De sproglige markedskræfter

Samme dag som regeringen udnævner ny undervisningsminister og bebuder stramninger i folkeskolen, bl.a. i danskundervisningen, lyder der trøstens ord i Weekendavisen: Det skal nok gå altsammen; bare sprogpolitiet vil pakke sammen og lade det danske sprog passe sig selv, så vil det blomstre. Op med humøret, forkynder Morten Ebbe Juul Nielsen (18. feb. 2005), og illustrerer blomstringen med et eksempel: “Wollabilla, jeg siger dig: den gældende sved på Strassen får du altså på kussen, der!” Sådan fortæller moderne københavnere hinanden, hvor man får den bedste kaffe, hævder Nielsen, og han mener, at den måde at gøre det på er så fin, at de sprogrøgtere, som han forestiller sig kunne have en anden mening, bare skal klappe i: sproget klarer sig bedst ved at overlades til de sproglige markedskræfter.

Undertegnede sprogrøgter er også ganske rolig, hvad angår et eksempel som det nævnte, for det er en gammel erfaring, at det ene års slang snart afløses af næste års. På samme måde som med moden. Hvad der i dag opfattes som det mest ungdommelige og smarteste, bliver i morgen betragtet som latterligt og gammeldags. At sige wollabilla osv. vil til næste år svare til at gå med bowlerhat eller krinoline, så heldigvis for markedskræfterne her. Derimod vil det formodentlig være muligt på dansk både i år og til næste år at fortælle hinanden, hvor man kan få en god kop kaffe.

Send to drenge på en cykeltur et sted i Danmark og følg med en skjult mikrofon udviklingen i deres sprog: de morer sig bl.a. over de mærkelige stednavne, de ser for første gang, de forvrænger dem, laver grin med dem og fantaserer videre på dem. Større behøver gruppen ikke at være, for at der mellem deltagerne opstår et indforstået særsprog. Eller tag på tilsvarende måde med en femteklasse på lejrskole. Her er gruppen større og dermed også de sproglige muligheder, der tager form i vittigheder, øgenavne, forvrængning af ord, nydannede ord, ordspil, rim, vrøvleremser osv. – en boblende gryde af leg med sproget. Eller tag såmænd fire bedagede gymnasielærere på en uges ferie i England. Tilfældigvis havde de købt whisky af mærket “Teacher” i lufthavnen, hvilket gav anledning til sprogspil omkring drikkeriet: “Vi skal vel have en “lærer”, inden vi går ud?”, “Hov, hov, det var vist en “overlærer””, “Tak, jeg nøjes med en “pedel” i dag”. På den tur var jeg selv med og kan bevidne, at gruppen på den korte tid udviklede et for andre komplet uforståeligt røversprog.

Måske kan man finde sprogrøgtere, der er imod den slags, men jeg tvivler nu, for det ville være både dumt og forgæves. Sådanne uformelle sammenhænge, som de nævnte, er laboratorier for sprogtilegnelse, hvor især børn og unge udforsker sproget i alle dets krinkelkroge og eksperimenteerer med dets muligheder. Hertil hører også sms- og chatsprog. Det er fra denne frodige mark af anvendt talesprog i forskellige grupper, at fællessproget henter en del af sin fornyelse, men selektionen er streng, de fleste sprogvækster dør hurtigt ud igen, kun en brøkdel finder varig plads i modersmålet

Det er ikke slang og flade a’er, der virker stødende, men det løgnagtige i situationen: at voksne mennesker giver sig ud for at være noget, som de ikke er (og det uden fiktionens forsonende distance; de er ikke klædt ud som børn f.eks).

Så vidt, så godt, vandene skilles først mellem sprogrøgtere og laissez faire folket, når gruppesprog forsøges ophøjet til fællessprog, og det sker, når “de unge københavnske studieværter” i tv foregiver at henvende sig til børn og unge i disses eget sprog. Det er ikke slang og flade a’er, der virker stødende, men det løgnagtige i situationen: at voksne mennesker giver sig ud for at være noget, som de ikke er (og det uden fiktionens forsonende distance; de er ikke klædt ud som børn f.eks). Sproget er et hårdtpumpet, forførende sælgersprog, og det er jo realiteten bag den klamme befamling af de unge – studieværterne er sælgere. De lukrerer på massemediets autoritet og bilder de unge ind, at deres snævre gruppesprog er helt tilstrækkeligt og i hvert fald mere “cool” end de kedelige fællessprog, som forældre og lærere taler til dem. Og det er løgn nr. to, studieværtsproget er et “ih, hvor har vi det sjovt sprog” og et “ih, hvor er vi en gruppe sprog”, men det kan ikke bruges til at lære fysik og historie med, ikke engang til at lære hinanden at kende med.

