Modersmål-Prisen 2004 uddelt

Professor Erik Hansen modtager Modersmål-Prisen 2004
Professor Erik Hansen og seminarielektor Claus Tilling. Foto: Hasse Ferrold

Professor emeritus Erik Hansen modtog lørdag eftermiddag Modersmål-Selskabets Modersmål-Pris 2004. Det skete ved Modersmål-Selskabets jubilæumsfest i Landstingssalen på Christiansborg.

– Din folkeoplysende indsats består i at have hjulpet utallige mennesker til at få øje på sprogets raffinerede system og at glæde sig ved det, udtalte bestyrelsesmedlem Claus Tilling i selskabets tale til Erik Hansen.

– Da du for mere end et halvt år siden fik at vide at Modersmål-Selskabet ville give dig Modersmål-Prisen, havde du nærmest en indvending: Du skulle da ikke have prisen for at have passet dit arbejde på universitetet, fortalte Claus Tilling, der er cand.mag. og seminarielektor. Han fortsatte:

– Det er heller ikke det der ligger bag. Du får først og fremmest prisen for din formidling af viden om det danske sprog. Som sprogvidenskabsmand står du på skuldrene af store sprogforskere som Louis Hjelmslev og Paul Diderichsen. Som formidler har du personligt leveret en enestående bedrift gennem talrige avisartikler – mange under pseudonymet Magister Stygotius – og ikke mindst har mange elsket at høre dine indlæg i sprogminuttet i radioen. Du har fanget udtryk i tiden og vist hvordan der er sket små forskydninger i sprogbrugen, hvorfor man med rette kan undre sig over modeudtryk, eller hvordan sprogbrugen afspejler ændringer i hverdagen og kulturen.

Claus Tilling kom også ind på Erik Hansens 18 år som formand for Dansk Sprognævn (1985-2003):

– Mange har i tidens løb givet Sprognævnet og i særdeleshed Erik Hansen skylden for ikke at kunne bremse sprogets udvikling. De der har søgt nærmere oplysning og har givet sig tid til at lytte til argumentationen, har kunnet få forklaring og velovervejet vejledning. Jeg har forstået en grundlæggende holdning hos dig således: Hvis der er valg mellem flere forskellige sproglige former, gør man klogt i at vælge den form der ikke virker frastødende på den eller de personer man ønsker at komme i kontakt med. Det er da ikke tegn på hverken vilkårlighed eller holdningsløshed.

I sin takketale talte Erik Hansen om en efter hans mening udbredt ringeagt for det danske sprog. En ringeagt, som han forklarede med:

– Snobberi for det udenlandske, traditionen for at vi ikke tager os selv rigtig alvorligt, generthed over at vi er så få og små osv. Men der er også noget som skyldes forsætlige fejlbedømmelser af det rent sproglige.

Erik Hansen tilbageviste derefter argumenter om, at det danske sprog skulle rumme færre ord end andre af verdens store sprog, at dansk skulle være mindre nuanceret, eller at fremmede sprog skulle være klarere.

– En dansk forfatter har med triumferende vankundighed karakteriseret det danske sprog som “en lavstammet bastard” som han dog opfordrer os til at elske og agte. Det er naturligvis et falsk og ondsindet signalement. Det danske sprog er en højbåren jomfru og en ædel kongebrud, og det kræver ingen overvindelse at agte og ære hende. Det har hun krav på – og hun har også sine krav til os, sluttede han.

Jubilæumsfesten fortsatte efter prisoverrækkelsen med en festtale ved skuespiller Jesper Klein, oplæsning ved Benny Andersen og korsang ved Blaagaard Kammerkor.

Baggrundsoplysninger:

Erik Hansen, modtager af Modersmål-Prisen 2004, er ophavsmand til en lang række artikler, bøger og andre skrifter om det danske sprog. Han er 73 år og var indtil 2000 professor i dansk sprog ved Københavns Universitet. Fra 1985 til 2003 var han formand for Dansk Sprognævn. For mange årgange står han derfor som sprogprofessoren. Yderligere biografiske oplysninger kan findes i Kraks Blå Bog.

Modersmål-Selskabets tale til modtageren af Modersmål-Prisen 2004, Erik Hansen

Det stod allerede i martsnummeret af Sprog & Samfund at professor Erik Hansen skulle have modersmålsprisen i år 2004. Der stod også hvorfor, og motiveringen fortjener at blive udtalt højt og tydeligt og uddybet en smule netop på denne festdag i Modersmål-Selskabet.

