Det fantastiske sprog

Velkommen til præsentationen af Modersmål-Selskabets årbog 2010.

Velkommen til vores årbogsforfattere, velkommen til vores medlemmer, velkommen til vores øvrige gæster.

Sprog er en alvorlig sag. Hvis man ikke ved det allerede, kan man forvisse sig om det ved at følge med i den aktuelle debat i medierne.

Videnskabsministeren har stillet os en national strategi for fremmedsprog i udsigt. Hvis man som udlænding ønsker at blive integreret i Danmark, er engelsk og spansk godt nok, kinesisk og arabisk er ikke godt nok.

Vi må gerne lære kinesisk i folkeskolen, men ikke arabisk.

Når det kommer til det danske sprog ønsker et flertal i folketinget ikke en sproglov. Og står det til troende er Dansk Sprognævn efter nogens opfattelse nærmest sat i verden for at underminere og nedbryde det danske sprog. I Schleswig-Holstein sætter skolebesparelser sindene i kog.

De unge mennesker bander i skrift og tale og kender snart ikke forskel på dansk og engelsk mere. Siges det. Og småbørnene skal sprogscreenes i børnehaverne.

Men det er jo kun den ene side af mønten.

Den anden side er at vi som mennesker med sproget har en fantastisk iboende egenskab.

Vi kan … sætte ord på vores tanker og fantasier.

Vi kan kommunikere med hinanden, vi kan forklare os, vi kan udtrykke vores følelser, vi kan sætte ord på vores tanker og fantasier, vi kan være kreative. Vi kan lave sjov med hinanden ved hjælp af sproget, og vi kan lave sjov med sproget.

Vi kan ha’ ordet, og vi kan give ordet videre. Det vil jeg gøre allerede nu.

Jeg vil give ordet videre til Gerda Thastum Leffers.

God fornøjelse.

Ovenstående er Jørgen Christian Wind Nielsens velkomst/indledning til årbogspræsentationen 23. november 2010.

Sprog for sjov

Som sprogelskere har vi vovet at lave SJOV MED SPROGet, for

på Rigsdagen og i Forsvaret, i medicinens og teologiens – og ikke mindst teatrets og mediernes verden trives humoren og med den selvironien som en naturlig del af hverdagen.

Det skriver Gerda Thastum Leffers i forordet til en perlerække af bidrag fra knalddygtige skribenter og forfattere. Læs selv årbogen og se, at de ikke er uden humor.

Det vil være endnu sjovere, hvis du ikke kun læser årbogen, men også kommer og tager del i debatten, når årets bog præsenteres i Byggeriets Hus den 23. november kl. 17.00. Vi har allerede tilsagn fra nogle af forfatterne, som er:

  • Erling Olsen
  • Frederik Dessau
  • Georg Metz
  • Henning Kirk
  • Jeppe Søe
  • Jesper Klein
  • John P. A. Jensen
  • Lars Barfoed
  • Lasse Harkjær
  • Ole Togeby
  • Peter Borberg
  • Poul Einer Hansen

Sjov med sprog er illustreret af Roald Als.
Kitte Fennestad har designet værket, hvoraf et uddrag fra forsiden vises ovenfor.

Præsentationenen og debatten foregår den 23. november kl. 17.00-19.00  i Byggeriets Hus, Godthåbsvej 33 på Frederiksberg, og er for medlemmer og alle andre interesserede.

Du kan bestille (flere eksemplarer af) årbogen, der er udkommet.

Oplægget er opdateret 3. november kl. 09.45.

Årbogspræsentation 2007: Sproget og de ordløse kunstarter

Det er utraditionelt at skrive med ord om det ordløse, men gennem 15 essays skrevet af erfarne forfattere beskrives kunstarternes tilblivelse og virkemidler, som ofte appellerer til alle vore sanser. Bogens emner bibringer læseren ny viden og spænder over så forskellige temaer som tegnsprog og kropssprog, mad og vin, musik og sang, mode og dans, tegning og arkitektur.

Årbogspræsentation med forfatterne og temadebat

tirsdag den 27. november klokken 16.30

i Kunstindustrimuseets festsal, Bredgade 68.

Der serveres en forfriskning.
Gratis adgang for alle – også ikke-medlemmer.