Sprogpolitik

Dr. Reiner Pogarell, bestyrelsesmedlem i vores venskabsforening i Tyskland, Verein Deutsche Sprache (VDS), har talt med formanden, forh. gymnasielærer i svensk og filosofi, Per-Åke Lindblom og professor i tysk, dr. Frank-Michael Kirsch fra Språkförsvaret, som er vores svenske venskabsforening.

Det er der kommet et interessant interview ud af, som vi her bringer i oversættelse fra tysk ved cand.mag. Ulla Weinreich, som repræsenterer Modersmål-Selskabet i VDS.

Hr. Lindblom, hr. Kirsch, svensk er et gammelt, rigt og smukt sprog, der bliver elsket og påskønnet af dem, der taler det. De, der taler dette sprog, anses i hele verden for at være fredelige og respekterede mennesker. Hvorfor har lige netop dette sprog brug for et forsvar?

Svensk i Sverige er ikke nogen selvfølge mere. Engelsk oversvømmer det svenske sprog. Der er endda et voksende antal grund- og gymnasieskoler, der erstatter svensk med engelsk som første undervisningssprog. De fleste store svenske virksomheder bruger engelsk som koncernsprog. Engelsk i reklamen vokser hele tiden. Allerede i 2006 udgjorde andelen af engelsksprogede film i det svenske fjernsyn 80 procent. Det var resultatet af en undersøgelse, der var lavet af Språkförsvaret, og som løb over hele året. Sverige er, sammen med Danmark og Finland, de dårligste til at bruge deres eget sprog i EU.

Deres svar overrasker. For de talrige tyske turister er denne situation jo ikke påfaldende. Man har snarere det indtryk, at verden er i orden i Sverige, også i sproglig henseende.

Dette indtryk bedrager. Et sprog dør først og fremmest, fordi man ikke mere bruger det på det ene område efter det andet, og ikke, fordi man individuelt bruger fremmedord. Språkförsvaret tillægger derfor kampen for det svenske sprogs status den største betydning og engagerer sig sprogpolitisk for tre interesser: 1) Vi forsvarer det svenske sprog, især mod det engelskes ekspansion, 2) Vi propagerer flersprogethed, og 3) Vi fremmer den internordiske sprogforståelse.

Hvad gør Deres organisation konkret for at styrke svensk?

Språkförsvaret har formuleret en politik for alle de vigtige sprogdomæner: for det nationale plan ved hjælp af en sproglov, derudover for de videregående uddannelser, skolevæsenet, den/det offentligretlige radio og fjernsyn, som betegnende nok hedder ”Public Service” her, og for det nordiske sprogfællesskab. Vi bekæmper brugen af engelsk i den kommercielle reklame, hvad vores næste bogprojekt handler om. I grunden vil vi bidrage til den indsigt, at det svenske sprog er lige så værdifuldt, udtryksstærkt og rigt som et hvilket som helst andet sprog, uden af denne grund at forsømme nationale mindretals sprog eller at nægte indvandrere retten til at tale deres eget sprog.

De formulerer her VDS’s politik ét til ét. I kampen om en sproglov er De længere end de tyske sprogvenner. Hvorfor er sprogloven så vigtig for Dem?

Fordi vi bedre kan gøre en indsats for svensk med den. I 2005 var situationen absurd: Der var fem officielle mindretalssprog i Sverige, men intet officielt hovedsprog. Svensk var officielt sprog i Finland, men ikke i Sverige. Med vores kampagne bidrog vi til, at de borgerlige partier gjorde spørgsmålet til deres eget. I 2006 blev beslutningen taget om at udarbejde en sproglov, som blev enstemmigt vedtaget af rigsdagen i 2009. Språkförsvaret fungerede som motor i denne proces. Vi udarbejdede vores eget, videregående forslag til et lovforslag og blev som den eneste borgerorganisation inddraget i udarbejdelsen af loven. Vi ser det som en vigtig delsejr, selv om den har sine mangler. Loven omfatter kun pligter, ingen rettigheder; dens anvendelse er begrænset til myndighedernes ”kerneaktiviteter” og indeholder ingen sanktionsmuligheder. Men vi kan påberåbe os loven, når vi indgiver klage hos justitsombudsmanden over overtrædelser. Justitsombudsmandens afgørelse var for eksempel til vores fordel, da vi krævede, at det også skulle være tilladt at indsende stillingsansøgninger og ansøgninger om forfremmelse på svensk til svenske højere uddannelsesinstitutioner. Nogle universiteter accepterede nemlig kun engelsksprogede ansøgninger.

Det er påfaldende, at man tiltales på engelsk i Sverige, så snart det bliver opdaget, at man er udlænding. Ens egne bestræbelser for at tale svensk bliver gerne ignoreret. Hvorfor gør svenskerne det?

Det har jeg ingen anelse om. Måske vil man hjælpe turisterne så hurtigt som muligt og tænker med urette, at alle kan engelsk. Der findes også svenskere, der er ærligt overraskede og stolte af det, når udlændinge beskæftiger sig med det lille svenske sprog. Hvem ved her i Sverige, at 4000 tyske studerende om året lærer svensk, mens der i Sverige nu er langt under 1000, der stadig lærer tysk? De svenske universitetsmyndigheder betegner i officielle skrifter store europæiske sprog som fransk, spansk, polsk og tysk som småsprog. Sådan ser globalisering ud på svensk!

Der er et fænomen i Tyskland: vi sluger skandinaviske bøger. Tyskerne kender Stockholm og Göteborg, men også Ystad, Gotland og Öland mægtig godt fra vældig mange bøger med stor succes. Har De en forklaring på det?

Mentalitet spiller en rolle her. Protagonisterne i bøgerne har en stærk binding til naturen, behovet for ensomhed og stilhed. Parforhold skildres uden omsvøb og forkrampninger. Alt det taler ud af tyskernes sjæl. Den nordeuropæiske litteratur spejler en antimondæn levemåde, som undgår pomp og patos og udstråler naturlighed, det enkles sejr over det grelle. Sådan vil mange læsere gerne have, at Tyskland er. Fortællerytmen i romanerne, også krimierne, er tit langsom, eftertænksom. Den formidler indtrykket af at have tid, at have lov til at tage sig tid: Sand i maskineriet i vores hektiske verden, hvor andre altid skal kunne komme i forbindelse med én.

Og at svenske krimier bliver godt modtaget i Tyskland, skyldes simpelthen også, at mange af dem er skrevet godt. Forfatterparret Sjöwall/Wahlöö virker traditionsdannende; ikke mindst Stieg Larssons Millennium-trilogi er påvirket af det. Lidt har svenske krimiforfatteres succes’er også at gøre med, at det tyske Sverigesbillede er så uendeligt rosenrødt, næsten pinligt naivt. Så spørger læserne som i sin tid Strindberg: Og hvor ligger de sjælelige afgrunde, de uendelige dybder? Det ved Larsson, Mankell og Markland – eller de skriver i det mindste troværdigt om det.

Mange tak for svarene!