Modersmål-Selskabet i samarbejde med Verein Deutsche Sprache

VDS's medlemsblad Sprachnachrichen
VDS’s medlemsblad Sprachnachrichen

I sine bestræbelser på at øve sprogpolitisk indflydelse indgik Modersmål-Selskabet sidste år et samarbejde med det svenske Språkförsvaret, som bl.a. kom til udtryk med Arne Rubenssons deltagelse på generalforsamlingen i maj. Nu har Modersmål-Selskabet indgået en ny samarbejdsaftale med det tyske Verein Deutsche Sprache, hvis formål svarer til vores. Med 35.000 medlemmer er VDS den største sprog- og kulturforening i Tyskland. Modersmål-Selskabet og Verein Deutsche Sprache udveksler som følge af aftalen to medlemskaber. Verein Deutsche Sprache er repræsenteret i Modersmål-Selskabet med formanden, professor dr. Walter Krämer, og bestyrelsesmedlemmet dr. Reiner Pogarell, mens Modersmål-Selskabet er repræsenteret i VDS med vores formand, Jørgen Christian Wind Nielsen, og et af vores medlemmer, cand.mag. i tysk, Ulla Weinreich.

Her er Verein Deutsche Spraches pressemeddelelse i anledning af samarbejdsaftalen:

Dänische Sprachschützer treten dem VDS bei

Die Dänische Sprachgesellschaft »Modersmål-Selskabet« (Hellerup) und der Verein Deutsche Sprache e.V. (Dortmund) arbeiten künftig enger zusammen. Dies haben die Vorstände beider Vereine vereinbart.

»Die Mitglieder der Dänischen Sprachgesellschaft haben für ihre Muttersprache ganz ähnliche Ziele wie der VDS das Deutsche: Sie wollen das Bewusstsein für das Dänische schärfen und ihre Sprache fördern und weiterentwickeln«, sagte VDS-Vorstandsmitglied Dr. Reiner Pogarell. Auch die dänische Sprache verliere in wichtigen Themenbereichen Wortschatz an das Englische. »Wir wollen mit unseren neuen Partnern auf Veranstaltungen und mit Veröffentlichungen dafür werben, mehr für den Erhalt der europäischen Kultursprachen zu tun«, kündigte Pogarell an.

Der VDS ist mit 35.000 Mitgliedern der größte Sprach- und Kulturverein in Deutschland. Der Verein ist mit Sprachgesellschaften in anderen Ländern gut vernetzt: die Deutschsprachige Gemeinschaft in Belgien, der Sprachkreis Deutsch in der Schweiz und der Språkförsvaret in Schweden sind Partner des VDS.

Læs mere om Verein Deutsche Sprache på www.vds-ev.de

Araber-slang og perker-dansk

Hvis man bruger en gryderet som metafor, og retten, der serveres, er det danske sprog, ville det være mærkeligt, hvis retten ikke tager smag efter de krydderier, der tilsættes. Vi ved alle sammen af erfaring, at en ret kan overkrydres, eller der kan tilsættes for meget af et enkelt krydderi. Så må man genoprette balancen. Vi kan jo ikke smide vores sprog ud og starte forfra.

Det danske sprog har, lige så længe der har været tale om et dansk sprog, optaget lån med videre fra andre sprog og kulturer, som det har været i tilstrækkelig berøring med. Oldnordisk, græsk, latin, fordanskede arabiske ord, tysk og fransk. Nogle vil mene, at der for tiden er for meget af det engelske krydderi i retten. Derfor arbejder mange også på at genoprette balancen på dét punkt. Er et sprog og en kultur stærk nok, tager retten smag herefter.

Der kan selvfølgelig også være tale om ord, der ser godt ud, ord der lugter godt, ord der smager godt, ord der er sjove at lege med, ord der næsten glider ned af sig selv. Ord man har lyst til at spise.

Det ville være mærkeligt, hvis de stærke indvandrersprog og –kulturer ikke smittede af på dansk, når de så længe har været en del af det danske sprog og det danske samfund, en del af gryderetten. Det er slet ikke noget problem for det danske sprog. Det er jo netop én af måderne, sproget udvikler sig på. Kontakt med andre sprog og kulturer. Blandt andet derfor har Niels Brunse netop modtaget Modersmål-Prisen 2012.

