I form! Per Arnoldi-taler

Per Arnoldi fik som bekendt Modersmål-Prisen i 2011 ved en festlighed på Designmuseum Danmark 14. september 2011. Her kan du (gen)opleve Katrine Bøgh Brixens smukke oplæsning af Gerda Thastum Leffers tale til Per Arnoldi. Talen gengives i uddrag, men du kan læse hele talen i  Sprog & Samfund 2011 nr. 3 side 5-7 (som du kan læse her: Sprog & Samfund 2011 nr. 3).

Per Arnoldi kvitterede med en takketale, som han holdt uden manuskript. Desværre var der tekniske vanskeligheder med vores optageudstyr, men det er dog lykkedes at redde nogle minutter af Per Arnoldis tale. Dem kan du også høre i videoen. Se mere i fornævnte medlemsblad og i årbogen Sprog på banen.

Uddeling af Modersmål-Prisen 2011

Modersmål-Prisen, der i år gives til kunstneren Per Arnoldi, uddeles den 14. september 2011 i festsalen på Designmuseum Danmark.

Uddelingen motiveres af Modersmål-Selskabet, hvorefter prisen overrækkes. Per Arnoldi får også selv ordet.

I forbindelse med arrangementet vil der være musikalske indslag ved rytmisk pianist Christian Asmussen.

Efterfølgende serveres der en forfriskning.

Der er fri adgang, men der er et begrænset antal pladser i festsalen.

Samme dag er der kl. 11-17 gratis adgang til museet. Medlemmer af Modersmål-Selskabet inviteres til sammen med deres ledsagere at deltage i en arrangeret rundvisning i museets samlinger for 50 kr. pr. deltager. Deltagelsen kræver forhåndstilmelding til sekretariatet pr. e-post eller telefon 26 21 67 82 senest den 7. september med oplysning om navn og antal deltagere.

Modersmål-Prisen 2011 til kunstneren Per Arnoldi

Per Arnoldis sprog har gennemslagskraft og gør varigt indtryk. Per Arnoldi er modig og præcis i sit ordvalg. Han taler og skriver kvikt og velovervejet, artikulationen er klar og venlig og ligger godt på tungen, og godt i øret hos den der lytter.

Per Arnoldis mangeårige arbejde for Danmarks Radio huskes endnu, ligesom han gennem snart 50 år har holdt sit helt personlige sprog i live gennem foredrags- og entertainervirksomhed.

Som nyudnævnt formand for Statens Kunstråd er han nu blevet kunstens talsmand. I debatten om kunsten er der også brug for klar tale.

Per Arnoldi har ved mange lejligheder erklæret sin kærlighed til sit modersmål. Det er der ikke mange, der gør i det offentlige rum. Derfor får Per Arnoldi Modersmål-Prisen 2011.

Modersmål-Prisen overrækkes til Per Arnoldi onsdag den 14. september kl. 17-19 i festsalen i Designmuseum Danmark (tidl. Kunstindustrimuseet), Bredgade 68 i København.

Der er adgang for alle interesserede, men et begrænset antal pladser.