Nogle få af de tilstedeværende har kendt Erik Hansen som ung lærer i dansk og tysk på Rødovre Statsskole, flere har fået den første inspiration i timer i moderne dansk grammatik hos den unge adjunkt på Københavns Universitet, men alle danskere er blevet påvirket af sprogprofessoren, direkte eller indirekte gennem rækken af lærebøger eller gennem lærere i folkeskolen, gymnasiet, ved universitetet og seminarier. Ikke mindst gennem hans videre arbejde med sætningsskemaet fra Paul Diderichsens Elementær dansk grammatik. Til orientering: ‘Elementær’ skal forstås som grundlæggende, ikke som ‘nem’.

Erik Hansen var i 18 år formand for Dansk Sprognævn, en magtfuld post. Lad os tage det helt bogstaveligt:

Dansk Sprognævn har til opgave – og har haft det i næsten 50 år – på videnskabeligt grundlag at give myndighederne og offentligheden råd og oplysning om det danske sprog. Sprognævnets hovedopgave er

  • at følge det dansk sprogs udvikling
  • at besvare sproglige spørgsmål fra myndighederne og offentligheden
  • at redigere og udgive en dansk retskrivningsordbog.

Ikke mindst det sidste har givet anledning til megen debat. Erik Hansen var i Sprognævnets arbejdsudvalg da man i 1980 intensiverede arbejdet med en ny retskrivningsordbog, og senere i et underudvalg der fra 1983 udformede Retskrivningsreglerne. Det førte til den mindeværdige majonæsekrig som mange stadig erindrer for den heftighed som sproglige spørgsmål kunne debatteres med både i folketinget og i den brede offentlighed. I 1985 blev Erik Hansen formand for Dansk Sprognævn og i 1986 udkom så den nye Retskrivningsordbog. Noget gammelt og trygt, dvs. den indbildte tryghed som en indiskutabel norm giver, var blevet rokket. Det var nu ikke så mærkeligt: Det sprog og den norm som retskrivningsordbogen afspejlede, var kun delvis et udtryk for det sprog som også den sprogbevidste del af befolkningen brugte. Sproget udvikler sig og har altid gjort det. Sproget er en levende mekanisme. Sprognævnet kan foreslå ‘imago’ som en regelret dansk form; det blev dog ved ‘image’.

Mange har i tidens løb givet Sprognævnet og i særdeleshed Erik Hansen skylden for ikke at kunne bremse sprogets udvikling. De der har søgt nærmere oplysning og har givet sig tid til at lytte til argumentationen, har kunnet få forklaring og velovervejet vejledning.

Jeg har forstået en grundlæggende holdning hos dig således: Hvis der er valg mellem flere forskellige sproglige former, gør man klogt i at vælge den form der ikke virker frastødende på den eller de personer man ønsker at komme i kontakt med. – Det er da ikke tegn på hverken vilkårlighed eller holdningsløshed. Det er en holdning jeg har kendt længe, og netop i disse dage er der brug for den når man diskuterer børn og unges stærkt provokerende sexistiske udtryk.

Vi kan bedst lide den samlende sprogbrug, ikke den ekskluderende.

I en bog om retskrivning fra 1998: Det er korrekt, skriver du: “Den dominerende holdning i offentligheden er at valgfrihed er af det onde, og denne mening hævdes også af folk som forbeholder sig en betydelig personlig valgfrihed.”

A propos valgfrihed: Vi kommer vel ikke uden om det nye komma der blev beskrevet i 2. udgave af Retskrivningsordbogen fra 1996, og som Erik Hansen var hovedansvarlig for som formand for Sprognævnet. ‘Det nye komma’ var også blevet kaldt ‘enhedskommaet’ over for ‘traditionelt komma’, tidligere kaldet ‘grammatisk komma’ for så vidt som det stod i modsætning til ‘pausekommaet’ der havde været gældende som alternativ siden 1918. De der gik ind for det traditionelle komma, kaldte det stadig ‘det grammatiske komma’ uagtet at det nye komma krævede større grammatisk overblik end det gamle komma, og tilhængerne af det nye komma kaldte på deres side det gamle komma for ‘kryds-og-bolle-kommaet’. Så vidste man ligesom hvor man havde hinanden.