Her er markedskræfterne ødelæggende, og der er brug for sprogpolitik, dvs. samfundsstyring.

Så jo, min sprogrøgter, ud af stalden og revs, der er nok at tage fat på.

“Sproget er plastisk og i konstant bevægelse: det er trods alt os, der laver sproget.” skriver Juul Nielsen, og på et sådant udsagn deler vandene sig igen, for med “os” mener han tydeligvis ikke bare den nulevende slægt, men den unge generation, der har fundet på “wollabilla”. Et sådant synspunkt er for sprogrøgtere som mig udtryk for et uhørt hovmod og en sørgelig indespærring i nutiden, ja en “nutidsfascisme” for så vidt som synspunktet omfatter de før os levende slægter med foragt og hæver “moderne københavnere” til overmenneskelig storhed, bare fordi de tilfældigvis lever lige nu. Nej, og atter nej, vi laver ikke sproget, vi overtager det, efter at generation på generation møjsommeligt har lagt erfaring ind i det. Hatten af for det; ydmyghed er en mere passende holdning end nutidshovmod.

At vi overhovedet kan tænke og udtrykke vores følelser, skylder vi til det arvestykke, vi på den stedlige dialekt kalder modersmålet, og som da rigtignok er blevet til i et samliv med især de nabosprogene, ligesom disse gennem tiden er blevet til i vekselvirkning med andre. Hvad var engelsk uden latin og fransk f.eks? Begrebsudviklingen sker somme tider her, andre gange der, og som regel sker nybrud ved gentænkning af gammelt stof, i sproget som på andre områder.

Men tingene kan blive så selvfølgelige i dagligdagen, at vi glemmer, hvordan de er blevet til, og forfalder til arrogance. Elektriciteten, som så afgørende betinger den moderne livsførelse, begynder med, at de gamle grækere undrede sig over, det der skete, når de gned med en klud på nogle stave af rav og ebonit. Galvani, den lækkermund, havde hængt et frølår op ude på altanen og iagttog, at det kom i trækninger, da et lyn slog ned i nærheden. Volta fandt ud af, at frølåret virkede som “leder” mellem den kobberkrog, det hang i, og et jerngitter på altanen. Ørsted eksperimenterede med en kompasnål (kompas! hvor er det nu, det kommer fra?) og en strømførende ledning og opdagede elektromagnetismen. Ingen af de herrer kunne vide, at deres iagttagelser og den analytiske begrebsdannelse, de brugte til forklaring, skulle føre til elektrisk lys, dynamoer, elmotorer, S-tog og computere. Nørden, der sidder og behersker verden ved sin computer, skænker næppe de gamle parykherrer en tanke, og i hvert fald føler han sig dem langt overlegen – han skulle selv prøve at finde en ny naturkraft, skulle han.

Wollabilla altså, måske vil nogle af de sproglige eksperimenter, der for tiden finder sted blandt unge på Nørrebro, finde plads i det almene sprog – ingen kan vide det – men det vil blive en hård kamp, og indtil den er vundet, vil jeg holde fast i den gamle måde at tale om kaffe på.

Læserbrev af Bent Pedersbæk Hansen, formand for Modersmål-Selskabet, i Weekendavisen den 4. marts 2005 under titlen “Wollabilla 2”.

Højskolesang og nationalisme

I essayet sidste uge om nationalisme og højskolesange formulerer Lars Bonnevie sig med vanlig elegance; der er bare et problem i al den retoriske finesse: Er det sandt, hvad han skriver, holder det for nærmere eftertanke?
Findes der her i landet et massivt “fællesskab af indforståethed omkring sakrosante, nationale symboler”? Er højskolesangbogen udtryk for “fremmedhad, selvgodhed og slå-på-tæven nationalisme” eller “en tyrkertro på at være bedre end alle andre”, er den en katekismus for selvejende bønder, “der bekræfter dem i retten til riget”?

