Årbog 1997: Det vigtigste fag

Af Gerda Thastum Leffers

“Det vigtigste fag” blev titlen på Modersmål-Selskabets årbog 1997.

Bogen blev præsenteret den 27. november 1997 kl. 17.00 i Snapstinget på Christiansborg. Forfattere og Selskabets bestyrelsesmedlemmer præsenterede her bogen for presse og medlemmer.

Det vigtigste fag er naturligvis danskfaget, når Modersmål-Selskabet skal definere. Titlen rummer plads for meget nyancerede syn på den situation, danskundervisningen er i nu, og på de nedslående resultater, der er fremkommet ved at sammenligne danske børns læse- og skrivestatus med andre europæiske børns.

Hvor og hvornår går det galt? Sker der det i folkeskolen undervisningsmæssigt, som burde ske – eller er tiden ofte for kort i forhold til listen over, hvad der sideløbende foreslås som aktuelle emner i dansk? Nævnte liste er meget lang – og den arme dansklærer – der ofte end ikke har dansk som linjefag – er samtidig klasselærer, og – efter den lange liste at dømme – forventet forældreerstatning også.

Emnet er spændende belyst i bogen gennem artikler af for eksempel:

  • cand.psych. Mogens Jansen
  • professor dr.phil. Carsten Elbro
  • professor dr.phil Peder Skyum-Nielsen
  • direktør i Dansk Industri Hans Skov Christensen
  • lektor Birte Sørensen
  • viceskoleinspektør Ida Larsen
  • seminarielærer og forfatter Martin Jørgensen
  • folkeskolelærer Birgit Jørgensen
  • seminarierektor Niels Holck
  • lektor Niels Chr. Sauer og folketingsmedlem Frank Dahlgaard
  • tidligere undervisningsminister Bertel Haarder
  • nuværende undervisningsminister Ole Vig Jensen.

De (andre) fag, mange børn ikke magter i dag, ville formodentlig blive til at magte for mange flere, hvis danskfaget stod sikkert og centralt, og dansktimerne blev brugt efter hensigten. Så kunne alt det læsestof, der naturligt er i f.eks. historiefaget, medvirke til at læsefærdigheden blev trænet. Hvis alt for meget bliver gjort til mundtlige fag, kan læsning – selv i de videre uddannelser – blive vanskeliggjort for mange elever.

Vist skal vi glædes over, at den mundtlige formuleringsevne er betydelig bedre i dag end tidligere, men vi skal samtidig være opmærksomme på, at prisen for dette er høj. Udarter det, så eleverne bliver sludrevorne på bekostning af lyst og evne til god skriftlig fremstilling med den indlæring af stavning og tegnsætning, det indebærer, så er eleverne blevet snydt.

Lad mig citere fra Peder Skyum-Nielsens artikel i Det vigtigste fag: “modersmålslæreren John Keiting fra filmen “Døde poeters klub” (….) fik også sin succes, fordi (filmen) viser og levendegør en lærertype, som nutiden trænger hårdt til: Et hæderligt menneske, der elsker og mestrer sit fag – som er varm og saglig, i levende vekselspil – og som, unægteligt, selv danner et formidabelt sprogligt forbillede”.

Og fra undervisningsminister Ole Vig Jensens indlæg, Dansk er dejligt – også i folkeskolen: “Læreren skal kunne håndtere mangfoldigheden, være i stand til at arbejde med litteratur, sange, tv, film, kunst og reklame (….) være i stand til at forholde sig til børnenes verden, til at udvide den og gøre den rig på oplevelsesmuligheder – ellers er jeg ikke sikker på, at også de næste generationer vil holde lige så meget af dansk, som min generation gør det”.

Se frem til en god debatbog med mange synspunkter på undervisning i først og fremmest modersmålet.

Modersmål-Selskabets 18. generalforsamling 1997

Referat af formandens beretning:

Velkommen til denne ordinære generalforsamling – som er nr.18 i vores historie. Ikke så få i forsamlingen har trofast været med hvert år siden selskabets stiftelse i 1979 – hjerteligt velkommen til alle ældre som yngre medlemmer af Modersmål-Selskabet og for nogles vedkommende også af repræsentantskabet.