Hvis jeg nu stod i min daglige pædagogiske praksis, ville jeg have sat jer til at lave gruppearbejde over emnet ‘for og imod’. Så kunne der snildt gå en time eller to, kanske både vinter og vår. Men sådan skal det ikke være.

Tidligt dette år kunne Sprognævnet offentliggøre ét sæt kommaregler der var blevet enighed om med undervisningsministeriet og kulturministeriet. Det frie valg, et ikke ubekendt mantra i disse tider, består nu i at man i henhold til §4 i kommareglerne har ‘fast slutkomma, valgfrit startkomma’.

Så nu kan I signalere jeres tegntilbøjeligheder med en lille bemærkning øverst i jeres skriftlige arbejder: ‘Startkomma valgt til’, eller ‘Startkomma valgt fra’.

Og så ikke mere fra min side om et af de mindste, ubetydelige tegn i det danske retskrivningssystem.

I 10 år, fra 1985 – 1995, udfærdigede Erik Hansen vekslende med Jørn Lund et månedligt Sprogbrev til Danmarks Radio. I parentes: Jørn Lund er en af Erik Hansens gamle studerende, sidenhen kollega og uvurderlige makker i mangfoldige sproglige projekter.

I Sprogbrevet tog de fat i nogle af de formuleringer som journalister brugte, enten det nu var problemer med udtale, ordforråd eller syntaks. Kritikken var hårdest hvor sproget var upræcist og vildledende. Der var også påpegning af deciderede fejl som ingen bagefter ville mene de havde gjort hvis de blot havde tænkt sig det mindste om. Ikke desto mindre kom de samme fejl op gang på gang.

Mange gange rummede Sprogbrevet analyse af fejl man som læg lytter også havde registreret i et glimt; her blev de ofte forklaret – og det er ikke det samme som tilgivet, ikke når man arbejder med professionelle journalister.

På skoleområdet har du været stærkt medvirkende til at der er blevet kastet lys på det danske sprogs mange sider. Dansk er mange ting hedder den karakteristiske titel på en alsidig sprogbog som du udgav sammen med Harald Steensig allerede i 1968. Den viser hvordan man med fornøjelse kan iagttage og analyse det sprog vi er omgivet af i hverdagen. Bogen blev en del af legitimeringen af at tage det udvidede tekstbegreb alvorligt.

I 1965 udgav du bogen Reklamesprog, det var før billedeksplosionen inden for reklameindustrien. Det var før studenteroprøret, og det var før retorikstudiet blev oprettet på Københavns Universitet; men bogen viste hvordan hensigten bag sprogbrugen fører eller forfører os til den ønskede handling. Det var en øjenåbner.

Til glæde for den almindeligt sproginteresserede borger har Erik Hansen været hovedkraften bag tidsskriftet Mål & Mæle der udkommer 4 gange om året. I denne måned er vi nået til 27. årgang nr. 3. Erik Hansen har skrevet et væld af artiklerne igennem årene, og han er stadig den skarpsindige analytiker og gode pædagog når han svarer læserne i tidsskriftets rubrik ‘Sprogligheder, denne gang på spørgsmålet hvorfor vi skal stave ‘te’ t-e og ikke t-h-e. Begrundelsen hviler på Kultusministeriets Bekendtgørelse af 27.2.1892 – bare I ved det! – Og vi får mellemregningerne med.

Du har præget udtrykket ‘Ping- og pampersprog’ gennem din bog af samme navn. Den kommer os alle til gode ved at påpege, fagligt og pædagogisk velunderbygget, at det ligefremme sprog er det bedste når myndigheder skal henvende sig til borgerne; og først og fremmest er det ligefremme sprog ikke mindre præcist.

Da du for mere end et halvt år siden fik at vide at Modersmål-Selskabet ville give dig modersmålsprisen, havde du nærmest en indvending: Du skulle da ikke have prisen for at have passet dit arbejde på universitetet.

Det er heller ikke det der ligger bag. Du får først og fremmest prisen for din formidling af viden om det danske sprog. Som sprogvidenskabsmand står du på skuldrene af store sprogforskere som Louis Hjelmslev og Paul Diderichsen. Som formidler har du personligt leveret en enestående bedrift gennem talrige avisartikler (mange under pseudonymet Magister Stygotius), og ikke mindst har mange elsket at høre dine indlæg i sprogminuttet i radioen. Du har fanget udtryk i tiden og vist hvordan der er sket små forskydninger i sprogbrugen, hvorfor man med rette kan undre sig over modeudtryk, eller hvordan sprogbrugen afspejler ændringer i hverdagen og kulturen. I sommer, eller var det i sommers, gjorde du opmærksom på at en kylling fra supermarkedets køledisk ikke længere var hvad vi tidligere forstod ved en kylling. Blot et eksempel blandt mange.

