Bøger

Modersmål-Selskabet tager temperaturen på kanondebatten

Efter godt et år med først heftig kanondebat og siden konkrete erfaringer med Danmarks nye litteraturkanon tager Modersmål-Selskabet temperaturen på kanondebatten. Kanon som rettesnor er titlen på Modersmål-Selskabets årbog 2005. Her demonstrerer 16 kendte og kompetente danskere, at debatten bølger videre. For eksempel skriver retorikprofessor Christian Kock:

“De som er så bekymrede for danske unges kunnen i læsning, matematik og national dannelse, har ironisk nok intet kendskab til de stærke belæg som findes for at netop indlæring af kreativ kunnen i skolen er det måske sikreste middel til generelt at styrke de unges kunnen på de områder man mest bekymrer sig for.”

I Kanon som rettesnor svarer flere af “de bekymrede” på professorens anklage. Blandt andre undervisningsminister Bertel Haarder:

“Jeg kender godt skræmmebillederne, hvor man forestiller sig et næsten DDR-agtigt system, hvor den stygge stat ved, hvad der bliver gennemgået i de forskellige fag på bestemte dage, fordi det er fastlagt fra centralt hold. Men det er jo netop kun skræmmebilleder uden hold i virkeligheden. ”

Blandt de andre debattører fra begge sider finder man professor og formand for kanonudvalget Jørn Lund; professor Ditlev Tamm; kommunikations- og marketingchef på Det Kongelige Teater Kresten Schultz Jørgensen; konstitueret leder ved Center for Børnelitteratur på Danmarks Pædagogiske Universitet Nina Christensen; lektor og kommentator Hans Hauge; tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager og formand for Dansklærerforeningens folkeskolesektion Jens Raahauge.

Årbog 2003: Navnet er trofast

Af Gerda Thastum Leffers

Omslag til årbogen er igen i år lavet af Kitte Fennestad og det er det smukkeste værk, man kan forestille sig.

Bogen når vidt omkring i navnestoffet. Både forskerne og de mere causerende skribenter uden videnskabelig baggrund har anvendt et læservenligt stilleje, og det har gjort denne omfangsrige bog – med flere illustrationer end hidtil i vore årbøger – til noget særligt. Her kan man både more sig og blive klogere.

Om titlen: I en verden hvor troløshed ikke er sjælden, er det en rar tanke, at navnet er trofast. Trofast, trofastere, trofastest! Vi kan roligt tage superlativen i brug.

Dit og mit navn, navnet på gader og pladser, på listige steder og på mennesker vi har kendt ved et kæle- eller øgenavn – navnet er tro mod sin indehaver indtil døden dem skiller. Ja og meget længere.

Bogen har mange eksempler på navnestof fra 1100-tallet og tidligere. At være navnkundig er vel en tand mere end at være berømt?

Som egennavn er Trofast da også det mest berettigede til menneskets bedste ven. Det stamtavleløse gadekryds og den majestætiske granddanois – med forfædrerække så lang som Davidsens smørrebrødsseddel – begge lever op til både navnet og det smykkende adjektiv.

Forord til Årbog 2000: Dansk

Modersmål-Selskabet håber med denne årbog at kunne bidrage til større forståelse for integrationsprocessen i Danmark. Forståelse for hvor helt anderledes og langt sværere det er at blive optaget i fællesskabet og at lære dansk, end antaget den dag man som indvandrer kom til landet og kun kendte det af omtale. Et lille land blandt verdens bedste – med en mild, venlig og veluddannet befolkning – med kulturelt og menneskeligt overskud – god økonomi – og et modersmål det kan falde fremmede svært at lære.