Som de fleste vil vide fra Sprog og Samfund og dagbladene, afgik bestyrelsesmedlem, seminarielærer Lis Garbers ved døden d. 11. juni 1996, og Selskabets stifter, seminarielektor Poul Hansen afgik ved døden d.5. september 1996. Poul Hansen tog i 1978 initiativ til Modersmål-Selskabets stiftelse – og sluttede som dets formand i 1986. Vi bragte nekrologer i Sprog og Samfund og i dagbladene i forbindelse med dødsfaldene sidste sommer. Her skal blot gentages, at vi mindes og værdsætter det arbejde de udførte for Selskabet.

Bestyrelsen viderefører sin gerning sammen med de to nytilkomne medlemmer, som tidligere har været præsenteret – nemlig bibliotekar, assisterende fagleder på Danmarks Biblioteksskole, Elisabet Sinding, og mag.art. kunsthistoriker Erik Drigsdahl. I bestyrelsesarbejdet tager de sig især af vores hjemmesider på Internettet, som er oprettet på Elisabet Sindings initiativ. Her vil Selskabets virksomhed altid være opdateret. Vores e-mail adresse står altid i Sprog og Samfund.

Nyt lovforslag

Der er et lovforslag under behandling, som skal sikre en bred sammensætning af et repræsentantskab i Dansk Sprognævn, og vi skulle have en god mulighed for at få en plads i det repræsentantskab, når og hvis lovforslaget bliver vedtaget i august. Vi har allerede for 3 måneder siden haft foretræde for Kulturudvalget i den anledning.

De Danske Sange

Forfatteren Jesper Asmussen har efter 3 års arbejde på bogen De Danske Sange og hyggelige historier fået den udgivet – og han tildeler Modersmål-Selskabet det forventede overskud for de første nummererede og signerede eksemplarer som tak for et forord, jeg har skrevet i sangbogen.

Prisen på bogen er 298 kr. for de signerede eksemplarer og ellers 248 kr. På 24 bøger samlet gives der 25% rabat. Bogen ser sådan ud (bogen blev vist frem) – man kan evt.skrive sig på en liste heroppe. 24 sikrer rabatten – uden rabat kan den købes i boglader.

Debatkonkurrence

På Bent Pedersbæk Hansens initiativ afholdt vi en mundtlig debatkonkurrence i november for unge under 25 år. Ønsket var at sætte fokus på emnet det engelske sprogs fremtrængen i Danmark og samtidig understrege betydningen af klar mundtlig fremstilling. Vi havde lånt lokale i Medicinsk-Historisk Museum, og stedet var meget velegnet med sin halvcirkelform og sin hvælvede kuppel til at træne debatformen uden mikrofon. Gymnasieelev Solana Larsen fik l. præmien på 3.000 kr., stud.polit. Lotte Langhoff-Roos 2. præmien på 2.000 kr. og gymnasielev Jesper Clausen 3. prisen på 1.000 kr.

Møderække i Odense

Bestyrelsesmedlem Georg Søndergaards møderække i Odense er også blevet en succes. Foreløbig har docent Johan de Mylius holdt foredrag over Sproget i H.C.Andersens eventyr og professor Jørn Henrik Pedersen om Forhandlingssprog og Fagsprog. Dr.phil. Erik A.Nielsen var også blandt foredragsholderne og Lars Ryhave, formand for dommerforeningen.

Fonde

Aktiviteterne har kostet lidt. Men de har i høj grad tjent formålet at formidle kendskab til uddannelse og forskning vedrørende det danske sprog, og skabe forståelse for betydningen af en udtryksfuld og varieret anvendelse af sproget, og vi ser med fortrøstning frem til et godt regnskabsår i 1997 – mange tilskud plejer at komme i slutningen af maj måned – foreløbig kan vi glæde os over, at der i de forløbne godt 4 måneder af 1997 fra Den Berlingske Fond, Knud Højgaards Fond, Konsul York og Thomas B.Thrige – i alt er indkommet 55.000.- kr. Alle midlerne går til årbøgerne, kvartalsbladet og arrangementerne.

