling for Dialektforsknings 100-års-jubilæum. 20-02-2009
Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. Fotograferet af Ingrid Carlsen ved Afdeling for Dialektforsknings 100-års-jubilæum, 20-02-2009

I de senere år har offentligheden bemærket, at De i Deres nytårstaler har nogle alvorsord at give videre til den danske befolkning. De har med klogskab og taktfuldhed vist, at en dronning opfatter og oplever det omgivende samfund med åbenhed og eftertanke. I nytårstalerne har De udtrykt en dyb forpligtethed på dansk kultur og folkestyre ved at understrege, at »kernen i vor kulturarv er respekten for det enkelte menneske og viljen til at række en hjælpende hånd til den, der har hjælp behov. Det har vi lært fra barnsben, og vi har prøvet at indrette vort samfund efter det, men er det ikke ved at blive for koldt, for automatisk? Er der ikke en tendens til, at vi viser for meget respekt og for lidt omsorg, tager for lidt hensyn — menneskeligt hensyn?«

De har mindet den danske befolkning om medmenneskelige opgaver over for flygtninge og gæstearbejdere, De har peget på, at danskerne viser for lidt »personlig omsorg« over for de svageste grupper. De har gjort op med Jantelovs-mentaliteten og understreget ved flere lejligheder, at den enkelte kan gøre en indsats. Det er ikke »de andre, de store, der laver ulykkerne og bare lader stå til«.

De har ofte understreget, at »det må kunne siges på dansk!« Underforstået, hvis vi har noget på hjerte, må det kunne udtrykkes i en dansk sproglig form.

Vi ved, det kræver stor omhu og opfindsomhed at finde netop de ord, begreber og eksempler, som en dronning kan tillade sig at benytte. Vi forstår, hvor vigtigt det er for Dem at udtrykke Dem på et alment forståeligt dansk. De følger omhyggeligt en dansk tradition i billedbrug og henvisninger, og De har ofte understreget, at »det må kunne siges på dansk!« Underforstået, hvis vi har noget på hjerte, må det kunne udtrykkes i en dansk sproglig form.

Med Deres talentfulde sprogbeherskelse og Deres ligefremme henvisninger til en nutidig virkelighed skaber De kontakt til vide kredse i den danske befolkning, der får glæde af Deres sproglige fantasi.

Vi vil gerne fremhæve et par eksempler på Deres billedskabende evner i talerne. I Deres Majestæts tale i EF-parlamentet den 8. juli 1987 hedder det blandt andet: »Ser vi på Europa, sådan som vor verdensdel har udviklet sig frem til midten af dette århundrede, kunne vi bruge billedet af en stor skov eller et vildtvoksende krat, hvor alle væksterne kæmpede om lys og plads, skyggede for hinanden — og dog var indbyrdes afhængige og uadskillelige. Ud af dette vildnis satte man sig for at skabe en park med både storslåede centrale anlæg og vide udsyn, men også intime busketter, hvor alle mulige blomster kunne trives — med læ og skygge, luft og sol, med plads til, at hver enkelt plante kunne udvikle sig i harmoni med sine omgivelser. Måtte den samme skabertrang og skaberglæde, den samme omsorg og tålmodighed, som har givet os vore parker, besjæle alle, der i vore dage tager del i udformningen af det Europa, som vi ønsker at overlade til næste generation. «

Ved åbningen af Christian IV-året på Frederiksborg Slot den 29. marts 1988 benyttes en mere uhøjtidelig form: »Fester vi så, som du ville have kunnet lide det, kong Christian? Du ville glæde dig over musikken, men måske skulle vi også have trådt dansen i din festsal, og måske en turnering ville have glædet dig — nogle flere tønder og fade med øl og vin skulle vi nok have ødslet ved denne lejlighed. Men ak, vi er et mere frygtsomt slægtled, vi går ikke til den med samme ureflekterede livsglæde, som man gjorde i din tid — dens alvor og ulykker til trods. «

Det har været fremført, at Deres Majestæts sprog og stil ligger ikke én men to generationer tilbage i tiden, sammenlignet med et nudansk sprogniveau. Der er hertil at sige, at man ved en nøje analyse og gennemlæsning af Deres taler og indlæg kan se, at De med stor indfølingsevne bevæger Dem i flere sproglige niveauer. Der findes passager med høj stil og formelle konstruktioner, der tilhører en kongelig tradition. Samtidig er der righoldige eksempler på lette, ligefremme og uhøjtidelige formuleringer.