Flotte påstande, dristige, provokerende, men er der hold i dem? Ikke efter min mening, og Bonnevie forsøger ikke selv på nogen måde at løfte bevisbyrden. Et par nedgørende Kierkegaard citater om Grundtvig og en henvisning til Andersens “I Danmark er jeg født” – hvor Bonnevie er for sart til at synge med på mere end en halv linie – det er de spinkle præmisser, der skal bære alle de krasbørstige konklusioner.

I betragtning af, at Andersens sang er skrevet midt under Treårskrigen (i 1850), er den forbløffende lidt nationalistisk. Tyskerhad er der ikke noget af.
Selvgodhed måske, men temmelig beskedent: glæde ved den “friske strand” og “fuldmånen over kløverengen”. Historisk er det gået tilbage, men mere forknytte er vi ikke, end at “…dog så vidt om jorden / end høres danskens sang og mejselslag”, dvs. stolthed over, at folk herfra gør sig gældende inden for kunsk og praktisk virksomhed. “…dér har jeg rod, derfra min verden går”; der er intet indelukket nationalt her, glæde ved det hjemlige ja, men bestemt også ud i verden.

Sangen kunne uden videre oversættes til f.eks. arabisk, og folk fra forskellige lande ville synge den uden at skamme sig eller finde den mærkværdig. “I Irak er jeg født, dér har jeg hjemme, dér har jeg rod…”. Kløverengen skulle nok udskiftes med nogle papyrussiv ved flodbredden, bøgen med en dadelpalme og ind med Allah i stedet for Gud. Den vil gå rent hjem.

Dette bare som et eksempel; man kan finde sange med mere bulder og brag som Kongesangen. Som alle andre ideologier er nationalismen en ideologi, man skal omgås med forsigtighed, og det gør højskolesangbogen i det store hele.

Hvad er det så for en fane, Bonnevie løfter med sin kritik? Kosmopolitismens? Tja, snarere det gode selskabs fane, de rettænkendes fane – og de sejrendes fane, for højskolesangbogen er jo stillet på hylden fra 1968 og frem. Generationerne efter Bonnevie må klare sig med “Rapanden Rasmus” samt de (overvejende engelske) sange, andre synger for dem.

Læserbrev af Bent Pedersbæk Hansen, formand for Modersmål-Selskabet, i Weekendavisen den 4. marts 2005 under titlen “Bonnevies fane”.

Erik Hansens takketale

Det sølle danske sprog

I en kendt sang siger Grundtvig:
Langt høiere, ædlere, finere Sprog
skal findes på Fremmedes Tunge

og udtrykker dermed også mange nutidige danskeres syn på deres modersmål. Det ér ikke rigtig noget, sammenlignet med de prægtige tungemål som omgiver os: det elegant rapkæftede franske, det smarte og strømlinjede engelske, norsken der klinger som lærkesang og fossebrus mellem fjeldtoppene, tyskens tunge og strenge værdighed.

Hvad kan være grunden til denne udbredte ringeagt for modersmålet?

Der er sikkert årsager som ligger uden for det rent sproglige: Snobberi for det udenlandske, traditionen for at vi ikke tager os selv rigtig alvorligt, generthed over at vi er så få og små osv.

Men der er også noget som skyldes forsætlige fejlbedømmelser af det rent sproglige.

Ordbøgernes størrelse

Lad os først se på ordforrådet. Dansk har jo ikke nær så mange ord som de store kultursprog syd- og vestover, vel? Nu er det nærmest meningsløst at sætte tal på en persons eller et sprogs ordforråd, men sammenligner man ved at veje ordbøger på en køkkenvægt, er det tydeligt at tyske, franske og især engelske ordbøger er meget større og tungere end de danske.

Men det kommer først og fremmest af at ordbøger på de store sprog kan sælges i kolossale oplag, sammenlignet med danske ordbøger. Derfor er der råd til at gøre dem større. De er simpelthen redigeret efter andre principper end de danske.