Bestyrelsen arbejde er ulønnet, men der er uundgåelige udgifter til arrangementerne og trykning af blade og bøger. I et selskab som Modersmål-Selskabet kan ikke sættes lighedstegn mellem rentabilitet og god trivsel. Det kan ikke på forhånd afgøres, om en aktivitet betaler sig – f.ex i form af, at den skaffer flere medlemmer. Vi må tage selve vores eksistens som Modersmål-Selskab som et tegn på, at vi har handlet fornuftigt hidtil. Det tidligere Modersmålsselskab fik jo dog kun 10 års virke.

Årbogen

Årbogen for 1996 – Glæden ved sproget – var jo en kærlig hyldest til modersmålet, skrevet af folk, der også bevidst arbejder kunstnerisk med sproget, skuespillere, forfattere og andre, der dagligt bruger modersmålet, netop som det smukke, smidige arbejdsredskab med de talløse muligheder det har.

I år kommer så en mere faglitterær, saglig debatbog. En bog for katederet. Titlen bliver: Det vigtigste fag. Det er vort ønske, at den vil støtte debatten om danskundervisningen, og vi har bl.andre fået Max Bæhring fra LO og direktør Hans Skov Christensen fra Dansk Industri og tidligere direktør for Danmarks Pædagogiske Instiut Mogens Jansen, dr.phil. Peder Skyum-Nielsen og professor Carsten Elbro til at medvirke med artikler. Årbogen vil – traditionen tro – blive præsenteret ved et lille festligt arrangement her på stedet i slutningen af november. Det bliver averteret i Sprog & Samfund.

Kommende arrangementer

Vi håber at kunne arrangere en kronikkonkurrence i samarbejde med dagbladet Politiken. Og besøget på Sophienholm er også på ønskeseddelen.

Redaktørerne Michael Blædel og Rasmus Bjørgmose redigerer årbogen og kvartalsbladet, statsautoriseret revisor Jørgen Friis reviderer vores regnskab, og Ulla Vittus er sekretær. Tak til de fire for veludført arbejde til en – tror vi nok – rimelig pris. Tak til donatorerne, tak til repræsentantskabet og de øvrige medlemmer, som af og til runder op ved kontingentbetalingen, tak til bestyrelsen for godt samarbejde, til Annalise Wiberg, tidligere bestyrelsesmedlem, for akkompagnement til sangen, og til alle for fremmødet.

Beretningen blev enstemmigt godkendt.

Prisoverrækkelsen

Efter generalforsamlingen blev Modersmål-Prisen overrakt til sangeren og sangskriveren Niels Hausgaard.

Modersmål-Selskabets 17. generalforsamling 1996

Referat af formandens beretning:

Læsning og læsefærdighed – et vigtigt debatemne

Mange der meldte sig ind i 1979 har været til samtlige general­forsamlinger, indledte formanden, Gerda Th. Leffers, sin beretning:

“Det er meget glædeligt for os i bestyrelsen både at gense så mange af de tidligere medlemmer og samtidig at kunne byde velkommen til så mange nye”.

Blandt årets aktiviteter nævnte formanden pressemødet i forbindelse med udgivelsen af årbogen “Det synlige sprog”. Mødet var velbesøgt, og bogen har fået gode anmeldelser. En foredragsaften med professor Erik Hansen har også fået megen ros.

Den professionelle markedsføring vi indledte sidste forår kom op på ialt 40.000 kr. i samlet engangsudgift betalt i regnskabsåret 95. Vi håber på en langtidsvirkning af de tryksager der ér sendt ud – og flere ligger parat til ekspedition til bibliotekerne, hed det videre.

