Bertel Haarder, her fotograferet på Christiansborg ved uddelingen af Modersmål-Prisen 2016. Foto: Svend Nielsen
I anledning af Den Internationale Modersmålsdag har Modersmål-Selskabet i år valgt at hylde det danske sprog i sang, og det kommer til at foregå i den smukke, historiske sal på kollegiet Regensen. Her vil den forhenværende kulturminister, Bertel Haarder holde en tale om det danske sprogs betydning, og vi vil med forfatteren og pianisten Mogens Wenzel Andreasen ved flyglet synge en række ældre og nyere danske sange, der handler om det danske sprog.
Den internationale dag for modersmål blev indstiftet af UNESCO i 1999, og formålet med dagen er at skabe en større bevidsthed om nødvendigheden af at bevare og udvikle alle modersmål i verden, både store, men især små.
Ved mødet vil det være muligt at møde Modersmål-Selskabets nye formand og næstformand, hhv. Mette Bjørnvig Kaufmann og Adam Hyllested, samt medlemsbladet Sprog & Samfunds nye (daværende. Red.) redaktør, Lise Bostrup.
Arrangementet er gratis, og vi serverer en lille forfriskning. Tilmelding med navn og telefonnummer til mbk@modersmaalselskabet.dk. Kom præcis, for porten låses kl. 17.05.
Tid: Tirsdag den 21. februar 2017 kl. 17 prc. til kl. 19. Sted: Regensen, Store Kannikestræde 2, 1169 København K Tilmelding med navn og telefonnummer til mbk@modersmaalselskabet.dk.
Årbogspræsentation 2016 foregik på det smukke Københavns Rådhus
Kære årbogsforfattere, kære Peter Abrahamsen, kære gæster, kære medlemmer.
Velkommen til præsentationen af Modersmål-Selskabets årbog 2016 her i den gamle hovedkasse på Københavns smukke rådhus. Sidst jeg var her var til Kejser Alexander III og den danske Kejserinde Dagmars 150 års jubilæumsbal. Det er ikke så længe siden, det var den 5. november. Dér fungerede hovedkassen som omklædningsrum for damerne.
Blandt arrangørerne af det kæmpe bal var vores bestyrelsesmedlemmer Irina Bjørnø og Lars Ove Sørensen. Nu har de fået os tilbage på rådhuset. Tak for det.
Omslaget på den nye årbog er udført af kunstner og grafiker Kitte Fennestad, som desværre lige er død. Kitte Fennestad lavede den første årbog for Modersmål-Selskabet i 1995, »Det synlige sprog«. Siden da har der været et tæt samarbejde mellem Kitte Fennestad og Modersmål-Selskabet i forbindelse med udgivelsen af vores årbøger. Det er på sin plads her i dag at erindre om og sige tak for samarbejdet. Men vi skal til den nye årbog.
Med disse ord indledte formanden præsentationen af Selskabets årbog, nr. 37 i rækken, BOrdets glæder. Medlem af årbogsudvalget og bestyrelsen Lise Bostrup præsenterede efterfølgende Peter Abrahamsen med blandt andre disse ord: »Peter Abrahamsen er jo ikke ›bare‹ en musiker og sanger, som vi alle sammen kender fra dansktoppen og programmer i radio og tv, men også en fremragende kok, der sågar underviser i at lave cajun-mad på AOF i Slagelse. Peter har spillet rock og country, men de seneste år har han vendt sin interesse mod den danske sangskat, og han har lavet sin egen fortolkning af sange af blandt andre Jeppe Aakjær, en ›hverdagsdansk fortolkning‹. Peter Abrahamsen er tillige formand for Aarestrup-foreningen i Nysted.«
Peter Abrahamsen
Peter Abrahamsen indledte med sangen »Nu tændes stjernen«, efterfulgt af »Til en Veninde«, charmerende pakket ind i anekdoter om Emil Aarestrups liv og levned.
Bestyrelsesmedlem og også medlem af Modersmål-Selskabets årbogsudvalg Claus Tilling præsenterede herefter årbogens forskellige artikler. Først forordet ved Gerda Thastum Leffers, der sætter rammen for årbogens tema: måltidets løfterigdom. Claus Tilling citerede fra Farinelli, som den ældre del af den danske befolkning vil være bekendt med, »Herren, som skabte alt på jord, skabte vel også dette bord«, fremført af Poul Bundgaard. Claus Tilling talte blandt andet om en filosofisk og naturvidenskabelig tilgang til temaet, om sprogets bundethed til tiden, om samtalerne i køkkenet.