Tag nu Ordbog over det Danske Sprogs 28 bind (1919-56). Den indeholder mindst 250.000 opslagsord, men det er jo ikke meget sammenlignet med The Oxford English Dictionary’s 600.000. Men ODS er – især i visse perioder af sin tilblivelse – meget tilbageholdende med at optage fremmedord.

Tager vi nu de fremmedord som vi kender fra helt moderne ordbøger og lægger dem oveni, så er vi straks oppe på i al fald 400.000 ord. Yderligere kunne vi tage mange flere gamle, lidet brugte ord, vi kunne tage slangord med, og vi kunne tage hensyn til ord fra specielle fagområder – som Oxford-ordbogen gør. Så er vi al fald meget nær ved de 600.000 ord, har jeg regnet ud.

Men som sagt, på grund af de små oplag og de høje priser, kan danske ordbøger ikke yde nogen videre service over for krydsogtværs-løsere eller scrabble-spillere. Der er simpelt hen ikke marked for så rundhåndet redigering som i Oxford eller hvor det nu foregår. Vore ordbøger må give afkald på en stor del af det som fylder godt op i de store sprogs ordbøger.

Konvergens og divergens

Går vi til enkelthederne i sprogsammenligningen, ser vi hvorfor der også her opstår den illusion at dansk er mindre raffineret end de andre sprog; vi har fx ikke så mange og fine betydningsnuancer, mener mange, og grammatikken er grov og primitiv i sammenligning.

At hund, kat, hest, ko svarer nøje til dog, cat, horse, cow på engelsk er ikke noget pædagogisk problem. Det er et glosespørgsmål slet og ret. Men i en del tilfælde gælder det at der til ét dansk ord svarer flere i det fremmede sprog. Til dansk lære svarer engelsk teach og learn og tysk lehren og lernen. Det danske flere skal på engelsk hedde enten more eller several og tilsvarende på tysk mehr og mehrere. Hvad der på dansk hedder nægte, skal på tysk efter ganske bestemte regler gengives som verneinen, leugnen, sich weigern, verweigern og på engelsk som deny og refuse, og der er ikke frit valg!

Det er det man kalder det divergente synspunkt. Ét ord i modersmålet, flere i det fremmede sprog:

plays aber
spiller men
is playing sonders

Det er indlysende at det er de divergente forhold der skal ,studeres nøje i fremmedsprogsundervisningen. Hvor det fremmede sprog er mere opdelt end dansk, der har vi vanskelighederne. Koncentrationen om disse problemer giver eleverne det indtryk at de fremmede sprog overalt har flere udtryksmuligheder – flere ord – end dansk.

Men har man prøvet at undervise udlændinge i dansk, opdager man hurtigt at dette også er en illusion. For udlændingene skal netop interessere sig for de områder hvor dansk er mere differentieret end deres eget modersmål, for her har dé problemerne. Hvad der for udlændingene er divergente forhold, bliver fra vores synspunkt konvergente:

forlade i
leave       während
efterlade under

Engelsk klarer sig stort set med ét ord (think) hvor vi vælger mellem mene, synes og tro, som har hver sin distinkte betydning: jeg mener det er for dyrt

– jeg synes det er for dyrt – jeg tror det er for dyrt.

Eller de svømmede i søen i en time men de gik rundt om søen på en time – som er noget helt andet end de gik rundt om søen i en time.

Konvergens og divergens spiller også en rolle når vi ser på udtalen. Engelsk og tysk har fx både stemt og ustemt s: decide/design, reißen/reisen, mens dansk kun har ustemt s. Til gengæld er rækken af de danske vokaler mere differentieret end i noget andet europæisk sprog: de tre trin i mile – mele – mæle er virkelig et problem for udlandet – for slet ikke at tale om de fire i rækken ugle – Ole – åle – årle. De fleste kan klare forskellen mellem mile og mæle, men forskellen mellem mile og mele og mellem mele og mæle kræver stor træning.

Ligesom stødet. Til at begynde med kan udlændinge slet ikke opfatte udtaleforskellen mellem bønder og bønner, og man skal have øvet sig længe før man også kan gengive stødet – på de rigtige steder! Kullen er ikke det samme som kulden, og at Engell og engel er to forskellige ord kan man uden videre høre, når man altså er indfødt.

