Den sønderjyske sanger-sangskriver Rikke Thomsen modtog den 15. september 2019 Modersmål-Prisen 2019. Den uddeles hvert år af Modersmål-Selskabet »som en påskønnelse for en over for brede kredse særlig fremragende anvendelse af et sprog efter selskabets ideal: klart, udtryksfuldt og varieret«. Prisuddelingen fandt sted på Eckersberg Børneunivers (Friskole) i Blans. Her gik Rikke i skole og fik kærlighed til musikken og guitaren. Friskolens støtteforening stod på forbilledlig vis for det praktiske inkl. kaffe og kage samt grillstegning af pølser. Overskuddet fra salget heraf gik til støtteforeningen og dermed til friskolen.
Journalist Lotte Thorsen, Politiken, får Modersmål-Prisen 2017 for at være »Danmarks korrespondent i Sprogland«
Lotte Thorsen er journalist på dagbladet Politiken.
Lotte Thorsen er »Danmarks korrespondent i Sprogland«. Hendes indsats for at formidle sprogdebatten i Danmark er uvurderlig. Formanden for Modersmål-Selskabet Mette Bjørnvig Kaufmann siger:
Lotte Thorsens arbejde har over en årrække været en stærkt medvirkende årsag til at der overhovedet er en offentlig debat om sproget i Danmark.
Lotte Thorsen formidler ofte indbyrdes modstridende argumenter, holdninger og synspunkter loyalt til den brede offentlighed. Hun formidler viden og problemstillinger, der ofte kan være svært tilgængelige, i en både forståelig og personlig form, med en direkte appel til læseren.
Gennem årene har Lotte Thorsen vågent holdt øje med den sproglige debat og bragt meget dybdegående artikler om sprog, som ofte ender på avisens forside eller fylder hele sektionsforsider. Dermed har hun oparbejdet et fagområde, som Politiken har taget til sig som et prestigeområde. Hendes historier forplanter sig også uden for Politiken, og hun er professionel på en måde, der på én gang virker ydmyg og troværdig.
Lotte Thorsen gør noget med og for sproget. Hun formidler vedvarende og vedholdende en debat om det danske sprog, ofte også i samspil med andre sprog. Hun lever til fulde op til Modersmål-Selskabets formålsparagraf, at bevare og udvikle det danske sprog.
Modtager af Modersmål-Prisen 2016, Søren Ulrik Thomsen, og formand for Modersmål-Selskabet, Jørgen Christian Wind Nielsen, som begrundede valget af Søren Ulrik ThomsenSom annonceret før sommerferien, blev digter Søren Ulrik Thomsen modtager af Modersmål-Prisen 2016. Prisen blev overrakt til ham på Christiansborg den 16. september. Valget af ham begrundes kortfattet i pressemeddelelsen. På Christiansborg redegjorde Jørgen Christian Wind Nielsen, Modersmål-Selskabets formand, for, hvorfor Søren Ulrik Thomsen var den selvskrevne modtager af Modersmål-Prisen 2016. Jørgen Christian Wind Nielsen sagde bl.a.:
H.C. Andersen har skrevet: »Vort danske modersmål har en farverigdom, en afveksling i udtryk, der betegner de forskellige stemninger«. Man skulle tro, at H.C. Andersen havde læst Søren Ulrik Thomsen. »Det tætteste, vi kommer en dansk nationaldigter«, kalder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen dig i Politiken.
Søren Ulrik Thomsen lægger selv vægt på (se fx denne video: https://www.youtube.com/watch?v=BY-VLktkG30), at han kun skal skrive digte, der er vigtige for ham at skrive. Det er digtenes nødvendighed, der gør dem til digte, som Jørgen Christian Wind Nielsen sagde:
Du har sagt, at man gennem øvelse kan blive en dygtig sproghåndværker. Men som digter skal man passe på ikke at blive for dygtig, tilføjer du. Hvad der gør dine digte til kunst, er deres nødvendighed. Man bliver bedre til et håndværk, også skrivehåndværket, men ikke bedre til at skabe kunst. Her starter man forfra hver gang.
Efter overrækkelsen af Modersmål-Prisen 2016, der er på 10.000 kr., samt diplom og blomster, holdt Søren Ulrik Thomsen sin takketale. Forlægger, cand.mag. Lise Bostrup har skrevet et referat af Søren Ulrik Thomsens takketale til Sprog & Samfund (2016, nr. 3, som i skrivende stund er på vej til medlemmerne og senere bliver tilgængelig her på hjemmesiden). Her er en lille smagsprøve fra Bostrups fine referat:
»At sproget ikke bare er en spejling af et forud givent indhold, men selv skaber ny betydning, er en helt central erfaring i alt, hvad Thomsen har skrevet om at digte.«
Med nedenstående få billeder (der er mange flere billeder her: https://goo.gl/photos/UBFNkte4EMT8ZCAv5) ønsker Modersmål-Selskabet endnu engang at hylde Søren Ulrik Thomsen. Til lykke med Modersmål-Prisen 2016.
Modersmål-Selskabets formand, Jørgen Christian Wind Nielsen, begrunder, hvorfor Søren Ulrik Thomsen får Modersmål-Prisen 2016Søren Ulrik Thomsen med diplomet, der følger med Modersmål-Prisen 2016Søren Ulrik Thomsen holder sin takketale