Modersmål-Selskabets nye bestyrelse (fra venstre mod højre): Næstformand og sekretær Henrik Munck, Gerda Thastum Leffers, formand Jørgen Christian Wind Nielsen, Adam Hyllested, Katrine Bøgh Brixen, Ingrid Carlsen, Claus Tilling, kasserer Kirsten Fenger og Georg S. Adamsen.
Jesper Klein parodierende sprogligt forfald (Foto: Kaj Nielsen-Gøgsig)
Udenfor gjorde slud og sne kulden bidende. Indenfor sad vi alligevel en god flok medlemmer og ikke mindst fem, ja faktisk syv, skribenter fra årbogen Sjov med sprog:Frederik Dessau, Poul Einer Hansen, Henning Kirk, John P. A. Jensen og Jesper Klein. Desuden Selskabets æresmedlem Gerda Thastum Leffers, der har skrevet forordet igen i år, og formand Jørgen Christian Wind Nielsen med talen, der hyldede årets modtager af Modersmål-Prisen, Susse Wold.
Frederik Dessau, Henning Kirk og Jesper Klein fulgte op på årbogens niveau med hver deres gode indlæg. Poul Einer Hansen fik vi heldigvis at høre efter pausen. Læs mere om mødet i Henrik Muncks artikel i det kommende nummer af Sprog & Samfund.
Selv vil jeg fremhæve Jesper Kleins bidrag, for med sin præcise artikulation og gestik og sin store parodieringskunst fik han sat gang i lattermusklerne, så vi fik varmen!
Jesper Klein var ikke kun morsom. Han havde, som jeg sagde i et lille indlæg på mødet, et ærinde, som også fremgår af hans bidrag til årbogen. I første omgang undrede jeg mig over, at han brugte dobbelt a i stedet for å i artiklen. Men som læser opdager man snart, at det er en velgennemtænkt “kulisse”, der giver ham lov til at være satirisk, at bide – fx af de unge “komikere”, der – for nogles vedkommende – er gadedrenge, der fortæller vitser fra opgangen (se s. 118). Og så har jeg ikke nævnt de skarpeste af hans bid i den forbindelse.
I Kleins artikel “Og saadan skal det selvfølgelig være” er der ikke kun bid, men man får også lidt at vide om bl.a. den danske revys historie. Og sine steder møder vi Kleins vid, som når han skriver:
Altsaa tror jeg, at det er et temmelig uklogt at skamme Ungdommen ud. Paa den anden side har gamle Humorister aldrig bestilt stort andet, saa man klarer sig nok endda. Historien skal imidlertid gaa sin Gang, uden at nogen behøver lære noget af den af den Grund. (s. 120)
Både i sit indlæg og i sin replik til mine bemærkninger til hans bidrag parodierede Klein en række sproglige unoder. Det kan jeg ikke gengive, men det var meget morsomt. Klein ydede et væsentligt bidrag til, at årbogspræsentationen blev sjov. Og saadan skulle det være!
Dr.phil. Henrik Galberg Jacbosen (Foto: Ingrid Carlsen)
Mandag den 21. februar 2011 kl. 17-19 markerer Modersmål-Selskabet den internationale modersmålsdag. Professor, dr.phil. Henrik Galberg Jacobsen vil komme og fortælle om dansk retskrivnings historie. Henrik er en strålende oplægsholder, og der vil være rig lejlighed til debat – glæd dig til denne aften.
Titlen på Galberg Jacobsens foredrag er ”Modersmålets retskrivning”, undertitlen er ”Episoder i den danske retskrivnings historie i de sidste ca. 200 år”.
Henrik Galberg Jacobsens doktorafhandling
Henrik Galberg Jacobsen forsvarede sin doktordisputats Ret og Skrift. Officiel dansk retskrivning 1739-2005 på Syddansk Universitet 7. maj 2010. Opponenternes konklusion på deres bedømmelsesarbejde lød:
Henrik Galberg Jacobsen har med sin afhandling leveret et særdeles omfattende, omhyggeligt udført og ned i detaljen veldokumenteret stykke grundforskning der muliggør megen ny forskning. Der er tale om et fortjenstfuldt arbejde der må blive et standardværk i dansk sprogforskning (Indstillingen af 12.8.2009).
Henrik Galberg Jacobsen har med sin afhandling dokumenteret “betydelig videnskabelig indsigt og modenhed” og med sin afhandling “bragt videnskaben et væsentligt skridt videre”, med bekendtgørelsens ord (par. 3, stk. 2).
Til lykke med denne kraftpræstation!
Henrik Galberg Jacobsen har blandt andet været ansat i Dansk Sprognævn, han har skrevet Sprognævnets historie, og han har været en af de centrale personer bag forskellige varianter af nyt komma.
Modersmålsdagen er indstiftet af Unesco i 1999 og har “til formål at fremme sproglig mangfoldighed og flersprogethed i hele verden”.
Arrangementet foregår kl. 17.00-19.00 på Hauser Plads 20, 3. sal, hos Forbundet Kommunikation og Sprog. Der vil være en sandwich og et glas vin.