Din folkeoplysende indsats består i at have hjulpet utallige mennesker til at få øje på sprogets raffinerede system og at glæde sig ved det.

Da du blev 70 år i 2001, blev du dels hyldet i et festskrift af kolleger og gamle studerende, ‘E som Erik H som halvfjerds’, dels blev der udgivet et udvalg af artikler og afhandlinger du har skrevet gennem årene, på over 300 sider og med den meget sigende titel: Glæden ved grammatik.

Vi kan tilslutte os forordet hvor du bliver benævnt ‘sprogpolitikeren, kommadebattøren, stilerevseren, sprogprovokatøren, sproghistorikeren, sprognævnsformanden, sprogcausøren og øjenåbneren Erik Hansen’. Alt sammen iøjnefaldende sider af dit virke.

Som en af dine gamle danskstuderende og specialeskrivere er jeg mig fuldt bevidst om hvor tit jeg i undervisningen bruger din faglighed og dine eksempler – og oplever at bære engagementet videre.

Erik Hansen-effekten dukker op når jeg mindst venter det: I sidste uge brugte jeg ventetiden på et S-tog ved Vesterport Station til at spise en uskyldig ristet pølse. Mens pølsemanden, som var en dame, trykkede sennep op ved siden af pølsen, faldt mine øjne på et skilt på væggen bag hende: ‘Her få’s varm Cocio chokolademælk’. få’s med apostrof før s’et. Du kaldte for en del år siden fænomenet for apostrofitis, danskernes nærmest sygelige trang til at drysse apostroffer ud før alle mulige finale s’er. Vi får nok ikke bugt med det, men jeg fandt min trøst ved at dyppe pølsen til bunds i min sennep – og mærke dig dukke op i min bevidsthed samtidig med overbevisningen om at du har hjulpet rigtig mange til at møde det levende dagligsprog med skærpet sprogsans og veloplagthed.

Som du er jeg grundlæggende optimistisk hvad angår det danske sprogs overlevelse. Men den sker ikke uden stadig opmærksomhed og indsats fra mange sider.

Tak, Erik, tak for dit uvurderlige bidrag til den kvalificerede sprogdebat, og tillykke med modersmålsprisen.

Tale til Erik Hansen ved overrækkelsen af Modersmål-Selskabets modersmålspris 2004 i Landstingssalen på Christiansborg lørdag den 27. november 2004, 25 års-dagen for Modersmål-Selskabets stiftelse.

Svend Aukens tale til jubilæumsfesten

Det er mig en stor glæde at kunne byde velkommen til Modersmål-Selskabet her i Folketinget. Vi sidder i Landstingssalen, og det er dejligt at se så mange mennesker. Jeg skal hilse fra Folketingets formand, der oprindeligt var inviteret til at byde jer velkommen, men som ikke kunne være her, og derfor er jeg glad for at kunne gøre det på hans vegne.

Vi har mange problemer med det danske sprog i Folketingets præsidium. Og det skyldes ikke, at vi er nødt til at tale så meget udenlandsk, men det er, fordi vi er nødt til at høre så mange forskellige udgaver af det sprog, vi elsker. Vi gør det hver dag fra Folketingets formandsstol, når medlemmerne forsøger sig med det danske sprog. Det kan overraske, at folk, der er valgt i kraft af deres talegaver, mister den evne på vej til Folketinget.

Jeg tror, at det hænger sammen med den ulyksalige tendens på dansk til, at det talte sprog ved højtidelige lejligheder skal bindes af et manuskript og dermed af skriftsproget. De stakkels, udmærkede og velformulerede mennesker, der sidder her i Folketinget, kommer op på Folketingets talerstol og transformeres til dårlige oplevelser af manuskripter, som andre har skrevet – og det kan være meget besværligt.

Vi er ikke sat til som smagsdommere at give gode råd til kollegerne – vi er faktisk kun sat til at skride ind, når man går over de sømmelighedens grænser, som selvfølgelig gælder for Folketingets talerstol, men vi kan ikke give hjælp til, hvordan man en gang udtrykker sig. Det danske folketing har en vigtig opgave i at beskytte dansk kultur og dermed i meget høj grad sproget og dets udtryksformer.