Elisabeth Sinding, bidragyder til årbogen, afløste i 2001 Gerda Thastum Leffers på formandsposten i Modersmål-Selskabet og beklædte formandsposten frem til 2004. Elisabeth Sinding takkede for muligheden for at bidrage til årbogen. Elisabeth takkede Gerda Leffers for det smukke forord, der spændstigt bandt de forskellige indlæg i årbogen sammen. Elisabeth fortalte også om sit samarbejde med Kitte Fennestad. I sine overvejelser om sit bidrag til årbogen fortale Elisabeth Sinding, at hun for sig havde set dén bordherre, der udelukkende talte om sig selv, eller endnu værre, så lige igennem én. Med udgangspunkt i disse overvejelser havde Elisabeth vendt sig til Emma Gad, som man jo grinede ad i 80’erne. Men som det så ofte viser sig, »far har altid ret«. Der er stor inspiration at hente i Emma Gad. Stor inspiration er der også at hente i Elisabeths ældrekollektiv, hvor der bor omkring 140 personer. Muligheden for at spise varm mad midt på dagen giver også mulighed for at møde mange mennesker, hvis man selv vil, for at cirkulere mellem bordene, føre »small talk« som i en lille landsby. Med tiden sætter man stor pris på at tale om de små ting.
Mogens Lykketoft og Hanne Holm
Medforfatterne Mogens Lykketoft og Hanne Holm fortalte om deres eksperimenter med klima og bæredygtig mad, der havde været et tema for FN’s Generalforsamling. Mogens og Hanne havde via Skype kokkereret tværs over Atlanten i dialog med en gruppe i Danmark og på den måde udvekslet synspunkter og erfaringer. Mogens Lykketoft fortalte, at han faktisk har fået hele Gustav Wieds middag serveret på Hotel Prindsen i Roskilde, dog med vagtelæg i stedet for vibeæg, der i mellemtiden er blevet fredet. »Hold jer for næsen og stol på fiskesaucen«, sluttede Hanne Holm.
De cirka 65 fremmødte var begejstrede. Peter Abrahamsen sluttede af med Kaj Munks »Lykken gik ved min side, og lykken var ikke min«, anekdoter fra Vandkunsten i København, samt Jeppe Aakjærs tekst »Fuldmånen stille sejler«. Peter afsluttede med »Auld Lang Syne«/»Skuld gammel venskab« på »hverdagsdansk«, der som forudset gav anledning til debat. Arrangementet blev afsluttet med Modersmål-Selskabets snart traditionelle kage.
(Billeder af Ingrid Carlsen og Kaj Gøgsig Nielsen)
Søren Ulrik Thomsen med diplomet, der følger med Modersmål-Prisen 2016
Modersmål-Selskabet gav Modersmål-Prisen 2016 til digteren Søren Ulrik Thomsen. Det foregik i Fællessalen på Christiansborg fredag den 16. september 2016. Forud for prisoverrækkelsen var en konference om kulturen i sproget og sproget i kulturen, som Modersmål-Selskabet havde arrangeret i samarbejde med foreningen KLF, Kirke & Medier, et sprogcauseri ved journalist Julie Fabricius, der fik Modersmål-Prisen 2015, og et musikalsk indslag ved rapperen Per Vers, der fik Modersmål-Prisen i 2014.
Bertel Haarder: »Tak for ordet! Bogstaveligt talt!«
Kulturminister Bertel Haarder åbnede konferencen med ordene ”Tak for ordet! Bogstaveligt talt!”. Og tak for det stærke fokus på sproget. Forståelsen af sproget er forudsætningen for al anden forståelse. Men det kræver jo, at sproget netop er forståeligt. Og at dets udtryk er tilpas nuanceret og mangfoldigt til at indfange verden. Kulturministeren citerede filosoffen Ludwig Wittgenstein: ”Mit sprogs grænser er min verdens grænser.”
Bertel Haarder understregede imidlertid også, at vi er afhængige af at kende til andre fremmedsprog, hvis vi vil gøre os gældende som handelsnation og som international samarbejdspartner, og henviste til både H.C. Andersen og M.C. Einar. Et godt sprog kræver gode sproglige forbilleder, som Modersmål-Selskabet jo bl.a. understreger med Modersmål-Prisen, men også stærke aktører som Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Den sproglige tradition og den sproglige fornyelse skal gå hånd i hånd, hvis vort sprogs kvalitet og alsidighed skal sikres, sagde Bertel Haarder. Vi må kende vores kulturarv, men også være i stand til med vore egne ord og udtryk at beskrive den verden, vi selv lever i. Det kræver fantasi, kreativitet og åbenhed som hos Søren Ulrik Thomsen, der i 1981 »skrev skarpe strofer med spidse hjørner og uregelmæssige kanter, som river i bevidstheden« (Aarhus Stiftstidende), strofer, der nu er blevet »en klassiker«, sagde Haarder.