Grammatisk og strukturel klarhed

Også i grammatikken er der masser af den slags tilfælde hvor dansk har en skelnen som udlændinge kan have stort besvær med at finde ud af.

Vi har fx tre passiver i dansk: hentes – bliver hentet – er hentet, og det er der ikke mange der gør os efter. Vi skelner altså klart mellem avisen skal hentes – avisen skal blive hentet og mellem avisen blev hentet – avisen er hentet, og det er skam ikke så ligetil.

For folk med fx romansk eller slavisk baggrund er det ret svært at forstå hvad forskellen er mellem han spiste og han har spist, for der er ikke noget i deres sprog som svarer nøje hertil. Selv noget så ligetil som Lise brugte hendes penge og Lise brugte sine penge er svært og mystisk for de fleste udlændinge. Og hvorfor er vi helt sikre på at der er trykstærkt er i

der ér en vejrhane på taget

men tryksvagt i

der er en skorstensfejer på taget

Det er et hyr at forklare en udlænding reglen for dette, men det kan lade sig gøre.

Eller se på denne konstruktion, som er ganske almindelig dansk tale- og skriftsprog: havebordet tror jeg ikke, vi kan forlange, at de tager med.

Sætningens førsteled, havebordet, er genstandsled for udsagnsleddet to bisætninger længere til højre. Denne “sætningsknude” er der ikke mange sprog der har, men os giver den mulighed for meget smidig pointering i tale og skrift.

Tænk også på at vi har ét ord, at måtte, som dels betyder ‘have tilladelse til’, dels det modsatte, nemlig ‘have pligt til’. Altså svarende til engelsk may og must, tysk dürfen og müssen. Men vi er aldrig i tvivl om hvilken betydning der foreligger, for det holder grammatikken nøje styr på: hvis jeg må komme i eftermiddag (tilladelse) – nu må du skynde dig lidt (pligt).

Normaliseringens effekt

Et andet forhold der gør at danskere er tilbøjelige til at tro at andre sprog er højere, finere og ædlere end dansk, er noget der hænger sammen med undervisningen.

Vi diskuterer ustandselig de konkurrerende former i vores sprog. Hedder det vores eller vor? Forpligte eller forpligtige? Hvorfor siger nogle han er hurtigere end jeg når det naturlige er …end mig? Skal vi skrive resurse lige ud ad landevejen eller ressource stavet på fransk, eller måske på engelsk? Hvad er det rette: efter at vi var gået eller efter vi var gået? Man kunne blive ved, og det gør man.

Når vi bliver undervist i et fremmedsprog, oplever vi at det går efter helt anderledes faste regler end dansk. Der er remser og bøjningsmønstre og en logisk og klar syntaks. Det skal være sådan og sådan, ikke noget med begge dele eller tvivl om hvad der er rigtigt. Lære- og håndbøger lyser af grammatisk og strukturel klarhed, og danskerne bøjer hovedet i beundring for det fremmede og ydmyg undseelse over det hjemlige.

Men det er igen ren indbildning. Når man underviser i et fremmedsprog, så forenkler man, over for både begyndere og viderekomne. Det gør man for at kunne formulere regler, lave remser og opstille klare mønstre for eleverne. Det kan kun lade sig gøre hvis man ser bort fra mange undtagelser, dobbeltformer og ubeslutsomheder i sproget. På den måde kommer fremmedsproget til at fremstå som noget langt mere regel- og principfast end det er.

Nøjagtig det samme gør de lærere der underviser udlændinge i dansk. De gør deres elever en tjeneste ved at vælge mellem vor og vores, så de ikke skal ulejlige sig med at træffe beslutning selv. Hvis eleverne kender formen forpligte, er det ret ligegyldigt med den anden, forpligtige. Eller omvendt. Det er også tilstrækkeligt med én stavemåde, fx i tilfældet resurse/ressource, og én udtale: man behøver ikke at bebyrde eleverne med dobbeltheden mer/mere og fler/flere, når nu skriften kun har mere og flere. Han er hurtigere end jeg/mig: man lærer dem det ene eller det andet, enten det der svarer til forholdene i en del andre sprog (…end jeg) eller det som de fleste danskere vitterlig siger (…end mig).