Naturligvis har dronninger en stil helt for sig selv, og en almen generationsopfattelse lader sig ikke overføre på Deres Majestæt. Deres stil og diktion er naturligt nok påvirket af det kongelige miljø Vi kan godt høre, at De ikke til daglig sidder på en avisredaktion eller et lærerværelse, men vi tror heller ikke, at befolkningen ville bryde sig om, at De i Deres taler anvendte lavkøbenhavnske vendinger eller århusiansk slang.

I øvrigt er det ikke rigtigt, at Deres sprog ikke løbende justeres efter en nutidig sprogopfattelse. Offentligheden har gennem nyere interviews, bl.a. med chefredaktør Jørgen Flindt-Pedersen, erfaret, at De faktisk tænker meget over, hvad De siger, og hvordan det formuleres.

Modersmål-Selskabet har med særlig interesse fulgt Deres flittige oversættelsesarbejde. Selv om De i høj grad er dronning på heltid, så har De skabt Dem et rum af tid til det, De kalder Deres eget.

Deres skaberevner spænder vidt fra kirke‑ og teaterkunst til bogillustrationer og oversættelser. For nogle år siden oversatte De sammen med prins Henrik Simone de Beauvoirs store roman »Alle mennesker er dødelige«.

Et citat fra »Dalen« kan meget smukt dække Deres Majestæts kyndige sprogbehandling: »Ordene må derfor benyttes sådan, at de giver størst mulig klarhed. Hvor ufuldkomne de end er hver for sig i deres ubehjælpsomme vaghed, så kan de dog bøjes, sammenstilles, adskilles og udskiftes, så at en højere grad af indsigt sluttelig kan formidles«.

I sen-firserne har De taget initiativ til at oversætte en større svensk trilogi af Stig Strömholm. Deres oversættelse af »Dalen«, »Markerne« og »Skoven« har betydet en øget interesse for den historiske fortælling. Det er morsomt at opleve, hvor tvangfrit De bevæger Dem i oversættelsen fra Deres Moders modersmål. Romanerne er overraskende i beretningens sammenføring af begivenheder fra Romerrigets fald og nutidige refleksioner om sprog og udvikling. Romanerne indeholder en sproglig diskussion, der i sig selv bringer øget sproglig indsigt.

I sproget bliver noget til: Denne tale, en roman og en oversættelse!

De har med Deres sproglige talent formet et levende og vellydende sprogligt univers, der spænder fra et senromersk vokabularium til et letløbende nudansk hverdagssprog. Romanerne er en tydelig hyldest til sproget og skriften som det kulturbærende.

Et citat fra »Dalen« kan meget smukt dække Deres Majestæts kyndige sprogbehandling: »Ordene må derfor benyttes sådan, at de giver størst mulig klarhed. Hvor ufuldkomne de end er hver for sig i deres ubehjælpsomme vaghed, så kan de dog bøjes, sammenstilles, adskilles og udskiftes, så at en højere grad af indsigt sluttelig kan formidles«.

HJERTELIG tak til Deres Majestæt dronning Margrethe for Deres sprogsans, Deres oversætterarbejde og Deres kulturelle engagement, der glæder os alle.

Talen har været bragt som kronik i Berlingske Tidende den 19. april 1989 og trykt i Sproget i bevægelse, Modersmål-Selskabets Årbog 1989, s. 111-114