Velvillige donatorer og fondsbestyrelser foruden Undervisningsministeriet har bevilget os tilskud i lighed med tidligere år – endda lidt mere – vi har gavemæssigt haft et meget fint år i 1995. Ydermere tegner 1996 allerede helt pænt, nemlig med 65.000 kr. i gaveindtægt fra januar til maj.

Nye initiativer

Vi vil i det kommende efterår indbyde til en mundtlig debatkonkurrence for de 16-25 årige. Tidspunktet vil blive averteret i Universitetsavisen og dagspressen og i Sprog & Samfund.

Selskabet vil desuden på Odense Universitet holde fire fyraftensmøder i efteråret. Alle vore medlemmer er velkomne til arrangementerne, som geografisk vil tilgodese ønskerne om, at ikke alt skal foregå i København. Vi håber der vil komme mange deltagere fra hele landet.

Danskundervisning

Det har været stærkt fremme i dette forår, at Danmark mangler dygtige dansklærere. Eleverne får for lidt udbytte selv af ekstra bevilgede dansktimer – på alle niveauer er der behov for bedre danskundervisning.

Det mundtlige sprog, som man lærer det i dag, kan være godt, hvis eleven er motiveret hjemmefra inden skolealderen og i øvrigt har sprogsans og får en god lærer. Men for den der mangler disse værdier kan det være svært bare at blive en almindelig god læser.

Det vi så rapporter om i forbindelse med Aktion Læsning (en sammenslutning i Undervisningsministeriets regi til fremme af læsefærdighed og skriftkultur). Det var en ganske skræmmende skrift på skærmen, idet de tørre tal viste at danske skoleelever i de tre mindste klasser er de ringeste læsere og sprogbrugere, når man sammenligner med jævnaldrende børn i andre europæiske lande.

Der vil blive forsket yderligere i problemet, manglende læsefærdighed, af professor Carsten Elbro og hans medforskere, og det kan vi kun hilse med tilfredshed. Vi vil gerne støtte og følge projektet – i første omgang ved at holde os orienteret og prøve at vække interesse for det i videre kredse.

Tilbud og tilgang

En af vore medlemmer, lærer Jesper Asmussen fra Skovgårdsskolen, har udgivet en bog med titlen De danskes sange og hyggelige historier. Han vil skænke en del af bogens forventede overskud til Modersmål-Selskabet – “for vores navn og vores indsats” – og det har vi takket ham hjerteligt for.

Testrup Højskole har igen i år (som det også skete i 1995) tilbudt vore medlemmer 20% rabat på et ugekursus fra 30. juni til 7. juli der hedder “Min bedste bog”.

En særlig tak til de mange der har udført et detektivarbejde for at finde os, efter TV2-Lorry havde bragt et glimt fra vor sidste generalforsamling. Det medførte mange henvendelser og indmeldelser.

Glæden ved sproget

Årbogen 1996 er under udarbejdelse. Den hedder Glæden ved sproget. Blandt forfatterne er Klaus Rifbjerg, Thorkild Bjørnvig, Johan de Mylius, Asger Baunsbak- Jensen, Lone Hertz og flere – i alt 14 artikler. Igen i år bliver der pressemøde når bogen udkommer i november.

Formanden sluttede med at rette en særlig tak til Annalise Dühring Wiberg, som i en årrække har været medlem af bestyrelsen, idet hun har trukket sig tilbage samtidig med sin pensionering fra erhverslivet. Det har været en række år med godt venskab – som varer ved – og veludført bestyrelsesarbejde.

Der var også en tak til repræsentantskabet, som holdt møde samme dag med et godt fremmøde, til den samlede bestyrelse for godt samarbejde, til Selskabets stifter Poul Hansen, og til redaktør Rasmus Bjørgmose, statsautoriseret revisor Jørgen Friis og sekretær Ulla Vittus.

Efter nogle få og positive bemærkninger om medlemstallet, der er steget med et halvt hundrede udover den naturlige
afgang, blev beretningen godkendt enstemmigt.

Gerda Leffers