Kigger man i en lærebog i dansk for udlændinge, fremstår vort modersmål såmænd som et sprog efter fast køreplan på grammatikkens skinner. Dette er lige så lidt sandheden om dansk som det er sandheden om andre sprog.

Men sammenligner man det faktisk eksisterende dansk med en forenklet og normaliseret udgave af fremmedsproget, så er det klart at man kommer til et galt resultat.

Dette kan kun blive korte isolerede eksempler, men en større samlet fremstilling af det danske ordforråd og den danske grammatik kan systematisk vise at dansk er et ganske almindeligt veludviklet sprog med et stærkt differentieret ordforråd og en kompliceret, præcis og fintfølende grammatik – lige som fx engelsk, fransk og tysk.

Forskning og undervisning

Det er først i løbet af de sidste ca. 30 år at udlændinge uden for Norden for alvor er begyndt at interessere sig for at studere og lære dansk. Dét var hverken sprogforskningen eller lærerne forberedt på. Hidtil havde sprogforskerne skrevet danske ordbøger og grammatikker for danskere, og nogle ganske få dansklærere havde undervist danske elever i deres modersmål rundt omkring i skolerne.

Da undervisningen i dansk for udlændinge skulle i gang, havde lærerne for lidt forskning at bygge på, og deres teoretiske kendskab til dansk var stort set begrænset til det man skulle bruge for at undervise danske elever for en 150 år siden. Yderligere var man nødt til at ansætte en del lærere hvis eneste kvalifikation var at de talte dansk. Denne kategori af lærere, som altså manglede al sproglig indsigt, var tilbøjelige til at sige til deres elever at der ikke rigtig er regler for dansk, det er noget man må se at få på fornemmelsen. Dette ukvalificerede sludder bidrager naturligvis til vrangforestillingen at dansk er et udflippet, udisciplineret og mindreværdigt sprog.

Der er sket meget i udforskningen af det danske sprog de sidste 25 år, og fremmedsprogspædagogikken blomstrer som forsknings- og uddannelsesområde. Derfor er der også kommet en del dygtige dansklærere til, kyndige folk som ikke skildrer dansk som en forpjusket høne. Og så er dansk i øvrigt blandt de hundrede største sprog i verden!

Findes der dårlige sprog?

Et dårligt sprog må, lige som en dårlig skruenøgle, et dårligt hus eller en dårlig stol, være et sprog der ikke opfylder sit formål, nemlig at tjene som meddelelsesmiddel om den omgivende verden og som udtryk for tanker og følelser.

Der er intet der tyder på at der egentlig findes sprog af ringere kvalitet, altså sprog som hindrer tanker i at blive tænkt og meddelelser i at blive meddelt fra et individ til et andet. Eller som besværliggør disse processer. Der findes naturligvis mennesker som er elendige til at bruge deres sprog, men dette er ikke sprogets skyld.

Og hvis man hører en landsmand erklære at han absolut ikke kan udtrykke sig klart og præcist på dansk, men altid er nødt til at ty til fransk eller engelsk, så kan man godt regne med at han bare er dårlig til dansk og sandsynligvis endnu ringere til fransk og engelsk, siden han selv kan tro at han er bedre til det end til sit modersmål.

I det danske sprogs tusindårige historie kan vi iagttage det: Sproget skal hele tiden løse nye opgaver, så der kan kommunikeres om kristendom, verdslig lærdom, politik, filosofi, teknik osv. Hver gang noget nyt dukker op i historien, skal sproget udruste og indrette sig, og det gør det så. Der er intet det danske sprog ikke har klaret og ikke vil kunne klare!

En dansk forfatter har med triumferende vankundighed karakteriseret det danske sprog som “en lavstammet bastard”, som han dóg opfordrer os til at elske og agte.

Det er naturligvis et falsk og ondsindet signalement. Det danske sprog ér en højbåren jomfru og en ædel kongebrud, og det kræver ingen overvindelse at agte og ære hende. Det har hun krav på – og hun har også sine krav til os.