Bertel Haarder sluttede med ønsket om, at konferencen Kulturen i sproget og sproget i kulturen samt den efterfølgende prisoverrækkelse må bidrage til både viden om og glæde ved det danske sprog.
Julie Fabricius: At tale smukt, fordi man tænker smukt
Julie Fabricius taler på konferencen Sprogets magt på Christiansborg
Julie Fabricus, modtager af Modersmål-Prisen 2015, causerede over mediesproget og nævnte blandt andet romernes vir bonus, en mand, der taler smukt, fordi han tænker smukt.
Det talte ord foregår nu, derfor er det vigtigt at man tænker før man taler, idet ordet ikke kan hives tilbage. Derfor er det så vigtigt at man taler umiddelbart forståeligt i medierne. Talen er et vældigt våben – som tv-mediet er kraftfuldt og magtfuldt. Derfor er det ubegribeligt, at man ikke på tv-stationerne har systematisk faglig undervisning i mundtlig formidling, sagde Fabricius og nævnte særskilt betoninger og modsætningstryk, når disse ikke er rigtige og derfor forstyrrer forståelsen.
Julie Fabricius kritiserede, at undervisningen i DR er forsvundet og erstattet af, at marketings-/strategiafdelingen udsteder direktiver om, hvordan værterne skal agere. Form har stjålet indholdet.
Nestors og Perikles’ forbillede kunne godt efterfølges mere i praksis, bl.a. hos politikerne, der »ikke rutter med det gode sprog – det sprog som vækker genklang i hjertet og som evt. kunne få os op af stolen og hen i stemmeboksen«.
Julie Fabrius ønsker ikke, at vi skal tale som Poul Reumert, »men man forstår hvad der bliver sagt idet tonegangen, betoningerne er helt genkendeligt dansk«, hvilket desværre ikke altid gælder mediejargonen. »Giv mig mit sprog tilbage. Lad det få lov at passere grænsen og giv det naturligt talte dansk varig opholdstilladelse – i hvert fald i medierne!«, sluttede modtageren af Modersmål-Prisen 2015, Julie Fabricius.
Martin Kristiansen og Malene Ullerlund Madsen
Martin Kristiansen, sprogredaktør på DR, berettede, at seerne og lytterne generelt er godt tilfreds med sproget på DR. Det danske sprog skal nok klare sig. De yngre journalister er således meget optaget af sproget.
Malene Ullerlund Madsen rapporterede fra sin undersøgelse af udvalgte programmer på P3, hvilket man kan læse mere om i den lille bog Sprogets magt: Medier, mennesker og sprog, som KLF, Kirke & Medier udgav lige inden konferencen.
Paneldebat
I paneldebatten deltog en række politikere: Naser Khader, som modtog Modersmål-Prisen i 2000, fra Det Konservative Folkeparti, Mette Bock fra Liberal Alliance, Søren Søndergaard fra Enhedslisten, Zenia Stampe fra Det Radikale Venstre, Troels Ravn fra Socialdemokratiet og Britt Bager fra Venstre. Paneldebatten, du kan læse mere om her, blev styret af Kurt Strand, som bl.a. gav udtryk for, at vi taler rigtig meget om DR, men det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at det begynder et andet sted: I vuggestuen, i familien osv. Vi får hele tiden hjørnediskussionen om bandeord, fordi den er til at forholde sig til. Vi er slet ikke nået til udviklingsdiskussionen, som er den interessante. Indflydelsen i dag er større end nogensinde; medierne er forpligtede til at tale pænere end os andre.
Overrækkelse af Modersmål-Prisen 2016 til digteren Søren Ulrik Thomsen
Søren Ulrik Thomsen holder sin takketale
Efter konferencen overrakte Modersmål-Selskabets formand, Jørgen Christian Wind Nielsen, Modersmål-Prisen 2016 til digteren Søren Ulrik Thomsen. I vores pressemeddelelse skrev Modersmål-Selskabet bl.a.: »Søren Ulrik Thomsen evner at placere sig i tiden og har gjort det i mere end 30 år. Naturligvis skal Søren Ulrik Thomsen have Modersmål-Prisen. Og den får han nu«. Læs hele talen.Tillykke med Modersmål-Prisen, Søren Ulrik Thomsen.
Søren Ulrik Thomsen takkede derefter for Modersmål-Prisen. I sit referat af takketalen skriver Lise Bostrup bl.a., at Søren Ulrik Thomsen fortalte, hvordan han, da han hørte, at han var blevet tildelt Modersmål-Prisen for 2016, først havde følt sig beæret, men at denne følelse hurtigt blev fulgt af panik. For ved prisoverrækkelsen ville han skulle holde en takketale. Og den skulle handle om sproget! Jamen, hvordan tale om noget, som er usynligt? Læs hele Bostrups referat!