Problemet ligger ikke i forhold til det danske sprog. Problemet opstår, hvis de omhandlede indvandrergrupper ikke også, ud over deres modersmål og ud over deres araber-slang eller deres perker-dansk, behersker standarddansk eller normdansk. Det får de nemlig brug for, hvis de skal klare sig godt erhvervsmæssigt. I Danmark skal alle være gode til eget modersmål, alle skal være gode til dansk, og jo flere blandingsformer vi kan tage i anvendelse, som et bevidst stilvalg, jo rigere et sprog. Jo flere krydderier, der står på hylden, jo bedre.

Ja, et arabisk ord som ”wallah” vil da blive optaget i Retskrivningsordbogen, såfremt det bliver tilstrækkelig frekvent, målt på Dansk Sprognævns traditionelle kriterier. Og Modersmål-Selskabet hilser det velkomment.

Modersmål-Selskabet
Jørgen Christian Wind Nielsen
Formand

Ovenstående artikel er blevet til som svar på en henvendelse fra beboerbladet Gellerup.nu ved praktikant og borgerjournalist Hanne Toft Christensen. Toft Christensen henviser bl.a. til, at Mette Vedsgaard Christensen, der forsker i sprog ved Aarhus Universitet, mener, at det kun er et spørgsmål om tid før udtryk som ”Wallah”, der betyder ”jeg sværger”, optages af Dansk Sprognævn, og spørger om Modersmål-Selskabets holdning.

Hvorfor blev kun et af ni Grand Prix-bidrag sunget på dansk?

Christian Brøns
Christian Brøns' danske sang "Venter" vandt ikke. Pressefoto: Nicolas Tobias Følgaard

Årsagen?

Der var kun en af de ni deltagende melodier, som blev sunget på dansk, da Dansk Melodi Grand Prix 2012 blev afholdt i aftes den 21. januar. Som selskab for bevarelse og udvikling af det danske sprog bekæmper Modersmål-Selskabet brugen af unødigt engelsk. Det er derfor naturligt at efterlyse årsagen til, at otte af ni grandprix-deltagere foretrækker at have engelske tekster til deres melodier.

Ingen overbevisende svar

Tror de, at vinderchancerne er større for engelsksprogede sange? Eller at det er lettere at synge på engelsk end på dansk? Modersmål-Selskabet har ikke fundet overbevisende svar på disse spørgsmål. De dansksprogede sangtitler lever i den nationale hukommelse og bidrager til glæden og stoltheden over det danske sprog. Modersmål-Selskabet indbyder til debat.

Udviklingen siden 2004

Siden 2004 har det været tilladt at indlevere tekster til det danske Melodi Grand Prix på fremmede sprog. Dengang protesterede Modersmål-Selskabet overfor DR med påpegning af, at man derved undergravede hensigten med denne sangfestival, som oprindeligt skulle være en præsentation af de deltagende landes nationale særpræg sprogligt som melodisk. Dansk Melodi Grand Prix 2012 er den 41. udgave siden starten i 1957. Ved konkurrencen den 26. februar 2011 havde tre af de ti melodier danske tekster. Og i år var det altså kun en af de ni.

DR’s egen sprogpolitik

I fjor spurgte Modersmål-Selskabet den ansvarlige DR-chef Søren Therkelsen om, hvorfor det ikke er obligatorisk at synge på dansk ved det danske melodi grand prix. Han henviste til, at det primært er en dyst mellem melodier indenfor popgenren, hvor der selv på det danske marked er en tiltagende flittig brug af det engelske sprog. Samtidig er det danske Melodi Grand Prix en udvælgelseskonkurrence til Eurovisionens Song Contest, hvor DR ønsker at kunne konkurrere på lige vilkår med de øvrige 42 deltagerlande, der alle har sproglig valgfrihed.

Men hvorfor denne unødvendige leflen for det engelske sprog, når det i DR’s egen sprogpolitik gøres til en officiel opgave at værne om det nationale sprog? Søren Therkelsen afviser leflen med sin henvisning til udviklingen i konkurrencedeltagelsen, men gør samtidig opmærksom på DR’s fokus på brug af det danske sprog i musikken, fx hyldest af danskpoppen i forbindelse med Spil dansk dagen.