“Nattergalen! den kjender jeg jo slet ikke!
er her saadan en Fugl i mit Keiserdømme,
ovenikjøbet i min Have… ”
(H.C. Andersen)

Her har de ikke-fremmede en opgave. Kejseren kendte ikke nattergalen, skønt dens røst længe havde lydt i hans egen have. Det var i Kina. Men det gælder overalt, at begge parter skal ville integrationen. Den bliver umulig, hvis “indfødte danskere enten ikke gider eller ikke vil klappe ørerne en lille smule op” (Normann Jørgensen s.112). Vi skal lytte – og tale: “For netop sproget er forudsætningen for enhver menneskelig kommunikation og dermed kultur” (Arne Hermann s.134).

“Sproget er sange og eventyr” siger norsk fødte Baard Owe (s.9) og just ham fandt instruktør Wladimir Herman frem til, engang han skulle bruge en hovedperson der “måtte være en kapacitet som skuespiller og som dansktalende(!)” (Claus Tiiling s.25).

Sproget kan alt. Spørgsmålet kan være, om vi vil “overtale, informere, søge information, anklage, overfuse eller rose min (vores) modtager?” (Karen Lund s.36).

Det sproglige redskab kan jo ikke betjene os bedre eller mere præcist, end vi formår at bruge det. Men sprog er et, modersmål noget mere, fremgår det af et par politikercitater med kommentarer af Allan Tølle og Janus Møller (s.46), og Dorte Ahlberg Andersen medgiver, at “en af vejene til integration er et godt dansk sprog, men skal det være dansk, dansk og atter dansk?” (s.56).

Men dansk kan næppe blive for godt for den der bor i Danmark – og så er det jo en gevinst også i nordisk sammenhæng. Karen Risager siger (s.65) om de indvandrere, der opnår god beherskelse af dansk: “Når de f.eks. skriver en bog på dansk, vil den også kunne læses af nordmænd og svenskere (…..) Tamiler i Danmark, samer i Norge, og dansktalende grønlændere kan med lidt god vilje udveksle erfaringer på dansk.” Altså endnu et værdifuldt incitament for danskindlæring.

Det vil vare noget, før begrebet andetsprog står klart for enhver også uden for skolekredse. Men Anne Holmens artikel hjælper på vej, og at “dansk som andetsprog er kommet for at blive,” er der næppe nogen der betvivler eller beklager. Det er ad sproglig vej også kropssproglig – at forståelsen fremmes. Tid og gode venskaber hjælper til. Men “at finde en dansk studiekammerat, man kan blive ven med, er kun de allerfærreste forundt, og der kræves normalt personlig udstråling i skærebrænderklassen, før vi får øje på personligheden bag den “fremmede” facade,” udtaler Karin Kunzendorf (s.87) som en af sine læreriagttagelser på Københavns Dag- og Aften Seminarium, hvor man for øvrigt har landets eneste Forberedelseskursus for Indvandrere og Flygtninge, der ønsker at uddanne sig til lærere. Det giver stof til eftertanke.

Det samme gør Bente Krogs 83-årige somalier (s.99), der vil lære dansk for ikke at være afhængig af tolke eller andre i samtalesituationer. En fremmed tolk bør kunne “dansk på den danske måde” (s.29). Det kan Naser Khader, og herværende bogs tema har været ledende også for valget af ham som årets prismodtager i egenskab af tolk og forfatter.

Catherine Brouwer har som dansktalende hollænder fundet et par typiske forklaringer, når samtaleformen ikke svarer til dansk standard “Taleren prøver at være sjov eller taleren laver en fejl” (s.119). Teksten indeholder nogle illustrative samtaleuddrag. I dag er der selvfølgelig ofte etnolektale forklaringer på sproglige misforståelser. Engang var vort sprog rigt på dialekter, siger Johannes Wagner (s.131), men der er sket et skift, så vi nu har “et rigssprog med regionale træk. Den sproglige mangfoldighed, som kendetegner et blomstrende sprog, er beskåret. Måske er vi nu vidner til nye podninger, hvor etnolekter og indvandrernes sproglige indflydelse giver dansk en ny blomst.” Lad det blive en flot og holdbar blomst.