Som ven af det danske sprog vil vi gerne yde et bidrag til, at Folketinget er med til at højne nationens sprogforståelse. Det er et regelsæt, som vi hele tiden prøver at leve op til og bidrage til, men det er alt for sjældent, at det lykkes. Det er noget, vi arbejder utroligt meget med herinde, og vi håber at finde frem til mere levende debatformer, hvor medlemmerne taler fra deres plads i salen, og hvor vi prøver at få samtalen etableret.

Vi prøver at lære kollegerne, at det er langt mere interessant for de mange, der takket være fjernsyn og radio kan følge med i debatterne i Folketinget, at de bruger deres egne ord, og at de tænker, hvad de har tænkt sig at sige, og så siger det. For så har vi nemlig her i Folketinget nogle sprogets troldmænd, der kan oversætte selv den sværest tilgængelige syntaks til trykbar tekst i Folketingstidende.

Vi har for nylig her i Folketinget haft en debat om, hvorvidt vi skulle have en sprogpolitik i Danmark. Er det nødvendigt med en sprogpolitik? Ser vi på vore nabolande, så gør man såvel i Sverige som i Norge (og formentlig også i Finland, men det er næppe et sprog, der er helt så truet som vort) meget ud af bevidst at tage det fremmede ind og forvandle det til henholdsvis svensk og norsk, finde gode svenske og norske ord eller indoptage ord og vendinger fra det fremmede.

Vi vil uvægerligt blive påvirket i vores sprog af vores omgang med andre landes sprog – sådan er det i hele vores sproghistorie, og det har været med til at berige vores sprog, at vi har haft impulser udefra. Men dér prøver man bevidst at forsvenske eller fornorske både stavning og sprog, så det fremmede glider harmonisk ind i sproget. I Danmark har vi haft en tradition for, at selv de mest komplicerede fremmedord, når de er accepteret på dansk, bevarer den fremmede stavemåde. Ofte gælder det for eksempel for franske låneord.

Dertil kommer, at vi frit bruger det verdenssprog, der er skabt gennem de sidste halvtreds år, og som begejstrer os alle: ikke engelsk, men dårligt engelsk, som er gledet ind overalt, men i Danmark stort set uden modstand. Og med det resultat, at i stigende grad bliver det danske sprog fortrængt, ikke officielt, men sådan at forstå, at engelske fraser og engelske udtryk, både det kommercielle og det intellektuelle og i hverdagslivet vinder større og større indpas, uden at nogen sætter barrierer for det.

Derfor diskuterede vi også sprogpolitik som den politik, man vellykket har indført i både Sverige og Norge. Jeg lyttede meget omhyggeligt til debatten, og det tror jeg også, at Modersmål-Selskabets mange eksperter har gjort, men det stod ikke tydeligt for mig, hvad konklusionen var: Har vi eller har vi ikke en sprogpolitik i Danmark? Det, der derimod ikke kan være diskussion om, er, at vi i allerhøjeste grad trænger til en sprogpolitik i Danmark. Netop når vi er midt i den internationale strøm af påvirkninger, som vi ønsker, og som vi byder velkommen, og hvor også sproget gerne skal fornys, har vi brug for at sikre, at det sker på en ordentlig og reguleret måde.

Det skal være mit jubilæumsønske, at jeres forening og jeres arbejde sammen med alle os, der arbejder som interessenter i det danske sprogs mangfoldiggørelse og bevaring af det værdifulde i det danske sprog, at vi i fællesskab må have mulighed for i de kommende år at sikre en effektiv og ordentlig sprogpolitik.

Vi tror også, at en sådan sprogpolitik kan være med til at kunne integrere etniske gruppe og fremmede folkeslag i vores samfund. Jeg er ikke i tvivl om, at et lettere tilgængeligt sprog, lettere tilgængelige stavemåder og en lettere tilgængelig grammatik vil gøre det langt lettere for folk med en anden baggrund at lære at kunne bruge vores sprog.

Det er en stor opgave I har, og en stor opgave vi har. I dag er en festdag, og det er et forrygende program, I har sammensat. Velkommen til Folketinget og velkommen til den fælles opgave med den fortsatte kamp for det danske sprog.